Nu er vi i den situation at min mand i princippet er bonusfar for vores datter, men både i mine øjne og i hans har vores datter 2 dejlige fædre, der elsker hende og vil gå igennem ild og vand for hende.
Min mand har været i vores liv siden jeg var få måneder henne i graviditeten, og har dermed altid været der. Han bliver kaldt far, for han er også hendes far, ikke af kød og blod, men alt det han har gjort og gør, det gør ham til far! 
Han har altid stået op om natten, badet hende, givet hende ren ble m.m.
Vores datter begyndte så også først at se sin biologiske far da hun var 1 års tid.
Hendes biologiske far har det helt fint med, at min mand også bliver kaldt far, men det har nok også noget at gøre med, at han altid har været der.
Var jeg f.eks. fundet sammen med min mand nu hvor vores datter er 3, så ville han ikke blive omtalt som far.
Herhjemme kan min mand og bio far også snakke rigtig fint sammen, hvilket jo er skønt..
Nårh ja, og min mand opdrager selvfølgelig vores datter på ligefod med mig, men igen har han også været der altid. Så det har der aldrig været problemer omkring.
Jeg priser mig lykkelig for, at nu når vi er i denne situation, at min mand altid har været der, og vi har et godt forhold med den biologiske far. Det er virkelig alfa omega.
Nu er vores situation selvfølgelig en anden end de flestes, tingene er jo anderledes når man ikke har været i barnets liv altid.
