Øv, hvor er jeg skuffet!

Preghiera skriver:

Ja det er rigtigt.Men jeg ved at han har det sådan. Han er meget "beskytteren".

Jo jeg snakker med ham når han kommer hjem... For jeg kan godt mærke at det sårede mig mere end jeg regnede med -og gav udtryk for igår.

go ide håber han tager det til sig så I snart ka lave nogen søde babyer

Taaaak allesammen hvor er i søde

Jeg har snakket med ham og han var self. ikke klar over at det faktisk var mega sårende at han "bare sådan lige" udsatte det.

Vi har aftalt ikke at aftale noget. På den måde er der fra nu af ikke nogen der bliver såret. Men som minimums-deadline har vi dog sat årsskiftet som vores "for-alvor"-startskud

Suk, det var bare en hård omgang. Han blev meget ked af det da han troede at jeg troede, han var i tvivl om det med børn. Men det er jeg jo ikke. Han er bare pokkers praktisk!

Men tak fordi jeg lige kunne tude/rase lidt ud!

Preghiera skriver:

Ja, i har sikkert set mange "skruk-indlæg" fra mig af - og endnu flere efter at kæresten og jeg, for et par måneder siden, blev enige om at starte PB til december! Jeg var SÅ lykkelig bare ved tanken om at vi skulle have børn og inden for en overskuelig fremtid. Jeg kunne tælle ned, planlægge i hovedet og drømme mig langt væk ved tanken. Jeg fortalte også min mor (ved et uheld mere eller mindre) at vi ville smide præventionen til december og det passede perfekt mht uddannelsen etc. Og da min kæreste fortalte hans bedste kammerat det, da vi var hjemme hos ham i sidste uge, smeltede mit hjerte! Nu var det officielt og en realitet!

Men her i går sad min kæreste og jeg så og snakkede om planer, drømme og økonomi og så siger han pludselig "Faktisk........ Ja, det er jo egentlig også derfor, jeg synes vi skal vente med børn... bare et år i hvert fald"

Er jeg helt vildt hormonella og langt ude? For jeg synes VIRKELIG, det var træls at høre! Jeg blev helt mundlam og trist, for de sidste mange uger har jeg bare surfet baby-ting og forestillet mig det hele og jeg har fortalt mine veninder det og og og og.... Nu er det udsat.

Skal jeg bare ta' en tudekiks, eller har min kæreste været en tumpe? Kom med jeres mening piger

Har faktisk haft det lige omvendt... altså som din kæreste...

Først ville jeg rigtig gerne ha en mere... (faktisk plagede jeg min kæreste i lidt over et år) men nu hvor spiralen og røget og han er helt vild i varmen efter og få en lille, har jeg ikke rigtig lyst alligevel...

Jeg kan da godt se det ville være dejligt med en lille putte eller putinde mere, men jeg føler ikke jeg har overskud og tid til en lille ny spirrevip.

Det kan også være fordi jeg nu husker hvordan det er og ha en med kolik... 2 timers søvn i døgnet (fordi når man endelig havde tid til og sove, kunne man ikke falde i søvn) og de 2 timer var med en tudbrølende søn i armene (fordi jeg ikke kunne nænne og lade ham ligge og græde i sin egen seng alene)

Så jeg har besluttet at skide være med det... det kan godt være jeg ikke er helt vild efter det nu, men vil bare prøve og ta tingene som de kommer...

Preghiera skriver:

Ja, i har sikkert set mange "skruk-indlæg" fra mig af - og endnu flere efter at kæresten og jeg, for et par måneder siden, blev enige om at starte PB til december! Jeg var SÅ lykkelig bare ved tanken om at vi skulle have børn og inden for en overskuelig fremtid. Jeg kunne tælle ned, planlægge i hovedet og drømme mig langt væk ved tanken. Jeg fortalte også min mor (ved et uheld mere eller mindre) at vi ville smide præventionen til december og det passede perfekt mht uddannelsen etc. Og da min kæreste fortalte hans bedste kammerat det, da vi var hjemme hos ham i sidste uge, smeltede mit hjerte! Nu var det officielt og en realitet!

Men her i går sad min kæreste og jeg så og snakkede om planer, drømme og økonomi og så siger han pludselig "Faktisk........ Ja, det er jo egentlig også derfor, jeg synes vi skal vente med børn... bare et år i hvert fald"

Er jeg helt vildt hormonella og langt ude? For jeg synes VIRKELIG, det var træls at høre! Jeg blev helt mundlam og trist, for de sidste mange uger har jeg bare surfet baby-ting og forestillet mig det hele og jeg har fortalt mine veninder det og og og og.... Nu er det udsat.

Skal jeg bare ta' en tudekiks, eller har min kæreste været en tumpe? Kom med jeres mening piger

jeg kender det i hvert fald godt, først måtte det udskydes pga. arbejdsskader, så pga. økonomi og så en gang til pga. arbejdsskader, jeg må ærligt indrømme jeg ikke rigtigt kan finde ud af at glæde mig mere til det mere, det kan godt være det ikke kun er kæresten der har taget de valg, men det ændre jo ikke drømmen og at man nærmest føler sig skuffet når man tænker på hvis alt gik godt kunne vi nu havde siddet med et barn på over 1 år.