Carina1977 skriver:
Jeg synes tit jeg hører i sådanne situationer, at folks holdning er at det er en fælles beslutning. Jeg tænker hver gang, jamen hvilken beslutning er så den rigtige? Hvis man har modstridende ønsker omkring den nyopdagede graviditet...hvem har så ret?
Skal kvinden altid bøje sig for mandens skyld? Skal hun gennemgå en abort der kan have ulykkelige konsekvenser, blot for ikke at pådutte manden noget? Hvorfor bliver der hele tiden tænkt på den part der ikke ønsker barnet....er hans ønske mere værd, end kvindens?
Man må jo ta det valg man føler er det mest rigtige. hvis en abort ville ødelægge en, jamen så er det bestemt ikke det rette valg. Så må man gøre op med sig selv, om man vil kunne leve med at konsekvensen bliver, at manden forlader en.
Men jeg kommer aldrig nogensinde til at kunne forstå, at den eneste rigtige beslutning er en abort, når den ene part ikke er så vild med graviditeten.
Men hurra for forskelligheder...dem skal der jo være plads til 
Til trådstarter....jeg ønsker dig alt det bedste, og så håber jeg at du vælger den beslutning, som du har det bedst med 
Så må man tale sammen om det igen. Dette er ikke henvendt til trådstarter, men jeg må indrømme jeg synes mange par idag er meget hurtige til at sige stop for forholdet når de ikke er enige. Alt for mange nægter at gå på kompromis med partneren, og det er man altså nødt til nogle gange. Jeg siger ikke at kvinden altid skal føje manden, og som jeg skrev så synes jeg personligt det er en fælles beslutning uanset om det går den ene eller anden vej.
Det jeg vil frem til er at det ikke nytter for nogle af parterne at sætte foden ned og sige "Jeg bestemmer", for så holder forholdet ikke. Ja kvinden skal leve med at ha slået fosteret ihjel, men manden skal leve med et barn han ikke selv har valgt at få. Ja han vil nok komme til at elske det, men det bliver aldrig det samme. Jeg synes tit mænd har for lidt at sige i sådanne sager.
Og jeg er selv kvinde...
God aften.
