kan godt følge dig...
jeg kom tilbage fra næstved for nogle timer siden hvor det startede sådan her:
starter med at møde ind på den forkerte afdeling og bliver vist vej til den rigtige. Da jeg så endeligt kommer ind og bliver scannet starter hun med at sige "ja jeg kan se du har en graviditetssæk... ... ... men der er ikke noget liv i fosteret... jeg ringer lige til min chef (standart procedure)"... så kommer han ind og tjekker efter og enig... imellem tiden er jeg fuldstændigt grædefærdig og de står og er nærmest lidt for kede af det på mine vegne... så bliver jeg henvist til blodbanken og skal bagefter tilbage til akut amb.
så bliver jeg indlagt ovenpå mens jeg desperat prøver at få fat i min kæreste så han kan hente mig efterfølgende... han er selvfølgelig ikke til at få fat i, før jeg nærmest er på vej ud af opvågningsstuen iført grimt tøj...
da jeg endeligt kommer ind på operationsstuen er den ene eller den anden der skal være med til indgrebet åbenbart heller ikke lige til at få fat i, så imens snakker sygeplejerskerne med mig om de forskellige risici ved kirugisk(jeg lytter kun med halvt øre, idet jeg få timer inden fik den dårlige nyhed af vide)...
da jeg bliver bedøvet kommer den dummeste bemærkning som man ikke vil høre derinde "tænk glade tanker så drømmer du om behagelige ting"... som om! når du er i fuld narkose, drømmer du ikke idet det ikke er en rigtig søvn... !
jeg vågner grædene og får vist fremstammed noget med " jeg vil have mit barn!" opvågnings sygeplejersken får forklaret mig (på den gode måde) hvordan tingene egentligt hænger sammen... jeg udbryder at jeg vil have min kæreste... og så er hun sat i værk...
5 min. efter træder K. ind af døren og han er medfølende og ked af det... han er der 100 % for mig.. der går nogle groggy timer og pludselig er jeg klar til at blive udskrevet... jeg var stadig mega træt da jeg blev udskrevet, men hellere hjem og sove ud og bearbejde det hele i vante omgivelser end i halvkaotiske...
jeg kommer vel hjem... men det eneste jeg har lyst til det er bare at ligge på mit værelse og være i fred...
ved godt at det blev lidt langt men nu da jeg selv har tænkt det igennem en del gange, tror jeg det er godt hvis jeg enten får talt en hel del om det eller skriver det ned...
så det gik ud over jer der følger med i tråden...
Anmeld
