Tusind tak for alle jeres svar. Det gør mig ondt at så mange har været igennem spontane aborter.
Min egen historie er ret lang, men det skal blive dejlig at skrive den ned og sætte ord på:
Jeg var sammen med en kæreste gennem ca. 5 mrd da vi opdagede at jeg var gravid. Jeg havde testet en måned forinden, men testen var negativ. Vi blev umiddelbart glade ved synes af de 2 streger, men derefter meldte tvivlen sig selvfølgelig. Vi var unge, 22 og 23 år gamle, og havde kun kendt hinanden så kort tid. På den anden side var vi vanvittigt forelskede, og i forelskelsens rus føles det jo som om man kan klare alt og altid bliver sammen. Vi svingede frem og tilbage men efter 10 dage og et lægebesøg kom han så hjem en morgen efter en nattevagt og lagde sig i min seng for at sove. jeg stod op og gik på WC og opdagde at jeg blødte. Jeg gik ind og ruskede liv i ham og fortalte ham at jeg nok var ved at abortere. Han så irriteret på mig og sagde "Hvad vil du have at jeg skal gøre ved det??" og lagde sig så ned og sov. Jeg gik i spåner, ringede til hospitalet men fik besked på at når det ikke var en ønsket graviditet skulle jeg lade tingene gå sin gang og så gå til lægen i næ
ste uge.
Jeg røg ind med ve-lignende smerter til vagtlægen som sendte mig videre i ambulance til Skejby dagen efter. Kæresten og min mor var med. Jeg husker ikke ret meget før jeg 5 timer efter ligger med drop og en masse smertestillende i kroppen og han sidder ved siden af og siger at han er træt - om jeg er klar til at tage med hjem, for nu smuttede han ud og ringede efter en taxa? Jeg var skrækslagen over at skulle blive alene tilbage så jeg vraltede ud i taxaen i hospitalstøj (Mit eget ligger stadig på Skejby) hvorefter vi kørte hjem til mig - han blev i taxaen da jeg steg ud - han sagde han "trængte til at komme hjem og sove ud"
Dagen efter kiggede han ud et par timer indtil han fik en opringning hjemmefra om at hans far havde fået en mindre hjerneblødning og var på hospitalet - vi tog begge afsted, men han var allerede udenfor fare. Derefter så jeg ikke min kæreste i 2 uger ca. mens jeg lå hjemme og blødte færdigt. Han havde "travlt" med at passe sin far og sin familie derhjemme (der var 15 min mellem os og han havde egen bil, skal det siges...) Når jeg ringede og var ulykkelig fik jeg afvide at jeg var egoistisk og ikke kunne tage hensyn til andre som (også) havde det dårligt.
Jeg gik helt i emotionelt chok efter den oplevelse. Jeg var helt ude af stand til at fatte omfanget af det svigt han udsatte mig for, og insisterede på at forsvare ham oppe i mit hoved. Jeg kunne ikke bære BÅDE at miste barnet OG se ham som den røv han er. Det blev til at det nok var mig der var egoistisk og pylret og hysterisk... Vi flyttede sammen og fra hinanden og først 1 år efter tog jeg mig sammen og sparkede ham ud for alvor. Under hele forholdet var jeg rædselsslagen for at han skulle skride igen, og hver gang han blev irriteret smuttede han hjem til mor og far natten over.
Jeg tror min SA blev så voldsom for mig fordi den efterfulgtes af disse begivenheder. Jeg fik aldrig en terminsdato, men hver gang det bliver 1. maj synker hjertet ned i maven på mig og jeg mindes dagen og hvad der kom efter....
Anmeld
