Godmorgen du!
Jeg vil så dele med dig, at jeg står i nøjagtig samme situation. Jeg fik diagnosen i maj måned. Og symptomerne var nøjagtig de samme, som du beskriver.
Jeg talte med min læge til at begynde med, blev så henvist til en psyk(De er gratis, da de er en del af sygehusvæsenet) og nu taler jeg med en psykolog.
Åh, hvor jeg så godt kan følge dig. Jeg har heldigvis en meget forstående arbejdsplads, der har kunne give mig rum og plads til, at jeg kunne have min sygdom i fred. At det blev på mine præmisser.
Angående gode råd: Accepter! Accepter, at du er syg. At du ikke kan klare det pres, du kunne før. Din krop har nu reageret så voldsomt på stress og overbelastning, at du er blevet psykisk syg. Ja, det lyder ulækkert, men det er sandt. Det er svært at nå til erkendelsen, men det er klart første skridt til, at man får det bedre. Skide være med det vasketøj. Din kæreste må i denne svære tid hjælpe dig så meget som muligt. Han skal forstå, at du ikke kan overskue det, du kunne før.
Spørg evt. også nogle i din familie om hjælp. Jeg ved, det er svært. Men, det er det eneste, du kan gøre. Bede om hjælp. Du kan ikke selv, og jo mewre, du prøver på at prøve hårdere, jo mere syg bliver du. Kan du følge mig?
Du er meget velkommen til at skrive til mig i privaten. Jeg er endnu ikke rask, men det, man kalder symptomfri.
Det kommer til at betyde, at du vil ændre dig. Men det er også en god ting. For der er en grund til, at korthuset er væltet denne gang. Du skal prioritere og beslutte om du gør ting, fordi du vil eller fordi du føler dig tvunget til det. Det gælder om at glædes over de små bitte sejre, som at gå ud med skraldet, hænge tøj op, gå en tur med barnevognen. Alt sammen små sejre, der skal fejres frem for at hænge sig i alt det, man ikke når.
Som min mand siger: Det vigtigste er, at vi har hinanden. Alt det andet kan vente til i morgen.
Kram
