Ved ikke hvad jeg skal gøre

  Jeg er 34+6 i dag. Jeg har brug for nogle råd. Jeg håber jeg kan få mine følelser "ned på papir", for jeg er ved at briste indefra tror jeg.

Jeg har haft en lang sej graviditet pga virkelig mange smertefulde plukveer og en tidligere ulykke der gør at mit bækken og min ryg slet ikke kan klare det mere. Nu er min bækkenløsning så slem at jeg ikke rigtig kan lave noget, og har krykker til hjælps. Mine plukveer er nærmest gået i sig selv og det er jo godt, men jeg ville nu gerne have dem tilbage, for jeg orker ikke mere, og vil ærlig talt ønske at lillemanden vil komme ud 37+0 når han er klar!

Min kæreste og jeg er gået fra hinanden for nyligt, pga utroskab og mange løgne på kort tid. Min søster og jeg har stoppet kontakt, fordi jeg har fundet ud af hun lyver overfor mig, og ikke er til at stole på, fordi hun fortæller ting videre jeg har sagt til hende. Da jeg tog den op med hende valgte hun at blive så sur og sige hun ikke ville tale med mig igen, og vi har ikke talt sammen siden. Jeg har i forvejen ikke nogen venner jeg kan dele mine tanker med, har kun bekendte. Har aldrig rigtig haft en rigtig ven, jeg har mere haft virkelig mange bekendte, og efter jeg er blevet gravid, så er vennekredsen skrumpet betydeligt ind. Min far kan jeg ikke tale med om alt, for vi har været meget uvenner før i tiden og er ved at opbygge et forhold igen. Så har jeg min mor, men det er jo ikke alt man har lyst til at fortælle sin mor, vel? Jeg sidder tilbage med en følelse af at jeg er alene i verden. Hvem skal jeg snakke med? Min bedste ven og min kæreste, den eneste som jeg virkelig regnede med (specielt i denne tid), gik bag min ryg og holdte mig for nar.  Min søster, som burde være der for mig for altid, er der ikke mere. Jeg forstår ikke hvad jeg har gjort galt. Jeg føler mig utilstrækkelig, og ussel. Jeg føler mig ulækker, rådden. Jeg er slet ikke god nok til nogen!

Jeg har ikke lyst til noget. Jeg kan ikke se nogen grund til at stå op om morgenen, jeg kan ikke spise, jeg kan ikke sove. Jeg har dårlig samvittighed overfor lillemanden i maven, for han må blive påvirket. Min krop er kørt helt ned. Jeg prøver at tvinge mig selv til at spise, men det er som om min mavesæk er fuldstændigt proppet til randen. Jeg føler INGEN glæde ved graviditeten, og lillemanden. Jeg er stille og roligt begyndt at få den følelse af at det alt sammen er lillemandens skyld. Hvis han ikke havde været der, så havde mit liv sikkert set anderledes ud, og været bedre end nu. Og når jeg kommer til at tænke sådan, så har jeg bare lyst til at slå mig selv i hoved, for hvordan kan en mor tænke sådan. Men tanken vil ikke forsvinde. Jeg elsker ham ubeskriveligt højt, men jeg hader også min graviditet. Jeg gider ikke mere  Min mor siger jeg må prøve at komme lidt ud, og jeg har prøvet at gå en tur, men mit bækken gør så ondt så hvor spændende er det lige. Jeg føler mig ikke god nok til nogen, og jeg frygter at min evne som mor er væk. Hvad hvis jeg ikke kan holde af ham når han kommer ud fordi jeg føler at det er ham der forvolder mig alt den smerte? Jeg ville bare ønske han snart ville komme, for det er ligesom alting bliver værre og værre for hver dag der går. Men hvis jeg er uheldig så er der jo 7 uger endnu, og jeg ved ikke hvordan jeg skal klare det.

Jeg tror der er mange gravide som har de samme fysiske problemer som mig, det er jo hårdt at være gravid. Men så kan jeg bare slet ikke finde ud af at tackle det.

Undskyld det er så langt, rodet og intetsigende.

Har bare brug for at åbne mig for nogen.

Jeg kunne have skrevet det du skriver der..... Lige bortset fra det med at være gået fra manden og det med din søster. Men mserterne pga tidligere ulykke osv, og sjovt nok er jeg også 34+6 idag......

Men skriv til mig privat hvis du har lyst! Jeg vil meget gerne dele tanker osv med dig......

Knus

nogen gange er det faktisk en hjælp at finde sig en komplet fremmed penneven, som f.eks en herindefra, som man kan snakke godt med på mail, og så får man lettet sit hjerte. Måske kan man senere blive venner i virkeligheden, måske ikke, men hvis formålet er at man gensidigt har en at snakke med om glæder og sorger, så er det vel også alletiders.

Det lyder som om du har det svært. Jeg kender godt det der med at stå palle alene i verden, - jeg selv er ikke super socialt anlagt og har ikke behov for et hav af venner, men jeg har på den anden side også haft en tendens til at trække mig tilbage med armene over kors og udstrålet I må komme til mig - signalet, og det får man altså ikke nogle nye bekendtskaber ved...

Jeg er heldigvis blevet bedre til at lukke op ud imod verden, og møder nye mennesker når jeg har lyst til det.

Hvis du har lyst til en sludder, er du velkommen til at skrive, - jeg har selv prøvet lidt af hvert. og om ikke andet, ja så kan du da få et cyberknus med på vejen...

Anonym skriver:

  Jeg er 34+6 i dag. Jeg har brug for nogle råd. Jeg håber jeg kan få mine følelser "ned på papir", for jeg er ved at briste indefra tror jeg.

Jeg har haft en lang sej graviditet pga virkelig mange smertefulde plukveer og en tidligere ulykke der gør at mit bækken og min ryg slet ikke kan klare det mere. Nu er min bækkenløsning så slem at jeg ikke rigtig kan lave noget, og har krykker til hjælps. Mine plukveer er nærmest gået i sig selv og det er jo godt, men jeg ville nu gerne have dem tilbage, for jeg orker ikke mere, og vil ærlig talt ønske at lillemanden vil komme ud 37+0 når han er klar!

Min kæreste og jeg er gået fra hinanden for nyligt, pga utroskab og mange løgne på kort tid. Min søster og jeg har stoppet kontakt, fordi jeg har fundet ud af hun lyver overfor mig, og ikke er til at stole på, fordi hun fortæller ting videre jeg har sagt til hende. Da jeg tog den op med hende valgte hun at blive så sur og sige hun ikke ville tale med mig igen, og vi har ikke talt sammen siden. Jeg har i forvejen ikke nogen venner jeg kan dele mine tanker med, har kun bekendte. Har aldrig rigtig haft en rigtig ven, jeg har mere haft virkelig mange bekendte, og efter jeg er blevet gravid, så er vennekredsen skrumpet betydeligt ind. Min far kan jeg ikke tale med om alt, for vi har været meget uvenner før i tiden og er ved at opbygge et forhold igen. Så har jeg min mor, men det er jo ikke alt man har lyst til at fortælle sin mor, vel? Jeg sidder tilbage med en følelse af at jeg er alene i verden. Hvem skal jeg snakke med? Min bedste ven og min kæreste, den eneste som jeg virkelig regnede med (specielt i denne tid), gik bag min ryg og holdte mig for nar.  Min søster, som burde være der for mig for altid, er der ikke mere. Jeg forstår ikke hvad jeg har gjort galt. Jeg føler mig utilstrækkelig, og ussel. Jeg føler mig ulækker, rådden. Jeg er slet ikke god nok til nogen!

Jeg har ikke lyst til noget. Jeg kan ikke se nogen grund til at stå op om morgenen, jeg kan ikke spise, jeg kan ikke sove. Jeg har dårlig samvittighed overfor lillemanden i maven, for han må blive påvirket. Min krop er kørt helt ned. Jeg prøver at tvinge mig selv til at spise, men det er som om min mavesæk er fuldstændigt proppet til randen. Jeg føler INGEN glæde ved graviditeten, og lillemanden. Jeg er stille og roligt begyndt at få den følelse af at det alt sammen er lillemandens skyld. Hvis han ikke havde været der, så havde mit liv sikkert set anderledes ud, og været bedre end nu. Og når jeg kommer til at tænke sådan, så har jeg bare lyst til at slå mig selv i hoved, for hvordan kan en mor tænke sådan. Men tanken vil ikke forsvinde. Jeg elsker ham ubeskriveligt højt, men jeg hader også min graviditet. Jeg gider ikke mere  Min mor siger jeg må prøve at komme lidt ud, og jeg har prøvet at gå en tur, men mit bækken gør så ondt så hvor spændende er det lige. Jeg føler mig ikke god nok til nogen, og jeg frygter at min evne som mor er væk. Hvad hvis jeg ikke kan holde af ham når han kommer ud fordi jeg føler at det er ham der forvolder mig alt den smerte? Jeg ville bare ønske han snart ville komme, for det er ligesom alting bliver værre og værre for hver dag der går. Men hvis jeg er uheldig så er der jo 7 uger endnu, og jeg ved ikke hvordan jeg skal klare det.

Jeg tror der er mange gravide som har de samme fysiske problemer som mig, det er jo hårdt at være gravid. Men så kan jeg bare slet ikke finde ud af at tackle det.

Undskyld det er så langt, rodet og intetsigende.

Har bare brug for at åbne mig for nogen.

Har du talt med din jordemoder om de her ting? Jeg syntes det er meget vigtigt at du får snakket om det og hjælp til at komme igennem det - for din og lillemandens skyld - men ikke mindst for dine moderfølelser for den bette!  Han ER jo uden skyld og det ville være så ærgeligt hvis de ting med din x og din søster, skal påvirke dine følelser for den bette!

Jeg ved at der før er blevet sat fødsler igang hvid der har været indikationer for det. Det kan evt. være smerterne i dit bækken!

Jeg tror det er helt normalt at tænke, som du gør. Min bækkenløsning er slem, og jeg har allerede tænkt, at jeg virkelig ikke gider være gravid mere.. Men det er jo bare tanker, man får fordi man føler sig på magtesløs, og det er pisse hårdt at gå og have ondt hele tiden. For mig skal der ikke meget til før jeg bryder sammen og blever rigtig ked af det for tiden - så har kun forståelse for, at du ikke har det godt. Det er en stor mundfuld på en gang!

Du skriver, at det ikke er alt, man gider tale med sin mor om. Men måske du skulle åbne dig op for hende? Det kunne måske være en god start til at få talt om dine problemer. For det er rigtig mange følelser, at gå rundt med alene.

Du skal være velkommen til at skrive en pb, hvis du har lyst til det.

Ønsker dig al mulig held og lykke med at komme i gang med at tale om det

Allesammen:Tak for at i gider tage jer tid og skrive Jeg vil gerne skrive privat beskeder, men lige nu tror jeg bare jeg har brug for at få lidt opmuntring. Jeg er fuldstændigt nede. Jeg skal til jordmoder på næste onsdag, jeg har overvejet at ringe og få en tid før, men ved ikke om man kan. Jeg har åbnet en del for min mor, og hun ved nogenlunde hvordan jeg har det. Skal også spise hos hende i dag. Men bare tanken om at jeg skal afsted, at ejg er tvunget til at stå op, gå i bad, og sådan, det er nærmest uoverskueligt for mig. Jeg har altid været en meget glad frisk pige, og har aldrig haft det sådan her før, ikke i nærheden af det, og jeg ser det som et kæmpe kæmpe stort nederlag. Jeg føler mig umoden, og jeg er bange for at jeg måske slet ikke var klar til at blive mor. Jeg er bange for at jeg ikke kommer til at være god nok for min søn

  Jeg er 34+6 i dag. Jeg har brug for nogle råd. Jeg håber jeg kan få mine følelser "ned på papir", for jeg er ved at briste indefra tror jeg.

Jeg har haft en lang sej graviditet pga virkelig mange smertefulde plukveer og en tidligere ulykke der gør at mit bækken og min ryg slet ikke kan klare det mere. Nu er min bækkenløsning så slem at jeg ikke rigtig kan lave noget, og har krykker til hjælps. Mine plukveer er nærmest gået i sig selv og det er jo godt, men jeg ville nu gerne have dem tilbage, for jeg orker ikke mere, og vil ærlig talt ønske at lillemanden vil komme ud 37+0 når han er klar!

Min kæreste og jeg er gået fra hinanden for nyligt, pga utroskab og mange løgne på kort tid. Min søster og jeg har stoppet kontakt, fordi jeg har fundet ud af hun lyver overfor mig, og ikke er til at stole på, fordi hun fortæller ting videre jeg har sagt til hende. Da jeg tog den op med hende valgte hun at blive så sur og sige hun ikke ville tale med mig igen, og vi har ikke talt sammen siden. Jeg har i forvejen ikke nogen venner jeg kan dele mine tanker med, har kun bekendte. Har aldrig rigtig haft en rigtig ven, jeg har mere haft virkelig mange bekendte, og efter jeg er blevet gravid, så er vennekredsen skrumpet betydeligt ind. Min far kan jeg ikke tale med om alt, for vi har været meget uvenner før i tiden og er ved at opbygge et forhold igen. Så har jeg min mor, men det er jo ikke alt man har lyst til at fortælle sin mor, vel? Jeg sidder tilbage med en følelse af at jeg er alene i verden. Hvem skal jeg snakke med? Min bedste ven og min kæreste, den eneste som jeg virkelig regnede med (specielt i denne tid), gik bag min ryg og holdte mig for nar.  Min søster, som burde være der for mig for altid, er der ikke mere. Jeg forstår ikke hvad jeg har gjort galt. Jeg føler mig utilstrækkelig, og ussel. Jeg føler mig ulækker, rådden. Jeg er slet ikke god nok til nogen!

Jeg har ikke lyst til noget. Jeg kan ikke se nogen grund til at stå op om morgenen, jeg kan ikke spise, jeg kan ikke sove. Jeg har dårlig samvittighed overfor lillemanden i maven, for han må blive påvirket. Min krop er kørt helt ned. Jeg prøver at tvinge mig selv til at spise, men det er som om min mavesæk er fuldstændigt proppet til randen. Jeg føler INGEN glæde ved graviditeten, og lillemanden. Jeg er stille og roligt begyndt at få den følelse af at det alt sammen er lillemandens skyld. Hvis han ikke havde været der, så havde mit liv sikkert set anderledes ud, og været bedre end nu. Og når jeg kommer til at tænke sådan, så har jeg bare lyst til at slå mig selv i hoved, for hvordan kan en mor tænke sådan. Men tanken vil ikke forsvinde. Jeg elsker ham ubeskriveligt højt, men jeg hader også min graviditet. Jeg gider ikke mere  Min mor siger jeg må prøve at komme lidt ud, og jeg har prøvet at gå en tur, men mit bækken gør så ondt så hvor spændende er det lige. Jeg føler mig ikke god nok til nogen, og jeg frygter at min evne som mor er væk. Hvad hvis jeg ikke kan holde af ham når han kommer ud fordi jeg føler at det er ham der forvolder mig alt den smerte? Jeg ville bare ønske han snart ville komme, for det er ligesom alting bliver værre og værre for hver dag der går. Men hvis jeg er uheldig så er der jo 7 uger endnu, og jeg ved ikke hvordan jeg skal klare det.

Jeg tror der er mange gravide som har de samme fysiske problemer som mig, det er jo hårdt at være gravid. Men så kan jeg bare slet ikke finde ud af at tackle det.

Undskyld det er så langt, rodet og intetsigende.

Har bare brug for at åbne mig for nogen.

Kære søde dig. Du kan tro at jeg føler med dig. Jeg havde selv en lignende hæslig graviditet med hamrende bækkenløsning og andre fysiske problemer. Dertil stødte så en masse problemer i vores liv, så det hele på ingen tid blev komplet kaotisk. Alle dine følelser og meget af det du beskriver kan jeg forstå helt og aldeles. Bækkenløsning i sig selv gør så ufatteligt ondt at man slet ikke forstår det hvis man ikke har prøvet det. Problemet er jo at man ikke kan aflaste et bækken ligemeget om man står, går, ligger eller sidder. Selvfølgelig trænger man til at komme ud, men det er jo så godt som umuligt for en når man har så ondt at man jo faktisk ikke kan gå omkring. Men jeg tror ikke at man kan forvente at andre kan forstå det hvis de ikke har prøvet det. Rigtig bækkenløsning er forfærdelig (og bliver tit forvekslet med de alm. smerter i bækkenet under graviditet som mange også kalder for bækkenløsning).

Jeg kan virkelig godt forstå hvor få kræfter du har og hvor udkørt du er, men der er nogle ting som måske kunne hjælpe dig at få kæmpet dig igennem. Det er bare ment som forslag:

- Snak med jordemor om bækkensmerterne og en evt igangsættelse af fødslen ved termin

- Snak evt med lægen om de følelser og tanker du har nu. Bliv evt henvist til psykolog for at forebygge at der kommer en evt reaktion efter fødslen. Det er klart at du har så meget kørende rundt oppe i hovedet lige nu, med alt det frygtelige der er sket. Jeg kom selv til psykolog og det hjalp meget at få talt de følelser igennem. Jeg ville næsten sige at hvis det var det eneste du magtede, så ville det være det værd. Det er ikke godt at sidde selv med de der følelser, det kan give bagslag efter fødslen.

-Prøv at tale lidt med maven og lillemanden hver dag. Bare lidt om gode ting og om hvad du gerne vil at I skal sammen når han bliver født.

- Hvis du næsten ingen appetit har så vær opmærksom på at prøve at få noget protein og noget med vitaminer ned, fx grønt. Det er bedre at spare lidt på brødet eller pastaen og risene hvis der ikke er plads nok i maven til det hele.

Det gør mig så ondt at du skal have den her oplevelse, for kan bare huske hvor grimt det var. Hvis du har lyst må du meget gerne skrive til mig.

Husk at det bliver godt igen. Det kan jeg skrive under på

Amandas-mor skriver:

Kære søde dig. Du kan tro at jeg føler med dig. Jeg havde selv en lignende hæslig graviditet med hamrende bækkenløsning og andre fysiske problemer. Dertil stødte så en masse problemer i vores liv, så det hele på ingen tid blev komplet kaotisk. Alle dine følelser og meget af det du beskriver kan jeg forstå helt og aldeles. Bækkenløsning i sig selv gør så ufatteligt ondt at man slet ikke forstår det hvis man ikke har prøvet det. Problemet er jo at man ikke kan aflaste et bækken ligemeget om man står, går, ligger eller sidder. Selvfølgelig trænger man til at komme ud, men det er jo så godt som umuligt for en når man har så ondt at man jo faktisk ikke kan gå omkring. Men jeg tror ikke at man kan forvente at andre kan forstå det hvis de ikke har prøvet det. Rigtig bækkenløsning er forfærdelig (og bliver tit forvekslet med de alm. smerter i bækkenet under graviditet som mange også kalder for bækkenløsning).

Jeg kan virkelig godt forstå hvor få kræfter du har og hvor udkørt du er, men der er nogle ting som måske kunne hjælpe dig at få kæmpet dig igennem. Det er bare ment som forslag:

- Snak med jordemor om bækkensmerterne og en evt igangsættelse af fødslen ved termin

- Snak evt med lægen om de følelser og tanker du har nu. Bliv evt henvist til psykolog for at forebygge at der kommer en evt reaktion efter fødslen. Det er klart at du har så meget kørende rundt oppe i hovedet lige nu, med alt det frygtelige der er sket. Jeg kom selv til psykolog og det hjalp meget at få talt de følelser igennem. Jeg ville næsten sige at hvis det var det eneste du magtede, så ville det være det værd. Det er ikke godt at sidde selv med de der følelser, det kan give bagslag efter fødslen.

-Prøv at tale lidt med maven og lillemanden hver dag. Bare lidt om gode ting og om hvad du gerne vil at I skal sammen når han bliver født.

- Hvis du næsten ingen appetit har så vær opmærksom på at prøve at få noget protein og noget med vitaminer ned, fx grønt. Det er bedre at spare lidt på brødet eller pastaen og risene hvis der ikke er plads nok i maven til det hele.

Det gør mig så ondt at du skal have den her oplevelse, for kan bare huske hvor grimt det var. Hvis du har lyst må du meget gerne skrive til mig. Hvis jeg bor i nærheden af dig vil jeg også gerne besøge dig og snakke hvis du har lyst. Det er bare et tilbud  

Tak for dit svar! Det var rart at høre jeg ikke er helt alene om at føle mig så nedtrykt. Jeg har tænkt mig at tale med jm på næste onsdag om igangsættelse, og alt sådan noget. Men samtidig vil jeg jo også helst at han kom når han selv var klar. Tror ikke at en lang sej hård igangsættelse er særlig godt for mig heller.

Jeg har virkelig overvejet en psykolog, men lige nu er jeg så dårligt økonomisk stillet pga bruddet med min kæreste, at jeg faktisk ikke har nogen penge at gøre med.

Det var en god ide at tale med maven. Har jeg slet ikke overvejet faktisk. Det vil jeg prøve om jeg kan finde ud af. Måske han faktisk også kan være en god lytter. Han svarer ihvert fald ikke igen. Endnu!

Jeg spiser noget frugt i løbet af dagen. her til morgen har jeg spist noget vandmelon, og det gjorde jeg også igår, men det var det eneste jeg kunne spise igår :/ Og jeg har bestemt ikke brug for at tabe mig, vejer nu i 35. uge omkring 63 kg og er 168 høj, så det er jo ikke super godt for min krop. Får lillemanden egentlig det han skal have, selvom jeg ikke spiser? Tager vitamin og jern hver dag.

Anonym skriver:

Tak for dit svar! Det var rart at høre jeg ikke er helt alene om at føle mig så nedtrykt. Jeg har tænkt mig at tale med jm på næste onsdag om igangsættelse, og alt sådan noget. Men samtidig vil jeg jo også helst at han kom når han selv var klar. Tror ikke at en lang sej hård igangsættelse er særlig godt for mig heller.

Jeg har virkelig overvejet en psykolog, men lige nu er jeg så dårligt økonomisk stillet pga bruddet med min kæreste, at jeg faktisk ikke har nogen penge at gøre med.

Det var en god ide at tale med maven. Har jeg slet ikke overvejet faktisk. Det vil jeg prøve om jeg kan finde ud af. Måske han faktisk også kan være en god lytter. Han svarer ihvert fald ikke igen. Endnu!

Jeg spiser noget frugt i løbet af dagen. her til morgen har jeg spist noget vandmelon, og det gjorde jeg også igår, men det var det eneste jeg kunne spise igår :/ Og jeg har bestemt ikke brug for at tabe mig, vejer nu i 35. uge omkring 63 kg og er 168 høj, så det er jo ikke super godt for min krop. Får lillemanden egentlig det han skal have, selvom jeg ikke spiser? Tager vitamin og jern hver dag.

Du er ikke alene, selv om det føles sådan.

Jeg ved godt at det er svært at overskue lige nu, men hvis du ikke har så mange penge, så kan lægen for det første henvise til psykolog og det gør det billigere, dernæst hvis du er medlem af Danmark dækker de noget. Ydermere kan man søge kommunen om at få hjælp til det. Men forstår godt at det er svært at overskue. Mange byer har selvhjælpssteder hvor man gratis kan komme til at tale med en der kan hjælpe. Det kunne du også overveje.

Det er rigtigt det med igangsættelsen at det kan være en lang og sej omgang, og det skal du have med i dine overvejelser. Jeg blev selv sat i gang.

Hvis du magter det, så tror jeg at du skal holde igen med frugten også og i stedet prøve at klemme noget af det andet jeg nævner ned. Prøv at tænke lidt utraditionelt i stedet: kan du evt klemme et stykke pålæg ned hvis du ikke får brød til? Så har du fået lidt protein. Kan du evt spise en smule grøntsager? Prøv flere gange om dagen at spise bittesmå måltider

Det er godt med vitaminerne og jern. Du kunne overveje at spise fiskeolie-piller også. Gravitamin har fx nogen (eller kvickly har nogen til 12 kr pr. glas). Det er rigtig godt for leddene og det ømme bækken.

Jeg får virkelig så ondt af dig, for jeg kan bare huske hvordan det var så tydeligt. Men husk at der er lys på den anden side. Man kommer igennem det. Jeg lover dig det. Før du ved af det har du en herlig unge på 6 mdr og føler at alt det dårlige er kommet på afstand...ligesom mig. Hold nu op hvor ville jeg gerne kunne hjælpe dig. Bare snakke eller noget. Sig endelig til. 

Anonym skriver:

Allesammen:Tak for at i gider tage jer tid og skrive Jeg vil gerne skrive privat beskeder, men lige nu tror jeg bare jeg har brug for at få lidt opmuntring. Jeg er fuldstændigt nede. Jeg skal til jordmoder på næste onsdag, jeg har overvejet at ringe og få en tid før, men ved ikke om man kan. Jeg har åbnet en del for min mor, og hun ved nogenlunde hvordan jeg har det. Skal også spise hos hende i dag. Men bare tanken om at jeg skal afsted, at ejg er tvunget til at stå op, gå i bad, og sådan, det er nærmest uoverskueligt for mig. Jeg har altid været en meget glad frisk pige, og har aldrig haft det sådan her før, ikke i nærheden af det, og jeg ser det som et kæmpe kæmpe stort nederlag. Jeg føler mig umoden, og jeg er bange for at jeg måske slet ikke var klar til at blive mor. Jeg er bange for at jeg ikke kommer til at være god nok for min søn

Du kan sagtens prøve at ringe til din jordemoder og spørge efter en tidligere tid. Hvis jeg var i dit sted ville jeg gøre det.