Mirjam123 skriver:
Hej alle sammen..
Som de fleste ved er jeg blevet alene mor. og i mandags flyttede Natasja og jeg ind i vores nye lejlighed.
I den her weekend skal Thomas have hende, er sikker på hun nok skal få det godt.
Men har sådan en blandet følelse, er et sted så bange for ikke at få hende igen??
selv om jeg ved at det får jeg selvfølgelig, men det sidder bare i mig.. Og puha jeg kommer til savne hende.. 
Hvordan havde i det første gang de små skulle være hos deres far efter brudet??
Er det unormalt at jeg har det sådan?
Knus Mirjam
Det der kunne jeg have skrevet om 3½ måned... det er nemlig der, hvor jeg skal undvære min søn til en overnatning hos sin far.... uh, jeg glæder mig bestemt IKKE, men man kan ikke komme udenom det, så det er bare med at nyde det så godt man nu kan.
Godt med en masse aftaler - sådan bliver det også her! Jeg er rigtig dårlig til at være alene, så når vi når dertil skal der bare proppes fest, venner og kæreste ind i hvert sekund min søn er væk 
Det er nok meget sundt for de små, at være væk et stykke tid ad gangen fra deres mor, men de kommer jo altid hjem til os igen
Og fædrene (hvor dumme, egoistiske og selviske de end er) så har de også brug for deres barn, så de kan få et stærkt bånd med dem.
Men gu' er de da svært, og du må græde, grine, skrige og le alt det du vil, bare du ikke går rundt med nogle dumme tanker selv.
Når det hele er blevet en rutine / vane, så er tankerne nok ikke så dumme mere.
Held og lykke fra en, som snart er i samme situation, og som nyder at læse svar herinde - det beroliger en!
