Fortæl mig at det bliver godt igen...

Anonym skriver:

Jeg er gået fra min kæreste, som er far til min fire måneder gammel søn... Vi har været fra hinanden i en kortere periode, prøvede igen, men nu er det definitivt. Jeg har været så fast besluttet og afklaret med valget, men hold da op hvor er det svært... Jeg har så ondt af min lille søn og frygter fremtiden som alenemor. Følelser som skuffelse, fortvivelse og tristhed vælter op i mig... Fortæl mig at det nok skal gå og at det bliver godt igen...

Det BLIVER godt..det ER godt.

Du har taget et valg, og hvis du føler det er det rigtige, så er det, det bedste valg du kan gøre...mere er der ikke til det.

Og så ved du jo godt, at der intet sted er, hvor man kan være så alene som i et parforhold, der ikke fungerer.
Så et stort trøsteknus fra mig til dig.
Livet er langt lettere, når der kun er dit barn og dig uden uro og ballade.

Kærligst
Sussie

Maja_4000 skriver:

Leneur skriver:

Det skal nok blive godt igen. Nu nåede jeg jo ikke at bo med faren til mit barn, da jeg forlod ham inden jeg skulle føde. Selvfølgelig er man ked af at ens drøm om far, mor og barn bristede men når du er kommet dig over sorgen, så finder du ganske langsomt ud af, at nogle ting altså er meget nemmere når du er alene om det, så tag bare en dag ad gangen og opbyg en ny hverdag med dig og din søn.

Jeg ved at det er den rette beslutning, så jeg er også sikker på at det skal blive godt igen. Ser mere og mere lyst på det, men det er svært. Jeg er selv skilsmissebarn, og husker ikke at mine forældre boede sammen og jeg har haft en lykkelig barndom... Så jeg burde være mere optimistisk... Lige nu glæder jeg mig bare til at få fundet en lejlighed til mig og min søn - og så må jeg tage den derfra.

Tak for støtten!

Chamomile skriver:

Lucas og Mathilde <3 skriver:

- ja ved præcis hvordan du har det. og ved også præcis hvor uoverskuligt det hele føles. der er rigtig mange ting ved at man går fra hinanden der skal ordnes, både med hjemmet, økonomisk, og med barnet/børnene. er i enig om jeres søn, eller fylder det også meget for dig?

Der er mange ting, men der er ikke andet for end at tage en ting af gangen, en dag af gangen... 

Min ekskæreste og jeg er enige omkring samværet i forhold til vores søn. Sådan er det ihvertfald nu. Min ekskæreste har i forvejen en datter og han har meldt ud, at jeg ikke kommer til at se hende. Jeg håber at det er en udmeldning fordi han er såret og at han vil se anderledes på det som tiden går... 

SussieThyssen skriver:

Det BLIVER godt..det ER godt.

Du har taget et valg, og hvis du føler det er det rigtige, så er det, det bedste valg du kan gøre...mere er der ikke til det.

Og så ved du jo godt, at der intet sted er, hvor man kan være så alene som i et parforhold, der ikke fungerer.
Så et stort trøsteknus fra mig til dig.
Livet er langt lettere, når der kun er dit barn og dig uden uro og ballade.

Kærligst
Sussie

Jeg føler det er den rigtige beslutning. Vi har kæmpet længe og nu kan jeg ikke mere. Utrolig så rammende din sætning er -  Og så ved du jo godt, at der intet sted er, hvor man kan være så alene som i et parforhold, der ikke fungerer. 

Tak for støtten!

Anonym skriver:

Jeg er gået fra min kæreste, som er far til min fire måneder gammel søn... Vi har været fra hinanden i en kortere periode, prøvede igen, men nu er det definitivt. Jeg har været så fast besluttet og afklaret med valget, men hold da op hvor er det svært... Jeg har så ondt af min lille søn og frygter fremtiden som alenemor. Følelser som skuffelse, fortvivelse og tristhed vælter op i mig... Fortæl mig at det nok skal gå og at det bliver godt igen...

Det tager laaaaaaaaang tid, men det skal nok blive godt igen. Og du skal endelig lade det tage den tid, som det tager. Du er ikke en mindre god mor, fordi dig og far ikke kunne være sammen - tværtimod har du taget den beslutning, som kan give dit barn den bedste fremtid - så det er bare FLOT, at du har taget det skridt, som du har gjort.

Din søn vil ikke opleve mor og far sammen, og han er endnu for lille til at kunne huske jer begge, som hans primære voksne på samme tid. Så det er jo egentlig meget godt. Hellere nu end når han er 7 år, og vil kunne huske jer som forældre, og måske bebrejde sig selv.

At være alene med de små - især i den størrelse - er vildt hårdt, men sørg for at have nogen tæt på - både for at snakke om de tanker, som du ligger inde med, men også så du kan få lidt aflastning i ny og næ

Al held og lykke