Så, nu er Freja snart 5 uger gammel, så mon ikke jeg skal tage mig sammen til at få lavet en FB af hende. Det har taget mig lidt tid, da vi havde en lidt turbulent periode i starten, hvor hun først var dårlig, og jeg så bagefter blev indlagt en lille uges tid med infektion i livmoderen. Men nu er vi alle ovenpå, og jeg er klar til at berette. Det er ikke sikkert det bliver så detaljeret med tidspunkter osv. da det især til sidst blev ret kaotisk. Men here goes:
D. 4/9 var jeg gået 12 dage over tid, og havde fået besked på at ringe til FG d. 5/9 for at bestille tid til igangsættelse d. 6.
Jeg var meget træt af, at skulle sættes igang, og håbede til det sidste, at hun ville komme af sig selv. Og jeg fik min vilje. Om aftenen d. 4/9 gik min slimprop, og jeg fik et lille håb om at der ville ske noget snart.
Vi gik i seng ved 22 tiden, og jeg kunne ikke sove af spænding, for om det ville gå i gang om natten. Kl. 22.59 mærkede jeg det, der skulle vise sig at være den 1. ve. Jeg var stadig lidt usikker på om det var det. Men da jeg havde ligget en time hvor de kom med ca. 6-7 min. mellemrum var jeg ikke længere i tvivl - det var veer! 
Så til midnat vækkede jeg kæresten og fortalte ham, at nu var hun på vej.
Derefter begyndte de så småt at tage til, og jeg prøvede lidt forskelligt bl.a. at ligge og slappe af med en varm gelepude på. Jeg kunne ikke slappe ret godt af, og tog mig et varmt bad. DET var dejligt.
Vi ringede til fødegangen, da der var omkring 5 minutter mellem veerne. Det var "min egen" JM der var på vagt. Hun sagde vi skulle vente til der var 2-3 min. mellem, da vi bor ret tæt på sygehuset. Hun sagde jeg kunne tage et par panodil og så forsøge at slappe af.
Der gik ikke længe før jeg ikke længere kunne tage ordentligt tid på veerne - jeg følte nærmest de kom oveni hinanden. Vi ringede til FG igen, og de bad os om at komme ind.
Ca. kl. 3 ankom vi til FG, hvor jeg ret hurtigt blev undersøgt - jeg var 3 cm åben, så de ville beholde mig. Herefer blev jeg tilbudt klyx, som jeg tog imod - synes dog det var nærmest umuligt at holde det inde i de 10 min. og til sidst måtte jeg give op.
Jeg synes stadig veerne nærmest kom oveni hinanden, og jeg var ved at gå til over at jeg ikke synes jeg havde nogle pauser. Jeg havde ellers forestillet mig, at jeg så vidt muligt ville forsøge at undgå en epidural blokade. Men jeg skulle heller ikke spille helt, og jeg kunne ikke overskue mange timer i de smerter, så da JM foreslog det sagde jeg pænt ja tak.
Kl. Ca. 4.30 kom lægen for at give mig blokaden. Jeg var ret nervøs for om jeg nu kunne sidde stille hvis der kom en ve, men bestemte mig for, at det skulle jeg jo bare. Kæresten stod og holdt mig i hånden undervejs. Pludselig var det som om han lænede sig ind over mig, og jeg nåede lige hurtigt irriteret at tænke ”hvad har han dog gang i, jeg skal jo sidde stille” i samme sekund vidste jeg, at det var han udemærket klar over, så der måtte være noget galt – han var sørme besvimet. Han røg ned, så han satte sig på gulvet op ad væggen og ”sov.” Jeg blev enormt forskrækket og nærmest greb ud efter ham. ”SID STILLE” lød det omme bagfra fra lægen. Jeg følte han var væk i en evighed. Men det har nok ikke været så længe, og der kom hurtigt et par andre folk til stuen, der fik taget sig af ham og givet ham noget at drikke. Det kom meget bag på os alle at han besvimede, da han ellers ikke er særlig sart. Jeg tror også han var lidt flov over det. Men lægen beroligede ham med, at det var meget normalt, og JM sagde, at det også var for dumt de ikke havde tænkt på en stol til ham.
Da blokaden så var lagt gik vandet, og da de havde taget sig af det kunne jeg få slappet lidt af – det var en kæmpe lettelse med en pause fra de stygge veer. Kæresten var stadig lidt omtumlet, så han fik sig også en lille lur.
Herfra er tiden lidt vag for mig, men kan se af mine papirer at jeg er undesøgt kl. 5.25, hvor jeg var 5 cm åbenog igen kl. 6.31, hvor jeg var 9 cm åben – så det gik bare stærkt. Da hun sagde jeg var 9 cm åben tænkte jeg, jamen så er det jo snart ovre. Desværre lå hun ikke helt langt nok nede, så det var ikke tid til at presse endnu. Herfra sker det af og til at hendes hjertelyd daler og de kan se att fostervandet er let grønt. Derfor bliver der et par gange foretaget en pH måling fra hendes hoved – de ser begge gange fine ud. Jeg får også pressetrang, som jeg slet ikke kan styre. Jeg får afvide at det ikke er tid til at presse aktivt endnu, men jeg skal heller ikke kæmpe imod – og det kan jeg bare heller ikke. Det er den mest underlige fornemmelse jeg har oplevet.
Omkring kl. 9 får jeg lov til at presse aktivt. Men det går desværre ikke så godt. Hun ligger åbenbart forkert. Og hun bliver ret påvirket ind i mellem – fostervandet bliver mere grønt. De tilkalder en læge, der i samråd med JM beslutter, at fremfor at måle pH igen, vil de have hende ud NU. Så han forsøger at hjælpe hende ud med en sugekop. Han forsøger ihærdigt 2 gange, hvorefter han siger at nu prøver han en 3. gang og hvis det stadig ikke lykkes, så er det altså et akut kejsersnit. Det lykkedes heller ikke 3. gang – her ryger sugekoppen ud, så lægen er lige ved at gå bagover.
Og så går det ellers stærkt med at få mig kørt til KS.
Kl. 10.20 tager de hende ud. Hun er dækket i nu meget grønt fostervand og hun er meget påvirket. Hun har fået fostervandet i lungerne – så hun trækker faktisk ikke vejret med det samme. 
Lægerne er heldigvis hurtige til at få hende suget og intuberet, og derfra går det kun fremad med hende. Imens bliver jeg syet sammen og kørt tilbage til FG. På det tidspunkt ved vi ikke så meget om hvad der præcist er sket, og vi har stadig ikke set vores lille pige. 
De næste par timer var så forfærdelige, jeg skulle ligge og forsøge at slappe af ovenpå alle strabadserne, men det kunne jeg jo ikke, da jeg kun kunne tænke på hvordan det gik med vores lille pige.
Personalet var søde til at komme og opdatere os, og det var heldigvis hele tiden godt nyt - at det bare gik fremad. Hun skulle dog forbi Skejby sygehus - det er åbenbart rutine når de bliver intuberet.
Kl. ca. 14 kom de og sagde, at nu var de klar til at køre til Skejby med hende, og vi kunne lige få lov at komme over og se hende inden. Det var dejligt at se hende - selvom det var hårdt at se hvordan hun var dækket i slanger og måleudstyr.
Så snart jeg var klar, hvilket var ca. kl. 17 kørte vi efter hende. Igen gik det hele bare fremad med hende. Dagen efter da vi kom over til hende om morgenen sad sygeplejersken med hende. Hun var nu så "slangefri" at man kunne tage hende op.
ENDELIG kunne jeg få lov at holde min lille skat i mine arme, og det var bare fantastisk. 
Vi kom tilbage til Randers sygehus allerede samme dag, hvor vi så var indlagt med hende 3 dage - hvor hun blev observeret og så også fik antibiotikabehandling.
Så det har været en meget hård start - men hun er bare fantastisk og trives super godt.
Hun er super opmærksom og vokser derud af.
Hun startede med 3900 g og 54 cm. Efter en måned er hun 5100 g og 57 cm.
De regner ikke med at alt dette vil får konsekvenser for hende på længere sigt, da de kan se hun har fået fint med ilt under hele forløbet.
Puha, det blev en lang smøre - tak fordi du læste med så langt. 
