Årh jeg har løjet. Jeg har det jo ikke godt :/

Du må starte helt forfra, tag det fra en ende, måske er det svært at skulle blive undervist om depression når du sidder i det og fordi det er så svært har du måske holdt en facede? det ved jeg self. ikke men tror du må tage hul på problemet med lægen og love dig selv at være ærlig hver gang du snakker med lægen. hellere melde afbud og sige du reelt ikke kan overskue det end at sige at du nu har det godt.

Anonym skriver:

Tusind mange gange tak for dit ærlige svar! Det sætter jeg stor pris på

Velbekomme jeg skrev bare hvad jeg tænkte... og hvad jeg egentlig selv føler.. det kan være svært at sparke sig selv bagi.. 

 men det er ikke forkert at bede om hjælp.. 

Først og fremmest et KÆMPE . Du skal passe på dig selv og din familie!!

Jeg er pt i behandling for depression, og kan genkende rigtig meget af det du siger. Er sygemeldt på 8 månede - og jeg har lært nu, bedre sent end aldrig, at jo før man indrømmer det overfor sig selv og omverdenen, jo før får man den hjælp man behøver og kan komme i bedring. Jeg indrømmede først hvor slet det stod til, da psykologen ville indlægge mig. Jeg brød sammen og fortalte familie og venner om det, de vidste godt jeg havde en dep. men ikke hvor slemt det var. Men efter indrømmelsen, kom der styr på tingene. De lavede skema til mig, med besøg, hjælp til rengøring, en gang om ugen skulle jeg på cafe, kommunen kom ind med en støtteperson 2 gange om ugen, og ad omveje fik jeg skubbet på og kom til psykiater. Nu kan jeg med smil sige at min nye medicin virker. Planen er at jeg starter op efter jul med 4 timer om ugen.

Nå nok om mig, vil bare sige at det hjælper at være åben, selvom det overhovedet ikke er sjovt, det er pisse hårdt. Men omverdene vil faktisk gerne hjælpe, hvis de bare ved, hvad de skal gøre og hvor meget de må hjælpe. Du må gerne skrive en pb, hvis du vil snakke mere.

. Ønsker det bedste for dig og jer

Qoco skriver:

Du må starte helt forfra, tag det fra en ende, måske er det svært at skulle blive undervist om depression når du sidder i det og fordi det er så svært har du måske holdt en facede? det ved jeg self. ikke men tror du må tage hul på problemet med lægen og love dig selv at være ærlig hver gang du snakker med lægen. hellere melde afbud og sige du reelt ikke kan overskue det end at sige at du nu har det godt.

Ja det lyder meget sansynligt.. :/

Tusind tak for dit svar 

isabellamor skriver:

Velbekomme jeg skrev bare hvad jeg tænkte... og hvad jeg egentlig selv føler.. det kan være svært at sparke sig selv bagi.. 

 men det er ikke forkert at bede om hjælp.. 

Nej og dte ved jeg også godt.. Men nu har jeg gået og sagt jeg har fået det bedre osv. så syns jeg bare det er rigtig svært

iris-mor skriver:

Først og fremmest et KÆMPE . Du skal passe på dig selv og din familie!!

Jeg er pt i behandling for depression, og kan genkende rigtig meget af det du siger. Er sygemeldt på 8 månede - og jeg har lært nu, bedre sent end aldrig, at jo før man indrømmer det overfor sig selv og omverdenen, jo før får man den hjælp man behøver og kan komme i bedring. Jeg indrømmede først hvor slet det stod til, da psykologen ville indlægge mig. Jeg brød sammen og fortalte familie og venner om det, de vidste godt jeg havde en dep. men ikke hvor slemt det var. Men efter indrømmelsen, kom der styr på tingene. De lavede skema til mig, med besøg, hjælp til rengøring, en gang om ugen skulle jeg på cafe, kommunen kom ind med en støtteperson 2 gange om ugen, og ad omveje fik jeg skubbet på og kom til psykiater. Nu kan jeg med smil sige at min nye medicin virker. Planen er at jeg starter op efter jul med 4 timer om ugen.

Nå nok om mig, vil bare sige at det hjælper at være åben, selvom det overhovedet ikke er sjovt, det er pisse hårdt. Men omverdene vil faktisk gerne hjælpe, hvis de bare ved, hvad de skal gøre og hvor meget de må hjælpe. Du må gerne skrive en pb, hvis du vil snakke mere.

. Ønsker det bedste for dig og jer

Jeg prøver 

Tak for din historie, dejligt at vide man ikke er alene.

Det bare alt det med, at jeg har gået og sagt jeg har fået det bedre osv. og så bryder jeg bare sammen. Jeg har hele tiden sagt til mig selv, og andre, at jeg skulle starte på udd. til Februar, men det virker bare SÅ uoverskueligt, men tanken om hvad andre ikke vil tænke om mig hvis jeg ikke starter er bare ikke særlig sjov
Heldigvis sagde min kæreste til mig i går, at det tog rigtig lang tid, og han heller ikke rigtig havde troet på jeg var rask, for det ville være underligt. Han er så forståelig. Har også været sammen med ham i 3 år, og det var mens jeg var sammen med ham, jeg fik konstateret en dep. så han har været med hele vejen. Dejligt han er her, ellers ved jeg ikke hvem jeg skulle læne mig op ad.

Men ja, blir nok nød til at ringe til lægen mandag og sige som det er, selvom det er rigtig svært for mig

Årh, jeg føler virkelig det er mig mod resten af verden lige nu  

Anonym skriver:

Nej og dte ved jeg også godt.. Men nu har jeg gået og sagt jeg har fået det bedre osv. så syns jeg bare det er rigtig svært

det er nemlig rigtig svært og det er nemlig også rigtig let at sige at det er rigtig svært..- 

men det er VIGTIGT at få gjort noget ved problemet.. 

isabellamor skriver:

det er nemlig rigtig svært og det er nemlig også rigtig let at sige at det er rigtig svært..- 

men det er VIGTIGT at få gjort noget ved problemet.. 

Det har du ret i 

Anonym skriver:

Det har du ret i 

evt bed din kæreste om hjælpen. og om at tage med dig til div ting... hvis du ikke føler du kan overskue tingene selv så bed ham om støtte og hjælp... han er jo en del af dit liv og en del af det hele. han skal også være med i processen så han ikke er med til at holde ild i den depression... 

isabellamor skriver:

evt bed din kæreste om hjælpen. og om at tage med dig til div ting... hvis du ikke føler du kan overskue tingene selv så bed ham om støtte og hjælp... han er jo en del af dit liv og en del af det hele. han skal også være med i processen så han ikke er med til at holde ild i den depression... 

Ja det tror jeg at jeg vil gøre 

Tak for svar