Psykisk ustabil

Jeg kunne tænke mig at høre om nogen ved hvilke oplevelser i barndommen der kan give mentale skader og hvilke??
Jeg fortæller her min historie og I kan så "vurdere" om der kan være sket noget...

Min far og mor mødte hinanden da de havde fået 2 børn hver. De fik så sammen mig og der er omkring 6 år mellem mig og den næste søster. Min mors børn har adrig kunnet med min far.
Da jeg er omkring 9-10 år gammel vælger min søster (mors yngste), at melde min far for incest og ugen efter gør den anden af min mors børn det samme. Det ødelægger selvfølgelig familien, da det ikke passer. Og det ved jeg 120% for det kunne ikke lade sig gøre. Der skete mange fejl under efterforskningen og min far ender med at blive idømt 8 mdr fængsel.

Da han kommer i fængsel er jeg omkring 12-13 ar gammel og har flyttet lidt rundt da sladderen jo går hurtigt. Da min far var i fængsel brød min mor sammen og jeg måtte være mor for hende og klare mig selv. Min fars børn var blevet uvenner med min mor så jeg havde ingen udover min mor.

Gennem resten af mit liv er jeg meget usikker, stoler ikke på mig selv eller andre. Føler jeg skal kæmpe hver dag for at vise jeg er Ok trods alt selvom det var og er jeg overhovedet ikke.
Har ikke varet god til at snakke om hvordan det var for jeg skulle jo vise at jeg var ok. Men det var rigtig hårdt.

Jeg har tit tænkt for mig selv at det jeg magter og har overskud til er at gå hjemme og tagd mig af min mand og børn og hus.

Jeg er i dag usikker, tager ting personligt,har ikke rigtig nogen venner. Ikke meget overskud, der skal ikke meget til at vælte min verden...

Så kan der være en diagnose. Og nej har aldrig fået psykologhjælp for alt har jo været ok udadtil...

Skal til læge i dag da jeg er sygemeldt med stress på grund af psykisk dårligt arbejdsmiljø og nu tror jeg det er på tide at få lukket op... måske...

Tak til dem der nåede igennem

Anonym skriver:

Jeg kunne tænke mig at høre om nogen ved hvilke oplevelser i barndommen der kan give mentale skader og hvilke??
Jeg fortæller her min historie og I kan så "vurdere" om der kan være sket noget...

Min far og mor mødte hinanden da de havde fået 2 børn hver. De fik så sammen mig og der er omkring 6 år mellem mig og den næste søster. Min mors børn har adrig kunnet med min far.
Da jeg er omkring 9-10 år gammel vælger min søster (mors yngste), at melde min far for incest og ugen efter gør den anden af min mors børn det samme. Det ødelægger selvfølgelig familien, da det ikke passer. Og det ved jeg 120% for det kunne ikke lade sig gøre. Der skete mange fejl under efterforskningen og min far ender med at blive idømt 8 mdr fængsel.

Da han kommer i fængsel er jeg omkring 12-13 ar gammel og har flyttet lidt rundt da sladderen jo går hurtigt. Da min far var i fængsel brød min mor sammen og jeg måtte være mor for hende og klare mig selv. Min fars børn var blevet uvenner med min mor så jeg havde ingen udover min mor.

Gennem resten af mit liv er jeg meget usikker, stoler ikke på mig selv eller andre. Føler jeg skal kæmpe hver dag for at vise jeg er Ok trods alt selvom det var og er jeg overhovedet ikke.
Har ikke varet god til at snakke om hvordan det var for jeg skulle jo vise at jeg var ok. Men det var rigtig hårdt.

Jeg har tit tænkt for mig selv at det jeg magter og har overskud til er at gå hjemme og tagd mig af min mand og børn og hus.

Jeg er i dag usikker, tager ting personligt,har ikke rigtig nogen venner. Ikke meget overskud, der skal ikke meget til at vælte min verden...

Så kan der være en diagnose. Og nej har aldrig fået psykologhjælp for alt har jo været ok udadtil...

Skal til læge i dag da jeg er sygemeldt med stress på grund af psykisk dårligt arbejdsmiljø og nu tror jeg det er på tide at få lukket op... måske...

Tak til dem der nåede igennem

Godt at du nu forsøger at få hjælp!

Knus

Anonym skriver:

Jeg kunne tænke mig at høre om nogen ved hvilke oplevelser i barndommen der kan give mentale skader og hvilke??
Jeg fortæller her min historie og I kan så "vurdere" om der kan være sket noget...

Min far og mor mødte hinanden da de havde fået 2 børn hver. De fik så sammen mig og der er omkring 6 år mellem mig og den næste søster. Min mors børn har adrig kunnet med min far.
Da jeg er omkring 9-10 år gammel vælger min søster (mors yngste), at melde min far for incest og ugen efter gør den anden af min mors børn det samme. Det ødelægger selvfølgelig familien, da det ikke passer. Og det ved jeg 120% for det kunne ikke lade sig gøre. Der skete mange fejl under efterforskningen og min far ender med at blive idømt 8 mdr fængsel.

Da han kommer i fængsel er jeg omkring 12-13 ar gammel og har flyttet lidt rundt da sladderen jo går hurtigt. Da min far var i fængsel brød min mor sammen og jeg måtte være mor for hende og klare mig selv. Min fars børn var blevet uvenner med min mor så jeg havde ingen udover min mor.

Gennem resten af mit liv er jeg meget usikker, stoler ikke på mig selv eller andre. Føler jeg skal kæmpe hver dag for at vise jeg er Ok trods alt selvom det var og er jeg overhovedet ikke.
Har ikke varet god til at snakke om hvordan det var for jeg skulle jo vise at jeg var ok. Men det var rigtig hårdt.

Jeg har tit tænkt for mig selv at det jeg magter og har overskud til er at gå hjemme og tagd mig af min mand og børn og hus.

Jeg er i dag usikker, tager ting personligt,har ikke rigtig nogen venner. Ikke meget overskud, der skal ikke meget til at vælte min verden...

Så kan der være en diagnose. Og nej har aldrig fået psykologhjælp for alt har jo været ok udadtil...

Skal til læge i dag da jeg er sygemeldt med stress på grund af psykisk dårligt arbejdsmiljø og nu tror jeg det er på tide at få lukket op... måske...

Tak til dem der nåede igennem

Det kan man som lægmand ikk sidde og vurdere... Hvis du vil have det bedre må du til en professionel og få snakket det igennem.. Også selvom det ikk er det du har mest lyst til..

Så må du priotere hvad der er vigtigst.. At holde det inde, eller at få det bedre?

Det er en lang proces og du bliver ikk bare bedre i løbet af et par dage.. Så der skal kæmpes..

Du får de bedste tanker med herfra.. Håber du får styr på de ting der plager dig.. Det lyder til du har haft det svært.. Og håber du vil gøre det for dig selv at få snakket med nogen.. Venner, kærester og din mor er også vigtige at hive fat i under processen...

Du skal have det ud, så snak så meget om det du kan.. Det su skriver her er første skridt.. Godt for dig!

Det lyder jo på ingen måde rart, det du måtte igennem i din barndom, så syens da hel klart det vil være klogt af dig at få en at snakke med. Når du nu vælger at skrive det her, ja så er det jo fordi det stadig fylder i dig - på en negativ måde. Det må og skal du ha bearbejdet. Det kan være en sej kamp, men tror mig det er det værd at komme fortidens spøgelser til livs.

Held og lykke og god bedring med dit stress

duddi. skriver:

Det lyder jo på ingen måde rart, det du måtte igennem i din barndom, så syens da hel klart det vil være klogt af dig at få en at snakke med. Når du nu vælger at skrive det her, ja så er det jo fordi det stadig fylder i dig - på en negativ måde. Det må og skal du ha bearbejdet. Det kan være en sej kamp, men tror mig det er det værd at komme fortidens spøgelser til livs.

Held og lykke og god bedring med dit stress

Men er jo bange for det vil ramme mig negativt med hensyn til mine børn....

Anonym skriver:

Men er jo bange for det vil ramme mig negativt med hensyn til mine børn....

Hvordan ramme dig negativt, det gør det jo i forvejen med din usikkerhed?

duddi. skriver:

Hvordan ramme dig negativt, det gør det jo i forvejen med din usikkerhed?

ved at "systemet" kommer ind over..

Mine børn er velfungerende og der er intet wt mærke på dem...

Anonym skriver:

ved at "systemet" kommer ind over..

Mine børn er velfungerende og der er intet wt mærke på dem...

Åh okay på den måde. Jamen så kan jeg fortælle dig at jeg i 2008 blev sygemeldt med stress. Jeg var sygemeldt i 6 mdr, gik i terapi på et center for spiseforstyrrelse, da det blev bagslaget af min stress. Jeg var hos psykolog for 6 mdr siden pga min exmands psykiske vold - er alene med min datter og der er ingen der har været inde over mht. min datter. For jeg er jo stadig en god mor. Ja måske er man endda en god mor fordi man tager hånd om sit liv og får hjælp til det man ikke selv kan håndtere. Det er jo ikke nogen fallit erklæring at bede om hjælp - husk det

duddi. skriver:

Åh okay på den måde. Jamen så kan jeg fortælle dig at jeg i 2008 blev sygemeldt med stress. Jeg var sygemeldt i 6 mdr, gik i terapi på et center for spiseforstyrrelse, da det blev bagslaget af min stress. Jeg var hos psykolog for 6 mdr siden pga min exmands psykiske vold - er alene med min datter og der er ingen der har været inde over mht. min datter. For jeg er jo stadig en god mor. Ja måske er man endda en god mor fordi man tager hånd om sit liv og får hjælp til det man ikke selv kan håndtere. Det er jo ikke nogen fallit erklæring at bede om hjælp - husk det

Okay.. tak for svar.

Det er godt at du endelig synes, at tiden er inde til at åbne for "posen". Sådan en proces, som du står for at skulle igennem, kræver en masse tid..................det bliver ikke bedre efter 1-2 samtaler. Når man som barn, skal tage så stort et ansvar og være den omsorgs-udøvende, så sætter det sig spor. Har du en god og støttende mand??

Held og lykke med det hele...................kan betro dig, at det hjælper, hvis man holder ud, og tør være i de følelser det sætter igang.

Knus Mette