Min FB
Jeg tager af sted på familieweeknd-tur fredag d. 22. oktober. Min mormor fylder 75 år søndag d. 24. og hun har valgt at invitere hele min familien med – hendes fire børn, børnebørn og påhæng. Jeg tager min taske til sygehuset med for en sikkerheds skyld, men er egentlig rimelig afklaret med, at jeg først vil føde engang i næste uge. Har ikke haft de mindste symptomer på noget som helst – så ser frem til at nyde weekenden i familiens skød – sidste gang som ’bare mig’.
Jeg sidder ved siden af min kusine og hyggesnakker i sommerhuset, da jeg pludselig mærker et lille smæld i underlivet. Klokken er præcis 20.00. Det føles som en vandballon der springer. Jeg kigger på hende med store øjne, og siger at hun lige skal komme med. Vi går ud på toilettet, og der siver det fineste klare fostervand ud. Jeg er meget bange og aner slet ikke hvad jeg skal gøre. Er det virkelig nu? Forstår det slet ikke. Jeg ligger mig straks ned på en seng i et af værelserne, og ringer til fødegangen. Min lille dreng ligger i UK, og jeg må derfor ikke gå rundt, når vandet går. Jeg ringer til fødegangen, og de sender en ambulance med det samme. Jeg har nu præsteret at få vendt rundt på hele familieweekendturen i sommerhuset. Alle folk kommer ind og snakker med mig, mens jeg ligger og venter på ambulancen, og det hele er stadig slet ikke til at forstå. Da jeg ligger og venter, kan jeg mærke meget svage og få begyndende veer. Jeg får også nogle ubehagelige rysteture, og jeg både sveder og fryser på samme tid. Mine forældre, bedsteforældre, søskende, mostre, onkler, kusiner etc. kommer alle rendende og vil ønske mig al held og lykke med den forestående fødsel. Det er helt vildt! Da ambulancen ankommer kl. 20.30 skal jeg op på en båre og køres ud til ambulancen. Min mor tager med, og hun skal være min støtte under fødslen. Da jeg bliver kørt ud står hele familien derude og vinker farvel og råber, at det hele nok skal gå rigtig godt. Jeg er lidt rundt på gulvet, men smiler til dem alle. Tænk at nu er det nu!
Kl. 21.00 ca. ankommer vi til Herning sygehus, og vi bliver kørt op til en ankomst-stue, hvor jeg skal have kørt en CTG-strimmel. Veerne er meget svage endnu, og kommer med 5 min. mellemrum ca. CTG’en tager ca. 45 min, og derefter mærker jordemoderen på mig. Jeg er ca. 3 cm åben. Kl. 22.15 får jeg lov til at komme ind på fødestuen, og jeg vælger straks at lægge mig på højre side på sengen. Kl. 23.00 begynder veerne at tiltage kraftigt, og de kommer nu med 1-2 min. mellemrum. Min mor masserer mig ved hver ve, og det er meget behageligt. Hun trykker lige over lænden, og det tager toppen af smerterne ved veerne. kl. 23.30 er jeg omkring 5-6 cm åben, og jeg ligger stadig på siden og får massage, som den eneste smertelindring. Ved hver ve der kommer tænker jeg: YES, nu er der en mindre tilbage! Hvor er det bare absolut IKKE sjovt at have veer, men klarer dem ved at trække vejret ind med næsen og puste ud med munden. Det gav ro i kroppen. Tiden går, og veerne kommer nu regelmæssigt med 1 minuts mellemrum. Kl. 1.50 er jeg 10 cm åben, og jordemoderen kalder på lægen og bagvagten, som skal være til stede også. Ydermere kommer der en børnelæge, da det er en sædefødsel. Kl. 2.00 får jeg lov til at presse. Det føles slet ikke som om, der kommer en baby ud, men jeg er bare dybt fokuseret på at presse rigtigt. Numsen fødes først og et ben, herefter kommer det andet ben og kroppen til navlen. Så kommer resten af kroppen og armene ud. Jeg mangler nu hovedet, og lægen kigger på mig og siger: Nu kan du ikke gøre mere, jeg skal nok sørge for, at hovedet kommer ud ved hjælp af et bestemt håndgreb. Kl. 2.18 begynder hun at hjælpe babyens hoved ud og kl. 2.20 er han født. 3420 g og 51 cm skønhed! Kroppen er blålig og ser slet ikke livlig ud, men efter kort tid er der gang i min lille søn, og han scorer først 9, og derefter 2 x 10 i apgar score. Grunden til det første 9-tal var hans blå farve, som dog hurtigt fortog sig.
Fra vandet gik til jeg havde min søn i mine arme gik der præcis 6 timer og 20 min. Det er helt vildt så dejligt det gik – hurtigt og rimelig smertefrit. Er overrasket over, hvor meget veerne gør ondt i forhold til selve fødslen af babyen. Det var så dejligt, da man endelig måtte presse og bruge de forbistrede veer til noget. Jeg havde kun overfladiske rifter, selvom det var en sædefødsel, og jeg kan KUN anbefale andre, at føde sådan. Jeg har haft den mest fantastiske oplevelse nogensinde, og jeg vil klart føde naturligt igen, selvom den næste baby også skulle ligge sig med hovedet opad. Ingen tvivl om det!
