Talbutikken skriver:
Du sende mig en sms kl. 17.17, "Bussen kommer lige 10 min. forsendt" Jeg svarer med et "OK", jeg var så stolt af dig, fordi du på trods af at Liv ikke kunne mødes i Rønne og vindues shoppe, alligevel tog ud til Olde, som du have aftalt. Du var blevet sådan en stor og pligtopfylden pige!
Simon sidder og spille wow, alt i mens Tommy går i gang med aftensmaden.. Vi skulle have svinekorteletter med ris. På et tidspunkt begynder jeg at bekymre mig over du endnu ikke er kommet hjem, jeg nævner min bekymring for Tommy, han siger at du måske har mødt naboen eller at du har fået en af dine teenage hjerneblødninger, hvor du lige skal slå fast, at du altså selv sætter dagsordnen. Maden bliver færdig og jeg ringer til din telefon for at høre hvor du bliver af, men der er ingen kontakt.. Jeg bliver nervøs, fordi der altid er kontakt til din telefon. Tommy siger vi lige kan give dig en halv time mere.. Så vi spiser vores mad, mens jeg i mit stille sin tænker, at jeg hellere må ringe til din farmor, for jeg kan mærke på mig selv at der er noget galt!
Vi tænder for de lokale nyheder, samtidig lægger jeg mærke til en bil køre ned til naboen, men den vender om med det samme igen.. Jeg kan se at den drejer ned af lyngvejen mod plantagen, så jeg tænker at jeg hellere lige må se om det, skulle være nogen der skal ned til os, for det ville ikke være første gang at der nogen er kørt forkert.
Jeg går ud i gangen og kigger ud, der ser jeg den, politibilen.. En masse tanker køre nu igennem mit hoved med 1000 km i timen.. Hvorfor kommer politiet her? Det er bare ikke noget med Felicia..!!! Hvis det er Felicia er hun bare kommet slemt til skade, eller blevet voldtaget..!! Hvorfor kommer politiet ?
Mit hjerte skiftevis banker som det aldrig har banket før og går i stå... Jeg går i panik, kan slet ikke overskue, situationen længer.. For Politiet kommer ikke bare sådan på hygge besøg og du er stadigvæk ikke komme hjem.... Jeg kalder på Tommy.. Siger det er politiet og han må finde ud af hvad de vil...
Politimanden kommer ind i stuen, han spørger om vi mangler en 12 årige pige, hvilket vi bekrafte at vi gør. Han beder mig om at sætte mig ned, jeg reagere med at sige "jeg skal kraft ædema ikke side ned, jeg står fint her". Min reaktion kommer sig nok af at vi så mange gange har set i tv, at politiet kommer og hvilken besked, det er de har med til en når man skal sidde ned og i min chok tilstand, tænker jeg at hvis jeg ikke sidder ned, få jeg intet at vide. På en eller anden måde, få politimanden mig til at sætte mig ned.. Han kigger på mig hvorpå han siger meget hurtigt og fattet siger du er død. Fra dette øjeblik husker jeg intet, før vi sidder i mormor og morfars bil på vej ud til sygehuset for at se dig.. Jeg springer imellem at være at den praktiske gris, der ringer rundt for at få aflyst Simons taxa, til hans skoleleder, svare på sms’er fra venner der spørger om det dig og tænke i mit stille sinde, "det er jo ikke dig, men en anden 12 årige pige".
Aldrig i mit liv har turen til Rønne været så lang og den stilhed der var i bilen sagde alt. Selv Simon som plejer at snakke som et vandfald var tavs. Vi kommer ud til modtagelsen på skadstuen, jeg går hen til skranken og siger hvem jeg er, udtrykket i sygeplejerskens ansigt er ikke at tage fejl af. Vi bliver vist hen til pårørenderummet, her bliver vi modtaget af en læge og en irriterende sygeplejeske som skal kramme os alle sammen. I rummet sidder din farmor og Erling, nu er jeg ikke længere i tvivl om af det er dig. Vi få at vide at du ligger inde ved siden af og vi bare skal sige til når vi er klar.
Jeg kommer ind i rummet, der ligger du.. Du ligner dig selv, bortset fra hudafskrabningerne i ansigtet og det blå øje. Jeg græder, skælder dig ud og siger ”hvorfor skulle du gå om bag den bus”. Jeg fatter ikke at det er sket! Min smukke skønne vidunderlige pige. Død. Jeg kysser dig på panden, du er kold. Har lyst til at tage dig i mine arme, bære dig væk fra det hele, skrue tiden tilbage så det ikke er sket. Men jeg kan ikke, har ingen kræfter fysisk eller mentalt. Har lyst til at løbe skrigende bort, væk for virkeligheden.
Men det er virkeligheden, jeg er på et split sekund blevet mor til en engel.
Hvor er det smukt skrevet...
Jeg græder når jeg læser det, jeg får en stor klmp i halsen, får ondt i maven og føler jeg skal kaste op...
Jeg bliver tom for ord og sidder bare og kigger på mine drenge der leger rundt... og kan ikke forstå at nogle skal opleve at miste deres barn/børn...
Livet er uretfærdigt og jeg bliver gal på manden med leen der kommer og gør søde børn til englebørn....
Det gør mig rigtigt ondt og jeg græder på dine vegne...
Så smuk en datter... husk de gode minder...
Lad mig trøste dig i din sorg...
