Gravid første gang og skrækslagen...

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

17. november 2011

Anonym trådstarter

har lige afbestilt aborten er ikke sikker på om det er det rigtige men nu er der kun en vej frem....

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

17. november 2011

Lykkegror

Holbæktrunten skriver:



Så står du i PRÆCIS samme situation som jeg gjorde for 9 mdr siden... Bortset fra at jeg er 26 og ikke 29...

Jeg havde egentlig fravalgt at få børn pga min egen usikkerhed. Min egen mor var ikke et fantastisk forbillede, og jeg kunne se for mange af hendes træk i mig selv, så for ikke at risikere at fucke et uskyldigt barn op, havde jeg besluttet at jeg ikke ville have nogen...

Så møder jeg min mand, som altid har ønsket sig børn. Så bliver man jo nødt til at tage det op til revision og få talt om sagerne. Han og veninder fik tilsidst overbevist mig om at jeg ville klare moderrollen med bravour, og jeg tænkte at om ikke andet så ville min mand blive en fantastisk far der kunne afbøde lidt af de fejl jeg måske ville komme til at begå...

Samtidig med disse overvejelser kom jo så også overvejelserne omkring om jeg overhoved kunne blive gravid? Og hvad ville jeg gå glip af hvis ikke jeg fik børn? Hvad når jeg blev gammel?

Tilsidst kom jeg til den konklusion at hvis jeg ville leve mit liv, blev jeg nød til at lukke øjnene en stund og slippe kontrollen - så det gjorde jeg!

Blev så gravid i første forsøg. Da jeg så de to streger på div teste var jeg ved at begynde at hyperventilere og skvattede nærmest ned af toilettet... Nøj, hvor jeg rystede! Nu var det lige pludselig meget meget virkeligt...

Og jeg havde det elendigt! Jeg følte mig fanget på en eller anden måde, og rædselsslagen. Jeg havde ingen kontrol over hvad der skete med min krop, og al den gamle tvivl kom igen... Jeg overvejede kraftigt at få en abort også, men syntes samtidig ikke at jeg kunne tillade mig det, nu manden og jeg var blevet enige om projektet... Faktisk gik jeg i de famøse 12 uger og ventede bare på at den hed 12+1, så jeg ikke længere havde et valg...

Og dagen kom - heldigvis! Jeg var stadig ræd for om jeg kunne klare mor-rollen, at jeg ikke ville kunne elske barnet og havde det elendigt med ikke at kende fremtiden. Og min krop...

MEN! Jeg fødte en lille dreng for præcis 9 uger siden i dag. Den der morfølelse lod vente lidt på sig - eller, den kom i glimt vil jeg sige... Det tog jeg nu iskoldt og roligt, da jeg var bevidst om at det er ganske normalt. I dag er jeg ikke i tvivl om at jeg elsker det lille kreatur, og selvom det var hårdt i starten med alle de nye ting, så VED jeg allerdybest inde at jeg er en GOD mor...

Jeg ved det fordi at jeg kan se at mit barn trives, er kontaktsøgende og glad. Han får ros alle steder, ikke mindst af sundhedsplejersken...

Der har været en del bøvl i starten mht maven og søvn, da jeg desværre ikke kunne amme. Men nu hvor der er styr på det, så er mit liv i virkeligheden ikke så voldsomt anderledes. 

Mit job pt er at gå hjemme og sørge for knægten - det fede er så bare at jeg ikke BEHØVER være hjemme for at gøre det. Det er lidt mere bøvlet at komme ud af døren, bilen eller barnevognen skal pakkes og der skal foder og en pusletaske med... Men jeg kan stadig besøge venner/familie, de kan besøge mig, jeg kan tage ud og shoppe (HELE dagen ), og spise frokost med veninderne...

Jeg er overrasket over sandheden i at man "vokser med opgaven". har sgu altid ment at det var noget pladder, og uansvarligt ikke at være sikker, når det handler om et lille hjælpeløst barn... 

Jeg svulmer af stolthed hver dag jeg ser min lille charmebøf ligge og grine til mig, sludre, brumme, flirte med øjnene og teste sin stemme.... Jeg fyldes af ømhed når han græder, og JEG kan trøste. Eller når han er så træt at øjnene ruller rundt i hovedet på ham, og han putter sig helt ind til mit bryst eller min kind, og finder tryghed der...

I starten kunne han jo ikke så meget, men der er hurtigt fremskridt, og man glædes over hvert et lille et - det lyder plat, i know, og jeg er bestemt IKKE den sentimentale type.... but u can´t help it... I forgårs rakte min lille Noah for første gang bevidst ud efter mit ansigt og undersøgte det - vekslende mellen henrykte smil og grin, kærlig pludren og intens koncentration 

Puha, sikke en smøre... Anyway, jeg forstår din angst og pinik følelse. been there, done that 

Har du nogen spørgsmål eller har du brug for en sludder, skal du være velkommen til at skrive en pb 



Det er måske den smukkeste, mest ærlige beretning jeg har læst herinde på baby.dk. Jeg synes det er fantastisk at du har været så selvbevidst at du har kunne se usunde træk hos dig selv, som er gået i arv. Det er meget modent og jeg tror du er en helt igennem vidunderlig mor. Jeg ønsker dig al mulig lykke og masser af dejlige momenter med din søn.

 

Kærligst M

Anmeld

17. november 2011

kirsti

Efter min mening siger det at du har de tanker en hel del om dine evner som forælder. Det at du overvejer tingene og bekymrer dig gør dig da netop til en god mor. Du vil det bedste for dit kommende barn og jeg tror bestemt du klare det fint når den lille kommer!

Med stor fare for at fornærme nogen smider jeg alligevel den næste kommentar og ja den er nok lidt generaliserende og selvfølgelig er alle ikke sådan men.... mange af de mødre der ikke kan passe deres børn gør sig ikke de tanker du gør de får bare børnene. Måske tænker de ikke så langt som at de måske ikke kan passe barnet, måske kan de ikke selv se deres mgl. evner mulighederne er mange.

Anmeld

17. november 2011

Jonatansmor

Anonym skriver:

Jeg er blevet gravid og jeg er samtidig blevet PANISK for at skulle være mor !!!

Jeg har en fast kæreste som jeg er sikker på bliver en god far, men jeg er bare så bange for hvad der skal ske når barnet kommer...

Jeg har længe overvejet en abort simpelthen fordi jeg er så bange for det uvisse og den nye rolle i mit/vores liv... jeg er i uge 10 nu og skal snart beslutte mig  det er så angstprovokerende at sige ja til noget som man ikke ved hvad er...

Jeg har masser af bagland som vil hjælpe hvad de kan mht pasning osv.. men føler ingen rigtig forstår min angst...

 



Jeg kender det. Havde tilrettelagt hele mit liv efter jeg ikke skulle have børn og lige pludseligt var jeg 11 uger henne.

Jeg skulle ikke have børn fordi jeg fandt det dybt uforsvarligt at jeg skulle sætte et liv til i en verden fyldt med så meget ondskab. Hvordan skulle jeg kunne retfærdiggøre det overfor den lille sjæl at jeg var så egoistisk at sætte liv ind i en familie der er så dybt forskruet som min er. Jeg tvivlede på min egen menneskelige styrke, min egen stabilitet. Hvordan skulle jeg kunne lave en sund baby, når jeg knapt kunne tage vare på mit eget sind?

Min familie tvivlede ikke på mig. Ikke et sekund. De fik ret.

Jeg kan kun sige, at for mig var det en øjenåbner. Ikke nok med at jeg nu er istand til at føle den her dybe, afhængige kærlighed overfor et andet væsen, jeg beviser også hver dag overfor mig selv at jeg er istand til at klare det. Min dreng er nu 17 måneder, glad, tyk, snakkende, sund og social - det skal jeg have en del af æren for! Men samarbejdet mellem os, sundhedsplejerske, dagpleje, læge og andre der nu er ind over sådan en lille en, har fået mig til at erkende at menneskeheden ikke kun er af det onde og børn er muligvist det hårdeste du gør i dit liv, men det er også det mest taknemmelige arbejde du kan udføre.

For hver morgen når vi står op får jeg kys, kram, knus og et "Hej MOAR", hver eftermiddag når jeg henter ham får jeg kys, kram og tusind tons kærlighed. Bare det at mærke hans små arme rundt om min hals og se hans kærlighed til os allesammen, bekræfter mig i at det var det rigtige valg.

Jeg kan ikke hjælpe dig med din beslutning, bare lade dig vide at vi er uendeligt mange derude der har det sådan og vores frygt behøver ikke nødvendigvist bunde i noget reelt. Sommetider tager man en chance i livet og får succes ud af den chance

Anmeld

17. november 2011

Ansemusen

Skynd dig evt. at få snakket med en professionel om det. Du kan jo få vendt dine tanker og din angst og finde ud af, om den er berettiget eller ej. Altså om du har grund til at overveje en abort eller ej.

Og vælger du at få barnet, så synes jeg du skal snakke med en undervejs i graviditeten for at forebygge en eventuel fødselsdepression. Jeg har selv været det, og jeg ville ønske jeg havde forbygget det. I hvert fald forsøgt på det.

For det ER mega angstprovokerende at skulle være forældre - pludselig har man ansvaret for et lille væsen, som vil være der for evigt. Man har ansvar for at give barnet de bedste forudsætninger for et godt liv.
Det er rigtig skræmmende for rigtig mange. Jeg selv fik et kæmpe chok efter fødslen og begyndte at tvivle på min egen evne som mor.
Men min søn er nu halvandet og er SÅ harmonisk, glad og rigtig godt med både mentalt og motorisk! Sundhedsplejersken og lægen har KUN haft ros at give mig og ham.
Det var altså min egen frygt og angst, som gav mig alle disse følelser. Ikke en reel manglende forældreevne. Hvilket jeg ved nu

Og det ville da være rigtig trist, hvis du valgte et planlagt barn fra som 29årig, fordi du mangler tillid til dig selv og din evne til at have ansvaret for et lille barn. Frygten og angsten kan reduceres meget med terapisamtaler (GAIA-instituttet er en sammenslutning af psykoterapeuter uddannet specielt indenfor fødselsdepressioner og efterfødselsreaktioner, og kan også bruges under graviditeten)!

Det lyder på mig som om du er skræmt fra vid og sans, men også som om du og din kæreste faktisk magter forældrerollen ganske fint, og som om I har et godt og stabilt netværk bag jer

Anmeld

17. november 2011

Rockertand

Anonym skriver:

har lige afbestilt aborten er ikke sikker på om det er det rigtige men nu er der kun en vej frem....



Der kommer til at ske så mange fantastiske ting i dit liv nu - så du vil sikkert ikke kunne huske denne tråd om 6-8 måneder.

Det kunne dog være interessant at få en opdatering fra dig, når dit barn er omkring 2 måneder - også for at give andre i samme situation en idé om, hvordan livet er på den anden side.

Anmeld

17. november 2011

Barbamama

Jeg har ikke angst eller noget. Men jeg stod med mange af de samme følelser som dig. Jeg overvejede ikke abort på noget tidspunkt men jeg stod med tanker som:

-Neeej hvad har vi gjort??? Hvad nu hvis jeg slet ikke synes det er sjovt at være mor? Jeg kan jo ikke aflevere mit barn nogen steder!

- Hvordan bliver det at undvære så meget søvn? Vil jeg komme til at fortryde vi fik det barn?

Og da min datter kom elskede jeg hende fra første øjekast og jeg græd mange tårer fordi jeg slet ikke kunne rumme al den kærlighed. Og jeg var dybt i tvivl om ALT de første måneder. Til mit første SP-besøg græd jeg fordi jeg ikke syntes jeg kunne finde ud af at være mor fordi min datter græd så meget. SP'en sagde til mig: "Om en måneds tid kan du slet ikke forstå at du har haft det sådan her for så kan du pludselig høre forskel på om hun er træt eller sulten eller om hun skal skiftes og så har du meget mere styr på det" Jeg tænkte bare at det troede jeg ikke på, men hun fik ret. Man vokser med opgaven. Og det er simpelthen den største gave livet kan give en at få børn! Som jeg så tit siger til min kæreste: At få vores datter er den bedste beslutning vi nogensinde har taget!

Du skal nok klare det!!!

Anmeld

17. november 2011

Barbamama

Anonym skriver:

har lige afbestilt aborten er ikke sikker på om det er det rigtige men nu er der kun en vej frem....



Anmeld

17. november 2011

chael

Anonym skriver:

har lige afbestilt aborten er ikke sikker på om det er det rigtige men nu er der kun en vej frem....



Ej, hvor er jeg glad for at læse det

Du vil ikke fortryde det håber jeg ihvertfald ikke. Brug os herinde til at komme ud med dine frustrationer og/eller tanker. Så du ikke brænder inde med dem

Det er rart med et godt råd eller 2, når tvivlen kommer snigende

Kæmpe kram og til lykke med beslutningen

Og pøj pøj med en fantastisk fremtid

*camilla

Anmeld

17. november 2011

Anonym trådstarter

Men puha jeg har det ikke godt..

hvis det er det rigtige hvorfor føles det så ikke rigtigt

Anmeld

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.