Anonym skriver:
hej
jeg er flyttet sammen med min kæreste i hans hus, og vi har aftalt at jeg betaler 5000 kr om mdr som jeg sætter ind på en konto som vi bruger på mad og fornøjelser til os. derudover betaler jeg min a-kasse, fagforening, tlf, og alt hvad der er mit. Han har udgifter på huset på ca 11000 om måneden. han tjener ca 1/3 mere end mig i løn og han har et barn fra tidliger plus vi har fået en datter sammen. Det er mig der står for det meste i huset og pasning af børn.Han går meget op i af vi betaler halvdelen hver især til alt hvad vi køber til huset og børn og bil.
står jeg i en dårlig sitruation.
Hej anonym,
Du skriver at han betaler alt til huset og at du selv betaler alt hvad der vedrører dig, går udfra at han ligeledes går, I deles dog om fælles indkøb og har en fælles konto til husholdning. I deles også 50/50 om fælles investeringer/køb og udgifter til jeres fælles barn.
Rent praktisk stiller du dig selv i en dårlig situation, idet din indtægt går til løbende udgifter og ingen opsparing. Jeg ved ikke om du sparer op af dit overskud hver måned på anden måde? Pension, generel opsparing?
Derfor ville jeg anbefale dig at du snakker med din kæreste om du ikke også kan bidrage til udgifterne til huset, således at du også får en opsparing over tid. Husk at du skal stå på skødet, eller at I laver en overenskomst ved advokat (en aftale) om hvordan fælleseje deles med fordelingstal, hvis I en dag går fra hinanden.
Du må også prøve at sætte dig i din kærestes sted og forstå at hvis han oprindelig har købt huset, og betalt i en del år, at I så ikke bare deler huset pr. d.d., men at det bliver et skævt fordelingstal og at det også reguleres efter hvormeget hver enkelt bidrager til opsparing/afdrag = personlig indkomst.
Der er mange der har det rosenrøde billede af at hvis man flytter sammen og stifter familie, så deler man også alt. Det kan aldrig tilrådes uden at man sætter sig ned og sætter det hele op i et best case og worst case scenarie. I forretningsverden siger man "jeg vil vide hvad det koster mig at gå ind af den her dør, også hvad det koster mig at gå ud af den igen."
Det kan lyde lidt hårdt og uromantisk, men faktum er at rigtig mange, alt formange, skilles og går fra hinanden. Og den dag, uanset hvad man så har haft til fælles, der står man sig selv nærmest!
Det er også et faktum at mænd tjener mere end kvinder i gennemsnit. Tidligere der delte ægtefæller automatisk begges pensioner, hvilket jeg syntes var dybt uretfærdigt, men for et par år siden, ændrede lovgivningen sig til at det går man ikke mere, med mindre man direkte aftaler i en ægtepagt at pensioner er fælleseje.
Der er mange par der har fælles økonomi fra day 1, andre har selv i ægteskab hver deres egen økønomi, ogsådan er folk vidt forskellige. Har man et fælles udgangspunkt når man mødes, så vil jeg også mene at alt skal være fælles, men mange møder jo ikke hinanden som 18 årige mere og lever sammen resten af livet. Derfor skal man sætte sig ned og være realistisk.
Du skal derfor gøre op med dig selv hvad du kan og vil bidrage med og hvad du vil være en del af i jeres samliv rent økonomisk. Umiddelbart stiller du dig selv i en dårligere situation ved at du ikke bidrager til udgifterne på huset, og dermed til en opsparing.
En mulighed er også at blive gift, så beskytter I også hinanden helt automatisk på mange måder, som ellers kræver testamente, krydsende livsforsikringer m.m. Det bedste råd er nok at I begge finder ud af hvad der er bedst, og derefter tager en snak med en advokat med speciale i familie og arveret.
Held og lykke
Christian
