Hjælp, enlig mor!

Ja, så blev jeg alene efter en masse kæmpen, mede både parterapi og psykolog samtaler..

Nu har jeg bare brug for hjælp til, hvad gør jeg nu? Hvordan får jeg lejlighed med en lille pige på 8 mdr? 

Min datter er ekstrem farglad, og hun græder så snart han bare tager jakke på. Hvordan klarer jeg lige det?!

Jeg ved slet ikke hvordan jeg kommer videre! Jeg føler mig helt magtesløs. Jeg føler mig bare helt helt alene.

Jeg måtte bare lige ud med det.. God aften derude.

Du tager en dag af gangen og eet problem af gangen. Man kan ikke overskue alle udfordringer på een gang. Men du starter med at gå i banken og på kommunen og får et overblik over hvordan du kan få et sted at bo.

Jeres datter elsker jer begge, og hun skal nok klare det hele. Forhåbenligt kan I få et godt samarbejde op og køre - og så er hun jo bedre tjent, hvis I er glade hver for sig end hvis I kæmpede en tabt kamp sammen

Hvor bor du henne af i landet? Jeg ville få skrevet mig op i en masse boligselskaber, og så ellers søge på livet løs.
At gå til kommunen i håb at de kaster en bolig i nakken på dig, er lige så naivt at tro som at man vinder i lotto på onsdag Ikke ondt ment overhoved, men mere så du ikke spilder din tid.
Til gengæld er de rigtig søde til at hjælpe med inskud, enkeltydelser ect. hvis du har brug for det.

Eller så brug dit netværk, sørg for at få noget god mad og godt med søvn. Så ser enhver grå dag altid lidt lysere ud.

Du er velkommen til at skrive privat til mig, hvis du har brug for at læsse ud. Det er pissehårdt, og det kan virke så uoverskueligt indtil der kommer styr på tingene, ny hverdag og ny rutine.

millemai skriver:

Du tager en dag af gangen og eet problem af gangen. Man kan ikke overskue alle udfordringer på een gang. Men du starter med at gå i banken og på kommunen og får et overblik over hvordan du kan få et sted at bo.

Jeres datter elsker jer begge, og hun skal nok klare det hele. Forhåbenligt kan I få et godt samarbejde op og køre - og så er hun jo bedre tjent, hvis I er glade hver for sig end hvis I kæmpede en tabt kamp sammen

Jeg føler ikke jeg kan overskue noget som helst, jeg ved bare at det skal jeg simpelthen bare! Min datter skal starte i dagpleje om 1 måned, og hvordan kommer det nu til at gå uden hendes far er der hverdag, som han har været indtil nu? Hvordan ''vender'' man sine børn fra det ligepludseligt? Jeg synes det er mega hårdt. Jeg synes det er underligt pludseligt at sidde alene derhjemme om aftenen når min datter er lagt i seng. Der mærker man først man er alene.. Tak for svar.

sne190810 skriver:

Hvor bor du henne af i landet? Jeg ville få skrevet mig op i en masse boligselskaber, og så ellers søge på livet løs.
At gå til kommunen i håb at de kaster en bolig i nakken på dig, er lige så naivt at tro som at man vinder i lotto på onsdag Ikke ondt ment overhoved, men mere så du ikke spilder din tid.
Til gengæld er de rigtig søde til at hjælpe med inskud, enkeltydelser ect. hvis du har brug for det.

Eller så brug dit netværk, sørg for at få noget god mad og godt med søvn. Så ser enhver grå dag altid lidt lysere ud.

Du er velkommen til at skrive privat til mig, hvis du har brug for at læsse ud. Det er pissehårdt, og det kan virke så uoverskueligt indtil der kommer styr på tingene, ny hverdag og ny rutine.

Jeg er fra vestegnen. Jeg må nok bare ringe rundt imorgen, og prøve at få styr på noget af det. Jeg synes bare det er så dumt det kommer lige op i min datters dagpleje start. Jeg kan slet ikke forstille mig hvordan det kommer til at gå. Hendes hverdag bliver så ustabil, når nu jeg intet sted har at være. For jeg kan ikke blive boende.

Det er bare så super hårdt, jeg er ved at græde øjene ud af hovedet. Jeg ved slet slet ikke hvor jeg skal starte?

Anonym skriver:

 

 

Jeg føler ikke jeg kan overskue noget som helst, jeg ved bare at det skal jeg simpelthen bare! Min datter skal starte i dagpleje om 1 måned, og hvordan kommer det nu til at gå uden hendes far er der hverdag, som han har været indtil nu? Hvordan ''vender'' man sine børn fra det ligepludseligt? Jeg synes det er mega hårdt. Jeg synes det er underligt pludseligt at sidde alene derhjemme om aftenen når min datter er lagt i seng. Der mærker man først man er alene.. Tak for svar.

Det er hårdt for enhver der skal over "opstarts problemerne" i at være alene. Men man gør det umuligt for sig selv, hvis man ser det som et kæmpe bjerg af praktiske problemer man skal overkomme.

Da jeg blev alene blev jeg også ramt af panik angst første gang det gik op for mig, at jeg sad alene. Men du skal bare overkomme den første tid med praktiske problemer. Lige pludselig når du sidder der alene en aften finder du ud af, at du langsomt men sikkert er ved at blive glad igen.

Det kommer - det er et løfte

Anonym skriver:

 

 

Jeg er fra vestegnen. Jeg må nok bare ringe rundt imorgen, og prøve at få styr på noget af det. Jeg synes bare det er så dumt det kommer lige op i min datters dagpleje start. Jeg kan slet ikke forstille mig hvordan det kommer til at gå. Hendes hverdag bliver så ustabil, når nu jeg intet sted har at være. For jeg kan ikke blive boende.

Det er bare så super hårdt, jeg er ved at græde øjene ud af hovedet. Jeg ved slet slet ikke hvor jeg skal starte?

Prøv så vidt muligt bare at holde fast i nogle af de ting i plejer at gøre. Hvis du plejer at synge en sang når i skifter ble, hvis i spiser morgenmad på en bestemt måde osv. De små ting, de gør meget. Og så længe hun 'bare' har sin mor (og  skiftevis far) så går det for en kort periode. Kan du forstå hvad jeg mener?

Men først af alt så fat knoglen og få ringet rundt,- evt opsøg personligt. Det kan godt hjælpe nogle gange til at få tingene til at gå lidt hurtigere.  Det vigtigeste og største behov lige nu er vel at i får jer et sted at bo..

Det hele skal nok gå

millemai skriver:

Det er hårdt for enhver der skal over "opstarts problemerne" i at være alene. Men man gør det umuligt for sig selv, hvis man ser det som et kæmpe bjerg af praktiske problemer man skal overkomme.

Da jeg blev alene blev jeg også ramt af panik angst første gang det gik op for mig, at jeg sad alene. Men du skal bare overkomme den første tid med praktiske problemer. Lige pludselig når du sidder der alene en aften finder du ud af, at du langsomt men sikkert er ved at blive glad igen.

Det kommer - det er et løfte

Det er rart at vide. Jeg ved jo også andre har overlevet før mig, men hold op hvor gør det bare ondt! Jeg elsker ham jo også bare så forfærdeligt, og det gør det bestemt ikke bedre at det så ikke kan fungere.

jeg spekulere over hvordan det endte her? Vi har været sammen i så mange år, vi har været så glade for hinanden, vi fik barn sammen og nu kan vi bare slet ikke sammen?! Hvordan kan det ske.. Jeg håber jeg en dag bliver glad igen!

sne190810 skriver:

Prøv så vidt muligt bare at holde fast i nogle af de ting i plejer at gøre. Hvis du plejer at synge en sang når i skifter ble, hvis i spiser morgenmad på en bestemt måde osv. De små ting, de gør meget. Og så længe hun 'bare' har sin mor (og  skiftevis far) så går det for en kort periode. Kan du forstå hvad jeg mener?

Men først af alt så fat knoglen og få ringet rundt,- evt opsøg personligt. Det kan godt hjælpe nogle gange til at få tingene til at gå lidt hurtigere.  Det vigtigeste og største behov lige nu er vel at i får jer et sted at bo..

Det hele skal nok gå

 

Ja, jeg ved hvad du mener. Det vil jeg i hvertfald prøve på. Jeg bliver så glad når jeg ser på hende, men samtidig så inderligt ked af det.

Jeg håber at alt bliver bedre når vi en dag får vores eget, og får hverdagen op at kører, bare mig og lille fisen. Imorgen må jeg tage mig sammen og komme igang med at finde bolig.

 

 

Det er rart at vide. Jeg ved jo også andre har overlevet før mig, men hold op hvor gør det bare ondt! Jeg elsker ham jo også bare så forfærdeligt, og det gør det bestemt ikke bedre at det så ikke kan fungere.

jeg spekulere over hvordan det endte her? Vi har været sammen i så mange år, vi har været så glade for hinanden, vi fik barn sammen og nu kan vi bare slet ikke sammen?! Hvordan kan det ske.. Jeg håber jeg en dag bliver glad igen!

En klog veninde sagde følgende, da jeg sad med tårerne løbende ned af kinderne og ikke anede hvordan jeg skulle overkomme noget som helst: "Ingen kan se fremtiden med tårer i øjnene..." (Mange bruger den engelske version "You can't see the future with tears in your eyes")

Så nu skal du bare have klaret de praktiske problemer. Og det er jo helt ok at være ked af det - det er da super sørgeligt at drømmen om kerne familie er brast.

For mit eget vedkommende, kunne jeg efter ca 6 måneder se præcis hvorfor det ikke var gået. Jeg blev glad igen lang tid før det. For mig var det vigtigste at få styr på min hjemmebase. At finde en lejlighed og komme igang med en stabil hverdag med alt hvad dertil hører. Da det kom cirka en måned efter bruddet, og langsomt men sikkert gik alt imod en glad hverdag