Er jeg for strid???

Hej piger,
jeg har lige brug for jeres mening og konstruktive feedback.

Marcus har idag vaeret lidt paa tvaers, som de jo somme tider kan vaere i denne alder.
Det drejer sig idag om toejet. Han var paa tvaers i morges og igen her til aften. Her til aften gik det saa fint lige indtil han skulle have blusen af. Jeg fik naesten taget et aerme af, saa fandt han ud af, at det ville han selv. Det er ogsaa fint nok, det maa han hellere end gerne. Men han goer det ikke. Han tog den bare paa igen, og til sidst siger jeg, at hvis han ikke tager den af, saa goer jeg det. Det protesterer han over og siger at han selv vil goere det. "Jamen saa goer det!" siger jeg saa. Der sker stadig ikke noget, saa siger jeg til ham, at jeg taeller til 5, og hvis han ikke har taget den af, naar jeg har talt til 5, saa goer jeg det. Og han har ikke taget den af, saa jeg goer det, hvorefter han skriger og protesterer meget kraftigt og proever at tage den paa igen. Jeg tager nu ogsaa hans stroemper af, og det bliver han ogsaa rasende over. Saa vil jeg proeve at give ham hans natbukser paa, men han sparker dem af og siger, det vil han selv. Saa tager jeg ham ned, og han staar for enden af puslebordet og skriger at han vil op og sidde paa puslebordet. Jeg siger til ham, selvom jeg egentlig ikke tror, han hoerer mig, at jeg godt kan se, han er vred, en at jeg havde sagt til ham, at jeg talte til 5, og hvis han ikke havde taget blusen af, saa gjorde jeg det. Og saa ryddede jeg op og lod ham staa og rase. Da jeg var faerdig, var han faldet lidt ned igen og ville stadig op paa pualebordet og tage nattoejet paa. Ok, siger jeg saa, men saa skal du ogsaa tage det paa! "Ja" siger han saa. Jeg loefter ham op, og han begynder at tage bukserne paa, tager dem af igen, putter (med vilje) begge benene i det ene bukseben, tager dem af igen osv. Jeg bliver ved med at sige til ham, at nu skal han tage bukserne paa. Paa et tidspunkt bliver jeg traet af det, og siger at nu taeller jeg til 10, og hvis han ikke har taget dem paa, saa giver jeg ham dem paa. Foerst sdder han bare og kigger paa mig, mens jeg taeller ganske langsomt (han ved udemaerket hvad, det gaar ud paa, vi har gjort saadan mange gange foer). Saa begynder han at tage dem paa, og han naar at Saa er det blusens tur. Det er samme cirkus med at tage den paa og af osv. Jeg spoerger ham, om jeg virkelig skal til at taelle igen. Det reagerer han ikke paa. Saa siger jeg, at jeg taeller til 10, og hvis han ikke har faaet den paa, goer jeg det. Jeg taeller, og der sker ikke en dyt. Saa jeg vil give ham den paa, og saa begynder skrig og skraal igen og jeg kan simpelthen ikke give ham den paa, fordi han hiver den af igen. Jeg siger til ham, at nu faar han den paa, og hvis ikke, saa kommer han ind i seng, som han er (han har den over hovedet). Det ender selvfoelgelig med, at han ikke faar den paa, og jeg saetter ham ind i sengen, lukker persiennen, og siger godnat, nu kan han enten laegge sig til at sove med den, som den er, eller tage den paa. Han tager den saa helt af og proklamerer under hylen og skrigen, at han vil ikke sove, og jeg skal tage ham ned (han er stadig i tremmesengen og kan ikke kravle ud af den)
Jeg lader lyset vaere slukket og traekker doeren lidt i, saa der er lys nok til, at han kan se at tage natblusen paa.
Jeg gaar ud i stuen, og han begynder at kalde paa mig, foerst arrigt, saa mere spoergende, og jeg svarer ham. Han vil op og tage nattoejet paa oppe paa puaslebordet. Jeg siger nej. Nu gider jeg ikke mere frem og tilbage til det puslebord, for det bliver alligevel ikke til noget. Efter lidt tid hvor vi sidder og kommunikerer saadan, gaar jeg ind til ham og siger, at han ikke kommer ud paa puslebordet. Hvis han vil have den paa, maa han tage den paa der i sengen. Jeg havde sagt til ham ude paa puslebordet, at hvis han ikke fik den paa, kom han ind i sengen, og nu var det saadan. Og saa gik jeg tilbage til stuen. Han kalder selvf. igen, og siger igen at han vil ud paa puslebordet. "Nej" siger jeg, da den ikke gaar, skal jeg komme og hjaelpe ham ned paa gulvet. Jeg gaar saa ind for at sikre mig, at han ikke sidder paa kanten af tremmerne og proever at komme ned el. noget. Men det goer han ikke. Jeg gaar hen og holder lidt om ham og siger det samme til ham igen. Han holder godt fast og proever at traekke sig op via mig. Men jeg saetter ham ned og siger, at han skal blive der, og at han kan tage natblusen paa el. laegge sig til at sove. Men han mener stadig ikke, han skal sove.
Jeg gaar ud igen. Nu kalder han igen, jeg skal komme og hjaelpe ham. Nej siger jeg flere gange. Jeg er alvorligt ved at loebe toer for taalmodighed (den har vaeret sluppet op et par gange under vejs, hvor jeg har haevet stemmen - fortryder naesten altid, naar jeg har gjort det, det er ikke konstruktivt, men...)
Naa, men det ender med, at jeg saa gaar ind til ham, og nu har han saa kastet blusen ned paa gulvet. Jeg samler den op og laeger den tilbage i sengen. Fluks tager han den op og smider den paa gulvet igen. SAA bliver jeg rasende, NU kan det vaere nok. Med meget vred stemme siger jeg til ham at nu er det nok! og saa gaar jeg ud og lukker doeren! (Det var forkert, det ved godt, men jeg var saa gal! ...)
Saa begynder han selvf. at raabe og skrige paa mig. Foerst arrig og gal. Saa spoergende, og saa ked af det. Da jeg kan hoere, han bliver ked af det, gaar jeg ind til ham igen og saetter mig ned. Han siger: "Mor skal ikke lukke doeren!" flere gange. Jeg siger til ham, at jeg blev meget meget vred og sur paa ham (jeg er paa det tidspunkt stadig vred). Han vil gerne op og siger, at han ikke skal sove. Han er stadig ked af det. Jeg tager ham op til mig, og er ikke laengere vred. Jeg troester ham, og han beder om noget maelk, som vi gaar ud og finder. Mens han sidder og drikker det, siger han igen: "Mor skal ikke lukke doeren!" "Nej" siger jeg "jeg skulle ikke have lukket doeren, det var forkert, undskyld. Men jeg var saa vred og sur og gal paa dig. Men jeg skulle ikke bare have lukket doeren, undskyld skat". Det virkede som om, at det lagde en ro over ham, og at det accepterede han.
Da han havde drukket maelken sagde jeg, at nu kunne vi gaa ind og synge godnatsang, og saa skulle han sove. Det var ok.
Jeg baerer ham ind og lukker doeren. Men det maa jeg ikke, jeg maa ikke lukke doeren, den skal staa paa klem (plejer den aldrig at goere!) Men jeg siger ok, og vi synger godnatsang, og jeg putter ham og siger godnat. Jeg gaar ud og slukker lyset i gangen og lukker doeren lige saa stille i, som jeg plejer. Der gaar 2 min, saa kalder han, med lidt panik i stemmen, og siger at jeg maa ikke lukke doeren. Jeg skynder mig at aabne den igen, og stiller den paa klem tjekker om det er ok. det er det. Saa jeg gaar ud igen. Og nu sover han endelig!

Har jeg vaeret for strid? Har jeg vaeret for utaalmodig? Jeg foeler virkeligt, jeg har handlet forkert, isaer mht. at lukke doeren, det burde jeg virkelig ikke have gjort. Det kan jeg jo godt se nu. Heldigvis har jeg da sagt undskyld til Marcus, og det lod til, at han accepterede det. Men nu ville han saa ikke have, at jeg lukkede doeren, da han skulle sove. Han virkede lidt bange for det Aaahh altsaa! Det er svaert med det boerneopdragelse. Det er hele tiden saadan en haarfin balance... Man vil det saa godt, men kommer alligevel nogle gange til at goere noget, man ikke burde have gjort...

Haaber ikke mit indlaeg er for tugt at komme igennem... Jeg har saadan brug for en tilbagemelding, og lad den helst vaere helt aerlig, ikke?

Knus Dorthe

Hej..

Det var ellers noget af et indlæg du der har fået skrevet og det kræver svar at være så omhyggelig

Min tålmodighed er nok heller ikke altid lige god og det må jeg nok hellere indrømme først som sidst... Jeg tror nu nok at jjeg tidligere havde sagt -hvis det var stumpen- at så fik hun bare ingen nattøj på.. Jeg ved at hun har det varmt nok om natten, da hun ofte tager sit nattøj af, mens hun kæmper en kamp om ikke at falde i søvn (med kamp i dette tilfælde er det ikke noget vi hører til)
Uha, synes den er svær at svare på, for jeg ved fra Mathilde at ville jeg sige slut og smide hendes tøj på plads, så ville hun efter lidt gråd vende på en tallerken og tage det på, hun kører den ikke helt så langt ud -endnu.... Jeg ved bare ikke om et barn på 2½ ved hvad konsekvensen er ved tælleri (sig ingen steder at jeg er pædagog ) Men måske gør de, når de kender det...

Mht. at lukke døren, så synes jeg at du skal gøre alt for ikke at gøre det igen (ved godt at du gjorde det i frustration) Men jeg så engang et børneprogram med Margrethe Brun Hansen, hvor hun sagde at det er okay at sende børnene på værelset, men at man ikke må lukke døren, da det udelukker barnet (og muligvis mere, men kan ikke huske det, ved ikke om programmerne lligger på sputnik) Og må erkende at det er en af de ting der har printet sig fast i mit hovede (plejer ellers at gøre tingene som jeg finder bedst i forhold til mit barn, men nogle ting tager jeg til mig, som f.eks. dette) Jeg er sikker på at Marcus nok vil køre i det et stykke tid, at du lukkede døren og derfor skal du bevise det modsatte...

Hvor er din kæreste/mand i dette tilfælde (sorry kan ikke huske navnet ) Det kan jo nogen gange hjælpe at den anden går ind, når en kamp er overstået (forstået på den måde at du er gået ud af rummet, ikke at han kommer ind og tager over)

Ikke de bedste svar at komme med, men "snakker"/lytter gerne mere, men synes bare dit omfattende indlæg simpelthen krævede et svar
Anja..

Kaere Dorthe

Lav lige nogen afsnit naeste gang .

For det foerste, saa tror jeg vi alle har (jeg har ihvertfald) af og til reageret paa ikke helt paedagogiske maader og som jeg bagefter synes jeg kunne have gjort bedre. Nogen gange er man bare traet og har mindre taalmodighed.

Nattoejsseancen kunne saadan set ogsaa sagtens vaere sket hjemme hos os, men det som jeg tit goer er at sige at vi "hjaelpes ad" og saa gaar det lidt hurtigere og der sker noget. Og det accepterer Daniel. Saa er det ikke kun mig og han foeler lidt han goer det selv.

Knus

Trine

Kære Dorthe

Sikke et indlæg Jeg forstår godt din frustration.

Jeg synes du har været meget tålmodig, også FOR tålmodig og det har endt med at geare dig selv højere op end du havde behøvet at komme.

Jeg ville på et meget tidligere tidspunkt, fx. ved natbukserne, have taget over, fået alt nattøjet på i fællesskab med William og så have afledt hans opmærksomhed efterfølgende med en sang eller en godnathistorie. På dén måde undgår man at komme helt op i det røde felt og gøre ting, man fortryder, såsom at lukke døren.

Vi gør alle irrationelle ting, det gør os ikke til dårlige forældre, bare til mennesker af kød og blod. Jeg synes det er fint lige at reflektere over det bagefter

Tina

Hej piger,
tusind tak fordi I tog jer tid til at laese mit meeeeeget lange indlaeg og at skrive et svar

Anja: Nej, den med doeren, det er bestemt heller ikke noget, jeg er stolt over, og jeg er helt klar over, at det var forkert. Men jeg taenkte simpelthen ikke i det oejeblik, at jeg gjorde det... Men det sker aldrig igen!
Mht. nattoejet og hvis jeg gjorde, som du foreslaar med at sige, jamen saa faar du bare ikke nattoejet paa, saa sagde jeg det faktisk til ham paa et tidspunkt. "Neeeej!" sagde han saa og holdt fast i det, "Marcus tage det paa" "Jamen saa tag det paa" siger jeg saa, men der sker stadig ikke noget... Hvis jeg saa havde taget ham der og lagt ham ind i seng uden nattoejet paa, hvilket jeg paa en maade gjorde, han havde jo faaet taget bukserne paa, og blusen havde jeg faaet over hovedet paa ham. Men ville du bare tage det af ham igen og saa putte ham ind i seng?
Jeg tror, at hvis jeg gjorde det, ville jeg faa samme scenarie ud af det. Han ville staa inde i sengen og hyle og skrige efter sit nattoej og sige, at han ville tage det paa. Hvis jeg saa gav ham chancen og gav ham nattoejet, ville der igen ikke ske en dyt, han ville bare sidde der med det uden at goere noget.
Maaske ville han efter et stykke tid sige "mor hjaelpe dig" og saa kunne jeg maaske hjaelpe ham. Men saa kommer vi ind i en anden problematik, for de siger ude i boernehaven, at han efter jul er blevet meget passiv mht. at ville proeve at tage toej, jakke, stoevler osv, af og paa selv. Han sidder bare helt passiv, og det har jeg ogsaa lagt maerke til... Foer jul kunne man stort set ikke faa lov til at give ham noget paa... Ja, det er ikke nemt.
Tror jeg skal se, om jeg kan finde de der udsendelser m Margrethe Brun Hansen, hende kan jeg rigtig godt lide. Hvis de ligger paa sputnik, er jeg bare bange for, at jeg ikke kan se dem, da man vist skal have en dansk IP-adr. for at kunne se det, der ligger der.

Trine: Det accepterer Marcus ikke rigtigt. Men maaske jeg bare goer det forkert. Maaske skal jeg proeve at gribe det an paa en anden maade. Foreslaa paa en anden maade, at vi hjaelpes ad.
Ioevrigt dejligt at vide, at jeg ikke er den eneste, som kan handle upaedagogisk

Tina: Ja, du har nok et eller andet sted ret i, at jeg maaske har koert mig selv for langt ud og presset min egen taalmodighed for meget.
Du skriver, at ved natbukserne, ville du tage over. Ville du goere det paa den maade, som Trine skriver, ved at I hjaelpes ad, eller ville du bare helt tage over? Det sidste er ret svaert for mig, da han bare hiver toejet af igen og stritter meget voldsomt imod, hvilket jeg egentlig godt forstaar. Det er jo ikke sjovt at blive tvunget til noget. Hvis jeg foreslaar, at vi hjaelpes ad, saa siger han "Nej, Marcus goere det!" Men som jeg skriver til Trine, saa foreslaar jeg det maaske forkert. Maaske skal jeg proeve at se paa, hvad det er jeg siger til ham og goer, og saa maaske revidere det...
Marcus er ret svaer at aflede. Jeg har somme tider proevet med en bog, men saa kaster han den bare vaek eller skubber den ud af haanden paa mig. Hvilket jeg jo saa ogsaa bliver sur over...

Det er ikke let med de kaere boern!

Men tusind tak fordi I havde overskud til mig, det var rigtig dejligt
Skriv endelig, hvis I kommer I tanke om noget mere. Jeg tager imod med kyshaand.

Knus Dorthe

Umiddelbart nej, så ville jeg ikke tage tøjet af hende igen, fordi jeg viste at detkunne hun selv gøre hvis det var det hun ville og hun ville også kunne tage det på selv, hvis det var den vej...

Mit problem med at hjælpe dig er at jeg mht. sind har fået en pige der har fået opbygget et, men det lyder knap så stædigt som Marcus's..
Jeg tror at scenen hjemme ved os ville se følgende ud..
-Jeg tager nattøjet og siger, så får du det ikke på..
-Mathilde ville lave den der rigtige tøse-tude-scene med hændenderne oppe ved øjene og græde og sige at hun vil have nattøj på..
-Jeg ville sige at det også er i orden og så ville hun være medgørlig og vi vil hjælpes ad og gøre situationen god igen...

MEN jeg kan jo se ud fra det du skriver at sådan vil scenen ikke forløbe hos jer, han forbliver hys...

Men måske skulle du have "hevet" det fra ham, da han forlangte at få det på istedet for at give ham endnu en chance og så have "smidt" ham i seng og se om han på den måde kunne blive mere medgørlig og I kunne hjælpe hinanden med at rette op på situationen... For Tina har nok ret i at den kørte for langt ud...

Mht. døren punkede jeg dig ikke, for kunne godt læse at du ikke tænkte, men nu har du gjort det og vil altid have i baghovedet at det skal du ikke gøre -overfor ham - igen for det kan han ikke håndtere...
Ved ikke om noget af det er forståeligt ellers skriv du bare igen..
Anja..

Hej igen

Ja den er svær.

Jeg ville forsøge at samarbejde omkring nattøjet, lykkedes det på ingen måde kunne jeg godt finde på at tage helt over, selvom nogle vil kalde det overgreb. Imens jeg tog over ville jeg sige til William, at jeg godt kunne forstå, han var vred, men at nu blev det sådan. Bagefter ville jeg lade ham bestemme noget, fx. hvad vi nu skulle lave, hvilken bog vi skulle læse, hvilken sang vi skulle synge osv. Børn på 2 1/2 forstår ikke konsekvensen af at sove uden nattøj (= syge børn, måske).

Jeg synes generelt ikke at overgreb på børn er ok, men i visse situationer giver jeg mig ikke, det er mit ansvar som forældre at drengene får overtøj på før vi går ud osv. På andre områder blander jeg mig ikke, jeg vælger mine kampe med omhu, og det ved drengene godt og det virker til, de accepterer det.


Tina
Pøj pøj

Hej igen Anja
Bare rolig, jeg laeste det slet ikke som om, du punkede mig for det Jeg har bare saa daarlig samvittighed over det, at jeg lige blev noedt til at slaa det fast, at det goer jeg aldrig igen!

Nej, han er noget saa staedig! Maaske jeg skulle omdoebe ham til Aesel!
Nu spoerger jeg lige lidt igen, haaber det er ok? Det skriver du i hvert fald
Hvis jeg nu hev det fra ham, som du foreslaar og "smed" ham i seng, og han saa staar der og hyler og skriger, som jeg ved, han ville goere. Ville du saa blive siddende i vaerelset og vente paa, det gik over, eller ville du gaa ud og saa lade ham skrige raseriet ud?
Jeg gjorde det jo nok for sent igaar, men han kom i seng, og jeg lod ham rase, mens jeg gik ind i stuen - med aaben doer, det var foerst til aller sidst, at jeg desvaerre lukkede den... Et af resultaterne var, at han smed natblusen paa gulvet, hvorefter jeg gav ham den og saa smed han den ned igen (det var saa der, baegeret loeb over for mig ) Jeg skulle nok bare have taget den og sagt, at saa fik han den ikke paa, og saa skulle jeg have taget den med ud. Det ville resultere i, at han ville skrige efter natblusen. Maaske skulle jeg bare have ladeet ham skrige efter den, til han var faldet helt ned igen... Imens han staar og skriger paa denne her maade, saa skriger han ogsaa mor, for at faa mig til at svare, hvilket jeg gjorde, for jeg vil jo ikke have, at han tror, jeg har forladt ham. Naar jeg saa svarer ja, saa siger han, at han vil have natblusen paa, men han er stadig meget rasende. Ville du saa svare, og sige ja el nej? eller ville du ignorere det?

Knus Dorthe

Hej igen Tina

Nej det er altsaa bare ikke let det her!

Jeg bryder mig heller ikke om den lags overgreb mod boern med tvang, men jeg har gjort det 2 gange overfor Marcus. Engang i efteraaret, en morgen tvang jeg ham i jakken, da det var koldt udenfor, og bilen er parkeret udenfor. Stoevlerne fik han ikke paa.
Den anden gang var her til morgen, hvor vi igen havde en "slaaskamp", eller hvad man nu skal kalde det. Jeg tror virkelig, han tester mig i oejeblikket. For han ville ikke spise sin morgenmad. Jeg var ude paa badevaerelset og var ved at tage make-up paa og boerste taender. Jeg sagde til ham 100 gange, at naar jeg var faerdig, saa skulle han have toej paa. Hver gang sagde han: "Nej, Marcus spise morgenmad!" og saa kigger han bare paa mig uden at roere sin mad. Jeg advarede ham flere gange om, at nu var jeg snart faerdig med at boerste taender, og saa kom jeg, og saa skulle han have toej paa. Samme reaktion hver gang. Da jeg saa endelig kom og sagde, at nu var det tid til at faa toej paa, samme reaktion, men nu begyndte han saa rent faktisk at spise! - ok taenkte jeg. Jeg vil gerne have en god morgen og talte til 10. Sagde til ham, at saa maatte han altsaa ogsaa skynde sig, jeg havde jo sagt det til ham. Saa spiste han og lavede fjolleansigter til mig og grinede osv. Saa skulle han have toej paa. Det gik ok, ikke de store gnidninger, men heller ikke uden. Boerste haar (var meget filtret - er lidt langt..) Det er selvfoelgelig ikke rart, men goeres skal det altsaa. Jeg proever at goere det saa forsigtigt som muligt, men han vil ikke staa stille, og saa bliver det meget svaert. Og saa gik det hele ellers galt. Han blev meget vred, og han ville selv boerste. Jeg sagde, at han kunne boerste, naar jeg var faerdig. Det goer jeg altid. Bagefter fik han boersten, som han saa kylede hen ad gulvet. Jeg ville have ham til at samle den op, men det ville han ikke. Men jeg var vedholdende. Han proevede at loebe vaek, men jeg hentede ham tilbage igen. Til sidst blev den endelig samlet op, efter jeg havde kigget ham dybt ind i oejnene og indtraengende forklaret ham, at nu var jeg snart ved at blive rigtig sur paa ham. Endelig faar han den samlet op og lagt paa plads. Saa er det stoevler og jakke. Jeg henter det, men det er helt galt, det vil han selv og taget det og slaeber det tilbage igen (det er i sovevaerelset, da vi ikke har nogen entre) - jeg traekker vejret dybt og siger ok, saa faar han selv lov til at tage jakken ned og tage stoevlerne. Men nu staar han jo saa bare og piller lidt ved dem, tager den ene og saetter den ned igen. Jeg bliver ved med at bede ham om, at tage stoevlerne hvortil han bare svarer med en vraengende lyd. Saa har jeg faaet nok og siger til ham, at hvis han ikke tager dem nu, saa goer jeg det. Han vraenger igen. Saa tager jeg stoevler, jakke og ham og tvinger det hele paa ham og baerer en hylende og skrigende Marcus ned i bilen! Efter et stykke tid i bilen, er han blevet god igen, og der er ingenting, da vi kommer hen til boernehaven...

Det bliver spaendende at se, hvad aftenen bringer...

Mht. nattoejet, saa ville jeg ikke vaere saa bekymret over, hvis han en enkelt nat sov uden nattoej, for der er ikke koldt paa hans vaerelse. Og jeg ved med garanti, at tvang jeg det paa ham, saa ville han tage det af med det samme, han kom ind i sengen...

Knus Dorthe

Nu er der måske nogen der krummer tæer over det jeg nu skriver, men jeg ville gå... Nogen gange når Mathilde kammer over f.eks når vi skal spise og hun ikke vil op i sin stol, så tager vi hende og sætter hende ind på legeværelset og går selv ud i køkkenet igen. Dette gør vi fordi A: tvinger vi hende op i hendes stol fortsætter sceneriet omkring at hun nægter at spise, får vi hende ind og rase af kommer hun ud og spiser bagefter... B: Vi går fordi at jeg tror på at ved at stå og kigge på hendes raseri anfald vil det blot få hende til at rase i længere tid pga. at hun ved at hun får opmærksomhed..

Det skal siges at det er ikke altid at hun falder ned inden vi går ind til hende igen og snakker med hende, men det at vi går gør at vi kan få hende talt ned igen (eller hvad det nu hedder)

Når hun klader på os, så svarer vi selvfølgelig, men sjældent giver hun et gensvar på sit kald...
Hvad jeg ville gøre når han ber om at få det på???? hmm.... Måske spørge om han er sikker.... Måske gå ind og spørge om det... Siger han ja og vi prøver igen og det ikke hjælper, jamen så ville jeg gå igen...

Det vigtige i dette er at han ved at det er dig der styrer løbet, at det er dig der bestemmer, så han ved hvor han har dig...
Så umiddelbart ville jeg nok gå ind og spørge om han vil have nattøjet på og hjælpe ham.. Tænder han af igen ville jeg sige jamen så går mor igen og så kan du kalde når du er klar til at få nattøjet på.. Ikke noget med at diskutere om han skal have det på eller ej, men gå.....og så komme når han kalder igen...

Dette er skrevet ud fra hvad jeg tror jeg ville gøre og hvad jeg ved ville hjælpe på Mathilde, men derfor er det ikke ensbetydende med at det hjælper på Marcus...

Jeg lyder nok som en kold og kynisk mor, men det er jeg ikke Det lyder som om Mathilde konstant sidder på sit legeværelse, det gør hun bestemt ikke, men i nogen situationer eer det bare det bedste for os, for at vi ikke kører helt derop, hvor man netop gør noget som man som du har dårlig samvittighed over flere dage efter..

En anden ting er at sætter jeg hende på legeværelset, så er det også mig der henter igen.. Vi gør ikke den ene til bums og den anden til helt.. Vi afslutter selv det vi er påbegyndt... Skrev vist det modsatte til dig i går, men f.eks hvis karsten har været oppe og sige godnat 3 gange, så hæper det nogen gange at jeg går 4. gang -det er den måde jeg mente..
Anja..