hvornår turde i begynde tro på alt var ok? :-)

Jelles skriver:

Hvornår turde i begynde tro alt var ok? hver morgen når jeg vågner, er det første jeg gør tjekke om jeg har blødt....

Jeg får idag svaret på min 3 BP, og jeg er så nervøs for mit progesteron tal...  for at det er steget igen efter crinone.... det posetive er da, at jeg endelig er begyndt få graviditets symptomer.... det eneste jeg har haft er smerter i underlivet - ikke betryggende... men nu kan man tydeligt se den mørke ring omkring brystvorten, og jeg har ikke lyst til mad....  og stregen er begyndt komme fra navle og ned :-D Så må det jo være gode tegn... men glæder mig nu alligevel til gå ind i 13 uge. men der er jo laaang tid til ...piv.....

Var faktisk ret optimistisk fra jeg tissede på pinden til jeg fødte hende.
Troede ikke der ville ske baby noget, og hun er nu næsten 1 år, så håber heldet fortsætter

Tilltkke med den lille spirre

jeg er stadig nervøs, når jeg vågner om morgenen er det første jeg gør at ligge og mærke efter om hun nu også sparker som hun plejer.. 

tror ikke man helt stopper med at være nervøs før man har den lille baby i sine arme .. 

det kan jo gå galt hele vejen igennem.. meen, jeg syns det var værst til uge 18.. når først man mærker lidt liv, så hjælper det på det  

kæmpe  - det ikke kun fantastisk at være gravid, der følger en masse bekymringer med .. 

Jelles skriver:

Hvornår turde i begynde tro alt var ok? hver morgen når jeg vågner, er det første jeg gør tjekke om jeg har blødt....

Jeg får idag svaret på min 3 BP, og jeg er så nervøs for mit progesteron tal...  for at det er steget igen efter crinone.... det posetive er da, at jeg endelig er begyndt få graviditets symptomer.... det eneste jeg har haft er smerter i underlivet - ikke betryggende... men nu kan man tydeligt se den mørke ring omkring brystvorten, og jeg har ikke lyst til mad....  og stregen er begyndt komme fra navle og ned :-D Så må det jo være gode tegn... men glæder mig nu alligevel til gå ind i 13 uge. men der er jo laaang tid til ...piv.....

Ihh hvor kan jeg godt huske alle bekymringerne!  Jeg var bange de første 3-4 måneder. Ja, nærmest angst. Men efter et besøg hos lægen hvor jeg fik snakket godt om mine tanker og følelser, blev alt bedre. Og siden der har jeg bare glædet mig uden de store bekymringer. Alt skal nok gå

Jeg tror alle har det sådan, specielt hvis de har præet længe eller mistet før! Ved mig tror jeg først at frygten rigtigt forsvandt da jeg begyndte at mærke hende hver dag, og det gjorde jeg omkring uge 18-19 stykker.. Men bekymringerne er ikke stoppet for mig, de er bare blevet afløst af andre, såsom om hun nu er okay derinde og frygten for at der skal ske hende noget... Tror bare man må fokusere på det positive og ikke lade sig opsluge af det negative og alle bekymringerne, og prøve at nyde det i stedet for, selvom jeg ved det kan være svært, specielt de første mange uger! Jeg krydser fingre for at alt går som det skal og at i endelig får jeres ønskebaby

Tillykke med den lille spire 

Jeg tror alle er nervøse i starten - jeg var i hvert fald, for jeg havde mistet før  Men som ugerne gik blev jeg mindre og mindre nervøs, og lige pludselig havde jeg hende i mine arme 

Først efter MD scanningen kunne jeg være mere rolig, men tog alligevel en scanning i uge 34 for at se om alt var ok,

Stort tillykke med graviditeten.

Selv er jeg en evig bekymrer, og følte mig aldrig sikker på at alt var iorden. Tjekkede under hele graviditeten efter blod. Og hvis jeg ikke lige mærkede liv som jeg normalt ville en aften blev jeg drøn nervøs. Men heldigvis var alt som det skulle og fik en sund og rask pige.

Tror det er svært ikke at bekymre sig en gang imellem, da det jo er noget utroligt dyrebart man render rundt med i mavsen.

Men held og lykke med resten af graviditeten (:

Jelles skriver:

Hvornår turde i begynde tro alt var ok? hver morgen når jeg vågner, er det første jeg gør tjekke om jeg har blødt....

Jeg får idag svaret på min 3 BP, og jeg er så nervøs for mit progesteron tal...  for at det er steget igen efter crinone.... det posetive er da, at jeg endelig er begyndt få graviditets symptomer.... det eneste jeg har haft er smerter i underlivet - ikke betryggende... men nu kan man tydeligt se den mørke ring omkring brystvorten, og jeg har ikke lyst til mad....  og stregen er begyndt komme fra navle og ned :-D Så må det jo være gode tegn... men glæder mig nu alligevel til gå ind i 13 uge. men der er jo laaang tid til ...piv.....

Ved nf, der tager man det første lettelsens suk.

Men jeg syntes ikke man stopper med at bekymre sig. Ikke engang når baby endelig er her. Så bliver det bare andre bekymringer.

Men ved nf og når man mærke de første bobler/bevægelser

Sådan var det ihvertfald for mit vedkommende

*Camilla 40+1

Jelles skriver:

Hvornår turde i begynde tro alt var ok? hver morgen når jeg vågner, er det første jeg gør tjekke om jeg har blødt....

Jeg får idag svaret på min 3 BP, og jeg er så nervøs for mit progesteron tal...  for at det er steget igen efter crinone.... det posetive er da, at jeg endelig er begyndt få graviditets symptomer.... det eneste jeg har haft er smerter i underlivet - ikke betryggende... men nu kan man tydeligt se den mørke ring omkring brystvorten, og jeg har ikke lyst til mad....  og stregen er begyndt komme fra navle og ned :-D Så må det jo være gode tegn... men glæder mig nu alligevel til gå ind i 13 uge. men der er jo laaang tid til ...piv.....

Jeg kan godt forstå med din historie og når du går til tjeck at du er nervøs og jeg tror at man altid er det uanset om der er noget eller ej.

Da jeg skulle have Amanda var jeg altid nervøs, fra jeg så de to streger og til hun blev født. Og jeg er det stadigvæk. Bekymrer mig stadig for hende. Jeg tror aldrig at det holder op. Det er en del af det at være mor. Det hænger sammen med at elske et andet væsen så ufatteligt højt. Men jeg syntes det er prisen værd. Det er ok at skulle kæmpe med bekymringerne, for uden dem ville man ikke have muligheden for at opleve verdens største kærlighed

Jeg syntes det hjælper mig til at slappe lidt af at tænke på at der kan jo altid ske noget. Hvor langt man end er henne eller hvor gammelt barnet end er så kan der altid ske noget, så det er bedre at prøve at nyde nuet, for man kommer aldrig til at have nogen garenti for at man har mere end det.

I den graviditet jeg er i nu (og jo nok er ved at miste, som vi skrev om i min anden tråd som du kommenterede på) har jeg også været så bange hele tiden og jeg tror at det ikke er instinkt, men derimod bare at man elsker så højt.

Og tillykke med din spire