Døm mig!

Jeg er en dårlig kollega og en dårlig medarbejder. Jeg laver ingenting, jeg sidder på nettet konstant og har det bare af helvede til !

Jeg føler mig som den største svindler i hele verden. Jeg får min pæne løn ved at lave ingenting og hvis de vidste det, ville de sikkert smide mig ud med det samme (og med god grund). Jeg har så dårlig samvittighed, men jeg er bare gået helt i sort . Jeg kan slet ikke finde motivationen, jeg sidder har bare med alle mine "masker" og lader som om jeg arbejder, joker med mine kollegaer og ligner det velfungerende menneske, jeg altid har været/ville være!

Min leder ved godt, den ikke er helt god med mig. Vi har haft flere snakke siden i vinters om, at jeg ikke har det så godt og at jeg har haft motivationsproblemer, og de har været en stor støtte - men de kender ikke omfanget (jeg er for flov til at fortælle dem det og har heller ikke lyst til at skrive min egen fyreseddel). Men ingen kender omfanget ud over mig selv, for jeg skammer mig bare så meget . Selv min kæreste ved det ikke, han ved godt, at jeg ikke er glad for mit arbejde og ikke vil arbejde der mere efter min barsel, men ikke at jeg faktisk ikke udfører mit arbejde, mens jeg er der (jeg får dog lavet ting lige op til deadlines). Det skal siges det først er blevet rigtig slemt de sidste 3-4 uger, ellers har jeg fået løst mine opgaver (dog langsommere end normalt). Jeg føler bare alt hober sig op omkring mig og tanken om alle de ting, jeg skal nå inden jeg skal på barsel om 2,5 måneder, gør mig trist og gør at jeg slet ikke kan motivere mig. Føler det som en ond cirkel! 

Og jeg kender løsningen: bide i det sure æble og få løst mine opgaver! Lave lister over hvad jeg mangler og strege minimum en ting om dagen. Og bede om hjælp, snakke med nogen om det - og det er nok det jeg vil med det her indlæg, jeg vil gerne have et SPARK I RØVEN eller ET GODT RÅD, så jeg får modet til at stå ved mig selv og få løst mine opgaver!

Men det er bare som om, jeg kan bare ikke finde styrken i mig, det er lige som om, jeg gerne vil have det hele braser sammen om ørerne på mig. At jeg kommer derud, hvor andre må samle mig op og hjælpe mig. Ej hvor er det hele bare uoverskueligt lige nu !

Først skal du lige have en 

Du er godt nok hård ved dig selv - alt for hård! Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen om det her - evt. din kæreste eller en god veninde.. Det kunne også være en mulighed at opsøge din læge..

Jeg håber, at du får fundet en at tale med!

 Lisbeth

Lisbeth1985 skriver:

Først skal du lige have en 

Du er godt nok hård ved dig selv - alt for hård! Jeg tror, at det er rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen om det her - evt. din kæreste eller en god veninde.. Det kunne også være en mulighed at opsøge din læge..

Jeg håber, at du får fundet en at tale med!

 Lisbeth

Tak for dit svar, det ramte mig , især at du synes jeg er for hård ved mig selv. Sidder på arbejdet nu og måtte lige en tur på toilettet .

Jeg ved godt, at jeg nok bliver nødt til at snakke om det og håber at mit indlæg måske kan være første skridt på vejen, til at få modet! Det er bare så svært at åbne for mig at åbne mig, når jeg skammer mig så meget.

Men jeg ved, at jeg ikke kan køre mit skuespil meget længere, kan ikke holde til det.

Anonym skriver:

Jeg er en dårlig kollega og en dårlig medarbejder. Jeg laver ingenting, jeg sidder på nettet konstant og har det bare af helvede til !

Jeg føler mig som den største svindler i hele verden. Jeg får min pæne løn ved at lave ingenting og hvis de vidste det, ville de sikkert smide mig ud med det samme (og med god grund). Jeg har så dårlig samvittighed, men jeg er bare gået helt i sort . Jeg kan slet ikke finde motivationen, jeg sidder har bare med alle mine "masker" og lader som om jeg arbejder, joker med mine kollegaer og ligner det velfungerende menneske, jeg altid har været/ville være!

Min leder ved godt, den ikke er helt god med mig. Vi har haft flere snakke siden i vinters om, at jeg ikke har det så godt og at jeg har haft motivationsproblemer, og de har været en stor støtte - men de kender ikke omfanget (jeg er for flov til at fortælle dem det og har heller ikke lyst til at skrive min egen fyreseddel). Men ingen kender omfanget ud over mig selv, for jeg skammer mig bare så meget . Selv min kæreste ved det ikke, han ved godt, at jeg ikke er glad for mit arbejde og ikke vil arbejde der mere efter min barsel, men ikke at jeg faktisk ikke udfører mit arbejde, mens jeg er der (jeg får dog lavet ting lige op til deadlines). Det skal siges det først er blevet rigtig slemt de sidste 3-4 uger, ellers har jeg fået løst mine opgaver (dog langsommere end normalt). Jeg føler bare alt hober sig op omkring mig og tanken om alle de ting, jeg skal nå inden jeg skal på barsel om 2,5 måneder, gør mig trist og gør at jeg slet ikke kan motivere mig. Føler det som en ond cirkel! 

Og jeg kender løsningen: bide i det sure æble og få løst mine opgaver! Lave lister over hvad jeg mangler og strege minimum en ting om dagen. Og bede om hjælp, snakke med nogen om det - og det er nok det jeg vil med det her indlæg, jeg vil gerne have et SPARK I RØVEN eller ET GODT RÅD, så jeg får modet til at stå ved mig selv og få løst mine opgaver!

Men det er bare som om, jeg kan bare ikke finde styrken i mig, det er lige som om, jeg gerne vil have det hele braser sammen om ørerne på mig. At jeg kommer derud, hvor andre må samle mig op og hjælpe mig. Ej hvor er det hele bare uoverskueligt lige nu !

Kan ikke forstå hvorfor du er så hård ved dig selv? Du er gravid, sikkert rigtig træt lige nu, det tærer rigtig meget på ens krop og motivation... Altså du laver jo tingene så du møder deadlinen, det er jo fint nok og man kan da sikkert godt forvente at det bliver lavet før, men man har jo sat en deadline, som at det er sidste udkald og bliver det lavet dertil, jamen så er det jo også fint....

Men føler du at du er ked af det hele tiden, siden du "lader som om" du er dig selv? Eller er det den manglende energi der gør det?

det lyder som en ordentlig gang stress! Afsted til en snak hos lægen og evt en delvis eller hel sygemelding!

Anonym skriver:

Tak for dit svar, det ramte mig , især at du synes jeg er for hård ved mig selv. Sidder på arbejdet nu og måtte lige en tur på toilettet .

Jeg ved godt, at jeg nok bliver nødt til at snakke om det og håber at mit indlæg måske kan være første skridt på vejen, til at få modet! Det er bare så svært at åbne for mig at åbne mig, når jeg skammer mig så meget.

Men jeg ved, at jeg ikke kan køre mit skuespil meget længere, kan ikke holde til det.

Jeg synes ikke, at du skal skamme dig. Du er gravid og samtidig virker det lidt som om, at du har en hel del stresssymptomer. Jeg synes, at du skal kontakte din læge - måske du kan få en sygemelding, så du kan passe lidt bedre på dig selv...

Muhmi skriver:

Kan ikke forstå hvorfor du er så hård ved dig selv? Du er gravid, sikkert rigtig træt lige nu, det tærer rigtig meget på ens krop og motivation... Altså du laver jo tingene så du møder deadlinen, det er jo fint nok og man kan da sikkert godt forvente at det bliver lavet før, men man har jo sat en deadline, som at det er sidste udkald og bliver det lavet dertil, jamen så er det jo også fint....

Men føler du at du er ked af det hele tiden, siden du "lader som om" du er dig selv? Eller er det den manglende energi der gør det?

Tak for de opmuntrende ord

Ja graviditeten har nok været det sidste "dødsstød" for min motivation, mit hoved er fyldt med babytanker. Men den manglende motivation og lyst til jobbet har været der længe før jeg blev gravid. Men jeg besluttede at blive, for ikke at være ny i job og så blive gravid lige efter start + vi forventer at flytte fra byen om 2 år, når min kæreste er færdig med at læse, så der vil jeg skulle skifte job alligevel. Men nu er det hele bare efterhånden for meget.

Ja jeg er ked af det hele tiden, men viser det ikke. Men jeg har ikke været bevidst om det før for nyligt. Kæresten er begyndt at brokke sig over, at jeg ikke er tilstede, at jeg går i tomgang og ikke virker til at have lyst til ham og forholdet. Og det har jeg virkelig, jeg kan bare ikke overskue at vise det. Jeg gør igen, hvad der er nødvendigt og han kan mærke jeg er der 100%, at jeg har maske på. Jeg kan bare ikke sætte ord på hvorfor, jeg ikke kan smide den.

kirsti skriver:

det lyder som en ordentlig gang stress! Afsted til en snak hos lægen og evt en delvis eller hel sygemelding!

Sygemelding lyder som sød musik, men jeg vil føle det som et nederlag.

Plus jeg ikke tror min familie, venner og mine kollegaer vil forstå det, for jeg har ikke så travlt til hverdag og de ser jo ikke den anden side. (Jeg er typen der tænker meget på, hvad andre tænker om mig)

HVORFOR BOKKER SKU VI DØMME DIG??

- Det er der bestemt ingen grund til... Det er ingen skam at have det som du har det... Men vil give en anden ret, det lyder som stress.. Så selv om det måske er svært så kom en tur til lægen og få en snak... Måske ska du have en sygemelding så du har tid til at få det godt igen... og igen, det er der ingen skam i!!

Pas nu på dig selv!! 

Jeg synes, at du skal snakke med en, du er 100% tryg ved.
Og allerhelst en læge også.

Jeg synes, at det lyder som en depression, men der er jo også dét, at du er gravid og dermed kan reagere kraftigere end ellers. 
Så måske det ikke er en depression. Men det vil din læge kunne snakke med dig om.

Jeg ville få en sygemelding, hvis jeg var dig.
Det er så vigtigt, at du er så klar, som du kan være til når den lille kommer!
Og måske er den eneste løsning at få den her sygemelding.
Stort kram!

Og pas nu på dit barns mor!