Anonym skriver:
Jeg kunne tænke mig at høre om nogen ved hvilke oplevelser i barndommen der kan give mentale skader og hvilke??
Jeg fortæller her min historie og I kan så "vurdere" om der kan være sket noget...
Min far og mor mødte hinanden da de havde fået 2 børn hver. De fik så sammen mig og der er omkring 6 år mellem mig og den næste søster. Min mors børn har adrig kunnet med min far.
Da jeg er omkring 9-10 år gammel vælger min søster (mors yngste), at melde min far for incest og ugen efter gør den anden af min mors børn det samme. Det ødelægger selvfølgelig familien, da det ikke passer. Og det ved jeg 120% for det kunne ikke lade sig gøre. Der skete mange fejl under efterforskningen og min far ender med at blive idømt 8 mdr fængsel.
Da han kommer i fængsel er jeg omkring 12-13 ar gammel og har flyttet lidt rundt da sladderen jo går hurtigt. Da min far var i fængsel brød min mor sammen og jeg måtte være mor for hende og klare mig selv. Min fars børn var blevet uvenner med min mor så jeg havde ingen udover min mor.
Gennem resten af mit liv er jeg meget usikker, stoler ikke på mig selv eller andre. Føler jeg skal kæmpe hver dag for at vise jeg er Ok trods alt selvom det var og er jeg overhovedet ikke.
Har ikke varet god til at snakke om hvordan det var for jeg skulle jo vise at jeg var ok. Men det var rigtig hårdt.
Jeg har tit tænkt for mig selv at det jeg magter og har overskud til er at gå hjemme og tagd mig af min mand og børn og hus.
Jeg er i dag usikker, tager ting personligt,har ikke rigtig nogen venner. Ikke meget overskud, der skal ikke meget til at vælte min verden...
Så kan der være en diagnose. Og nej har aldrig fået psykologhjælp for alt har jo været ok udadtil...
Skal til læge i dag da jeg er sygemeldt med stress på grund af psykisk dårligt arbejdsmiljø og nu tror jeg det er på tide at få lukket op... måske...
Tak til dem der nåede igennem 
Hej,
Hvor er det stort af dig at fortælle om det. Har selv haft dit problem, jeg fik så bare styr på det ret hurtigt og har kun nogle få mindre problemer nu.
Min far blev myrdet, det ødelagde min familie (mor og søster), og ligesom dig skulle jeg lege mor. Jeg troede jeg havde det fint med det, men det havde jeg tilsyneladende ikke.
Udviklede spiseforstyrrelse, begyndte at drikke, tage stoffer, være hård mod mig selv osv, alt sammen for at slippe væk fra de ting der foregik inde i mit hoved.
Ja der er en laaaang historie bag, som slet ikke er nødvendig at fortælle, men noget der faktisk hjalp mig i de store træk var, at snakke med en jeg virkelig stolede på, en som jeg mente ikke ville mene at jeg var åndssvag eller mærkelig.
Jeg kom til psykolog (tvang), og nej, det hjalp slet ikke og følte at det var spild af tid, men at snakke med en man virkelig stoler på var virkelig løsnngen på al destruktionen...
Nu i dag, 16 år efter min fars død, så lever jeg kun med savnet, at jeg er bange for mørke og så det at jeg mener at jeg ikke behøver andre og sagtens kan klare mig selv. Det sidste er selvfølgelig en engativ ting, men hold op hvor har jeg skulle igennem et helvede, og ved faktisk ikk hvordan jeg får den negative tankegang ud af hovedet igen.
Tror ikk der er diagnoser, men tror på at får snakket tingene igennem med en man stoler på, det var virkelig lykken for mig 
