Lille gale apparat. (Til andre med temperamentsfulde aber)

Vi er efterhånden begyndt at spekulere lidt mere indgående over hvordan man dog skal bære sig ad med at opdrage aben til at opføre sig bare en smule mere afdæmpet end den ellers gør.

Hun er meget højlydt. Skriger som en gal, når hun ikke får sin vilje, når hun ikke får sin mad hurtigt nok, når hun ikke kan nå et eller andet, når hun ikke vil sove osv. osv. Forleden fandt hun endda ud af at skåne sig selv under sin terrorgerning ved at holde sig selv for ørerne, mens hun skreg som en afsindig inde i sengen.
Derudover kyler hun sin tallerken med madrester ned på gulvet, når hun ikke vil have mere at spise. Hun slår os og sig selv i ansigtet i kådhed, men hårdt og nægter at forstå, når vi siger NEJ, det må du ikke, det gør ondt osv. Hun griner bare jublende. Åhhhh... Vi er ved at være rigtigt trætte.

Vi forsøger at være meget konsekvente med hende: fjerner hende fra bordet, når hun kyler med mad eller skriger, går ud af soveværelset, når hun slår eller skriger, forsøger at forklare hende, hvorfor hun ikke må slå og hvorfor det ikke er så rart, at hun skriger og vi retter os ikke efter hendes forlangender, når hun skriger efter dem, men lige meget synes det at hjælpe.

Tror I, vi gør det rigtige og at hun nok skal lære det eller har I nogle andre gode idéer til hvordan man skal behandle sådan et vilddyr?

Det kunne være rigtig rart at høre om jeres erfaringer for jeg begynder snart at tænke, at der enten er et eller galt med vores måde at være på eller at - jeg kan hverken lide at tænke eller sige eller skrive det - der er noget galt med hende.
Men nej, det tror jeg nu heller ikke der er. Jeg talte med husbond om det og han mente, at hun i hvert fald ikke kunne have ADHD eller det, der var værre, fordi hun jo sagtens kan sidde og koncentrere sig også, er meget opmærksom og let at komme i kontakt med. Så måske er det bare, fordi hun er ualmindeligt velbegavet og derfor frustreret over, at krop og taleevne ikke kan følge med.

Men hvad mener I?

Kh Birgitte - stadig præget af at have været sammen med usædvanligt englebarn nytårsaften, der altid har sovet igennem, altid smiler og generelt ikke har noget som helst at udsætte på tilværelsen.

puha hvor jeg kender det.. mikkel er præcis som du beskriver din abe..
det er sååå hårdt nogen gange.. og jeg har nogen gange selv lyst til at skrige med ham når det er..

om jeg kender svaret... nix.. men er der andre der gør er de velkommen....

men jeg tror det er som du selv skriver at de ikke kan udtrykke sig og forklare os hva de mener ..og bliver så frustreret over det.. og når de er frusteret over det kan de heller ikke udtrykke det.. og så kommer det ud som et raserianfald..
men ville bare lige sige du ik er alene om at have sådan en abe

ha ha...lol.....så tør jeg sige, velkommen til en verden fyldt med selvbestemmende små individer.

JA DET SKER NU....de vil selv og kan selv, og tør selv, bestemme alt...

nu har de haft 1½ år til at lure vi voksne af, vi har styrret deres lille liv, og nu vil de selv være med.
de har selv ønsker om hvad sang der skal synges, hvad mad de vil spise, og hvad ting de vil ha og ikke ha.

så det er altså ret vigtig at beholde statussen som den der bestemmer.

dahm, af og til har jeg selv lyst til at opgive, for man tænker tit at de jo ikke forstår noget rigtigt endnu, men det gør de....tro mig, det gør de.

jeg har af og til spurgt tif om ting, som hun slet ikke burde forstå...så som, kan du hente strømper til mor...og så fiser madammen ind og henter strømper til mig i hendes skuffe...spørger jeg hende...har du pillet strømperne af? hvor er de nu henne...så finder hun de strømper hun har pillet af, og ikke et par nye...altså, hun forstår de ting jeg siger...

hun ved også godt hvad man må og ikke må, ihvertfald mange af tingene, og jeg har grejet at slår hun, og jeg snakker hende fra det...så kommer der bare en bølge af slag...så her cutter jeg hende med det samme, er stram når jeg siger nej...for jeg ved, at hun ved det er forbudt.

tit og ofte når de der skrigeture, som du oplyser om, de kommer...så er der kun en vej, og det er ind på hendes værelse, med døren på klem, og med beskeden om at jeg ikke gider høre på det...hun kan komme når hun er god igen, for det er ikke min opgave at holde hende glad.
det resultere selvfølgelig i en totalt overdreven skrigetur, på værelset, men efter et minutstid, går det op for hende, at ingen lytter...så bliver der lidt ro, lidt skrigen igen (for at tjekke om vi virkelig ikke lytter) og igen ro...så kan man høre hun begynder at lege...og ind i mellem skrige et kort...arrrrrrrg, for at lege igen...skrige et kort arrrrrg igen, og til sidst bare lege...

så går jeg gerne ind til hende og spørger hvad hun laver, og så har hun igen fundet melodien...

jeg ved ikke om det er det rigtige jeg gør, men jeg ved at mine grænser også bliver nået, og jeg har lov at sige, nu orker jeg ikke mere...jeg har så bare lært ikke at forsøge mig frem inden jeg cutter hende...nu hurtigere jeg sætter en stopper for de der udbrud, nu hurtigere er hun til at komme over dem igen

giver det her mening?

smider hun med tallerkener (af hvad hun egentlig gør meget sjældent) så samler jeg det ikke op igen...slut prut og tak for mad...lær hende at kende, når du ved hun er ved at være færdig, så hold på tallerkenen, og spørg om hun er færdig med at spise...river hun i tallerkenen, så sig tak for mad, tag den fra hende, og forstå hun har valgt...bare sådan jeg ser det.

jeg tror de små poder er møg hamrende frustreret, for de vil sige og fortælle så meget, men magter ikke sproget endnu...og det er jo skide svært ikke at blive forstået!

håber du kan bruge det her til noget...begynd med at sætte grænser, så hun lære at skelne mellem godt og dårligt...det er mit råd!

dahm en lang smørre, sorry

Tusind tak Loggi og Bette, det var lige, hvad jeg havde brug for at høre.
Både, at I andre også kender det og gode råd om tacklingen af det. Det er rigtig godt at vide, at det, man gør er rigtigt - altså at andre i det mindste også gør det, for så bliver man lidt mere sikker i sin sag og ikke så famlende at ungen mærker hullet i beslutsomheden og benytter sig af det.

NM kan virkelig også forstå de vildeste ting nu. Nøj, hvor man glor, når hun sådan kan hente ting til en, man ikke anede, hun vidste, hvad var.
Jeg lagde i sær mærke til det, da vi pyntede juletræ. Hun var knapt blevet præsenteret for konceptet, før hun tog en kugle fra mig, som jeg sad og snakkede om skulle hænges på juletræet og gik over og lagde den på en gren. Og det med at hente strømper og den slags kender jeg også og det er så sjovt at forsøge sig med en ny ting, man ikke har fantasi til at forestille sig, hun ved noget om, og så se hende komme slæbende med den.

Hold op, hvor er de altså blevet store og kloge, vores små poder!

Knus fra Birgitte

Loggidut skriver:

ha ha...lol.....så tør jeg sige, velkommen til en verden fyldt med selvbestemmende små individer.

JA DET SKER NU....de vil selv og kan selv, og tør selv, bestemme alt...

nu har de haft 1½ år til at lure vi voksne af, vi har styrret deres lille liv, og nu vil de selv være med.
de har selv ønsker om hvad sang der skal synges, hvad mad de vil spise, og hvad ting de vil ha og ikke ha.

så det er altså ret vigtig at beholde statussen som den der bestemmer.

dahm, af og til har jeg selv lyst til at opgive, for man tænker tit at de jo ikke forstår noget rigtigt endnu, men det gør de....tro mig, det gør de.

jeg har af og til spurgt tif om ting, som hun slet ikke burde forstå...så som, kan du hente strømper til mor...og så fiser madammen ind og henter strømper til mig i hendes skuffe...spørger jeg hende...har du pillet strømperne af? hvor er de nu henne...så finder hun de strømper hun har pillet af, og ikke et par nye...altså, hun forstår de ting jeg siger...

hun ved også godt hvad man må og ikke må, ihvertfald mange af tingene, og jeg har grejet at slår hun, og jeg snakker hende fra det...så kommer der bare en bølge af slag...så her cutter jeg hende med det samme, er stram når jeg siger nej...for jeg ved, at hun ved det er forbudt.

tit og ofte når de der skrigeture, som du oplyser om, de kommer...så er der kun en vej, og det er ind på hendes værelse, med døren på klem, og med beskeden om at jeg ikke gider høre på det...hun kan komme når hun er god igen, for det er ikke min opgave at holde hende glad.
det resultere selvfølgelig i en totalt overdreven skrigetur, på værelset, men efter et minutstid, går det op for hende, at ingen lytter...så bliver der lidt ro, lidt skrigen igen (for at tjekke om vi virkelig ikke lytter) og igen ro...så kan man høre hun begynder at lege...og ind i mellem skrige et kort...arrrrrrrg, for at lege igen...skrige et kort arrrrrg igen, og til sidst bare lege...

så går jeg gerne ind til hende og spørger hvad hun laver, og så har hun igen fundet melodien...

jeg ved ikke om det er det rigtige jeg gør, men jeg ved at mine grænser også bliver nået, og jeg har lov at sige, nu orker jeg ikke mere...jeg har så bare lært ikke at forsøge mig frem inden jeg cutter hende...nu hurtigere jeg sætter en stopper for de der udbrud, nu hurtigere er hun til at komme over dem igen

giver det her mening?

smider hun med tallerkener (af hvad hun egentlig gør meget sjældent) så samler jeg det ikke op igen...slut prut og tak for mad...lær hende at kende, når du ved hun er ved at være færdig, så hold på tallerkenen, og spørg om hun er færdig med at spise...river hun i tallerkenen, så sig tak for mad, tag den fra hende, og forstå hun har valgt...bare sådan jeg ser det.

jeg tror de små poder er møg hamrende frustreret, for de vil sige og fortælle så meget, men magter ikke sproget endnu...og det er jo skide svært ikke at blive forstået!

håber du kan bruge det her til noget...begynd med at sætte grænser, så hun lære at skelne mellem godt og dårligt...det er mit råd!

dahm en lang smørre, sorry

tænker.. forstår hun godt den med værelset nu??

kunne da være rart hvis jeg bare kunne smide ham derind og så med døren på klem så han kan rase ud for sig selv... og så komme til mig når han er ordentlig igen..

men hvornår bruger du så metoden?

Jeg kender det jo også godt - både de dér skrigeture og så det, at de virker helt vildt kloge, selvom man egentlig ikke troede, de fattede så meget. F.eks. er jeg blevet vildt imponeret over, hvordan Sofie behandler den dukke, hun netop har fået til jul. - Hehe, bortset fra at jeg hellere havde set, at hun havde givet dukken sodavand frem for øl, da hun forleden snuppede en tom flaske fra spisekammeret for at dukken kunne få en tår at drikke.
Mht. raseriet, så hænger jeg lige på Loggis pædagogik. Sofie smider egentlig ikke med tallerkenen eller glasset. Når hun ikke kan spise mere, skubber hun begge dele væk og ind på bordet + forsøger at tage hagesmækken af. - Men der er masser af andre ting, hun bliver meget hidsig af, og hun griner også bare, når hun får nej (f.eks. til at tømme krydderiskabet eller plaske i Nixons vandskål). Når vi har sagt nej et par gange, fjerner vi hende fra det, hun ikke må, og så bliver hun helt skråtvanvittig - hyler og kaster sig rundt på gulvet. Så længe hun ikke kan komme til skade, så lader vi hende flippe for sig selv, og så må hun selv komme, når hun er færdig med at være sur. Heldigvis slår hun ikke sig selv eller dunker hovedet ind i noget/gulvet.
I perioder har jeg da også tænkt, om der kunne være noget galt med hende, men det er der jo ikke. Vi har alle lært at styre vores temp. ved at øve os, og det er jo det de gør, selvom det f... er hårdt at være vidne til indimellem.
Lige for tiden prøver jeg jo på ikke at slæbe for meget rundt på hende pga. min store mave, så når vi skal forsones efter et raserianfald, så sætter jeg mig hellere på gulvet, og så tager vi en ordentlig krammetur. Jeg tror, det er vigtigt, at de forstår, man ikke bliver ved med at afvise dem - og at når de selv kommer med godt humør, så er man også klar til at tage imod dem igen.
Bare lidt sniksnak herfra for at lade dig/jer vide, at der er flere aber i det danske land + hvad der gøres ved dem.

- Helle

bette skriver:



tænker.. forstår hun godt den med værelset nu??

kunne da være rart hvis jeg bare kunne smide ham derind og så med døren på klem så han kan rase ud for sig selv... og så komme til mig når han er ordentlig igen..

men hvornår bruger du så metoden?

ja...tif har fattet pointen, som jeg skrev så giver hun den jo gas lige i starten, men ikke mere end jeg kan høre det er for at få min opmærksomhed...ja hun bliver der hvis det er det du mener...underligt nok, men hun bliver altså også sat resulut derind, med beskeden om at jeg ikke gider høre på det vrøvl.

så ja hun fatter den, og har godt af det, forstået på den måde, at jeg ikke genere hende yderligere...jeg tror sørme også nogen gange de små har brug for at være fri fra vi voksne...

birgittemarie skriver:

Vi er efterhånden begyndt at spekulere lidt mere indgående over hvordan man dog skal bære sig ad med at opdrage aben til at opføre sig bare en smule mere afdæmpet end den ellers gør.

Hun er meget højlydt. Skriger som en gal, når hun ikke får sin vilje, når hun ikke får sin mad hurtigt nok, når hun ikke kan nå et eller andet, når hun ikke vil sove osv. osv. Forleden fandt hun endda ud af at skåne sig selv under sin terrorgerning ved at holde sig selv for ørerne, mens hun skreg som en afsindig inde i sengen.
Derudover kyler hun sin tallerken med madrester ned på gulvet, når hun ikke vil have mere at spise. Hun slår os og sig selv i ansigtet i kådhed, men hårdt og nægter at forstå, når vi siger NEJ, det må du ikke, det gør ondt osv. Hun griner bare jublende. Åhhhh... Vi er ved at være rigtigt trætte.

Vi forsøger at være meget konsekvente med hende: fjerner hende fra bordet, når hun kyler med mad eller skriger, går ud af soveværelset, når hun slår eller skriger, forsøger at forklare hende, hvorfor hun ikke må slå og hvorfor det ikke er så rart, at hun skriger og vi retter os ikke efter hendes forlangender, når hun skriger efter dem, men lige meget synes det at hjælpe.

Tror I, vi gør det rigtige og at hun nok skal lære det eller har I nogle andre gode idéer til hvordan man skal behandle sådan et vilddyr?

Det kunne være rigtig rart at høre om jeres erfaringer for jeg begynder snart at tænke, at der enten er et eller galt med vores måde at være på eller at - jeg kan hverken lide at tænke eller sige eller skrive det - der er noget galt med hende.
Men nej, det tror jeg nu heller ikke der er. Jeg talte med husbond om det og han mente, at hun i hvert fald ikke kunne have ADHD eller det, der var værre, fordi hun jo sagtens kan sidde og koncentrere sig også, er meget opmærksom og let at komme i kontakt med. Så måske er det bare, fordi hun er ualmindeligt velbegavet og derfor frustreret over, at krop og taleevne ikke kan følge med.

Men hvad mener I?

Kh Birgitte - stadig præget af at have været sammen med usædvanligt englebarn nytårsaften, der altid har sovet igennem, altid smiler og generelt ikke har noget som helst at udsætte på tilværelsen.

WOOOOOOOOOOOOW hvad kan jeg sige??? Hun er jo nødagtig lige som min Freja...eller er det omvendt

Hun lyder som et ganske normalt barn på 1½ år!!!!! Hun er ved at finde ud af hvordan verden hænger sammen, hvordan hun selv kan gøre/skabe noget for at der sker noget nyt og at mor og far kan se noget såååå underlige ud i ansigterne Men det I også skal huske er, hun prøver at finde ud af sig selv og jer...altså hvis jeg nu skriger mig som en sindsyg og opføre mig med gråd og vrede...elsker I mig stadig og ja det gør I og det véd hun. Hun prøver heletiden at lære noget nyt om sig selv, jer og forholdene imellem

I skal være tydelige i det i siger og det i gør. Et nej er et nej uanset hvad!!! I behøver ikke altid komme med en lang forklaring og blive vrede (selv om jeg godt ved man er ved at springe i luften når tallerknen kommer flyvende for 17. gang den dag) Gør det tydeligt hvad der er acceptabelt for jer og hvad der ikke er.

Det lyder på mig som om I allerede gør hvad I kan gøre
Hvergang ungen er noget så træls og man er overbevist om at det nu er kommet i trods alderen...så vend den til noget positivt og tag en dyyyyyb indåndning og fortæl jer selv og hinanden at hun er nået til SELVSTÆNDIGHEDS ALDEREN Hun gør det for at lære og ikke for at trodse

Knus T som har en søn som muligvis får diagnosen ADHD i en milder form

Loggidut skriver:



ja...tif har fattet pointen, som jeg skrev så giver hun den jo gas lige i starten, men ikke mere end jeg kan høre det er for at få min opmærksomhed...ja hun bliver der hvis det er det du mener...underligt nok, men hun bliver altså også sat resulut derind, med beskeden om at jeg ikke gider høre på det vrøvl.

så ja hun fatter den, og har godt af det, forstået på den måde, at jeg ikke genere hende yderligere...jeg tror sørme også nogen gange de små har brug for at være fri fra vi voksne...

okay men du sætter hende vel ik ind hvis hun fx får et nej for 5. gang eller hvordan? er det kun når hun skaber sig??

hehe sorry men tror jeg vil prøve det på mikkel.. synes godt nok han er strid.. og jo mere gal han er jo mere slår han os og det gider jeg virkelig ikke

bette skriver:



okay men du sætter hende vel ik ind hvis hun fx får et nej for 5. gang eller hvordan? er det kun når hun skaber sig??

hehe sorry men tror jeg vil prøve det på mikkel.. synes godt nok han er strid.. og jo mere gal han er jo mere slår han os og det gider jeg virkelig ikke

nej, jeg sætter hende kun ind, når jeg kan mærke vi ikke kan nå på bølgelængde...du ved, når hun skriger i en endeløs rutine...hvor ingen kan snakke sammen, eller hvor ingen kan komme i nærheden af hende, uden hun går helt bananas...

nej hvis hun slår, så kigger jeg gerne på hende, og siger kraftigt nej...mens jeg kigger olmt på hende...det kan så resultere i en af de skrigeture...og gør det det...så ryger hun ind, men jeg bruger det nu ikke som en straf til alt...der skal selvfølgelig også være plads til dumheder og snak...

de ture jeg mener, er jo dem der gerne kommer når man rører i gryder, eller ikke lige kigger på hende når hun forlanger det.
de ture hun får hvor kommunikation er en umulighed, og hun bare stikker i et skrig, til hun mener hun får trumfet sin mening igennem