Holbæktrunten skriver:
Så står du i PRÆCIS samme situation som jeg gjorde for 9 mdr siden... Bortset fra at jeg er 26 og ikke 29...
Jeg havde egentlig fravalgt at få børn pga min egen usikkerhed. Min egen mor var ikke et fantastisk forbillede, og jeg kunne se for mange af hendes træk i mig selv, så for ikke at risikere at fucke et uskyldigt barn op, havde jeg besluttet at jeg ikke ville have nogen...
Så møder jeg min mand, som altid har ønsket sig børn. Så bliver man jo nødt til at tage det op til revision og få talt om sagerne. Han og veninder fik tilsidst overbevist mig om at jeg ville klare moderrollen med bravour, og jeg tænkte at om ikke andet så ville min mand blive en fantastisk far der kunne afbøde lidt af de fejl jeg måske ville komme til at begå...
Samtidig med disse overvejelser kom jo så også overvejelserne omkring om jeg overhoved kunne blive gravid? Og hvad ville jeg gå glip af hvis ikke jeg fik børn? Hvad når jeg blev gammel?
Tilsidst kom jeg til den konklusion at hvis jeg ville leve mit liv, blev jeg nød til at lukke øjnene en stund og slippe kontrollen - så det gjorde jeg!
Blev så gravid i første forsøg. Da jeg så de to streger på div teste var jeg ved at begynde at hyperventilere og skvattede nærmest ned af toilettet... Nøj, hvor jeg rystede! Nu var det lige pludselig meget meget virkeligt...
Og jeg havde det elendigt! Jeg følte mig fanget på en eller anden måde, og rædselsslagen. Jeg havde ingen kontrol over hvad der skete med min krop, og al den gamle tvivl kom igen... Jeg overvejede kraftigt at få en abort også, men syntes samtidig ikke at jeg kunne tillade mig det, nu manden og jeg var blevet enige om projektet... Faktisk gik jeg i de famøse 12 uger og ventede bare på at den hed 12+1, så jeg ikke længere havde et valg...
Og dagen kom - heldigvis! Jeg var stadig ræd for om jeg kunne klare mor-rollen, at jeg ikke ville kunne elske barnet og havde det elendigt med ikke at kende fremtiden. Og min krop...
MEN! Jeg fødte en lille dreng for præcis 9 uger siden i dag. Den der morfølelse lod vente lidt på sig - eller, den kom i glimt vil jeg sige... Det tog jeg nu iskoldt og roligt, da jeg var bevidst om at det er ganske normalt. I dag er jeg ikke i tvivl om at jeg elsker det lille kreatur, og selvom det var hårdt i starten med alle de nye ting, så VED jeg allerdybest inde at jeg er en GOD mor...
Jeg ved det fordi at jeg kan se at mit barn trives, er kontaktsøgende og glad. Han får ros alle steder, ikke mindst af sundhedsplejersken...
Der har været en del bøvl i starten mht maven og søvn, da jeg desværre ikke kunne amme. Men nu hvor der er styr på det, så er mit liv i virkeligheden ikke så voldsomt anderledes.
Mit job pt er at gå hjemme og sørge for knægten - det fede er så bare at jeg ikke BEHØVER være hjemme for at gøre det. Det er lidt mere bøvlet at komme ud af døren, bilen eller barnevognen skal pakkes og der skal foder og en pusletaske med... Men jeg kan stadig besøge venner/familie, de kan besøge mig, jeg kan tage ud og shoppe (HELE dagen 
), og spise frokost med veninderne...
Jeg er overrasket over sandheden i at man "vokser med opgaven". har sgu altid ment at det var noget pladder, og uansvarligt ikke at være sikker, når det handler om et lille hjælpeløst barn...
Jeg svulmer af stolthed hver dag jeg ser min lille charmebøf ligge og grine til mig, sludre, brumme, flirte med øjnene og teste sin stemme.... Jeg fyldes af ømhed når han græder, og JEG kan trøste. Eller når han er så træt at øjnene ruller rundt i hovedet på ham, og han putter sig helt ind til mit bryst eller min kind, og finder tryghed der...
I starten kunne han jo ikke så meget, men der er hurtigt fremskridt, og man glædes over hvert et lille et - det lyder plat, i know, og jeg er bestemt IKKE den sentimentale type.... but u can´t help it... I forgårs rakte min lille Noah for første gang bevidst ud efter mit ansigt og undersøgte det - vekslende mellen henrykte smil og grin, kærlig pludren og intens koncentration 
Puha, sikke en smøre... Anyway, jeg forstår din angst og pinik følelse. been there, done that
Har du nogen spørgsmål eller har du brug for en sludder, skal du være velkommen til at skrive en pb
Kan godt genkende meget af det, dejligt man ik føler sig helt alene.. føler mig jo ude på dybt vand hvor jeg ikke kan bunde
føler mig fanget og bundet og samtidig er jeg jo også nysgerrig efter at opleve den fantastiske følelse alle taler om det er når man har børn..
Går oss lidt og venter på jeg er 12+ så jeg ikke længere har et valg, men samtidig så er man jo for alvor bundet der 
