inspireret af Ano´s indlæg den anden dag...

bette skriver:

uh hvor vi ligner hinanden.. jeg var også ALDRIG person.
jeg var eeekstrem negativ.. men det har steffen også vendt for mig..

ja se, negativ har jeg aldrig været...jeg har bare været en person som ikke har ønsket mig ret meget, eller turdet ønsket mig ret meget...

jeg troede f.eks heller ikke på at jeg kunne få kørekort...altså ikke på en negativ måde...men jeg troede virkelig ikke på jeg var dygtig nok...

så det er vel i grunden mit selvværd som har været banket langt ned...

nu...ja nu er jeg hamrende ligeglad, jeg er lidt af den opfattelse at jeg kan alt, og det jeg ikke kan, det lærer jeg hen ad vejen...

så der er sket en del med min personlighed inden for de sidste år.

Jo så er der også den med at stole på folk...altså, tro på de vil mig noget godt...eller vil noget for min skyld, den har jeg også først fået brudt efter jeg mødte Michael...

Første gang jeg opdagede hvad han bestod af, var da min far lå få døden...eller på hans sidste dage, Michael var i KBH som rejsemontør, og han kvittede promte jobbet, kom hjem, og sagde, aldrig mere, jeg rejser ikke fra dig igen, så fra nu af bliver jeg hjemme...og da ihvertfald så længe det med din far står på.
Det er den eneste gang jeg kan mindes nogen mand nogen sinde har ofret noget stort, og kun for min skyld...og måske var det også den dag jeg begyndte at tro på en fremtid sammen med ham, sådan for alvor.

så selvværet har været banket noget ned...igen en dårligsom jeg havde med mig i rygsækken

Loggidut skriver:



ja se, negativ har jeg aldrig været...jeg har bare været en person som ikke har ønsket mig ret meget, eller turdet ønsket mig ret meget...

jeg troede f.eks heller ikke på at jeg kunne få kørekort...altså ikke på en negativ måde...men jeg troede virkelig ikke på jeg var dygtig nok...

så det er vel i grunden mit selvværd som har været banket langt ned...

nu...ja nu er jeg hamrende ligeglad, jeg er lidt af den opfattelse at jeg kan alt, og det jeg ikke kan, det lærer jeg hen ad vejen...

så der er sket en del med min personlighed inden for de sidste år.

Jo så er der også den med at stole på folk...altså, tro på de vil mig noget godt...eller vil noget for min skyld, den har jeg også først fået brudt efter jeg mødte Michael...

Første gang jeg opdagede hvad han bestod af, var da min far lå få døden...eller på hans sidste dage, Michael var i KBH som rejsemontør, og han kvittede promte jobbet, kom hjem, og sagde, aldrig mere, jeg rejser ikke fra dig igen, så fra nu af bliver jeg hjemme...og da ihvertfald så længe det med din far står på.
Det er den eneste gang jeg kan mindes nogen mand nogen sinde har ofret noget stort, og kun for min skyld...og måske var det også den dag jeg begyndte at tro på en fremtid sammen med ham, sådan for alvor.

så selvværet har været banket noget ned...igen en dårligsom jeg havde med mig i rygsækken

ej hold da op hvor er det da bare en super god mand du har fundet dig der..
det er helt vildt sødt af ham at komme hjem til dig..være der for dig og ja bare være hos dig... damn

jeg har nu heller ikke set mig selv uddanne mig til noget og ja blive til noget i det hele taget.. har stadig svært ved at tro det.. det eneste jeg har opnået er at jeg er blevet mor.. som jeg altid har ønsket at være..lige præcis i den alder jeg har..

der har været maaaange tidspunkter hvor jeg bare har sagt til steffen... jamen det kan jeg ikke.. og hva nu hvis... og ej det tror jeg slet ikke jeg er god nok til...

det er det jeg mener med negativ... ikke mht andre mennesker.. men overfor mig selv..

har haft mange problemer i mit liv... som jeg helt alene har måtte kæmpe med.. ik engang lægen ville tro på mig.. (det gør hun heldivis nu.)

har det stadig svært med at sige til mig selv at jeg godt kan... for kan jeg egentlig det?? og hvis jeg prøver og fejler hvor dum må jeg så ik se ud....

men har heldigvis en dejlig mand der prøver at forstå og giver mig et kram på de helt rigtige tidspunkter

oh, jeg tror da i grunden det her er et ret vigtigt emne...

nu nævner du lægen, se ikke engang ham har jeg snakket med...det har altid været noget jeg har holdt for mig selv, eller noget jeg ikke gad snakke om, men det er jo nok fordi man er så skide glad for sine forældre...man elsker dem jo uanset!

Hvorfor er man mon så tåbelig dum af og til?

Meget følsom men også meget indsigtsgivende debat. Jeg synes det er flot, at I deler jeres oplevelser - og det er helt sikkert altid rart at finde ud af at man ikke er alene i verden med de oplevelser I hver især har været/går igennem.

Jeg selv har haft en harmonisk og uproblematisk barndom i forhold til mange af jer - selvom jeg jo slet ikke syntes det i teenager-årene....

Men historien er en helt anden for min mands vedkommende. Han er ældste barn af 3, alle med forskellig far - og det til trods, har hans mor været enlig mor det meste af tiden. Hun har tilmed været syg altid - med sociale og økonomiske problemer til følge - så han har ikke haft nogen barndom. Historien er meget lang og meget trist - men eftersom den ikke er min egen, vil jeg ikke udlevere den her.

Blot ved jeg, at Claus vil gøre ALT for at være den far for William, som han aldrig selv har haft. Og jeg elsker ham for det!

oh, jeg tror da i grunden det her er et ret vigtigt emne...

nu nævner du lægen, se ikke engang ham har jeg snakket med...det har altid været noget jeg har holdt for mig selv, eller noget jeg ikke gad snakke om, men det er jo nok fordi man er så skide glad for sine forældre...man elsker dem jo uanset!

Hvorfor er man mon så tåbelig dum af og til?

Jeg tror simpelthen, at det skyldes det frygtelige, at alkoholisme er så tabubelagt.
Min mor var i Minnesota kur (alkoholbehandling, der stammer fra USA, den med altid hører om på films og som har AA - anonyme alkoholikere - støttegrupper for både alkoholikerne og de pårørerende som opfølgning) første gang, da jeg var 12 år gammel og jeg synes dengang, at det var en stor lettelse at finde ud af, at det var en sygdom, at det var noget andre fornuftige mennesker også led af og at de kunne blive helt normale og respektable igen.

Siden da har jeg lært ikke at skamme mig over det, snarere tværtimod sætte en ære i IKKE at skamme mig over det på hverken egne eller min mors vegne, fordi der ikke kan være nogen skam i at have et problem/en sygdom og få hjælp til den.
Og i sær også for min mors skyld, har jeg været meget åbenmundet om det altid, fordi det hjælper hende at kunne være åben om det, erkende sit problem og så møde forståelse og interesse, snarere end skæven og fordomme.

Når man som alkoholiker lyver om det, fordi man skammer sig, gør det bare det hele værre, fordi man kommer til at føle at noget af én er så ækelt og beskidt, at ingen 'almindelige' mennesker kan tåle at høre om det uden at vende sig bort og kaste op.
Det er forøvrigt også derfor, de til AA-møder altid starter enhver udtalelse med at sige "Jeg hedder Dittendatten og jeg er alkoholiker."

Bare lige et lille indskud til jer, der enten skammer jer eller tier stille med det.

Knus fra Birgitte