Årh jeg har løjet. Jeg har det jo ikke godt :/

Ved simpelthen ikke hvem jeg skal sige alt det her til, eller hvor jeg skal starte ..
Sagen er den, at for 3 år siden fik jeg konstateret en svær depression. Blev sygemeldt osv. som man jo gør.

Begyndte til psykolog og syns ikke rigtig det hjalp men lod som om, og jeg ved virkelig ikke hvorfor..  Jeg blev mor for et år siden, og det begyndte og køre ret godt, og følte jeg var en af de der overskudsmødre som hele tiden var ovenpå, men til sidste knækkede jeg bare fuldstændig 

Jeg startede på et kursus for psykisk svage, og havde ikke rigtig mod på at møde op, og lod som om jeg havde det helt fint, og jeg løj jo overfor dem. Det er psykologer der er vores undervisere og det tager et halvt år. Jeg har for det meste meldt mig syg, simpelthen fordi jeg ikke har kunnet overskue det, men de gange jeg har været der har jeg haft min facade oppe, som jeg havde dengang jeg havde det rigtig skidt  Jeg tror måske det er fordi vi lærer om alt det omkring depressioner, angst osv. og det tror jeg bare ikke mit hovede har kunne klare, for der blev rippet op i så mange ting som jeg bare kunne genkende hos mig selv. 

Alle omkring mig, min familie, venner, og enda min kæreste har troet jeg havde fået det meget bedre efter jeg var blevet mor, men det har jeg bare ikke  Jeg syns det er så hårdt hele tiden at være på, ordne lejligheden, vasketøj, mad osv.. Men idag blev jeg nød til at fortælle min kæreste det hele, fordi jeg brød sammen. Kunne virkelig ikke skjule det længere.. Har det virkelig skidt, og ved ikke hvad jeg skal gøre.. Selv min læge har jeg løjet overfor 

Ved ikke hvordan jeg skal fortælle ham jeg har fået det så skidt igen  Ved ikke hvad jeg ville med det her, men blev virkelig nød til at komme ud med det  

Jeg er ked af at høre at du har det så skidt. Og jeg syntes det er rigtig flot at du vil fortælle din kæreste hvor slemt du har det. Prøv og start med at sige til din kæreste: jeg har det rigtig dårlig, vil du hjælpe mig. resten kommer nok af sig selv

Jeg håber du snart bliver glad ikke

merethe skriver:

Jeg er ked af at høre at du har det så skidt. Og jeg syntes det er rigtig flot at du vil fortælle din kæreste hvor slemt du har det.

Jeg håber du snart bliver glad ikke

Tak ! 

Vil ikke gå uden at sende et til dig!

Sidder selv midt i det hele med det hele nu, så føler virkelig med dig!

http://miniministeren.blogspot.com/

numsefisk skriver:

Vil ikke gå uden at sende et til dig!

Sidder selv midt i det hele med det hele nu, så føler virkelig med dig!

Tusind tak 

jeg har det lidt på samme måde... det der med at skjule hvordan jeg virkelig har det.. og jeg ved simpelthen ikke hvorfor.... hvorfor jeg ikke tør at stå helt frem og erkende at nogengange har jeg det altså bare a røven til... 

tror det er en af de ting man gør, er at niglichere det hele og gøre en elefant til en mus. og bare hellere vil gemme sig væk fra alt det fokus der ligepludselig kommer på dig... 

jeg niglichere alt. det er en lorteegenskab at have... 

og jeg frygter virkelig at niglichere noget der er ekstremt vigtigt ikke at niglichere... 

så nu er du kommet det skridt videre at du har stillet dig frem foran din kæreste, det vigtige nu er at du skal have hjælpen. og du SKAL presse dig selv meget hårdt for at nå der til hvor du indser at det er okay at du har det sådan og at det er okay at tage imod hjælpen du får, og at det er okay at være ked og trist og føle de ting du føler, for det er jo følelser og dem skal man ikke ignorere... 

jeg har aldrig selv haft en depression, men jeg kan godt mærke at jeg har fået et stort knæk og jeg skal selv igang med noget psykologhjælp og så må vi derfra se hvad der skal til.

jeg vil ikke gå rundt og have det sådan her resten af mit liv, så derfor bliver jeg nødt til at gøre noget ved det... selvom jeg faktisk allermest har lyst til at sige at jeg har det okay og jeg er glad og det hele er bare en rus af lykke og glade dage.. men det er det jo ikke, så hvad hjælper det mig at ignorere mine følelser... 

lige så lidt som det hjælper dig at ignorere dine følelser... så du skal bare tage tyren ved hornene og så stå frem og gå til din læge endnu engang og ligge kortene på bordet og sige det som det er.. hvis du fortier noget kan det være du ikke får den rette hjælp og så gentager det sig igen og igen, og du kommer ind i et meget dårligt mønster hvor fortielse og løgne bliver brugt i frygt for at få styr på dit liv.. 

du har et barn du skal være mor for. hvis du lyver om dine følelser og om hvordan du har det, kommer dit barn til det samme. det er der hvertfald stor sandsynlighed for.. 

jeg håber for dig at du får presset dig selv til er hvor du indser og acceptere at det er sådan du har det.

isabellamor skriver:

jeg har det lidt på samme måde... det der med at skjule hvordan jeg virkelig har det.. og jeg ved simpelthen ikke hvorfor.... hvorfor jeg ikke tør at stå helt frem og erkende at nogengange har jeg det altså bare a røven til... 

tror det er en af de ting man gør, er at niglichere det hele og gøre en elefant til en mus. og bare hellere vil gemme sig væk fra alt det fokus der ligepludselig kommer på dig... 

jeg niglichere alt. det er en lorteegenskab at have... 

og jeg frygter virkelig at niglichere noget der er ekstremt vigtigt ikke at niglichere... 

så nu er du kommet det skridt videre at du har stillet dig frem foran din kæreste, det vigtige nu er at du skal have hjælpen. og du SKAL presse dig selv meget hårdt for at nå der til hvor du indser at det er okay at du har det sådan og at det er okay at tage imod hjælpen du får, og at det er okay at være ked og trist og føle de ting du føler, for det er jo følelser og dem skal man ikke ignorere... 

jeg har aldrig selv haft en depression, men jeg kan godt mærke at jeg har fået et stort knæk og jeg skal selv igang med noget psykologhjælp og så må vi derfra se hvad der skal til.

jeg vil ikke gå rundt og have det sådan her resten af mit liv, så derfor bliver jeg nødt til at gøre noget ved det... selvom jeg faktisk allermest har lyst til at sige at jeg har det okay og jeg er glad og det hele er bare en rus af lykke og glade dage.. men det er det jo ikke, så hvad hjælper det mig at ignorere mine følelser... 

lige så lidt som det hjælper dig at ignorere dine følelser... så du skal bare tage tyren ved hornene og så stå frem og gå til din læge endnu engang og ligge kortene på bordet og sige det som det er.. hvis du fortier noget kan det være du ikke får den rette hjælp og så gentager det sig igen og igen, og du kommer ind i et meget dårligt mønster hvor fortielse og løgne bliver brugt i frygt for at få styr på dit liv.. 

du har et barn du skal være mor for. hvis du lyver om dine følelser og om hvordan du har det, kommer dit barn til det samme. det er der hvertfald stor sandsynlighed for.. 

jeg håber for dig at du får presset dig selv til er hvor du indser og acceptere at det er sådan du har det.

Tusind mange gange tak for dit ærlige svar! Det sætter jeg stor pris på

Stort til dig, kan udmærket sætte mig i din situation !
Synes du skal gå til lægen, og fortælle ham som du fortæller her.

JuliaHougaard92 skriver:

Stort til dig, kan udmærket sætte mig i din situation !
Synes du skal gå til lægen, og fortælle ham som du fortæller her.

Tak 

Tror jeg også jeg blir nød til det... 

Anonym skriver:

Tak 

Tror jeg også jeg blir nød til det... 

det havde jeg gjordt.