Anonym skriver:
er ret sikker på at denne debat vil få mange svar/kommentare. - Jeg har ikke brug for at i håner min far, for man kan ikke tilsvine en person man ikke kender, desuden synes jeg også at jeg klare det fint selv - men har til gengæld brug for jeres hjælp.
Skriver som anonym da jeg nødig vil stemples, fordi nogle sikkert mener at det kan være en ond cirkel, og den går videre til ens børn osv. bla bla bla.
men sagen er den, som overskriften også siger, at min far kører spritkørsel med min lillebror på bagsædet. min lillebror er fem. Min far har altid taget en enkelt i ny og næ, men nu er det virkelig ved at tage overhånd. Ham og hans kæreste kan ikke være nogle steder uden at drikke øl, og de nøjes ikke kun med en eller to. Min lillebror tøffer tit bare rundt i hans egen verden, nok mest fordi han for tit er overladt til sig selv. Han er ikke mishandlet på nogen måde. Nogen vil mene det er en form for omsorgssvigt men de elsker ham, han har alt, han bliver også set og hørt og græder han, bliver han trøstet osv. Man kan så tydeligt se på ham, at når nogle griner med ham, leger med ham osv. så lyser han op som en stor sol, og kan nærmest give lys til en helt storby.
Min far, hans kæreste og min lillebror, var herude en dag. Jeg snakkede i telefon med min far inden, hvor jeg tydeligt kunne hører at de var fulde,virkelig sådan teenager fulde ( tihifnis agtig ) jeg sagde at de ikke skulle komme fordi jeg kunne hører min lillebror i baggrunden og at de satte sig ind i bilen. De begge begyndte at grine ad mig, gøre nar ad mig og sagde jeg var en sippe osv. Jeg blev sur og smækkede på. 10 min efter kommer deres bil i en helveds fart indover fortovet og bremser hårdt op. ( De har deres hund i baggagerummet som flyver rundt )
Jeg ville ikke se på dem fordi de havde gjort mig så sur, så jeg stod inde på børneværelset og ordnede nogle småting. Min far kommer ind og spørger hvorfor jeg er så sur. "HVORFOR JEG ER SUR?! - HVAD FANDEN TROR DU SELV?!" helt ærligt.
han griner ad mig og vender ryggen til mig.
efter jeg har bidt i det sure æble, går jeg ud hvor de alle sammen sidder. Min far begynder at spørge mig flere gange om vi ikke skal tage ud og smadre hans bil. dvs at han vil kører den frontalt ind i et træ mens jeg, HANS DATTER (oveni købet meget gravide datter), sidder ved siden af. øh? jeg bliver helt målløs.
De sidder begge og drikker, mens min lillebror tøffer rundt. Min fars kæreste er så fuld at hun ikke ligger mærke til at den sodavand hun drikker af, egentlig er blevet brugt som askebæger. Hun kan heller ingengang snakke, hun mumler bare en masse vullapyk. Min far kan ikke holde balancen ordentligt og åbner øl efter øl, uden at drikke dem op. Der kommer på et tidspunkt en forbigående med barnevogn og hendes datter liggende i armen. Jeg var indenfor, men kunne hører at den ene hund begynder at gø, og derefter vores egen. Vi prøver at kalde på dem indefra men det var til ingen hjælp. Vores kammerat og jeg spurter ud efter hundende, fordi min far eller hans kæreste gør ingenting andet end at hun sidder og mumler deres hunds navn. Den forbigående kvinde kender vi, og hun kender vores hund og ved den ikke kunne finde på at gøre noget, men hun kender ikke den anden hund og stopper derfor brat op og skjuler hendes datter så meget som muligt i hendes arme. Det gjorde så ondt at se at en dame blev nød til at reagere så voldsomt for at sikre sin datter imod en hund der kom løbende mens den gøede indefra vores have. Jeg har det så dårligt indeni!! og jeg er så flov over at de to fulde klaphatte ikke kan styre deres hund og så i det hele taget ALTID skal have den med ud til os. Det skær stadig i mit hjerte at tænke på det og bliver virkelig helt rørt bare ved tanken om det. Vi har haft nok af sure miner fra folk i byen fordi min kæreste er mekaniker og så fordi nogle af vores gamle kammerater altid kunne dytte og gasse helt vildt op når de var her eller kørte forbi. ( det skal vi så åbenbart hører for )
Men da de så langt om længe beslutter sig for at kører hjem, prøver jeg med alle mine overtalnings kræfter at overtale min lillebror til at blive ved mig og min kæreste og prøver også at lokke med at vi kan lave diverse ting, men intet hjælper. han vil med hjem 
der sank mit hjerte. jeg følte jeg intet kunne gøre for min lillebror. tænk hvis de kørte galt på vejen hjem. ville aldrig nogensinde kunne tilgive dem hvis der skete min lillebror noget!
Dagen efter snakker jeg med min fars kæreste som siger hun var stolt over mig fordi jeg blev så sur som jeg gjorde. Men hvad hjælper det? de er jo alligevel så pisse ligeglade når de lander i øllene igen.
Et par uger efter sker noget alla det samme igen. De er begge stive, de har min lillebror med, og de kører. Og jeg føler at jeg intet kan gøre. Ikke andet end at melde dem til politiet, eller eventuelt søge om at blive en form for aflastningsfamilie for min lillebror, så han kan komme her og opleve en masse sammen med os og hans kommende niece. Jeg har prøvet at snakke med min far, men han lukker bare af overfor mig og får mig til at lyde hysterisk, og det er ligemeget hvordan jeg prøver at formulere mig. Synes virkelig bare at melde dem næste gang de kører sprit, er voldsomt, han er jo trodsalt min far, og ligefrem at søge om at blive aflastning er også rimelig vildt i mine øjne, men på den anden side virker det som om at de kun vil fatte det hvis der kom nogle meget stærke boller på suppen.
Min fars kæreste kører også meget på at når jeg har født, skal de dit og dat med lille fisen, og de skal passe hende ih og åh så tit. - fandme ikke sådan som de drikker. Jeg ville aldrig kunne finde på at sætte min datter af derude, med så stor en risiko for at de giver sig til at drikke. Hun papler endda så meget om at dit og dat, og lille fisen er kun hendes lille prinsesse, at jeg ærlig talt føler at når jeg har født vil hun tage hende fra mig bare for at få hendes egne behov dækket, fordi hun glæder sig så meget og bla bla. føler helt at glæden bliver suget ud af mig, og har egentlig mest af alt bare lyst til at sætte en bundprop i, så hun forevigt vil blive hos mig.
undskylder for den lange roman, men havde virkelig brug for at komme ud med det
Hvad skal jeg dog stille op? føler mig så magtesløs? 
ville ønske jeg kunne gøre et eller andet
Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at du ved hvad det rigtige er at gøre.
