Hvad ville I gøre?

Min mand og jeg har været sammen i 10 år. Sammen har vi 2 drenge.
Min mand har lidt af depressioner on and off i 6 år. Han spiser stadig piller og går i behandling.
Føler jeg har været meget alene, ensom og ofte stået alene herhjemme med ansvaret, bekymringerne osv.
Kan mærke jeg er slidt op, får angstanfald osv. Føler ikke jeg kan magte det her sygdom mere. Føler jeg er gift med en sygdom.
I hans dårlige perioder er han ikke rar at være sammen med, taler grimt og giver mig skylden for alting.
Føler ikke min psyke kan mere, har overvejet at gå mange gange, men når er stabil elsker jeg ham jo. Han lover hele tiden at lave det om, men intet sker.
Jeg ønsker jo egentlig ikke at forlade ham og vil heller ikke ødelægge famiien, men kan mærke jeg er begyndt at bukke under for presset.

Hvad ville I gøre?

sig til ham hvordan du føler og har det.
Jeg syndes det er synd hvis hans sygdom skal spilitte familien for han kan jo ikke gære for det, men hvis det går ud over dig går det jo os ud over børnene.

Jeg syndes du ska snakke med ham om hvordan du har det og så ta dne derfra

virker som om der er noget i din mands liv som han er ikke er glad for. maaske ville han blive lykkeligere alene..

Ja der er noget i hans liv han ikke er glad for. Hans barndom. Hans mor har svigtet ham al den tid han husker, han er meget sur på hende. Hun vil ikke høre på det.
Det er den vrede der går ud over mig.

Jeg har sagt det til ham som jeg har det. Selv hans psykolog siger det til ham, at jeg intet har med det at gøre og han skal blande mig udenom.
Han kan bare ikke forstå han er så slem, selvom jeg forklarer ham han er.
Føler tit jeg taler for døve ører.

Føler mig i et stort dilemma, jeg har også vores drenge at tænke på!
Han vil ikke have jeg forlader ham, han siger jeg er hans ét og alt og han intet er uden os!

Anonym skriver:

Ja der er noget i hans liv han ikke er glad for. Hans barndom. Hans mor har svigtet ham al den tid han husker, han er meget sur på hende. Hun vil ikke høre på det.
Det er den vrede der går ud over mig.

Jeg har sagt det til ham som jeg har det. Selv hans psykolog siger det til ham, at jeg intet har med det at gøre og han skal blande mig udenom.
Han kan bare ikke forstå han er så slem, selvom jeg forklarer ham han er.
Føler tit jeg taler for døve ører.

Føler mig i et stort dilemma, jeg har også vores drenge at tænke på!
Han vil ikke have jeg forlader ham, han siger jeg er hans ét og alt og han intet er uden os!

jeg tror desvaerre I burde separeres for det problem han har kan ingen hjaelpe ham med. kun ham selv.

det er ogsaa forkert af ham at bebjerde dig for hans egen problemer og odelaegge din tilvaerelse med hans eget problem igennem saa mange aar. det kan man ikke byde dig, saerligt naar han selv siger han elsker dig rigtig meget. det maa du ogsaa forklare ham.

det virker som om det har staet paa laenge nok og der skal noget mere radikalt til nu, saa i kan begynde at leve et godt liv igen enten senere sammen eller fortsat bo hver for sig.

At være sammen med en syg mand kan man klare i en periode og en år-række men uanset hvor stærk en kvinde man er... vil man ALTID bukke under, før eller siden!! Det er klart du føler dig alene og at du skal klare alt... det er jo ikke kun en følelse.. det er en realitet!!!! Spørgsmålet her er ikke kærlighed.. for selvom den er stærk og stadig findes... kan et brud for at "redde" dig selv være en nødvendighed. Jeg siger ikke du skal gå.. slet ikke.. men siger du skal være på vagt overfor dit eget helbred!! Når man i så mange år lever med en syg mand.. kan det i sådan grad påvirke dig at du faktisk selv render ind i en depression!! Fordi dine kræfter og troen slipper op, det er mange gange en kamp man aldrig kan vinde. Desværre.

Jeg levede selv med en manio/depres. mand i 4 år der drak.. (men det er en anden historie) han var mit et og alt, vi var altid sammen og arbejdede sammen (han var selvstændig håndværker) og ja, jeg passede ham når han var hjemme mellem sine ophold på sankt Hans i Roskilde. Når han var depressiv, ville han ikke leve mere, sov i 15 timer ad gangen, vågen 1 time og så sove igen 15-20 timer.. i flere uger.. andre gange kunne han ikke sove, sad bare og græd og rystede over hele kroppen. Jeg har slet ikke ord for hvor forfærdeligt det er at den man elsker ikke vil leve mere.
Når han så var manio, drejede det hele sig om penge og hvormange han kunne tjene i sit firma, jeg var ved at blive skør!!! Det er svært at følge en sådan mands op og nedture.. så tilsidst blev jeg på en måde så hjernevasket at jeg selv måtte søge hjælp!

Jeg gav til sidst op..kunne ikke spise noget, tabte mig til det sygelige og græd bare hele tiden.. når jeg kørte bil håbede jeg at nogen ville køre ind i mig fordi så ville det hele være meget nemmere. Jeg gik fra ham og blev indlagt i 6 md med nervesammenbrud... og jeg har aldrig set mig selv som svag! Der er bare grænser for hvad et menneske kan klare!

Derfor, pas nu godt på dig selv... gab ikke over mere end du kan klare og lær at sige fra!!!

knu fra Malou

malou skriver:

At være sammen med en syg mand kan man klare i en periode og en år-række men uanset hvor stærk en kvinde man er... vil man ALTID bukke under, før eller siden!! Det er klart du føler dig alene og at du skal klare alt... det er jo ikke kun en følelse.. det er en realitet!!!! Spørgsmålet her er ikke kærlighed.. for selvom den er stærk og stadig findes... kan et brud for at "redde" dig selv være en nødvendighed. Jeg siger ikke du skal gå.. slet ikke.. men siger du skal være på vagt overfor dit eget helbred!! Når man i så mange år lever med en syg mand.. kan det i sådan grad påvirke dig at du faktisk selv render ind i en depression!! Fordi dine kræfter og troen slipper op, det er mange gange en kamp man aldrig kan vinde. Desværre.

Jeg levede selv med en manio/depres. mand i 4 år der drak.. (men det er en anden historie) han var mit et og alt, vi var altid sammen og arbejdede sammen (han var selvstændig håndværker) og ja, jeg passede ham når han var hjemme mellem sine ophold på sankt Hans i Roskilde. Når han var depressiv, ville han ikke leve mere, sov i 15 timer ad gangen, vågen 1 time og så sove igen 15-20 timer.. i flere uger.. andre gange kunne han ikke sove, sad bare og græd og rystede over hele kroppen. Jeg har slet ikke ord for hvor forfærdeligt det er at den man elsker ikke vil leve mere.
Når han så var manio, drejede det hele sig om penge og hvormange han kunne tjene i sit firma, jeg var ved at blive skør!!! Det er svært at følge en sådan mands op og nedture.. så tilsidst blev jeg på en måde så hjernevasket at jeg selv måtte søge hjælp!

Jeg gav til sidst op..kunne ikke spise noget, tabte mig til det sygelige og græd bare hele tiden.. når jeg kørte bil håbede jeg at nogen ville køre ind i mig fordi så ville det hele være meget nemmere. Jeg gik fra ham og blev indlagt i 6 md med nervesammenbrud... og jeg har aldrig set mig selv som svag! Der er bare grænser for hvad et menneske kan klare!

Derfor, pas nu godt på dig selv... gab ikke over mere end du kan klare og lær at sige fra!!!

knu fra Malou

Kære malou!

Tak for dit indlæg, det ramte mig dybt, jeg genkender meget af det.
Det er nok det jeg er bange for, jeg skal få et nervesammenbrud, det føles sådan.
Jeg kan selv mærke jeg snart er på dybt vand, har også fortalt ham det. Han får det skidt, men ved ikke hvad han skal gøre.

I sommers sagde jeg han skulle søge hjælp igen, ellers måtte jeg flytte. Det lovede han. Han går til behandling, men gør ikke selv noget aktivt. Han tror pillerne og psykologen gør ham rask. Nu 6 måneder efter, er der stadig intet sket. Jeg har dog fået det værre, lider ofte af mavekneb, dårlig mave og noget nyt angstanfald. Han syntes jeg skal gå til lægen og få noget beroligende, men jeg syntes ikke det er mig der skal have piller. Det er jo ham der har gjort mig syg.

Ved ikke hvad jeg skal gøre, det er hårdt at se ens mand så langt ude, især når han ikke vil hjælpes. Desværre tror jeg meget af det er arveligt belastet, fra hans mor.
Jeg er selv ud af en skilsmissefamilie og vil for alt i verden ikke have drengene skal opleve det. Det vil nok være den største falliterklæring for mig.

Hvad kan jeg gøre for at komme ud af det, men stadig blive i ægteskabet?
Hvordan kan jeg få ham til at gøre noget aktivt selv!?

malou skriver:

At være sammen med en syg mand kan man klare i en periode og en år-række men uanset hvor stærk en kvinde man er... vil man ALTID bukke under, før eller siden!! Det er klart du føler dig alene og at du skal klare alt... det er jo ikke kun en følelse.. det er en realitet!!!! Spørgsmålet her er ikke kærlighed.. for selvom den er stærk og stadig findes... kan et brud for at "redde" dig selv være en nødvendighed. Jeg siger ikke du skal gå.. slet ikke.. men siger du skal være på vagt overfor dit eget helbred!! Når man i så mange år lever med en syg mand.. kan det i sådan grad påvirke dig at du faktisk selv render ind i en depression!! Fordi dine kræfter og troen slipper op, det er mange gange en kamp man aldrig kan vinde. Desværre.

Jeg levede selv med en manio/depres. mand i 4 år der drak.. (men det er en anden historie) han var mit et og alt, vi var altid sammen og arbejdede sammen (han var selvstændig håndværker) og ja, jeg passede ham når han var hjemme mellem sine ophold på sankt Hans i Roskilde. Når han var depressiv, ville han ikke leve mere, sov i 15 timer ad gangen, vågen 1 time og så sove igen 15-20 timer.. i flere uger.. andre gange kunne han ikke sove, sad bare og græd og rystede over hele kroppen. Jeg har slet ikke ord for hvor forfærdeligt det er at den man elsker ikke vil leve mere.
Når han så var manio, drejede det hele sig om penge og hvormange han kunne tjene i sit firma, jeg var ved at blive skør!!! Det er svært at følge en sådan mands op og nedture.. så tilsidst blev jeg på en måde så hjernevasket at jeg selv måtte søge hjælp!

Jeg gav til sidst op..kunne ikke spise noget, tabte mig til det sygelige og græd bare hele tiden.. når jeg kørte bil håbede jeg at nogen ville køre ind i mig fordi så ville det hele være meget nemmere. Jeg gik fra ham og blev indlagt i 6 md med nervesammenbrud... og jeg har aldrig set mig selv som svag! Der er bare grænser for hvad et menneske kan klare!

Derfor, pas nu godt på dig selv... gab ikke over mere end du kan klare og lær at sige fra!!!

knu fra Malou

Sikke en historie Malou, det er jeg ked af... men vil bare sige det er rigtig flot du skriver og fortæller om din oplevelse omkring dette - godt skrevet til trådstarter...

De bedste tanker til jer begge to....

Knus Pia.

Anonym skriver:



Kære malou!

Tak for dit indlæg, det ramte mig dybt, jeg genkender meget af det.
Det er nok det jeg er bange for, jeg skal få et nervesammenbrud, det føles sådan.
Jeg kan selv mærke jeg snart er på dybt vand, har også fortalt ham det. Han får det skidt, men ved ikke hvad han skal gøre.

I sommers sagde jeg han skulle søge hjælp igen, ellers måtte jeg flytte. Det lovede han. Han går til behandling, men gør ikke selv noget aktivt. Han tror pillerne og psykologen gør ham rask. Nu 6 måneder efter, er der stadig intet sket. Jeg har dog fået det værre, lider ofte af mavekneb, dårlig mave og noget nyt angstanfald. Han syntes jeg skal gå til lægen og få noget beroligende, men jeg syntes ikke det er mig der skal have piller. Det er jo ham der har gjort mig syg.

Ved ikke hvad jeg skal gøre, det er hårdt at se ens mand så langt ude, især når han ikke vil hjælpes. Desværre tror jeg meget af det er arveligt belastet, fra hans mor.
Jeg er selv ud af en skilsmissefamilie og vil for alt i verden ikke have drengene skal opleve det. Det vil nok være den største falliterklæring for mig.

Hvad kan jeg gøre for at komme ud af det, men stadig blive i ægteskabet?
Hvordan kan jeg få ham til at gøre noget aktivt selv!?

jeg synes bestemt ikke det er en falliterklaering at blive skilt!!! Mine egene foraeldre har varet gift kun med hinanden i 'hundrede aar' og bestilte ikke andet end at slaas igennem hele min barndom. jeg onskede min mor skulle gaa

synes det kun er staerkt at kunne sige fra og gaa

Anonym skriver:



Kære malou!

Tak for dit indlæg, det ramte mig dybt, jeg genkender meget af det.
Det er nok det jeg er bange for, jeg skal få et nervesammenbrud, det føles sådan.
Jeg kan selv mærke jeg snart er på dybt vand, har også fortalt ham det. Han får det skidt, men ved ikke hvad han skal gøre.

I sommers sagde jeg han skulle søge hjælp igen, ellers måtte jeg flytte. Det lovede han. Han går til behandling, men gør ikke selv noget aktivt. Han tror pillerne og psykologen gør ham rask. Nu 6 måneder efter, er der stadig intet sket. Jeg har dog fået det værre, lider ofte af mavekneb, dårlig mave og noget nyt angstanfald. Han syntes jeg skal gå til lægen og få noget beroligende, men jeg syntes ikke det er mig der skal have piller. Det er jo ham der har gjort mig syg.

Ved ikke hvad jeg skal gøre, det er hårdt at se ens mand så langt ude, især når han ikke vil hjælpes. Desværre tror jeg meget af det er arveligt belastet, fra hans mor.
Jeg er selv ud af en skilsmissefamilie og vil for alt i verden ikke have drengene skal opleve det. Det vil nok være den største falliterklæring for mig.

Hvad kan jeg gøre for at komme ud af det, men stadig blive i ægteskabet?
Hvordan kan jeg få ham til at gøre noget aktivt selv!?

pyha.. får helt sug i maven og må med våde øjne nok skrive til dig at et ægteskab med en psykisk syg mand er meget svært at redde!! Den der med at han ingenting er uden Jer.. er sikkert sandt men også en måde at få dig til at føle skyld hvis du går!! Der er ingen tvivl om at pskykiske lidelser oftes er arveligt.. min eks (Thomas) havde også en forfærdelig opvækst med en manio/dep. far. Hans mor var sammen med ham i 40 år før hun gik og nu sidder hun bare og spiser sovepiller plus beroliende som slik fordi hun ikke gik i tide!! Alle deres 3 børn er "skadet" over deres bandom, det skal du også tage til efterretning med dine egne børn!! Skal de se først far og dernæst deres mor bryde sammen??
Jeg kender hele turen.. og den psykriatiske verden er en "syg" verden.. tro mig den er ikke at spøge sit liv med. Men jeg sidder også og tænker, man går jo heller ikke bare efter 10 år Og Thomas og jeg fik heldigvis (ja undskyld) ingen børn sammen så det skulle jeg ikke tage op til overvejelse.
Synes du skal tage til din læge og snakke med ham.. men jeg synes ikke du skal begynde at tage beroligende... det kan hurtigt blive et "misbrug" fordi du er svag.. og det er du på nuværende tidspunkt. Der vil man gøre alt for at dulme sin frustration. For mig startede det med at jeg tog en halv sovepille af Thomas`s for at finde lidt ro.. og så blev det til en hel og ja så kørte rouladen! Tilsidst kunne jeg nemt tage 5-7 sovepiller om dagen bare for at kunne holde det hele ud!! Ingen mad, bare smøger og kaffe, tror jeg vejede 44 kg da jeg blev indlagt på røde papiere (dvs akut).
Søde anonyme, når du skriver han ingenting gør for at blive rask... så er det vel fordi han ingenting magter er det ikke? Er han ikke mega træt når han har været til psykolog?
Vedr. hans verbale angreb på dig.. så hører psykiske lidelser og vold som regel sammen, hvad enten det er psykisk og verbal vold... eller reel vold. Thomas svinede også mig til.. han blev en psykopat når han drak og jeg var dødsens bange for ham.. men når han så blev ædru var han jo den sødeste... igen!!! Men een dag gik det forvidt, og han slæbte mig rundt på vores trægulv i mit lange hår så jeg fik brændmærker på ryggen.. og kort tid efter var det så endelig slut!
Jeg kan med sikkerhed sige at jeg ikke havde levet idag hvis jeg havde valgt at blive hos ham.. det havde jeg ikke været stærk nok til, men omvendt var jeg heller ikke stærk nok til at bryde ud af forholdet alene.. det skulle jeg have proffesionel hjælp til. Jeg var faktisk indlagt under diskretion for at han ikke skulle finde mig mens jeg stadig var svag!!!
Det jeg vil sige med alt det her er, at du ikke kan træffe sig svær en beslutning alene... du skal bruge noget hjælp, uden din mand, til at helt inde i dig selv finde ud af.. hvad det egentlig er du ønsker!! En ting skal du altså indse... han ændre sig aldrig.. det kan blive bedre men i mange år fremover vil der være tilbagefald.. og er du stærk nok?? Jeg var ikke.... og det er både med et "desværre" og et "heldigvis" bagefter.!!!
"desværre", Fordi jeg ligesom dig følte en fallit erklæring at tabe den kamp det havde været for mig i så mange år...
"heldigvis! fordi da jeg endelig blev udskrevet.. startede mit eget liv igen uden at det hele drejede sig om Thomas`s liv og hans behov!!!

Håber mit brev giver mening og ikke er alt for rodet.

Knus og bekrymring Malou