Hvordan kommer jeg videre?

Jeg havde desværre en spontan abort i staretn af Juli hvor jeg var i 6 uge... 

De 2 uger hvor jeg nåede at være gravid, var så lykkelige... vi glædede os helt vildt til det hele... se maven vokse, mærke spark, møde vores lille baby osv osv... 

men sådan blev det bare ikke! jeg begyndte at bløde en morgen... havde ingen smerter og blødte til at begynde med ikke særlig meget... jeg ringede til min læge, og hun fik en tid til mig på sygehuset til en akut scanning!
Lægen derinde havde faktisk håb, netop fordi jeg ikke blødte så meget... men ak, da hun begynder at scanne, ser hun en stor blodansamlig inde i min livmoder, og en tom blommesæk  

dommen var så hårdt... jeg lå bare der på briksen og græd, og min kæreste vidste ikke helr hvor han skulle gøre af sig selv...

de efterfølgende dage begyndte jeg at bløde rigtig meget, og det fortsatte 1 uge... jeg var helt færdig og udmattet, både fysisk og psykisk!

nu her lidt over 3 måneder senere, er jeg stadig ikke kommet mig over det hele...  jeg blir ved med at tænke på den lille spire... jeg har talt frem til at jeg nu ville være ovre NF, faktisk snart halvvejs gennem graviditeten, og det er så hårdt at tænke på... måske ville jeg omkring nu her begynde at mærke små spark? have en sød baby bule på maven? 

jeg kan stadig begynde at græde når jeg tænker på det hele... tænker om jeg kunne have gjort noget anderledes så den lille var blevet derinde... 

Vi har prøvet at blive gravide igen siden, men der sker bare ingenting...  jeg er helt 100 på at jeg først kommer rigtigt over det hele når jeg er gravid igen... nu tænker nogle af jer måske at det lyder som om at jeg ikke er klar endnu.. men tro mig, det er jeg! Det eneste jeg ønsker i hele verden er at blive gravid igen, så jeg kan kaste min kærlighed og opmærksomhed på noget der rent faktisk kan blive virkeligt... 

puha... nå men jeg havde vist bare lige brug for at komme ud med mine tanker og følelser! 

tak fordi du læste med 

 

 

 

Anonym skriver:

Jeg havde desværre en spontan abort i staretn af Juli hvor jeg var i 6 uge... 

De 2 uger hvor jeg nåede at være gravid, var så lykkelige... vi glædede os helt vildt til det hele... se maven vokse, mærke spark, møde vores lille baby osv osv... 

men sådan blev det bare ikke! jeg begyndte at bløde en morgen... havde ingen smerter og blødte til at begynde med ikke særlig meget... jeg ringede til min læge, og hun fik en tid til mig på sygehuset til en akut scanning!
Lægen derinde havde faktisk håb, netop fordi jeg ikke blødte så meget... men ak, da hun begynder at scanne, ser hun en stor blodansamlig inde i min livmoder, og en tom blommesæk  

dommen var så hårdt... jeg lå bare der på briksen og græd, og min kæreste vidste ikke helr hvor han skulle gøre af sig selv...

de efterfølgende dage begyndte jeg at bløde rigtig meget, og det fortsatte 1 uge... jeg var helt færdig og udmattet, både fysisk og psykisk!

nu her lidt over 3 måneder senere, er jeg stadig ikke kommet mig over det hele...  jeg blir ved med at tænke på den lille spire... jeg har talt frem til at jeg nu ville være ovre NF, faktisk snart halvvejs gennem graviditeten, og det er så hårdt at tænke på... måske ville jeg omkring nu her begynde at mærke små spark? have en sød baby bule på maven? 

jeg kan stadig begynde at græde når jeg tænker på det hele... tænker om jeg kunne have gjort noget anderledes så den lille var blevet derinde... 

Vi har prøvet at blive gravide igen siden, men der sker bare ingenting...  jeg er helt 100 på at jeg først kommer rigtigt over det hele når jeg er gravid igen... nu tænker nogle af jer måske at det lyder som om at jeg ikke er klar endnu.. men tro mig, det er jeg! Det eneste jeg ønsker i hele verden er at blive gravid igen, så jeg kan kaste min kærlighed og opmærksomhed på noget der rent faktisk kan blive virkeligt... 

puha... nå men jeg havde vist bare lige brug for at komme ud med mine tanker og følelser! 

tak fordi du læste med 

 

 

 

Sender dig en stor krammer!! Og så vil jeg altså bare sige, at det er helt normalt ikke at være kommet sig over sådan en oplevelse, efter 3 mdr! jeg mistede vores spire i 14 uge i januar 2010, og jeg var heller ikke kommet over det før jeg blev gravid igen i maj! og jeg kan stadig godt tænke på "gad vide hvordan den ville have set ud.. Dreng eller pige.. Osv" men nu tænker jeg ikke på den og bliver ked af det, jeg 'mindes' i stedet for . Håber du snart bliver gravid igen

Jeg har det ligesom Krussedulle, tænker tit på den lille spire jeg mistede marts 2010, men sørger heldigvis ikke mere, nu er det bare underligt at tænke på, at h*n snart skulle have været et år også havde jeg aldrig fået Anastasia og hende vil jeg ikke opgive for noget - så ja, en ny graviditet hjælper bestemt, håber det snart sker for jer.

Krussedulle skriver:

Sender dig en stor krammer!! Og så vil jeg altså bare sige, at det er helt normalt ikke at være kommet sig over sådan en oplevelse, efter 3 mdr! jeg mistede vores spire i 14 uge i januar 2010, og jeg var heller ikke kommet over det før jeg blev gravid igen i maj! og jeg kan stadig godt tænke på "gad vide hvordan den ville have set ud.. Dreng eller pige.. Osv" men nu tænker jeg ikke på den og bliver ked af det, jeg 'mindes' i stedet for . Håber du snart bliver gravid igen

mange tak for krammet! 

er "glad" for at høre at jeg ikke er den eneste som har det sådan... det trøster mig da lidt at vide at andre også bliver hængende i sorgen lidt... 

Jeg kan slet ikke vente til jeg blir gravid igen... så tror jeg virkelig at jeg endelig kan se det positive i det hele igen. dermed ikke sagt at jeg nogensinde glemmer det andet, men jeg vil få lettere ved at mindes (som du skriver) istedet for at sørge!

Dejligt for dig at du blev gravid igen og kom videre i teksten  håber virkelig jeg snart er lige så heldig! 

hvor lang tid gik der efter din spontane abort til du var gravid igen?? 

Anonym skriver:

Jeg havde desværre en spontan abort i staretn af Juli hvor jeg var i 6 uge... 

De 2 uger hvor jeg nåede at være gravid, var så lykkelige... vi glædede os helt vildt til det hele... se maven vokse, mærke spark, møde vores lille baby osv osv... 

men sådan blev det bare ikke! jeg begyndte at bløde en morgen... havde ingen smerter og blødte til at begynde med ikke særlig meget... jeg ringede til min læge, og hun fik en tid til mig på sygehuset til en akut scanning!
Lægen derinde havde faktisk håb, netop fordi jeg ikke blødte så meget... men ak, da hun begynder at scanne, ser hun en stor blodansamlig inde i min livmoder, og en tom blommesæk  

dommen var så hårdt... jeg lå bare der på briksen og græd, og min kæreste vidste ikke helr hvor han skulle gøre af sig selv...

de efterfølgende dage begyndte jeg at bløde rigtig meget, og det fortsatte 1 uge... jeg var helt færdig og udmattet, både fysisk og psykisk!

nu her lidt over 3 måneder senere, er jeg stadig ikke kommet mig over det hele...  jeg blir ved med at tænke på den lille spire... jeg har talt frem til at jeg nu ville være ovre NF, faktisk snart halvvejs gennem graviditeten, og det er så hårdt at tænke på... måske ville jeg omkring nu her begynde at mærke små spark? have en sød baby bule på maven? 

jeg kan stadig begynde at græde når jeg tænker på det hele... tænker om jeg kunne have gjort noget anderledes så den lille var blevet derinde... 

Vi har prøvet at blive gravide igen siden, men der sker bare ingenting...  jeg er helt 100 på at jeg først kommer rigtigt over det hele når jeg er gravid igen... nu tænker nogle af jer måske at det lyder som om at jeg ikke er klar endnu.. men tro mig, det er jeg! Det eneste jeg ønsker i hele verden er at blive gravid igen, så jeg kan kaste min kærlighed og opmærksomhed på noget der rent faktisk kan blive virkeligt... 

puha... nå men jeg havde vist bare lige brug for at komme ud med mine tanker og følelser! 

tak fordi du læste med 

 

 

 

puha.
kan ikke sige noget udfra saén da jeg aldrig har prøvet det selv, men da jeg var i 6 uge, begyndte jeg også at bløde, og alle de tanker der flyver igennem hovedet på en er ubeskrivelige. man har bare lyst til at råbe og skrige.
Det værste af det hele er så, når man ringer til vagtlægen, for at hører hvad de siger, og man så får den kolde tilbagemelding; "du er nok ved at abortere" - "er graviditeten meningen? du er jo ikke så gammel" - wow. what?! jeg sidder her og tuder fordi jeg bløder og ved det ikke er normalt, og så kommer den spade af en vagtlæge med sådan en udmelding. nøjs jeg skulle bide tænderne sammen!
men er ked af din situation, og ville ønske jeg kunne komme med nogle hjælpende ord, men jeg kan ikke andet end at give dig en krammer

Kofoed. skriver:

Jeg har det ligesom Krussedulle, tænker tit på den lille spire jeg mistede marts 2010, men sørger heldigvis ikke mere, nu er det bare underligt at tænke på, at h*n snart skulle have været et år også havde jeg aldrig fået Anastasia og hende vil jeg ikke opgive for noget - så ja, en ny graviditet hjælper bestemt, håber det snart sker for jer.

er ked af at du også har været igennem det samme... 

som jeg har skrevet tidligere så er jeg fuldstændig overbevist om at en ny graviditet vil være det eneste som kan få mig 100 % videre... 

jeg har virkelig prøvet på at få mine tanker på noget andet, og tænke positive tanker om alt det gode som jeg ellers har i livet.. men vores lille tabte spire blir ved med at dukke op i tankerne... 

egentlig er det jo ret underligt at man kan elske noget så højt! "den" nåede jo aldrig rigtig at blive til noget... men den var skabt af os, og selvom jeg ikke var længere henne var jeg allerde utrolig meget knyttet til det lille væsen... 

Anonym skriver:

Jeg havde desværre en spontan abort i staretn af Juli hvor jeg var i 6 uge... 

De 2 uger hvor jeg nåede at være gravid, var så lykkelige... vi glædede os helt vildt til det hele... se maven vokse, mærke spark, møde vores lille baby osv osv... 

men sådan blev det bare ikke! jeg begyndte at bløde en morgen... havde ingen smerter og blødte til at begynde med ikke særlig meget... jeg ringede til min læge, og hun fik en tid til mig på sygehuset til en akut scanning!
Lægen derinde havde faktisk håb, netop fordi jeg ikke blødte så meget... men ak, da hun begynder at scanne, ser hun en stor blodansamlig inde i min livmoder, og en tom blommesæk  

dommen var så hårdt... jeg lå bare der på briksen og græd, og min kæreste vidste ikke helr hvor han skulle gøre af sig selv...

de efterfølgende dage begyndte jeg at bløde rigtig meget, og det fortsatte 1 uge... jeg var helt færdig og udmattet, både fysisk og psykisk!

nu her lidt over 3 måneder senere, er jeg stadig ikke kommet mig over det hele...  jeg blir ved med at tænke på den lille spire... jeg har talt frem til at jeg nu ville være ovre NF, faktisk snart halvvejs gennem graviditeten, og det er så hårdt at tænke på... måske ville jeg omkring nu her begynde at mærke små spark? have en sød baby bule på maven? 

jeg kan stadig begynde at græde når jeg tænker på det hele... tænker om jeg kunne have gjort noget anderledes så den lille var blevet derinde... 

Vi har prøvet at blive gravide igen siden, men der sker bare ingenting...  jeg er helt 100 på at jeg først kommer rigtigt over det hele når jeg er gravid igen... nu tænker nogle af jer måske at det lyder som om at jeg ikke er klar endnu.. men tro mig, det er jeg! Det eneste jeg ønsker i hele verden er at blive gravid igen, så jeg kan kaste min kærlighed og opmærksomhed på noget der rent faktisk kan blive virkeligt... 

puha... nå men jeg havde vist bare lige brug for at komme ud med mine tanker og følelser! 

tak fordi du læste med 

 

 

 

Det lyder som en hård omgang Jeg  for, at i snart bliver gravide igen

anetteb skriver:

puha.
kan ikke sige noget udfra saén da jeg aldrig har prøvet det selv, men da jeg var i 6 uge, begyndte jeg også at bløde, og alle de tanker der flyver igennem hovedet på en er ubeskrivelige. man har bare lyst til at råbe og skrige.
Det værste af det hele er så, når man ringer til vagtlægen, for at hører hvad de siger, og man så får den kolde tilbagemelding; "du er nok ved at abortere" - "er graviditeten meningen? du er jo ikke så gammel" - wow. what?! jeg sidder her og tuder fordi jeg bløder og ved det ikke er normalt, og så kommer den spade af en vagtlæge med sådan en udmelding. nøjs jeg skulle bide tænderne sammen!
men er ked af din situation, og ville ønske jeg kunne komme med nogle hjælpende ord, men jeg kan ikke andet end at give dig en krammer

ej det var da også bare den koldeste udmelding din læge kom med... 

jeg ville godt nok også have blevet bange og ked af det hvis jeg havde fået den besked... min læge var vildt sød og forstående, og prøvede at berolige mig med at mange jo blødte lidt i starten, så der var sikkert ingenting at bekymre sig om. Og jeg blev jo sendt direkte ind til scanning, så jeg kunne faktisk ikke have bedt om en bedre behandling.. blev taget rigtig godr hånd om! sygehuset ringede jo også med blodprøve svar nogel dage efter, og der gav lægen sig rigtig god tid til at snakke det hele igennem med mig 

men selvom jeg blev taget så godt hånd om, så var der alligevel en  skod oplevelse...  og jeg ville ønske at jeg kunne spole tiden tilbage eller slette den, så jeg aldrig skulle opleve det.. også for min kærestes skyld, som faktisk også stadig er ret ked af at han ikke skulle være far lige nu alligevel... 

men er glad for at høre at din baby havde det godt derinde, og at du snart har gaven i armene! 

Lisbeth1985 skriver:

Det lyder som en hård omgang Jeg  for, at i snart bliver gravide igen

var det også..  det hårdeste jeg nogensinde har været igennem... 

og mange tak, jeg håber virkelig også at vi snart kan vente os igen! 

og det håber jeg også for dig/jer! krydser fingre for jer 

Anonym skriver:

var det også..  det hårdeste jeg nogensinde har været igennem... 

og mange tak, jeg håber virkelig også at vi snart kan vente os igen! 

og det håber jeg også for dig/jer! krydser fingre for jer 

Tak