Okay, de kan godt nok ikke tale, men en slags guldkorn er det jo altid, når man ender med at grine voldsomt af sin hund, hvad enten denhar gjort noget sjovt og smart, eller blot noget rigtig dumt set fra et menneskes vinkel i hvert fald....
Vi havde en hund engang, noget labrador kryds. Charlie hed den, og den var virkelig ikke særligt klog, virkelig, det var den altså bare ikke....
Nåh, ude i haven havde vi så et lille træ, og da det er omkring påske beslutter min far at plante en masse påskeliljer i en cirkel hele vejen rundt om træet... Min laver hullerne, i en sirlig cirkel, med lige meget afstand mellem hvert hul og alt det der... Så henter han blomsterne, lægger en ved hvert hul, og sætter sig på knæ, og krabler så hele vejen rundt og propper planterne i hullerne, og dækker til....
Efter et stykke tid synes han det er som om han allerede HAR plantet denne blomst een gang, og da han ser at den næste blomst også stadig ligger på jorden. ved siden af hullet, tror han først han er blevet lidt skør. Men det går op for ham, at hunden bare simpelthen lige har opdaget at dens menneske kan en rigtig sjov ny leg.
En leg som går sådan her....
Mennesket, på alle 4, kravler omkring og planter fine blomster med løg. Bag mennesket går hunden lige så stille, og graver tålmodigt løgene op, og lægger dem ved siden af hullet igen... Mennesket når hele vejen rundt, og planter på ny blomsterne... og sådan kan man jo så fortsætte, lige så længe mennesket er distræt 
