Han tvivler? :(

Sagen er den, at jeg er gravid og fandt ud af det for en lille uge siden. Har været hos lægen og fået det bekræftiget, samt fået den besked at min kæreste og jeg skal melde tilbage senest onsdag hvad vi ønsker at gøre (beholde eller ej). Det skal lige siges at det ikke var planlagt, men alligevel føler jeg en vis ansvarlighed for konsekvensen af min sløsen med p-pillerne. Min kæreste arbejder som pædagog på fuldtid, og jeg selv har lige afsluttet gymnasiet anno sommer 2011. Mine fremtidsplaner er at komme ind på bioanalytikeruddannelsen, hvilket jeg selvfølgelig tvivler på om kan lade sig gøre hvis vi vælger at beholder det? .....

Når, men hvertfald er jeg faktisk ved at hælde til, at vi beholder barnet. Jeg har fået en abort før, og ønsker ikke at gennemleve de samme følelser og samme ubehag igen. Jeg har tænkt mig at fortælle mig kæreste om min ønske om at beholde barnet imorgen- MEN MEN... Han satte sig ned igår, og fortalte mig at han egenligt ikke føler sig parat eller synes at tiden er inde. Han mener ikke at vores hus(som er lejet) er stort nok. Det er 76 m2 og med egen have, hvilket jeg sagtens ville kunne overleve med det første stykke tid. Og så mener han heller ikke at bilen er familievenlig, da den er sænket, tunet osv... En rigtig brian-bil... Men den kan jo udskiftes?!

Altså vil han gerne have abort. Det lyder bare åååh så let for ham at foreslå, han forstår slet ikke hvad der foregår inden i mig. For det første er det MIG som skal gennemgå aborten hvis det er, og for det andet er det MIG som kan mærke at der allerede nu sker forunderlige ting og sager indeni min krop....

Hvad ville I gøre? Ville i gennemføre graviditeten hvis ikke i havde en videreuddannelse endnu, og hvis kæresten foreslog abort som det mest rigtige?? Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, har kun få dage tilbage at bestemme mig i .....

Mange hilsner,

Mig.

Anonym skriver:

Sagen er den, at jeg er gravid og fandt ud af det for en lille uge siden. Har været hos lægen og fået det bekræftiget, samt fået den besked at min kæreste og jeg skal melde tilbage senest onsdag hvad vi ønsker at gøre (beholde eller ej). Det skal lige siges at det ikke var planlagt, men alligevel føler jeg en vis ansvarlighed for konsekvensen af min sløsen med p-pillerne. Min kæreste arbejder som pædagog på fuldtid, og jeg selv har lige afsluttet gymnasiet anno sommer 2011. Mine fremtidsplaner er at komme ind på bioanalytikeruddannelsen, hvilket jeg selvfølgelig tvivler på om kan lade sig gøre hvis vi vælger at beholder det? .....

Når, men hvertfald er jeg faktisk ved at hælde til, at vi beholder barnet. Jeg har fået en abort før, og ønsker ikke at gennemleve de samme følelser og samme ubehag igen. Jeg har tænkt mig at fortælle mig kæreste om min ønske om at beholde barnet imorgen- MEN MEN... Han satte sig ned igår, og fortalte mig at han egenligt ikke føler sig parat eller synes at tiden er inde. Han mener ikke at vores hus(som er lejet) er stort nok. Det er 76 m2 og med egen have, hvilket jeg sagtens ville kunne overleve med det første stykke tid. Og så mener han heller ikke at bilen er familievenlig, da den er sænket, tunet osv... En rigtig brian-bil... Men den kan jo udskiftes?!

Altså vil han gerne have abort. Det lyder bare åååh så let for ham at foreslå, han forstår slet ikke hvad der foregår inden i mig. For det første er det MIG som skal gennemgå aborten hvis det er, og for det andet er det MIG som kan mærke at der allerede nu sker forunderlige ting og sager indeni min krop....

Hvad ville I gøre? Ville i gennemføre graviditeten hvis ikke i havde en videreuddannelse endnu, og hvis kæresten foreslog abort som det mest rigtige?? Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, har kun få dage tilbage at bestemme mig i .....

 

Mange hilsner,

Mig.

Ang uddannelsen så er jeg overhoved ikke uddannet indefor noget som helst, og jeg har valgt at få vores lille barn alligevel.. og er nu 16 uger henne.. Jeg har lidt den indstilling at man aldrig bliver for gammel til at uddanne sig.. Og hvis et barn er noget man ønsker så må det komme i første række..

Og ang din kæreste, det er flot af ham at han kommer og siger tingene på en pæn måde ang abort til dig, den ros skal han have, men valget er dit.. Som du selv siger er det dig der skal igennem de ting en abort medfølger.. Så i sidste ende, er det dit valg hvorvidt du vil beholde spiren..

Puha ja...den er svær for dig du lyder dog meget afklaret med hvad du vil.

Men...nu har jeg det såen at man ik skal og kan være bekendt at tvinge mænd til faderskab de ik ønsker. Dertil har vi kvinder jo en frygtelig magt.
Jeg har selv fået abort, da jeg blev gravid med en der ik ønskede barn og jo, vi passede skam på.

Jeg kan sagtens se fordele og ulemper ved begge jeres synspunkter.

Men man må jo erkende at tingene bliver en smule mere kompliceret når der er børn inde i billedet.

Jeg synes i skal sætte jer ned, og få god snak omkring denne her graviditet, og fortæl hinanden hvad det er for nogle tanker i hver især har gjort jer. Måske finder i sammen en løsning der er bedst for begge parter, eller også må du træffe den endelige beslutning med de konsekvenser der følger med

Jeg håber i sammen finder ud af det, alt held og lykke herfra

Det lyder for mig som om, at din kæreste tænker meget praktisk i den henseende at skulle være forældre... Det tror jeg der er mange der gør - tænker at alt skal være på plads: Uddannelse, hus, økonomi osv. men nu er det sådan, at der som sådan ikke findes noget "rigtigt" tidspunkt, for der vil altid være noget i de ydreliggende omstændigheder, der kunne være bedre.

Så hvis det ikke er nu, hvor I faktisk har et lille barn på vej - hvornår er det så?

For mig at se, handler det at blive forældre ikke om, hvorvidt man kan give barnet et hus med have, en god bil eller gode økonomiske vilkår, men om man kan tilbyde barnet den tryghed og kærlighed, som det har brug for.

Det kan være svært i den situation du står i, da det lyder til, at der ikke er enighed om hvorvidt barnet skal beholdes...
Prøv at tage en snak med din kæreste, lade ham vide, hvor du står og klargøre for ham, at du faktisk gerne vil have det her barn SAMMEN med ham. Det lyde altså på mig som om, at din kæreste absolut ikke kan forholde sig til de emotionelle faktorer i det at skulle være forældre. Så snak med ham om det og find ud af, hvad der er der hindre ham - er det kun de ydre omstændigheder som økonomi osv. så synes jeg (min personlige mening) at det er et ret tamt grundlag...

Men det er i sidste ende kun dig der kan afgøre, hvad det skal blive til

Jeg var selv alene med mit ældste barn de første 4½ år af hans liv, har taget uddannelse imens jeg har haft ham og være alene med ham. Kun SU som indkomst og vi har klaret os fint.
Så jeg synes ikke du skal bekymre dig om uddannelse, da det sagtens kan lade sig gøre

Vh.

Du kan SAGTENS få en videregående uddannelse på trods af at du har et barn.

Jeg læser selv og begyndte da min søn lige var fyldt 1 år. Nu er han 2 år og det har bare kørt på skinner. Så det kan godt lade sig gøre.

Mon ikke det ville være en god ide at snakke med din kæreste  omkring dine følelser omkring barnet osv. I har jo trods alt været 2 om at lave det

Tak for alle de gode tilbagemeldinger, er jeg glad for !

Har lige prøvet at tale med ham- det endte med at jeg gik min vej, fik simpelthen nok, føler mig simpelthen så sårbar- han ville slet ikke høre tale om at beholde det og blev ved med at gøre nar af mig når jeg forsøgte at forklare hvorfor at jeg egentlig sagtens tror det kan gå hvis vi beholder det. Føler mig så magtesløs, han har SELV været bevidst om at jeg ikke var på p-piller nogle måneder, og han har SELV lydt meget glad ved tanken om et barn før denne graviditet. Hans simple besvarelse til at beholde det er: Vi kan jo bare få et andet barn på et andet tidspunkt.

Men forfanden da, det er mig som kan mærke at der sker noget i kroppen, og jeg VED at vi sagtens ville kunne klare det- man kan hvertfald sagtens høre at han er enebarn og vandt til at få alt hvad han pegede på- sådan mener han nemlig også, at man skal kunne have råd til at gøre med et barn nu. Føler mig så presset, har hverken lyst til at få abort eller at miste ham- men jeg bliver jo nød til at vælge én af delene..

Undskyld mit brok og mange bandeord. Er bare så ked af det lige nu. 

Jeg ville helt sikkert beholde det - du må for det første ALDRIG få en abort for en mands skyld (som du selv skriver, er det dig der skal gennemgå alle følelserne m.m) For det andet kan du godt få dig en uddannelse selvom du er mor (kender en pige som er færdiguddannet læge (JA LÆGE) i 2012 og hun har 2 børn... Så det er kun det du VIL LADE STOPPE dig som stopper dig. Jeg har lige fået en lille pige som nu er 3 uger og jeg LOVER dig at der ikke er noget bedre end at holde sin lille nyfødte i armene - det at være mor er i det hele taget SUPER dejligt. Du kan sagtens klare det. (og det med, at Jeres hus ikke er stort nok) PJAT..... I  ville kunne have 3 børn med den plads. Bare der er kærlighed, så er ungerne ligeglade med om de har en stue at lege i, eller en balsal  Jeg håber persoligt, at du vælger dit barn 

Gør han nar af dig!? Ej hvor er det virkelig dårlig stil!

Vil ikke sidde og hate på ham, men jeg synes virkelig ikke at det er noget at gøre nar af.. Det er jo jer begge to der har været lidt halvdumme at blive gravide, ikke kun dig... Han må lige tage det ansvar der kommer med og overhovedet ikke gøre nar af en meget følelsesmæssig sag som den her... Det er jo et lille barn vi snakker om, ikke en legetøjsdukke...

Hvis han ikke er parat og du er, jamen så må du jo sige det til ham og så må han vælge derfra, hvis han har vidst at du ikke var på p-piller, så må han tage ansvar eller smutte... Han smutter nok højst sansynligt hvis han overhovedet ikke er klar, men hvis du kan banke lidt fornuft ind i ham, så kan det jo være at du kan få ham til at se, at der aldrig kommer et perfekt tidspunkt at få barn... Nogle tidspunkter er bedre end andre, men det bliver aldrig helt perfekt og som man ønsker det...

Håber virkelig i finder en god løsning sammen!

Jeg ved godt, jeg går i mod strømmen her, men du spørger og så synes jeg også du skal have ærligt svar. Det kan godt være, det kunne siges med fløjlshandsker, men det er jeg ikke så god til. Det er er ikke kongens nye klær det her.

Jeg synes tit kvinder har tendens til at være selvretfærdige og jeg vil meget gerne tale mandens sag her.

Det kan egentlig siges ganske kort:

Han vil ikke være far nu. Hvad skulle han have gjort. Stået og kontrolleret, at du tog din p-pille hver morgen?

Du kan da ikke bare helt egenrådigt bestemme dig for, at nu vil du være mor. Sikke et tillidsbrud overfor faderen!

Min ærlige menig er, at du bør skamme dig. Du kan da ikke først være skødesløs med p-pillerne og så bagefter synes det er åh så synd for dig. Det er på tide at tage et ansvar - overfor dig selv, men da især overfor ham, der elsker dig, ellers bliver han da ikke ved med det.

Ja, sorry jeg er så direkte. Men jeg bliver virkelig så vred.

Hvad er det næste scenarie. Du holder på dit, han holder på sit. I går hver for sig. Barnet skal vokse op uden far, du som enlig mor - uden uddannelse. Alternativt, han bliver pligtskyldigt, selvom han synes du på det groveste har krænket hans tillid. Det bliver aldrig det samme igen. Hvad bliver det næste?

Moms