Kan ikke holde op med og tude...

Jeg er grædefærdig...

Jeg valgte på min 20 års fødselsdag, og lade være med og kontakte min far og hans familie, da han ikke ringet. (på min 19 års, ringede han trods alt 3 dage efter og indrømmede han havde glemt det) det var et halvt år før vi havde snakket sidst, til min halvlillebrors konfirmation.

Vi har aldrig haft den bedste kontakt til hinanden, fordi det altid var mig der skulle tage kontakt, og de havde aldrig tid til og se os.

Så havde det dårligt med og kontakte dem, fordi det føltes som om de ikke havde lyst til og se os. (fra vi spurgte hvornår vi kunne komme forbi, gik der min. 3 måneder før de havde tid til og se os, og når jeg ringede talte de for det meste uden om)

Han har set mit barn på 2½ år 4 gange (det ene under konfirmation, den anden var mit barns barnedåb)

Nu da min fødselsdag snart nærmer sig, kan jeg ikke lade være med og tænke at han ikke har haft lyst til og se mig og sit barnebarn i 1½ år.... Og nu er jeg gravid med hans andet barnebarn, og stort set alle ved det. Men ved ikke om han ved det...

Nu ved jeg bare ikke om han skal inviteres med til barnedåb af den lille ny (når vi kommer så langt), for på den ene side vil jeg rigtig gerne stå fast på min beslutning, da jeg ikke tror han vil bidrage med noget til den ny, andet end savn over en morfar der aldrig er der.

Og på den anden side, virker det forkert at jeg har haft dem med til mit ældste barns barnedåb, og ikke til den yngste.. og det giver mig rigtig dårlig samvittighed, at jeg på ingen måde har lyst til og ha ham, og hans familie med...

Ved godt det blev en lang smøre, men havde lige brug for og komme ud med det og måske andres synspunkt til hvad de/i synes jeg skal gøre ved det....

Ville ikke gå uden at give en 'er..

Jeg kan sagtens følge dig. Men kan ikke give nogle gode råd

Det er en svær situation at stå i...
Hvis du gerne vil have ham med, så skal du invitere ham. Men der er vist stor sandsynlighed for, at han ikke kommer.
Så du skal måske overveje, hvilke følelser du vil stå med bagefter - uanset om han kommer eller ej.
Og om de er det værd...?

Kram! 

hvis det nu havde været en veninde..havde du så haft samme tanke om at du ikke kunne have en ny barnedåb uden denne veninde??

DEt tror jeg ikke!

Hvilken værdi giver det at invitere din far, når han ikke er en del af dit liv?

Jeg ved det er svært fordi det er familie..men i min verden er familie mennesker der er en del af mit liv, dem der betyder noget for mig, dem der giver mit liv værdi...det handler ikke om blod.

:-) Sisse

Anonym skriver:

Jeg er grædefærdig...

Jeg valgte på min 20 års fødselsdag, og lade være med og kontakte min far og hans familie, da han ikke ringet. (på min 19 års, ringede han trods alt 3 dage efter og indrømmede han havde glemt det) det var et halvt år før vi havde snakket sidst, til min halvlillebrors konfirmation.

Vi har aldrig haft den bedste kontakt til hinanden, fordi det altid var mig der skulle tage kontakt, og de havde aldrig tid til og se os.

Så havde det dårligt med og kontakte dem, fordi det føltes som om de ikke havde lyst til og se os. (fra vi spurgte hvornår vi kunne komme forbi, gik der min. 3 måneder før de havde tid til og se os, og når jeg ringede talte de for det meste uden om)

Han har set mit barn på 2½ år 4 gange (det ene under konfirmation, den anden var mit barns barnedåb)

Nu da min fødselsdag snart nærmer sig, kan jeg ikke lade være med og tænke at han ikke har haft lyst til og se mig og sit barnebarn i 1½ år.... Og nu er jeg gravid med hans andet barnebarn, og stort set alle ved det. Men ved ikke om han ved det...

Nu ved jeg bare ikke om han skal inviteres med til barnedåb af den lille ny (når vi kommer så langt), for på den ene side vil jeg rigtig gerne stå fast på min beslutning, da jeg ikke tror han vil bidrage med noget til den ny, andet end savn over en morfar der aldrig er der.

Og på den anden side, virker det forkert at jeg har haft dem med til mit ældste barns barnedåb, og ikke til den yngste.. og det giver mig rigtig dårlig samvittighed, at jeg på ingen måde har lyst til og ha ham, og hans familie med...

Ved godt det blev en lang smøre, men havde lige brug for og komme ud med det og måske andres synspunkt til hvad de/i synes jeg skal gøre ved det....

Jeg er nogenlunde ude i det samme med min far og kan 100 % følge dig. Jeg synes dog at du skal ringe og fortælle ham det og at du skal invitere. Det må så være op til ham om han vil komme. Du vil aldrig fortryde at du inviterede, men omvendt fortryder du måske hvis du ikke gør det. Familien vil altid kunne ramme én på nogle ømme punkter og hvis du bare har din samvittighed i orden, så kan det ikke gå helt galt. 

Mange kærlig knus

1000Ben

Jeg står i en lignede situation det er bare min morfar og hans kone. De har aldrig set min kæreste (har været sammen i 4år) eller min søn som er 2. Jeg ved de ofte er på weekend tur i nærheden af hvor vi bor så synes det er for dårligt af dem at de ikke lige kan hilse på... De har været inviteret utallige gange, overvejer lige nu og invitere dem med til vores datters barnåb og så vedlægge et brev om hvordan jeg føler med det og hvis de takker nej til dåben ikke skal regne med at de bliver inviteret igen... Tror jeg vil få den bedste samvittighed på den måde

jeg kan godt forstår dig, det er rigtigt hårdt.

Jeg syntes du skal invitere din far til barnedåb, men lad være med at blive skuffet, hvis han ikke kommer.

Jeg har helt afbrudt forbindelse med min far og hans familie, han har ikke set sit barnebarn i 3 år og heller ikke vores lille nye prinsesse. Og han kommer heller ikke til det.

Jeg var træt af at blive skuffet og træt af at jeg hele tiden skulle gøre mig god nok til ham.

Det lyder som om at dine forældre er skilt, og jeg har selv og tit når der komme en ny kæreste/kone ind i billedet kan hendes jalousi over for hans familie ødelægge en ellers så god famllie, for hun syntes sikkert at hendes familie er bedst, det er hvad jeg selv har oplevet.

 

sender dig en ved det er en svær situation at stå i og at det gør ondt helt ind i hjertet.

Men husk en ting, han snyder ikke dig for noget, men sig selv for en masse, at se hans børnebørn vokse op. Og den tid kan han aldrig få igen.

Hvis du ikke ved hvad du mangler, savner du det heller ikke..så enkelt er det.
Så for dine børns vedkommende, så vil de ikke savne din far, hvis du ikke gør ham til en person med betydning i deres liv.

Derimod er det dig, der savner ham, og det kan jeg godt forstå, men igen..hvorfor i alverden bruge tid på et menneske, der gang på gang får en til at græde?? Det er der intet som helst formål med.
Det er ham, der lider det største tab.
Når han engang bliver gammel, så vil det forhåbentligt gå op for ham, hvad han har mistet igennem alle disse år, men så er det for sent.
Og det siger jo i allerhøjeste grad noget om, at han ikke er værd at samle på, når han svigter på den måde, som han gør.

Så jeg synes, du skal tage en dyb indånding og slå en streg over ham. Han er intet som helst værd i dit og børnenes liv, far/morfar eller ej..han dur ikke.
Lad ham glide ind på en hylde hvor man lægger afdøde tanter, der ikke har haft den store betydning, og lad ham blive der.
Og skær så navlestrengen over og gå ud i verden.
Dårlige forældre er der nok af i verden, og du behøver ikke at bruge din tid på at holde fast på endnu en af slagsen.

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Hvis du ikke ved hvad du mangler, savner du det heller ikke..så enkelt er det.
Så for dine børns vedkommende, så vil de ikke savne din far, hvis du ikke gør ham til en person med betydning i deres liv.

Derimod er det dig, der savner ham, og det kan jeg godt forstå, men igen..hvorfor i alverden bruge tid på et menneske, der gang på gang får en til at græde?? Det er der intet som helst formål med.
Det er ham, der lider det største tab.
Når han engang bliver gammel, så vil det forhåbentligt gå op for ham, hvad han har mistet igennem alle disse år, men så er det for sent.
Og det siger jo i allerhøjeste grad noget om, at han ikke er værd at samle på, når han svigter på den måde, som han gør.

Så jeg synes, du skal tage en dyb indånding og slå en streg over ham. Han er intet som helst værd i dit og børnenes liv, far/morfar eller ej..han dur ikke.
Lad ham glide ind på en hylde hvor man lægger afdøde tanter, der ikke har haft den store betydning, og lad ham blive der.
Og skær så navlestrengen over og gå ud i verden.
Dårlige forældre er der nok af i verden, og du behøver ikke at bruge din tid på at holde fast på endnu en af slagsen.

Kærligst
Sussie

Godt formuleret, og er helt enig

TS: Familie vil altid kunne påvirke os, så det er nemt for os, at sige at du skal glemme ham og komme videre.

Men husk at du i høj grad, selv bestemmer, hvor meget denne sorg og skuffelse skal fylde. Fyld istedet dit liv med mennesker som vil dig og børnene, og som du kan føle fællesskab med. Familie er ikke kun dem vi er født ind i fællesskab med, familie er også gode veninder og lign.

føler rigtig meget med dig
Jeg snakker slet ikke med min far mere, vi havde ellers fået kontakt igen efter 5 år, men så efter et år ødelagde hans kone det igen.. Det er kun hendes skyld kontakten at blevet kottet (min far er MEGET under tøflen)

Men nu da jeg er gravid, ved jeg heller ikke om han skal have det at vide, eller ikke :/

Jeg syntes du skal tænke på om DU har lyst til han er der... Han har jo ikke været særlig meget bedstefar for dit andet barn, så hvorfor skulle han gøre det ved nr 2 ?
Det skal ikke lyde ondt, men det er også bare bedst at være realistisk, end at skulle blive skuffet gang på gang