inspireret af Ano´s indlæg den anden dag...

Jeg kan jo i grunden se på de svar som er faldet, at mange i vores gruppe har haft en " usund" opvækst...

Jeg valgte at undlade det i mit svar til ano, men er selv barn af forældre som drak, ikke at jeg sådan har taget skade, jeg har taget hvad jeg kunne få og klaret mig på bedste vis...Vil da heller ikke sige jeg har været overladt til mig selv, for mine forældre tog sig af os, der var altid mad på bordet, og penge til det der skulle penge til...
Jeg har savnet dem ved specielle lejligheder...gider ikke udpensle dem her, lige nu, men har da manglet dem et par gange, dog ikke noget jeg ikke er kommet over.

Min søster der i mod, har lidt mega meget under det, og hun er nok aldrig blevet helet på sjælen, så noget dårligdom er der da kommet ud af det.

men hvor mange er vi i grunden som har haft en træls opvækst...
man kan godt af og til tro man er helt og aldeles alene i verdenen, men ud af ano´s indlæg kan jeg da se, at vi er flere som har haft det hårdt, enten med alkoholisme, eller psykiske lidelser, tæt inde på familien.

håber dælme nogle melder sig under fanen, så jeg ikke står helt og aldeles alene...

hvem er vi i gruppen her, og hvad har det kostet for jer?

er lidt nysgerrig efter jeg læste alle de flotte svar til ano!

Min mor gik psykisk ned med flaget for anden gang mens jeg ventede Laura, så det er ikke så lang tid siden, første gang var ca 3 år før, og begge gange var det Danfoss der knækkede hende...

Men ja hun overvejede at tage sit eget liv det eneste der hindrede hende i var de 2 børnebørn der var på vej (min svigerinde var også gravid)...

Hun var indlagt på sygehuset og efter 4 måneder med diverse mediciner forsøgte de at genstarte hendes hjerne (elektrochok) den dag i dag har jeg en mor der er førtidspensionist, og ofte en levende zombie, hun siger næsten aldrig et kvæk...

Hvad har det kostet mig, tja det ved jeg ikke, det gør bare ondt at se hende sådan når man ved hun normalt har været glad, smillende og meget snakkende...
Betina

Min far er alkoholiker, og det har været svært. Det er det stadig, og vi ser ham pt ikke. Mere vil jeg ikke uddybe ligenu. Blot dele at jeg er en af dem med en langt fra perfekt barndom.

Ja, min mor er jo også alkoholiker og lider af depressioner, men det er der måske ikke meget grund til at skrive her også

Jeg kunne skrive meget om, hvad det har kostet mig af svigtet tillid, aftaler og skullen blive voksen før tid, men det har også gjort mig klog, vil jeg vove at påstå. Det har gjort mig i stand til at sætte mig ind i andre mennesker, der ikke tænker som jeg selv og til at se deres gode sider på trods af alt. Det kan selvfølgelig også være en ulempe, men det er jeg ikke i humør til at anskue det som.

Vigtigste dårligdom, det har medført, er at jeg har skullet - og somme tider stadig skal - arbejde hårdt for at holde fast på mine egne grænser. Jeg har tidligt lært, at jeg kun eksisterede og var værd at holde af, hvis jeg var i stand til at hjælpe og forstå - ikke med min mors gode vilje, men simpelthen fordi, hun var for syg til at tage sig af mig i perioder.
Og så har jeg lært IKKE at stole på mig selv og mine egne sanser og opfattelser, fordi hun løj så meget for mig. Et lille eksempel skåret helt ud i pap: "Du er fuld, Mor" "Hvad siger du?! Nej, det er jeg i hvert fald ikke! Hvor er du et ondt og følelseskoldt barn at tale sådan til mig!"

Kh Birgitte

hmm der er psykiske lidelser i min familie..

min mormor led meget.. både under dement men også at være psykisk syg og have depressioner og dårlige nerver.. hun var altid indlagt om vinteren..
min søster er førtidspantionist.. (staveplade tak) pga gentagende depressioner og psykose samt angst.
min ene storebror har også lige fået depression og får også medicin..
min mor var deprimeret og havde det generelt svært hele min barndom igennem.. specielt da hun forsøgte at tage sit liv gang på gang.. og så den gang det lykkedes hende at gøre det... hvor jeg reddede hendes liv blot 3 år gammel..
jeg lider selv af depression og angst.. og har tendens til psykose..

så det er lidt af en underlig familie jeg har...

min mands mor har depression nogen gange og hans bedstefar og bedstemor var/er alkoholikere..

´man kan vel godt sige at det hele (undtaget steffen side af familien) har gjort at jeg faktisk ikke har haft en rigtig barndom... men jeg er glad for den jeg er idag.. selvom tingene er meget svære til tider..

men trods min enorme svære barndom med min far der forsøgte at kidnappe mig og min mor som var psykisk nede... så er jeg stadig kommet langt i mit liv synes jeg selv..

Jeg er en af dem, der ikke har haft en let barndom.

Min barndom/ungdom har været meget præget af psykiske problemer og vold i min nærmeste familie, hvilket har betydet store svigt. Jeg har i dag kun meget overfladisk eller ingen kontakt med det meste af min familie, hvilket er et valg jeg selv har truffet for at bryde den sociale arv. Det drænede mig for al energi at være en del af familien, så jeg droppede kontakten for ca 10 år siden. Det er det bedste jeg nogensinde har gjort.

Ak, ja... Også mig...

Min mor og far blev sepereret da jeg var 3 og min bror var 4. Kort tid efter tog min far sit eget liv - han skød sig i en skov. Min mor blev efter et par år gift med X som var flink nok i starten - ind til min lillesøster kom til verden. (Han var alkoholikker) Der blev gjort stor forskel på os, min søster kom altid i første række - og ikke kun noget jeg siger fordi hun var lille og irriterende, men det gjorde hun. Der var tydelig hak orden. Min bror fik tæsk, fordi han aldrig kunne holde sin mund, men jeg sagde aldrig noget når X var i "sit humør".. Og lillesøsteren gjorde aldrig noget galt...

Min mor blev skilt fra ham efter knap 10 år (!!!!!!!!!!!!!!!) og er i dag gift igen, med en flink mand der også drikker alt for meget og for tit...

Hvordan det har påvirket mig? Jeg er hønemor og vil gøre alt alt alt hvad der stå i min magt for at holde sammen på min familie. Vil gerne have et kærligt forhold i min familie hvor vi kan kramme og sige at vi elsker hinanden - noget der aldrig er blevet delt ud af der hvor jeg kom fra...

Puha, sikke en roman...Kunne have skrevet flere sider..

Godt emne, Sloggi

Moni - som skal lave stægt flæsk nu...

Hold da op....hvorfor har vi aldrig åbnet den her pose før?

Det betyder jo i grunden alt, og er et forbandet tabuemne...
tror faktisk det er første gang jeg åbenlyst har sagt jeg selv er barn af alkoholikere, men igen, min barndom har ikke været præget så meget af det som jeg kan mærke mange andres har, det værste var nok at man aldrig kunne have nogle folk med hjemme...for så havde de gamle gæster og sad og drak.

Jeg har nok vendt det lidt på hovedet og taget det så positivt som jeg kunne...tror sgu det er en overlevelsesmekanisme man besidder.

Jeg er ikke ked af at sige jeg har elsket mine forældre på godt og ondt, for det er trodsalt dem der har gjort mig til det jeg er i dag, dog har det betydet at jeg ofte giver mere af mig selv, end jeg i virkeligheden forlanger...klart en side Michael har hjulpet mig meget med, tror sgu ikke engang han ved det selv.
Der var engang, for ca. 5 år siden, hvor jeg sagde aldrig til alt...jeg får aldrig kørekort, jeg får aldrig en mand inden for dørene igen, jeg bliver aldrig gift, og jeg får aldrig flere børn, jeg får aldrig det job jeg vil have, og aldrig aldrig aldrig...

Men Michael vendte alt på hovedet for mig...og alt hvad jeg i grunden sagde aldrig til, ja det blev jo så udlevet alligevel.

dahm, en åndsvag smørre...men altså håber dem som sidder med problemerne åbner op, som mange af i andre har gjort....
Tror sgu i grunden mange af os har det her problem til fælles...

det kommer ihvertfald meget bag på mig at der er så mange som har meldt sig indtil nu.

peeeeew

uh hvor vi ligner hinanden.. jeg var også ALDRIG person.
jeg var eeekstrem negativ.. men det har steffen også vendt for mig..