Hvad ville I gøre?

Miamaja skriver:



jeg synes bestemt ikke det er en falliterklaering at blive skilt!!! Mine egene foraeldre har varet gift kun med hinanden i 'hundrede aar' og bestilte ikke andet end at slaas igennem hele min barndom. jeg onskede min mor skulle gaa

synes det kun er staerkt at kunne sige fra og gaa

Enig... bedre at gå ,end at blive i noget der er ødelæggende for ens helbred!!!

PiaR skriver:



Sikke en historie Malou, det er jeg ked af... men vil bare sige det er rigtig flot du skriver og fortæller om din oplevelse omkring dette - godt skrevet til trådstarter...

De bedste tanker til jer begge to....

Knus Pia.

Tak søde Pia knus knus

Miamaja skriver:



jeg synes bestemt ikke det er en falliterklaering at blive skilt!!! Mine egene foraeldre har varet gift kun med hinanden i 'hundrede aar' og bestilte ikke andet end at slaas igennem hele min barndom. jeg onskede min mor skulle gaa

synes det kun er staerkt at kunne sige fra og gaa

Nej, det har du selvfølgelig ret i.
Men for mig personligt vil det bare ikke være godt, føler jeg svigter min lille familie og at jeg ikke klarede opgaven godt nok!

Enig... bedre at gå ,end at blive i noget der er ødelæggende for ens helbred!!!

Men hvornår er nok? Jeg mener man skal kæmpe for ægteskabet ogikke bare give op. Det er jeg sikker på du også mener, men hvornår ved man at der ikke er mere håb? Og burde jeg ikke bare komme igennem det og blive, mest for børnenes skyld?

malou skriver:



pyha.. får helt sug i maven og må med våde øjne nok skrive til dig at et ægteskab med en psykisk syg mand er meget svært at redde!! Den der med at han ingenting er uden Jer.. er sikkert sandt men også en måde at få dig til at føle skyld hvis du går!! Der er ingen tvivl om at pskykiske lidelser oftes er arveligt.. min eks (Thomas) havde også en forfærdelig opvækst med en manio/dep. far. Hans mor var sammen med ham i 40 år før hun gik og nu sidder hun bare og spiser sovepiller plus beroliende som slik fordi hun ikke gik i tide!! Alle deres 3 børn er "skadet" over deres bandom, det skal du også tage til efterretning med dine egne børn!! Skal de se først far og dernæst deres mor bryde sammen??
Jeg kender hele turen.. og den psykriatiske verden er en "syg" verden.. tro mig den er ikke at spøge sit liv med. Men jeg sidder også og tænker, man går jo heller ikke bare efter 10 år Og Thomas og jeg fik heldigvis (ja undskyld) ingen børn sammen så det skulle jeg ikke tage op til overvejelse.
Synes du skal tage til din læge og snakke med ham.. men jeg synes ikke du skal begynde at tage beroligende... det kan hurtigt blive et "misbrug" fordi du er svag.. og det er du på nuværende tidspunkt. Der vil man gøre alt for at dulme sin frustration. For mig startede det med at jeg tog en halv sovepille af Thomas`s for at finde lidt ro.. og så blev det til en hel og ja så kørte rouladen! Tilsidst kunne jeg nemt tage 5-7 sovepiller om dagen bare for at kunne holde det hele ud!! Ingen mad, bare smøger og kaffe, tror jeg vejede 44 kg da jeg blev indlagt på røde papiere (dvs akut).
Søde anonyme, når du skriver han ingenting gør for at blive rask... så er det vel fordi han ingenting magter er det ikke? Er han ikke mega træt når han har været til psykolog?
Vedr. hans verbale angreb på dig.. så hører psykiske lidelser og vold som regel sammen, hvad enten det er psykisk og verbal vold... eller reel vold. Thomas svinede også mig til.. han blev en psykopat når han drak og jeg var dødsens bange for ham.. men når han så blev ædru var han jo den sødeste... igen!!! Men een dag gik det forvidt, og han slæbte mig rundt på vores trægulv i mit lange hår så jeg fik brændmærker på ryggen.. og kort tid efter var det så endelig slut!
Jeg kan med sikkerhed sige at jeg ikke havde levet idag hvis jeg havde valgt at blive hos ham.. det havde jeg ikke været stærk nok til, men omvendt var jeg heller ikke stærk nok til at bryde ud af forholdet alene.. det skulle jeg have proffesionel hjælp til. Jeg var faktisk indlagt under diskretion for at han ikke skulle finde mig mens jeg stadig var svag!!!
Det jeg vil sige med alt det her er, at du ikke kan træffe sig svær en beslutning alene... du skal bruge noget hjælp, uden din mand, til at helt inde i dig selv finde ud af.. hvad det egentlig er du ønsker!! En ting skal du altså indse... han ændre sig aldrig.. det kan blive bedre men i mange år fremover vil der være tilbagefald.. og er du stærk nok?? Jeg var ikke.... og det er både med et "desværre" og et "heldigvis" bagefter.!!!
"desværre", Fordi jeg ligesom dig følte en fallit erklæring at tabe den kamp det havde været for mig i så mange år...
"heldigvis! fordi da jeg endelig blev udskrevet.. startede mit eget liv igen uden at det hele drejede sig om Thomas`s liv og hans behov!!!

Håber mit brev giver mening og ikke er alt for rodet.

Knus og bekrymring Malou

Kære Malou!

Det render mig koldt ned ad ryggen efter at have læst dit indlæg. Tak fordi du deler det med mig. Jeg kan genkende rigtig meget af det, ikke mht han drikker, men til de grimme ord og beskyldninger.

Han har sagt jeg burde prøve hans sovepiller, da jeg sover dårligt. Det tør jeg ikke, vil ikke tage sådan noget. Når det er rigtig galt, snupper jeg et par panodiler.

Tror du virkelig aldrig han ændrer sig?
Jeg er meget svag for tiden, derfor er jeg ikke sikker på jeg kan klare at gå fra ham, jeg skal jo holde mig stærk for drengene. Det er så vigtigt for mig de ikke mærker noget.

Sikke en omgang du har været igennem. Meget skræmmende, men jeg kan sagtens se mange af tingene komme.
Men han har jo ikke altid været sådan, bliver han dog så ikke sig selv igen?
Jo, han er meget træt hele tiden, men alt drejer sig kun om hans sygdom. Han snakker kun om sig selv, hvor hårdt han har det, elsker at høre sig selv snakke om det.
Jeg kan bare næsten ikke klare en sygdom skal skille os ad!

Min mening er helt klart at du bør tage til efterretning meget snart hvad du vil gøre... ikke bare for din skyld men også for dine børns...
Jeg ved, da jeg selv er skilsmissebarn, og det ved du sikkert også selv hvor svært det var når ens forældre gik fra hinanden... desværre var det alt for sent det skete... jeg var selv 18, så jeg kunne da klare det selv, på trods af at specielt jeg var en lus mellem to negle, jeg skulle høre på de hver især bagtalte hinanden til mig, og selv om man måske tænker at det kan man godt lade være med overfor sine egne, så kan man aldrig helt.... Jeg klarede mig fint nok igennem det heldigvis. Derimod klarede min kære lillebror det knap så godt, han var lige blevet 12 år og lige startet på puberteten, derfor tog han det hårdere... Jeg siger ikke det udelukkende er derfor men det har en del af skylden, men min bror som snart bliver 18, er idag psykisk syg, dvs. har tvangstanker osv.. derudover har han damp, det er selvfølgelig noget han har haft før også, men det har hvertfald ikke hjulpet på det..... Han har prøvet alverdens stoffer og drukket allerede fra 13 - 14 års alderen, det skal siges min mor har prøvet at hun kunne for at få ham til at lade være men forgæves. Da han har været voldelig overfor hende, har hun ikke 100 % kunnet sætte sig i respekt hos ham. desværre eskalerede det på den måde at min mor var nødsaget til at melde ham til politiet 2 gange og jeg er sikker på at de fleste af jer ved hvor svært det ville være at skulle melde sit eget barn (altså ikke fordi i har prøvet det... men)...
Fra da han var 13 til næsten 17 år, har han siddet på adskillige opholdssteder, men er flygtet fra de fleste af stederne og har derefter været eftersøgt i op til 3 måneder før de fandt ham igen... det gjorde at han blev sat i ungdomsfængsel i tre til fire måneder indtil han kunne få medicinering..
Idag lever han heldigvis et nogenlunde liv, men er fortsat medicineret, det skal han nok resten af livet...

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor gamle dine børn er men det jeg mener med denne historie er at det er bedre du finder ud af om du kan klare at være sammen med ham eller ej, så tidligt som muligt for jo ældre dine børn bliver des mere forstår de af hele farcen...
Jeg ville ikke byde mine børn at først deres far er syg og jeg selv kunne risikere at blive det... så ville jeg hellere gå hver til sit og komme videre med mit liv... for jeg er sikker på at dine børn er også mest glad når mor er glad...
Det er selvfølgelig helt og holdent din egen beslutning men jeg mener bestemt ikke det er en falliterklæring at være stærk nok til at gå...tværtimod...


Håber ikke det var for rodet.... men når man først har en masse at skrive bliver det desværre hurtigt rodet, men håber du forstod det alligevel...

Men held og lykke med det hele og jeg håber snart du får det bedre om det så er med eller uden din mand

Knus Louise

Anonym skriver:



Kære Malou!

Det render mig koldt ned ad ryggen efter at have læst dit indlæg. Tak fordi du deler det med mig. Jeg kan genkende rigtig meget af det, ikke mht han drikker, men til de grimme ord og beskyldninger.

Han har sagt jeg burde prøve hans sovepiller, da jeg sover dårligt. Det tør jeg ikke, vil ikke tage sådan noget. Når det er rigtig galt, snupper jeg et par panodiler.

Tror du virkelig aldrig han ændrer sig?
Jeg er meget svag for tiden, derfor er jeg ikke sikker på jeg kan klare at gå fra ham, jeg skal jo holde mig stærk for drengene. Det er så vigtigt for mig de ikke mærker noget.

Sikke en omgang du har været igennem. Meget skræmmende, men jeg kan sagtens se mange af tingene komme.
Men han har jo ikke altid været sådan, bliver han dog så ikke sig selv igen?
Jo, han er meget træt hele tiden, men alt drejer sig kun om hans sygdom. Han snakker kun om sig selv, hvor hårdt han har det, elsker at høre sig selv snakke om det.
Jeg kan bare næsten ikke klare en sygdom skal skille os ad!

Det er svært for mig at sige hvornår nok er nok.. det kan du selv og din krop jo kun afgøre... jeg gik alt alt forlangt, men omvendt kunne jeg ikke have gjort det anerledens dengang. Han var heller ikke syg da vi mødtes men det kom snigende og BANG så ramlede hans verden! og jeg blev ved med at spørge mig selv: HVORFOR?? Hvorfor lige os.. vi havde jo alt, hinanden, masser af kærlighed og firmaet, fin lejlighed og gode venner! Desværre kan psykiske nedture ramme os alle.. og denne gang var det så mig og Thomas! Jeg ved at han den dag idag stadig har sine op og nedture og har droppet at binde sig til en kæreste fordi han ikke mener nogen kvinde skal gennemgå det samme som jeg gjorde!!
Forstår godt du bliver nødt til at være stærk for dine børn og jeg ønsker dig virkelig al held og lykke!!!! håber på det aller bedste for dig og din familie!! Skriv til mig igen hvid du har brug for en sludder!!

knus malou

Åh ha....kan godt forstå du er slidt. Desværre kan din man nok ikke bare ændre sig selvom han gerne vil, det er jo en sygdom og ikke et valg at have en depression.
Hvad med at kontakte en forening....der må være en for pårørende og/eller kontakt en psykolog som I fælles kan gå til?? Personligt tror jeg på samtaleterapi og rigtig meget af det og hvis du så samtidig er med nogle gange så får i en fælles forståelse for hinanden.
MEN, er du slidt og kan ikke mere, så skal du ikke blive hos ham "bare" fordi han er syg og du har medlidenhed....en forældre med depression er ikke optimalt og to er da helt skidt,
Så må du flytte, så er det det du må gøre.
Knus Eva...tanker til dig...

Janep skriver:

sig til ham hvordan du føler og har det.
Jeg syndes det er synd hvis hans sygdom skal spilitte familien for han kan jo ikke gære for det, men hvis det går ud over dig går det jo os ud over børnene.

Jeg syndes du ska snakke med ham om hvordan du har det og så ta dne derfra

Helt enig, sig til ham hvordan du har det!!!