træt og ked!

Jeg vil godt starte med at lade mig fortælle at jeg har været sammen med min kæreste i lidt over tre år & vi har sammen fået verdens dejligste barn sammen. Men min kæreste har da i forhold til mange ting haft svært ved at overskue daglige pligter og skal faktisk have et los i røven for at gøre noget ved det. Han ser når tingene trænger til en kærlig hånd, men gør ikke noget ved det.. Han brokker sig slet ikke når han blir bedt om noget, men derimod er glad og hjælpsom, men han skal bare have skubbet. Det kan i bund og grund være skide trættende for barnet mærker min træthed og min situation over hvor hårdt det er BÅDE at be kæresten hjælpe til, og ikke nok med at tage ansvar og passe barn, for her kommer det værste! Han tager heller ikke sit ansvar i at passe barn. Det blir hurtig for meget for ham og stimulere barnet når han SELV vil, og lader mig gøre alt andet selv! jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han elsker vores barn og når han er sammen med barnet stråler han. Men jeg akter ikke at tvinge ham til at skifte ble eller tage barnet og pludre med det for så bliver det falsk, og det kan ødelægge barnets udvikling. Så jeg står med rigtig mange ting SELV! og er ved at føle mig meget alene i det og føler bare han 'slapper af' og ikke vil foretage sig noget, i hverken arbejdslivet eller noget andet end at sidde og se film eller sidde foran sin pc - han er direkte et stort Legebarn' og det er frygtelig synd for ham' af en alder på 24 - hvor han bruger sin tid på at shoppe i BR og  bruge alle sine penge på legetøj som snoretoppe og ser en masse tegnefilm og kan falde helt ind i sin egen verden... hans udvikling er ikke tilsvarende, og jeg ved hvad jeg har med at gøre... MEN! min Sp kan mærke at vores barn ikke tåler KUN min stimulering men skal have mere.. og var ærlig og lod mig fortælle min kæreste.. og at jeg brugte meget energi på at passe både ham og barn.. og derfor mangler hun noget udvikling, fordi der ikke er plads til jeg skal gå og være sur og tvær over at gøre alt selv, så fik jeg besked på at få talt ud med ham om det, og finde ud af hvordan vi gør tingene anderledes.. og har sagt at barnet er i første række og kan sagtens stå med barnet selv, hvis ikke han kan det her, ingen tvivl om at han vil, men det ikke sikkert han kan! men det jo barnet jeg/de tænker på her og kan ikke lade min kæreste tænke på sine egne behov længere.. han har lovet at tage sig sammen mange gange, men uden resultater .. jeg har lyst til at stå selv, men kan heller ikke undvære ham og han er virkelig en fantastisk far for barnet og kan vække meget frem i hende når han så er sammen med hende, men det er skide farligt for barnets udvikling at han hopper til og fra og lever i sin egen verden !! kommunen siger at hun ikke får nok og derfor er der ikke for meget liv/glæde i hende.. Hun udvikler sig jo men liv i hende, åha ): hvad skal jeg gøre? jeg ved min kæreste vil det, men kan ikke, og ved ikke om vi skal stoppe her for jeg vil ikke miste hende pga jeg har siddet for længe i det her forhold og der så ikke er sket en udvikling... for jeg for det mindre at stresse over hvis der da bare er barnet og mig.. men jeg holder også hovedet højt for kæresten og håber han laver om på sig selv og træder ind i kampen  hvaad havde i gjort i sådan en situation?

slet ingen ?

Anonym skriver:

Jeg vil godt starte med at lade mig fortælle at jeg har været sammen med min kæreste i lidt over tre år & vi har sammen fået verdens dejligste barn sammen. Men min kæreste har da i forhold til mange ting haft svært ved at overskue daglige pligter og skal faktisk have et los i røven for at gøre noget ved det. Han ser når tingene trænger til en kærlig hånd, men gør ikke noget ved det.. Han brokker sig slet ikke når han blir bedt om noget, men derimod er glad og hjælpsom, men han skal bare have skubbet. Det kan i bund og grund være skide trættende for barnet mærker min træthed og min situation over hvor hårdt det er BÅDE at be kæresten hjælpe til, og ikke nok med at tage ansvar og passe barn, for her kommer det værste! Han tager heller ikke sit ansvar i at passe barn. Det blir hurtig for meget for ham og stimulere barnet når han SELV vil, og lader mig gøre alt andet selv! jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han elsker vores barn og når han er sammen med barnet stråler han. Men jeg akter ikke at tvinge ham til at skifte ble eller tage barnet og pludre med det for så bliver det falsk, og det kan ødelægge barnets udvikling. Så jeg står med rigtig mange ting SELV! og er ved at føle mig meget alene i det og føler bare han 'slapper af' og ikke vil foretage sig noget, i hverken arbejdslivet eller noget andet end at sidde og se film eller sidde foran sin pc - han er direkte et stort Legebarn' og det er frygtelig synd for ham' af en alder på 24 - hvor han bruger sin tid på at shoppe i BR og  bruge alle sine penge på legetøj som snoretoppe og ser en masse tegnefilm og kan falde helt ind i sin egen verden... hans udvikling er ikke tilsvarende, og jeg ved hvad jeg har med at gøre... MEN! min Sp kan mærke at vores barn ikke tåler KUN min stimulering men skal have mere.. og var ærlig og lod mig fortælle min kæreste.. og at jeg brugte meget energi på at passe både ham og barn.. og derfor mangler hun noget udvikling, fordi der ikke er plads til jeg skal gå og være sur og tvær over at gøre alt selv, så fik jeg besked på at få talt ud med ham om det, og finde ud af hvordan vi gør tingene anderledes.. og har sagt at barnet er i første række og kan sagtens stå med barnet selv, hvis ikke han kan det her, ingen tvivl om at han vil, men det ikke sikkert han kan! men det jo barnet jeg/de tænker på her og kan ikke lade min kæreste tænke på sine egne behov længere.. han har lovet at tage sig sammen mange gange, men uden resultater .. jeg har lyst til at stå selv, men kan heller ikke undvære ham og han er virkelig en fantastisk far for barnet og kan vække meget frem i hende når han så er sammen med hende, men det er skide farligt for barnets udvikling at han hopper til og fra og lever i sin egen verden !! kommunen siger at hun ikke får nok og derfor er der ikke for meget liv/glæde i hende.. Hun udvikler sig jo men liv i hende, åha ): hvad skal jeg gøre? jeg ved min kæreste vil det, men kan ikke, og ved ikke om vi skal stoppe her for jeg vil ikke miste hende pga jeg har siddet for længe i det her forhold og der så ikke er sket en udvikling... for jeg for det mindre at stresse over hvis der da bare er barnet og mig.. men jeg holder også hovedet højt for kæresten og håber han laver om på sig selv og træder ind i kampen  hvaad havde i gjort i sådan en situation?

Ærlig talt. Fattede han ikke alvoren af sin opførsel da kommunen og sp'en havde fat i ham, tvivler jeg på han nogensinde vil.

Det er åbenbart ikke en medfødt egenskab at kunne tilsidesætte sig selv og sine egne behov i en begrænset periode. Det skal du jo så tage stilling til om du gider.

Jeg gad ikke.

Jonatansmor skriver:

Ærlig talt. Fattede han ikke alvoren af sin opførsel da kommunen og sp'en havde fat i ham, tvivler jeg på han nogensinde vil.

Det er åbenbart ikke en medfødt egenskab at kunne tilsidesætte sig selv og sine egne behov i en begrænset periode. Det skal du jo så tage stilling til om du gider.

Jeg gad ikke.

- nej jeg gider det ikke og magter det ikke længere. Det går nemlig ud over mig som der gerne vil have orden i hverdagen og have en glad for sundt barn.. der er kærligheden dog stærk og svær at slippe.. men må vel indse det er det..

Anonym skriver:

- nej jeg gider det ikke og magter det ikke længere. Det går nemlig ud over mig som der gerne vil have orden i hverdagen og have en glad for sundt barn.. der er kærligheden dog stærk og svær at slippe.. men må vel indse det er det..

Måske han fatter budskabet, når du sætter ham ned til den seriøse samtale I to vist skal have jer?

Jonatansmor skriver:

Måske han fatter budskabet, når du sætter ham ned til den seriøse samtale I to vist skal have jer?

den har vi haft oppe at vende RIGTIG mange gange, og han falder tilbage i sit gamle mønster ligeså hurtigt som jeg har talt om alvoren og konsekvenserne for forholdet. Så er vi tilbage igen.. istedet springer han ofte over i en anden samtale - og ikke kan snakke længe a gangen. Og ofte går midt i det hele og ryger smøger

Anonym skriver:

den har vi haft oppe at vende RIGTIG mange gange, og han falder tilbage i sit gamle mønster ligeså hurtigt som jeg har talt om alvoren og konsekvenserne for forholdet. Så er vi tilbage igen.. istedet springer han ofte over i en anden samtale - og ikke kan snakke længe a gangen. Og ofte går midt i det hele og ryger smøger

Jeg er dybt forarget. Og der skal lidt til.

Som sagt, jeg gad ikke.

Hmmm.... Altså umiddelbart kan jeg ikke se hvordan et barn kan "tage skade" af at have en doven far?

DU sørger jo for barnet, bar får sin stimuli fra dig, bliver vasket osv. af dig.. og hvad med enlige mødre - bliver barnet så også forsinket i udvikling fordi de "kun" har moren?

Men en anden ting er så at det er skide træls for dig! Min kæreste har et fuldtidsarbejde og hjælper også OK til i hjemmet.. Men han skal ofte også sættes igang - og ja det kan være pisse irriterende!! MEn sådan tror jeg desværre bare mange mænd har det...

Din mand lyder dog temmelig doven, og jeg tror også jeg havde fået nok tilsidst...

Men igen hvordan kan det skade dit barn at faren er doven, jeg forstår det ikke

Jonatansmor skriver:

Jeg er dybt forarget. Og der skal lidt til.

Som sagt, jeg gad ikke.

jeg er så på mange måder bange for om man fjerner barnet hvis ikke vi er 2 - da de siger jeg ikke er nok alene til at stimulere hende. & han må ind på banen.. som sagt, spurgte sp om jeg selv mente om jeg ville kunne stå alene med barnet? svarede jeg ja.. og mere sagde de ikke. Og min ene pædago mener at det kan jeg ikke.. men igen hendes tanke, og sådan er de alle forskellige...  så det er hamrende svært, men sagsbehandleren der tager beslutninger.. men ja gider det heller ik, er mest bange for hvad der vil ske med barnet

Anonym skriver:

den har vi haft oppe at vende RIGTIG mange gange, og han falder tilbage i sit gamle mønster ligeså hurtigt som jeg har talt om alvoren og konsekvenserne for forholdet. Så er vi tilbage igen.. istedet springer han ofte over i en anden samtale - og ikke kan snakke længe a gangen. Og ofte går midt i det hele og ryger smøger

For mig lyder det lidt som om, at du inderst inde har taget din beslutning...??