Jeg fortalte min chef om min graviditet allerede da jeg var 4+4, for jeg ville ikke risikere, at hun følte jeg havde tilbageholdt informationen fra hende. Hendes reaktion var “det var da træls”. Har stadig ikke fået et tillykke.
Jeg begyndte efterfølgende at gøre hende opmærksom på reglerne for gravide vedr. løft, da jeg kører varer ud for butikken og dette involverer ølkasser (23 kg) og en masse almindelige dagligvarer, som hurtigt løber op i vægt. Dette medførte, at hun kørte psykisk terror på mig i fjorten dage fordi hun synes jeg var pivet og pjattet. Har hørt utallige gange om, at da hun ventede sig (begge gange) arbejdede hun indtil hun fik veer og at hun vendte tilbage på arbejde 2 dage efter fødslen.
Fik til sidst overtalt hende til, at vi skulle “ansætte” en praktikant via kommunen, som jo ville arbejde gratis og som kunne køre med mig og tage de tunge løft. Dog først senere i graviditeten. Vi blev så enige om, at jeg fik hjælp pr. 1/9 - hvor jeg er 25+5. Har gået og set frem til det for kan godt mærke, at det efterhånden er alt for hårdt for mig.
Jeg bragte så emnet op igen for nogle dage siden og her får jeg at vide, at hun regnede ikke med at vedkommende skulle køre med mig det første stykke tid for (som hun sagde), “kunden må ikke tro, at det er besværligt at vedkommende skal have varer”.
Jeg ved sgu ikke hvad jeg skal gøre mere. Jeg kan ikke holde til at køre varer ud meget længere, men hvis jeg siger fra gør hun mit arbejdsliv til et levende helvede. Min læge gjorde klart meget tidligt, at hun kun sygemeldte gravide hvis man havde bækkenløsning eller mange plukveer. Og selvom jeg kan køre en sag mod hende via min fagforening, så skal jeg stadig på arbejde hver dag - og dét ville være uudholdeligt.
Undskyld for den lange smøre, skulle bare ud med det hele.
Anmeld