At spise selv=nægte at spise

Ja, nu smider jeg lige et lille indlæg om mad...det er vist ved at være længe siden, vi har haft noget om det

Problemet her er, at Iza ikke vil spise selv. Hun har kunnet sidde så fint selv for nogle måneder tilbage og jeg ved, hun kan spise med gaffel og ske sådan nogenlunde, men hun vil simpelthen ikke. Hun spiser gerne med hele hånden ned i havregrøden, kartoffelmosen.....ja sågar suppe, spiser hun med hele hånden ned i. Og jeg synes det ser så ulækkert ud, når hun nu godt kan spise med bestik. Jeg har indtil for ca 1 måned siden ladet hende spise med hænderne, men altid givet hende en gaffel eller ske også. Hun har tiltider brugt både gaffel og ske, men overvejende hånden gennem en meget lang periode. Her for ca 1 måned siden ville hun pludselig slet ikke spise - kun hvis vi madede hende...og det har vi ikke i sinde at gøre....Vi har derimod stået hårdt på, at hun skal spise selv OG med gaffel eller ske. Det betyder nu, at Iza ikke har spist særligt meget i ca 1 måneds tid - og her taler vi altså om max 1/2 stykke rugbrød på en hel dag . Hun spiser gerne ostehaps, figenstænger, avokado, ærter og majs.....men det kan hun jo ikke leve af udelukkende hele tiden. Jeg er meget imod at skulle lave andet mad til hende, så det har vi heller ikke gjort........men hun skal jo have noget at spise på et tidspunkt. Hun er begyndt at tabe sig lidt - ikke voldsomt, men det kan ses. Heldigvis er hun en god buttet pige, så hun kan klare det.....men jeg bliver jo lidt bekymret.

Så tøser...hvad ville I gøre? Skal jeg bøje mig og lade hende spise som hun vil, selvom hun godt kan spise med bestik? - give hende det hun kan lide at spise? Made hende? Hvor langt skal man trække den?

ja jeg må ærligt tilstå at Laura får lov til at spise som hun selv vil... hun kan godt bruge gaffel, men gør det ikke så tit... hun forsøger men hvis hun får noget på gaflen første gang bruger hun hænderne...

Det skal sgu nok komme at de spiser pænt...

Så ja jeg ville ikke tage det så tungt, lad hende spise som hun har lyst, på et tidspunkt bliver det igen sjovest at spise med gaffel...

ja jeg må ærligt tilstå at Laura får lov til at spise som hun selv vil... hun kan godt bruge gaffel, men gør det ikke så tit... hun forsøger men hvis hun får noget på gaflen første gang bruger hun hænderne...

Det skal sgu nok komme at de spiser pænt...

Så ja jeg ville ikke tage det så tungt, lad hende spise som hun har lyst, på et tidspunkt bliver det igen sjovest at spise med gaffel...

hm ja måske....så du mener det er en fase... Den har bare været lidt længe nu synes jeg. Det er jo ikkefordi hun skal spise flot og fint og kun med bestik. Jeg har svært ved at slække på krav til hende, når jeg nu ved hun kan - og pt. vil hun kun spise, når vi mader hende.....og det har jeg det ikke helt ok med.... Synes godt nok den er lidt svær

Jeanette skriver:

hm ja måske....så du mener det er en fase... Den har bare været lidt længe nu synes jeg. Det er jo ikkefordi hun skal spise flot og fint og kun med bestik. Jeg har svært ved at slække på krav til hende, når jeg nu ved hun kan - og pt. vil hun kun spise, når vi mader hende.....og det har jeg det ikke helt ok med.... Synes godt nok den er lidt svær

altså hvis jeg synes der ikke rigtigt kommer noget inden bords ja så mader jeg hende, og så plejer det gerne at hjælpe, for Laura vil ikke mades... Men det med ikke at vil spise med gaffel ja det tror jeg er en fase...

Men hvis du vil have at hun skal spise med gaffel så er den jo sådan set ikke længere... Så må du jo bare tage med at hun ikke spiser så meget...

Betina

Min første tanke var om det var omkring at lillebror kom at hun begyndte ikke selv at ville spise??
For så kunne det godt have noget med opmærksomhed at gøre. Bare lige en tanke.

Hvis nu det er opmærksomhed hun søger på den måde ville jeg nok vælge at give hende mad ind til hun er lidt mere dus med lillebror.

Niels spiser pænt med gaffel, men nogen gange bruger han en hånd og det får han lov til. Men jeg har en knægt der elsker at bruge den gaffel så har ikke det stor problem.

Joan

Som Joan tænkte jeg også om det kan være et skridt tilbage mod babystadiet fordi hun ser at han får en masse omsorg. Det får hun sikkert også selv, men måske synes hun selv det er for lidt - i forhold til hvad hun fik før?

Jeg tror også jeg ville lade hende spise som hun vil - og jeg ville heller ikke have noget imod at made - det sker jævnligt her stadigvæk

Ja, jeg har også selv tænkt på, om det kunne være "et skridt tilbage"....men det er startet lidt før Malthe blev født....men derfor kan det jo godt være i den forbindelse.

Der er sket rigtigt meget på det sidste - Malthe blev født, så blev vi blev indlagt, hun har været syg og er også lige startet i vuggestue, så det påvirker nok hendes appetit. Hun virker ellers ok glad og tilfreds og klarer det hele så fint....så et eller andet sted skal hun jo reagere.

Her til aften fik hun et mindre hys-anfald fordi jeg ville prøve at made hende okay..det må jeg så heller ikke mere. Jeg tilbød hende flere forskellige ting, jeg ved, hun kan lide, men hun nægtede at spise, så har ikke fået aftensmad igen igen....ja, det er sgu ikke nemt

Ja der er sket mange ting for hende.

Og så læser jeg lige du tilbyder flere forskellig ting. Der vil jeg nok holde på at hun skal spise det samme som i spiser for ellers finder hun jo ret hurtig ud af at hun kan køre rundt med jer på den måde. Eller som minimum spise lidt af det i for inden hun får noget andet.

Niels har også perioder hvor han ikke gider spise det vi får og jeg laver ikke andet til ham, for det gider jeg bare ikke og hvis han ikke spiser noget ryger han i seng uden. Men igen Niels er en knægt men en fin morfar mave så han har en masse at tage af og han vågner heller ikke om natten fordi han er sulten.

Ja ja Jeanette det er sku svært for man vil bare de små det bedste. Men jeg har sat hårdt mod hårdt med ham af min. Hvis han begynder at sidde og smide med maden bliver den også taget fra ham og han bliver ikke tilbudt igen.

Og for at være helt ærlig er jeg også meget spændt på hvordan han tager det når der om godt 4 uger kommer en lille ny her også. Men igen han har en fin morfar mave at tage af

Joan

hmmm, jeg prøver lige at tænke mig ind i situationen...og her hos os spiser tif som hun i virkeligheden lyster...den anden dag blev majsene suget op fra tallerkenen...godt man har et kamera!
så dertil er vi lidt uens...jeg er lidt af den tro at de nok skal indhente det med at spise ordentligt, også selv om de sviner i en periode, og så spiser ordentlig i en periode.

derefter er jeg jo så den der stride madamme, tif får kun det der bliver serveret...d.v.s...hvis hun ved første bid ser sjov ud i hovedet, og spytter ud, så får hun noget andet, for her er det et tegn på, fyyyy det bryder jeg mig ikke om!
men er det skab...så er det bare tak for mad, for jeg vil ikke stå og lave to retter...niks nej!

jeg tror Joan har fat i den lange ende...det kan handle om tryghed og nærvær for en periode.
men her hos os har jeg opdaget at tiffanie sluger hendes mad meget nemmere når vi lader hende sidde uden at grine af de ting hun laver, så her er der bare alm. snik snak om bordet.

måske skal i rokere pladser for en tid, så det ikke er dig som sidder ved siden af hende...sidder hun evt. for enden af bordet, så flyt jer så hun sidder lidt alene...mon ikke det skal få hende til at skovle mere ind?

noget helt andet er, nu mere opmærksomhed i smider på bordet omkring hendes spisning, nu mere stejl bliver hun (og det vil jeg godt vædde på!
så løsningen kan også omvendt være at i slet ikke har fokus på hendes spisning, og på hvor meget hun indtager, for de små poder kan altså mærke det!

held og lykke, håber du kan bruge et par ting af alt det vrøvl jeg har skrevet!

Ja, jeg havde egentlig skrevet et laaangt svar til dig i eftermiddag, men det fik jeg så lige slettet, da jeg kom til at trykke på tilbageknappen. Nu har jeg tid til at prøve igen.

Så længe Iza som sådan ikke mangler noget på vægten, og så længe hun ikke vågner om natten pga. sult, så ville jeg gøre, som vi gør hér:

Sofie får en tallerken med dagens ret - kølet let og skåret i mindre bidder. Hun får en gaffel og en ske, og så smøger vi hendes ærmer godt op. Nogle gange vælger hun at spise med bestik, og andre gange tager hun fingrene til hjælp. Nogle gange spiser hun ikke ret meget, og vi gør intet for at presse eller lokke hende til at spise mere. Vi ofrer i det hele taget ikke hendes spisning nogen særlig opmærksomhed, men koncentrerer os om vores egen mad og sidder så og snakker om løst og fast - også med Sofie, selvom det jo ikke er samtale som sådan.
Hun bliver aldrig sur og kaster med mad/tallerken/glas, og hun spytter heller ikke mad ud, hun allerede har puttet i munden, men når hun begynder at fodre Nixon med sin mad, er måltidet slut, og vi tager tallerkenen væk - igen uden at gøre noget stort nummer ud af det - udover måske at sige: Nå, du er ikke mere sulten - tak for mad f.eks.
Jeg laver ikke særretter og jeg stæser ikke ud efter noget andet, hvis pigen ikke lige tager fra af det, der er på tallerkenen.

Jeg tror, det afgørende er, at man ikke har det som "tema" omkring bordet, at få barnet til at spise - eller spise på en bestemt måde.
Forleden så jeg det program på tv2 om 3 familier med ekstremt kræsne børn, som kun ville spise hhv. chokolade (12 år - pige) mme (3 år dreng) og youghurt (ca. 2 år dreng), og fælles for de familier var, at hver gang ungen skulle prøve at smage noget andet, så stod hele familien op ved siden af det siddende barn og heppede, lokkede, græd og skændtes. Det var jo så lidt ekstremt, men jeg tror simpelthen, man bare skal lade barnet sidde og spise det, det kan og vil.

Var det nogenlunde forståeligt???? Synes, det blev noget rodet...

- Helle - på vej i seng - og nu mener jeg det