Er ved at være pænt træt af det...
Vores graviditet er planlagt til punkt og prikke. Både hvad angår det følelsesmæssige og det økonomiske. Trods vi er studerende har vi ordnet det på en måde, så det ikke kommer til at ødelægge vores studier - jeg skal bare holde et års barsel. Og da min kæreste er i praktikforløb, kommer hans 2 ugers barsel ikke til at ændre noget i hans studie.
Da vi fortalte familierne var alle glade. Alle synes det var virkelig skønt, kunne se MASSER af fordele i at få børn under studie og så når vi er unge (hhv. 21 og 23 år). Og fordi de alle kender os så godt, var de ikke i tvivl om, at det var velovervejet og en god idé, og har bare været SÅ glade og lykkelig lige fra dag 1. Og har engageret sig rigtig meget i min graviditet.
Og dog! Min far og hans kone er de eneste, der har været negative. Det har de så til gengæld også været stort set hele vejen, og jeg nærmer mig snart fødslen.
De blev ikke glade, da jeg fortalte det. De synes det var en dårlig idé ift. studie, vores alder, økonomi osv., selvom jeg forklarede længe, hvordan vi havde planlagt det. De sagde dog, at hvis det var det vi ville, så var det jo sådan.
Og i den rille er det bare fortsat! Fx at min far ringede for at høre, om vi nu rent faktisk var klar over hvad børnepasning kostede! For det havde vi i hvert fald ikke plads til, og det havde vi tydeligvis ikke overvejet. Så måtte jeg jo så sætte ham på og sige, at JO det havde vi tænkt på, og vi HAR lagt budget for efter fødslen. Og at vi kan få delvis økonomisk friplads grundet vores indkomst. Nå, så måtte han jo lade den ligge.
Så var der et tidspunkt vi var på besøg, hvor min kæreste snakkede om praktikpladser, og snakkede om en plads meget meget langt væk. Der sagde jeg til dem, at den havde han og jeg fravalgt i fællesskab, så han ikke var så langt væk fra barnet. Så fik jeg lige endnu en lussing: "Ja vores barn skulle da ikke ødelægge hans fremtid!" - Øøh! For det første er det noget VI har besluttet, for det andet ødelægger det bestemt ikke hans fremtid at få en anden plads, for den er faktisk endnu bedre, den han har fået.
Og sådan kan jeg blive ved. Vi havde siddet hele aftenen med dem og set videoer på youtube af alle mulige sjove ting, mest ting som de ville se på, men som vi ikke synes var så spændende. Så ville jeg vise dem EN eneste video af en kvinde hvor man kan se på maven at babyen sparker helt vildt. Så fik jeg da bare lige den næste verbale lussing. Ej, det var da total kedeligt, og det gad de altså ikke se på. Nå, tak da.
Med tiden har de indstillet sig lidt mere, og min far bliver rørt når han ser scanningsbilleder og sådan, men de dumme kommentarer og skepsissen er der stadig. Da jeg så dem for et par dage siden fortalte de, at dengang jeg havde fortalt jeg var gravid, tog de over til naboen og drak sig hammerlammer fordi de var chokerede, synes det var en dårlig idé i forhold til vores alder, studie og hvor længe vi havde været sammen. TAK for det!
Jeg tænker bare. Whatever at de har det sådan! Men behøver de vise det hele tiden? Kan de ikke holde deres stikpiller for sig selv? Jeg er så træt af det. Det værste er, at min kæreste og jeg er utrolig modne, voksne mennesker. Vi går begge på en prestigefyldt uddannelse, vi er ansvarlige, har styr på økonomien og klarer os generelt godt i alle livets henseender. Vi har et fantastisk parforhold uden de store problemer, og vi er høflige, velopdragne, hjælpsomme og rigtig gode mennesker. Så de har INGEN grund til at sige og tænke de ting, de gør.
Hvad skal vi snart gøre? Jeg har ikke lyst til at tale med dem. Vi var uvenner i over et år, da jeg var yngre. Det er en lang historie, men de gjorde nogle ting, som virkelig skadede vores forhold, og i hele den periode så jeg ikke meget til dem. Vi er blevet gode venner igen nu og hygger sammen, men jeg tør aldrig sige fra, når de er lede, fordi vi ENDELIG har fået lappet vores forhold, og jeg ikke skal nyde noget af at starte en lavine igen. For de kan kun se tingene fra deres synspunkt, ikke andres
