Anonym skriver:
For nu kommer der satme jordens største tudeindlæg herfra!!!! jeg er ano fordi jeg kender rigtig rigtig mange herinde IRL og ingen ved at vi er igang med at lave nr 2!
Jeg havde rigtig rigtg svært ved at blive gravid med nr 1! det lykkedes dog til sidst, og kampen tog meget hårdt på os begge to! Vi var dog så lykkelige for min graviditet at vi meget meget hurtigt glemte alt om hvor hårdt og opslidende det hele havde været 
Vi har i et par år nu, nærmest ikke skænket vores forløb fra dengang en tanke! Vi havde jo fået vores lille ønskebarn og hvad mere kunne vi ønske os! Jeg kan huske at jeg i lang tid sagde til alle folk at jeg var bedøvende ligeglad med om vi kunne få flere børn engang, for jeg havde ALT hvad jeg kunne drømme om nu!
Men men men.... nu er vi kommet til det punkt hvor vores venner og familie begynder at få nr 2 og 3 barn! Og vi blev lige så stille skrukke igen! Begge to! Så vi beslutter at vi egentlig også gerne vil give vores barn en søskende. Og det er vel en helt naturlig udvikling....
Jeg ved ikke rigtig hvad vores forventninger var... det var jo så svært at blive gravid med nr 1, så vi regnede ikke med at det just ville gå stærkt anden gang..
Til min STORE overraskelse stod jeg en morgen i Juli her i år med en knald positiv test! Der var bid i første "forsøg!" vi havde jo nærmest ikke prøvet! Kunne det virkelig passe????! vi turde slet ikke tro på det... Men den var sku god nok vi var overlykkelige! Og da jeg var i 6 uge fortalte vi det til familien! De var henrykte da alle kendte til vores tidligere kamp mod barnløshed!
Men! Jeg vågner så op en morgen hvor jeg er 6+ i en kæmpe blod pøl! 
jeg har ingen smerter, men blodet render ud af mig så snart jeg bevæger mig.... Jeg får hurtigt ringet til lægen, som kender alt til vores historie, og hun bestiller en akut scanning, som jeg kommer ind til med det samme.
Meldingen var klar, jeg havde gang i en SA! Min verden krakelerede endnu engang...! HVORFOR OS?! hvorfor helved skal vi rammes af det ene efter det andet ang graviditet???! jeg var meget meget bitter og ked af det, og jeg lod det hele gå ud over min stakkels kæreste. som selv var knust! Det eneste der holdte mig oppe var vores barns lille smukke ansigt, der smilede uforstående til os 
Lægen prøvede at trøste os med at vi da i det mindste nu vidste at jeg sagtens kunne blive gravid... jaja flot med dig tænkte jeg bare... ingen ved en skid om det, og hvem siger at det ikke bare var mega heldigt at vi lige havde ramt plet?
Vi besluttede os for at livet jo skulle videre! Det var det jo nødt til, og vi har jo vores første lille guldklump som ikke skal berøres af det her! Vi var også fuldstændig enige om at vi ville prøve at lave en ny spire med det samme igen!
Og det har vi så prøvet på nu, siden starten af August... og intet er sket! Jeg ved godt at det "Kun" er 3 mdr, og at jeg skal klappe hesten ... men ALLE de følelser jeg havde omkring kampen med at blive gravid med vores første barn kommer nu tilbage! Jeg kan ikke selv styre det!!!!!
Jeg ved udemærket godt at jeg skal være glad for det jeg har, og det er jeg også!!! ingen tvivl der men vi vil så gerne give vores barn søskende ligesom alle andre familier gør!!! er det for meget forlangt?
Der udover er folk på arbejdet osv (på begge vores arbejdspladser kender ingen vores forhistorie) er folk begyndt at prikke til os og spørger nærmest dagligt "nååååå skal i ikke snart have nr to????" ÅÅÅÅRH så hold dog K....... ved godt at de jo ikke kan gøre for det når vi selv har valgt at de ingenting skal vide.. men for fanden hvor er det hårdt alligevel! 
Jeg har lyst til at smide håndklædet i ringen nogle dage, og sige F.... det hele, og så bare nyde familie livet bare os 3! Men ønsket om en lillebror eller lillesøster er så stort at det blir ved med at kravle frem fra min underbevisthed...
Hvis du stadig hænger på, så tak fordi at du gav dig til at høre på mit tuderi Jeg havde bare brug for at skrive det hele ned og få det ud af systemet!
Jeg håber snart at det lykkes os at gøre mig gravid, og imellem tiden er jeg så mega taknemmelig for at jeg trods alt har et sundt og rask barn! uden vores lille guldklump ved jeg slet ikke hvor jeg var idag....
Men shit hvor er det bare hårdt at skulle igennem hele følelses registeret igen! Og hvor bliver jeg flov over mig selv når jeg misunder dem som bare får de børn de gerne vil have uden at skulle igennem denne psykiske rutsjebane tur....
Jeg læste det hele og dejligt du kan komme af med det! Nogengange har man bare et behov for at lukke alle følelser ud og det er det vi er her for 
Jeg kender følelsen af at miste det lille spir, som man når og elske SÅ meget, selvom det stadig kun er en "klump" på skærmen 
