Lilje82 skriver:
Være irreteret på lægen???
Jeg fødte den 14. januar 2011 den skønneste dreng, som jeg elsker over alt på denne jord 
Men desværre har jeg så mange mén efter det, at jeg har svært ved, at se et "normalt" liv igen.
Nå men det hele lyder sådan her.
Natten til 14. januar vågner jeg efter kun at ha sovet 1 time ved at vandet går, en halv time senere starter veerne og bider rigtig godt fra starten, og bliver hurtigt regelmæssige og kommer med 2-3 min. mellemrum. Ankommer til fødegangen kl. 5, hvor jeg er 2-3 cm åben...... Kl. 14 er jeg 9 cm åben og alle siger, at lige om lidt her han her.... SUK jeg var ved at være udkørt, men det gav da lidt ekstra gejst, meeeen der skulle vise sig noget helt andet, der skete bare ikke mere, mine veer blev uregelmæssige og svingede meget i styrke, kl. 16 er jeg stadig kun 9 cm åben 
De ligger vedrop, men der sker stadig intet, får bare ingen pressetræng heller og vil bare IKKE åbne mig den sidste cm. 
omkring kl. 18.20 kan jeg begynde at presse (langt om længe) men kan ikke mærke pressetrængen, har bare sindsygt ondt i ryggen konstant 
Jeg presser og presser og intet sker, de kan kun se den samme lille tot hår hele tiden, men ud vil han ikke, da jeg har presset en time ringer de efter en læge og min mor som også er med beder dem klippe mig, men det vil de IKKE..... 
Lægen kommer op og vuderer, at de vil tage ham med cup.... Av for en i ****** da osse 
og kl. 19.49 blev han født 18 timer efter vandet var gået og mor her mistede mere blod end normalt var, og fik en 3. grads bristning, med en bristet ringmuskel osse 
Hvoraf jeg så får at vide, det desværre er det der sker med cuppen nogle gange.... Hvorfor pokker klippede de mig ikke bare istedet??? 
Jeg måtte kun ligge de første mange dage og da jeg efter en uge tog hjem, havde jeg stadig ikke prøvet at sidde på et rigtig toilet eller siddet rigtigt... Så stod måbbende og gloede ind til bilen og overvejde at gå 14 kilometer hjem... 
Dog kom hjem med vores elskede søn, men følte samtidig at jeg pludselig var 100 år fremfor 29.... kunne ikke holde på luft og andet 
- Jeg gik efterfølgende til kontrol og til fys og det blev vuderet at jeg skulle sendes videre til Skejby, her kan de intet gøre udover at fortælle mig, at min ringmuskel er tyndere end før og at de fraråder mig at føde normalt igen...... 
Men hvad så med problemerne med at holde mig, når jeg skal tisse og at de ikke kan mærke jeg kniber, så afsted på sygehuset igen og det var jeg i går, jeg har konstant rifter i undervognen og sex er en by i rusland..... 
Her vuderer lægen at jeg muligvis har fået en hudsygsom, da hun kan se min hud i mellemkødet er tyndt og sart.... Hun tager derfor nogle vævsprøver og roder rundt dernede, så jeg bløder og går i stykker, nu kan jeg igen næsten ikke sidde og jeg bløder stadig snart 24 timer senere.
jeg er så ked af det og frustreret, at jeg ikke kan lade være at bebrejde lægen lidt, er sikker på det ikke havde været helt så slemt, hvis hun havde klippet mig istedet..... Jeg blev heller ikke syet ordentligt så helede først efter 3,5 måned, hvoraf det så stadig blev ved med at gå op med jævne mellemrum...
Hvis du stadig læser med så tak - havde bare brug for at få det ud. Min søn er 10 måneder på mandag og er bare træt af at min krop har det som var det i går jeg fødte.
Rigitg god weekend til jer alle.
Årh mit hjerte bløder virkelig for dig når jeg læser dit indlæg. Jeg føler meget dybt med dig og sender dig en kæmpe krammer 
Jo du har ret til at være vred og ked af det og alt det andet du beskriver og det kan ingen vist fortænke dig i. Det er en frygtelig omgang du er igennem.
Jeg har født min datter i januar ligesom dig og fik også en traumatisk fødsel/forløb inden og igen spillede det en stor rolle at lægerne ikke ville lytte eller forstå. Jeg er kommet ovenpå fysisk (på nær bækkenløsning), men psykisk er jeg stadig sårbar pga at jeg gik ned med stress efter fødslen. Det føler jeg selv skete fordi det hele blev så traumatisk. Jeg har det godt i hverdagen, men kan stadig mærke at bliver jeg presset eller bliver noget stresset så kan jeg ikke holde til det som jeg kunne før. Min stress-terskel er SÅ meget lavere og jeg tænker stadig meget over forløbet og kan nogle dage få det dårligt over det. Desuden har jeg også meget bitterhed mod lægerne over at jeg føler at jeg fik min fødsel og min første tid med min datter ødelagt fordi lægerne fuckede det op...så jeg forstår dig levende.
Jeg ved ikke så meget om det konkrete fysiske du skriver om, men jeg tror at du skal slå i bordet og blive ved med at slå i bordet indtil du får den hjælp du har brug for. Det danske sygehusvæsen er så langsommeligt at det er helt uhyggeligt og man kan nemt blive fejet af. Derfor skal du være stædig og blive ved. Uden at vide det, så lyder det som Sussie skriver i hendes indlæg også ret fornuftigt.
Det er desværre ikke os alle der får dansen på roser når vi får børn. Det der drømme forløb som vi havde ønsket os og drømt om og måske vil vi altid have vores "krigsskader" i et eller andet omfang. Men jeg tror på at det vil blive bedre med tiden. I dit tilfælde tror jeg også på at det kan blive meget bedre, hvis du får den hjælp du har brug for...
Har du brug for at få luft, er du meget velkommen til at pb...
kram og tanker
