Spørgsmål til voksne enebørn..

Tak for rigtig mange svar..

 

 

 

Umiddelbart virker det somom at ene børn ikke selv har manglet eller savnet
en bror/søster.. Men at alle som har søskende iform af hel, halve eller pap
søskende synes det er helt skrækkeligt at overveje enebørn.. Og at det kun er i
krise/sorg situationer man sådan rigtig mangler en søskende.. Men der findes jo
også søskende som simpelthen ikke kan holde hinanden ud og kun ses af pligt,
fordi de er forskellige og som ikke vil få mere døje ved feks en
begravelse..

 

 

 

Så jeg er rigtig glad for at høre at det ikke er total skrækkeligt at være
enebarn - alt har jo sin bagside.. Det kan nemlig også være skrækkeligt at være
den ældste, der forventes altid meget mere af den ældste..

 

 

 

Men vi må se, indtil videre vil jeg indstille mig på at vi skal have 1 barn,
hvis jeg altså kan få børn - og ændre mine følelser og behov sig efter det
første - så betyder det jo ikke at det er udelukkende at en nr 2 kan komme på
programmet..

DET Poulsen skriver:

Tak for rigtig mange svar..

 

 

 

Umiddelbart virker det somom at ene børn ikke selv har manglet eller savnet
en bror/søster.. Men at alle som har søskende iform af hel, halve eller pap
søskende synes det er helt skrækkeligt at overveje enebørn.. Og at det kun er i
krise/sorg situationer man sådan rigtig mangler en søskende.. Men der findes jo
også søskende som simpelthen ikke kan holde hinanden ud og kun ses af pligt,
fordi de er forskellige og som ikke vil få mere døje ved feks en
begravelse..

 

 

 

Så jeg er rigtig glad for at høre at det ikke er total skrækkeligt at være
enebarn - alt har jo sin bagside.. Det kan nemlig også være skrækkeligt at være
den ældste, der forventes altid meget mere af den ældste..

 

 

 

Men vi må se, indtil videre vil jeg indstille mig på at vi skal have 1 barn,
hvis jeg altså kan få børn - og ændre mine følelser og behov sig efter det
første - så betyder det jo ikke at det er udelukkende at en nr 2 kan komme på
programmet..

Denne tråd er nærmest identitisk men de snakke vi har her i hjemmet jeg er enebarn hos min mor og fik min førte søskende hos min far som 9 årig og ærligt ja jeg elsker mine søskende men mit enebarnsliv er det fedeste nogensinde!!! Alle de muligheder jeg har haft og oplevelser med min mor fordi der ikke var andre søskende ja hun var alene mor stort set hele min barndom men holder 100% på min opvækst har været federe end så mange andres de minder jeg kan se tilbage på er minder jeg ønsker min søn også skal kunne have mulighed for - hvor mange kan f.eks lige kører 60 km hver vej 4 gange om ugen for at ride min søns far vil gerne have mere end et barn men han er ved at indstille sig på det kun er vores søn der kommer ... Jeg oplever rigtig tit at folk har mange tanker om iiiiih og ååpååh så fantastisk det er at have søskende men de færreste man rent faktisk møder der har den fulde glæde af sine søskende

DET Poulsen skriver:

Jeg var selv enebarn indtil jeg blev 8, og husker tydeligt at jeg ønskede mig en lillebror eller lillesøster.. Men jeg er i tvivl om hvorfor jeg ønskede mig en bror/søster og om det mon ikke bare var fordi jeg synes det kunne være spændende med en baby sådan ligdt ala en levende dukke.. Men da der endte med at komme 3 styks på blot 4-5 år, så var det pludselig ikke så spændende længere.. Selvfølgelig holder jeg af mine søskende, det erslet ikke det..  Men jeg har grundet alders forskellen ikke den der seriøse følelse af at være en del af flokken..

Nu er jeg selv i den "føde dygtige alder" og vi er efter meget vurderen frem og tilbage om hvorvidt vi skal være børnefamilie eller egoistfamilie - endelig blevet enige om at vi skal være børnefamilie, da vi simpelthen frygter vi ellers vil komme til at fortryde..

MEN, et eller andet sted vil VI gerne nøjes med kun 1 barn, da igen af os har en speciel høj løn, og vi tros det har visse livstilskrav og gerne selv om vi får børn vil have et rimeligt økonomisk overskud til hvad der for os er livsbekræftende fornøjelser som feks. forskellige udenlandsferier hvert år.. Og vores vurdering er at det er lettere at bibeholde hvis vi kun vælger at få 1 barn.. Men også fordi vi gerne vil have masser af overskudet til at give vores barn/børn rigelig med opmærksomhed.. Nok meget vigtig for mig fordi jeg i starter af mit liv havde fuld opmærksomhed som på ret kort tid blev erstattet af nærmest ingen opmærksomhed samt vigtig for min mand fordi han netop altid har fået en masse opmærksomhed og er hans forældre meget taknemlig for det..

Desuden synes jeg ofte jeg har opserveret at det her lille super velfungerende, høflige, kærlige og velopdragede barn, ender med at blive krop umulig og ekstrem opmærksomhedskrævende når nr 2 melder sin ankomst.. I hvert fald at adfæren hos det første barn ændre sig i en lettere uheldig retning, hvilket jeg forbinder med den nu mindre opmærksomhed, hvilket jo umuligt kan undgåes eller laves om på, da der nu ganske enkelt er 2 om forældrenes
opmærksomhed, uanset hvor meget man som forældre forsøger..

Men jeg er også bange for om det kan få konsekvensen for enebarnet, i form af afsavn og længels efter en bror/søster allierede.. For det med at kunne dele, mener jeg kan læres på andre måder end blot ved at få en bror/søster..

Så derfor kunne jeg virkelig godt tænke mig at høre fra voksne enebørn om det er dybt forfærdelig at være enebarn, igennem livest faser.. Her tænker jeg som barn, som teenager, som ung voksen og som voksen når man selv skal til at have børn og os senere i livet..

Eller om man ganske enkelt erstatter søskendeflokken med venner og sidenhen måske med svigerfamilie..

For er tendensen at langt de fleste enebørn altid har og vil savne en
bror/søster.. Selv om jeg selv føler mig som enebarn, fordi jeg er gået alenen igennem livets faser alene og har brugt mine venner rigtig meget, og ikke som sådan har savnet en jævnaldrende bror eller søster - selv om jeg da har tænkt at det kunne have været fedt og rart - men ikke savnet savnet det.. Vennerne brugte jo tit deres søskende, og havde et specielt bånd til dem.. Jeg ved også at mine søskende har brugt hinanden og mig, når der har været tumult i livet for en stund.. Så vil jeg selvfølgelig ikke lade mit kommende barn være enebarn, og så istedet tilsidesætte mine livstilskrav til fordel for at barnet får en bror/søster og vi en guldklump mere.. Fordi jeg naturligvis er klar over at det bare vil give nogle andre kvaliteter i livet.. Jeg vil bare gerne kunne bibeholde begge ting og ikke føle mig økonomist begrænset mere end vi er i forvejen.. Og jeg vil bare så gerne give 1 barn alt det mine forældre ikke kunne give mig fordi vi var for mange børn.. Vi har haft en ganske almindelig og fin opvækst, det er ikke det - men jeg manglede bare nogle wauw oplevelser og ikke mindst en masse kvalitets tid alene sammen med mine forældre..

Men bare fordi jeg nød min næsten enebarns opvækst, og ikke som sådan inderligt savner eller har savnet en jævnaldrende i søskende flokken så er det jo ikke sikkert at det er det som de "rigtige enebørn" føler..

Håber i forstod og kom igennem mit rodede spørsmål og alle mine tanker og teorier.. Og tan hjælpe mig videre i mine overvejelser om vi skal nøjes med 1 barn eller skal satse på 2 for helhedens skyld..

Egentlig er jeg ikke enebarn i ordets oprindelige betydning da jeg har en halvsøster der er 12 pr ældre. Vi har dog kun boet sammen de første to år af mit liv så keg husker ikke at have boet sammen med hende. Jeg var nært knyttet til hende indtil for 7 år siden hvor det var sidste gang jeg så hende. Hun er psykisk syg og der skete et kæmpe opgør i min familie, primært mellem mine forældre og hende og jeg valgte at afbryde forholdet og har derfor ikke set hende siden anden juledag 2004. Jeg har selv en datter som jeg fik med åben donorsæd og er helt afklaret med at jeg ikke får flere. Det er ikke synd for børn der vokser op uden søskende. Jeg er meget social og vi ser mange mennesker der også har børn. Glæder mig til sæt det vi skal opleve sammen og vi er nært knyttede til hinanden. Finder jeg på et tidspunkt en mand med børn, så får hun søskende af den vej....at være en familie handler ikke kun om at være beslægtede via blod. Det ved jeg alt om

Jeg er enebarn og aldrig savnet søskende. Jo da jeg var lille ville jeg af og til gerne have en storebror, men det var mest fordi det var lidt "sejt":-) Jeg mistede et familiemedlem på et tidspunkt, hvor mine forældre var bortrejst, og der følte jeg virkelig at jeg var meget alene og besluttede der, at mit barn ikke skulle være enebarn.Men nu er jeg meget i tvivl. Min mor og far har begge søskende som de ikke ser eller taler med, det samme har min kærestes mor, så det har rykket lidt ved min beslutning om at skulle have mere end 1 barn. Min mor har i flere omgange stået fuldstændig alene om at arrangere diverse ting omkring familiemedlemmers sygdom og andet, så der holder teorien jo ikke om at har man søskende, kommer man aldrig til at stå alene.Vi synes begge at det har været rigtig hårdt at blive forældre og skulle vi have et barn mere, ville det pt. ikke være for vores egen skyld, men for vores datters. Og ja, så kan vi også godt lide at rejse, og der er det jo dels noget nemmere med 1 barn, og ikke mindst billigere! Det samme gælder jo bolig og bil, der kan man klare sig med mindre, når man kun har 1 barn. Jeg gider ikke at være et af de par, som skal vende hver en femøre for at få råd til det jeg gerne vil her i livet. Min datter skal have det, hun vil have (inden for rimelighedens grænser:-)) og hun skal med ud og se verden. Sådan er det! :-)Måske ændrer det sig, mår hun bliver større, men lige nu og her forbliver hun enebarn. Og jeg synes IKKE det er synd for hende!

DET Poulsen skriver:

Tak for rigtig mange svar..

 

 

 

Umiddelbart virker det somom at ene børn ikke selv har manglet eller savnet
en bror/søster.. Men at alle som har søskende iform af hel, halve eller pap
søskende synes det er helt skrækkeligt at overveje enebørn.. Og at det kun er i
krise/sorg situationer man sådan rigtig mangler en søskende.. Men der findes jo
også søskende som simpelthen ikke kan holde hinanden ud og kun ses af pligt,
fordi de er forskellige og som ikke vil få mere døje ved feks en
begravelse..

 

 

 

Så jeg er rigtig glad for at høre at det ikke er total skrækkeligt at være
enebarn - alt har jo sin bagside.. Det kan nemlig også være skrækkeligt at være
den ældste, der forventes altid meget mere af den ældste..

 

 

 

Men vi må se, indtil videre vil jeg indstille mig på at vi skal have 1 barn,
hvis jeg altså kan få børn - og ændre mine følelser og behov sig efter det
første - så betyder det jo ikke at det er udelukkende at en nr 2 kan komme på
programmet..

Jeg er fuldstændig enebarn, endda selvom mine forældre er skilt, og jeg har altid savnet søskende. Altid.

Jeg vil gerne fortælle mere om det, men er på mobilen lige nu, så du må vente lidt med at få et ordentligt svar..

DET Poulsen skriver:

Jeg var selv enebarn indtil jeg blev 8, og husker tydeligt at jeg ønskede mig en lillebror eller lillesøster.. Men jeg er i tvivl om hvorfor jeg ønskede mig en bror/søster og om det mon ikke bare var fordi jeg synes det kunne være spændende med en baby sådan ligdt ala en levende dukke.. Men da der endte med at komme 3 styks på blot 4-5 år, så var det pludselig ikke så spændende længere.. Selvfølgelig holder jeg af mine søskende, det erslet ikke det..  Men jeg har grundet alders forskellen ikke den der seriøse følelse af at være en del af flokken..

Nu er jeg selv i den "føde dygtige alder" og vi er efter meget vurderen frem og tilbage om hvorvidt vi skal være børnefamilie eller egoistfamilie - endelig blevet enige om at vi skal være børnefamilie, da vi simpelthen frygter vi ellers vil komme til at fortryde..

MEN, et eller andet sted vil VI gerne nøjes med kun 1 barn, da igen af os har en speciel høj løn, og vi tros det har visse livstilskrav og gerne selv om vi får børn vil have et rimeligt økonomisk overskud til hvad der for os er livsbekræftende fornøjelser som feks. forskellige udenlandsferier hvert år.. Og vores vurdering er at det er lettere at bibeholde hvis vi kun vælger at få 1 barn.. Men også fordi vi gerne vil have masser af overskudet til at give vores barn/børn rigelig med opmærksomhed.. Nok meget vigtig for mig fordi jeg i starter af mit liv havde fuld opmærksomhed som på ret kort tid blev erstattet af nærmest ingen opmærksomhed samt vigtig for min mand fordi han netop altid har fået en masse opmærksomhed og er hans forældre meget taknemlig for det..

Desuden synes jeg ofte jeg har opserveret at det her lille super velfungerende, høflige, kærlige og velopdragede barn, ender med at blive krop umulig og ekstrem opmærksomhedskrævende når nr 2 melder sin ankomst.. I hvert fald at adfæren hos det første barn ændre sig i en lettere uheldig retning, hvilket jeg forbinder med den nu mindre opmærksomhed, hvilket jo umuligt kan undgåes eller laves om på, da der nu ganske enkelt er 2 om forældrenes
opmærksomhed, uanset hvor meget man som forældre forsøger..

Men jeg er også bange for om det kan få konsekvensen for enebarnet, i form af afsavn og længels efter en bror/søster allierede.. For det med at kunne dele, mener jeg kan læres på andre måder end blot ved at få en bror/søster..

Så derfor kunne jeg virkelig godt tænke mig at høre fra voksne enebørn om det er dybt forfærdelig at være enebarn, igennem livest faser.. Her tænker jeg som barn, som teenager, som ung voksen og som voksen når man selv skal til at have børn og os senere i livet..

Eller om man ganske enkelt erstatter søskendeflokken med venner og sidenhen måske med svigerfamilie..

For er tendensen at langt de fleste enebørn altid har og vil savne en
bror/søster.. Selv om jeg selv føler mig som enebarn, fordi jeg er gået alenen igennem livets faser alene og har brugt mine venner rigtig meget, og ikke som sådan har savnet en jævnaldrende bror eller søster - selv om jeg da har tænkt at det kunne have været fedt og rart - men ikke savnet savnet det.. Vennerne brugte jo tit deres søskende, og havde et specielt bånd til dem.. Jeg ved også at mine søskende har brugt hinanden og mig, når der har været tumult i livet for en stund.. Så vil jeg selvfølgelig ikke lade mit kommende barn være enebarn, og så istedet tilsidesætte mine livstilskrav til fordel for at barnet får en bror/søster og vi en guldklump mere.. Fordi jeg naturligvis er klar over at det bare vil give nogle andre kvaliteter i livet.. Jeg vil bare gerne kunne bibeholde begge ting og ikke føle mig økonomist begrænset mere end vi er i forvejen.. Og jeg vil bare så gerne give 1 barn alt det mine forældre ikke kunne give mig fordi vi var for mange børn.. Vi har haft en ganske almindelig og fin opvækst, det er ikke det - men jeg manglede bare nogle wauw oplevelser og ikke mindst en masse kvalitets tid alene sammen med mine forældre..

Men bare fordi jeg nød min næsten enebarns opvækst, og ikke som sådan inderligt savner eller har savnet en jævnaldrende i søskende flokken så er det jo ikke sikkert at det er det som de "rigtige enebørn" føler..

Håber i forstod og kom igennem mit rodede spørsmål og alle mine tanker og teorier.. Og tan hjælpe mig videre i mine overvejelser om vi skal nøjes med 1 barn eller skal satse på 2 for helhedens skyld..

Jeg har to søskende, og det er jeg rigtig glad for, men min kæreste er enebarn ved faren, og ved moren har han to søskende.

Og det er ikke nemt nu som voksen at være enebarn. Faren har ikke nogen kæreste og det spiller også ind. Men min kæreste føler at han skal være der for sin far hver gang faren ringer. Kæresten skal hjælpe ham, og han føler også han tit er nødt til at besøge ham fordi han sidder alene. Tag nu bare nytårsaften. Faren skal muligvis ikke noget, og kæresten havde tænkt meget på det, så jeg endte med at sige at hvis han gerne vil ud til sin far skal han gøre det. Jeg har ikke noget imod at sidde selv.

Som enebarn tror jeg t man føler mere ansvar over for sine forældre, at man er nødt til at være der for de har ikke andre. Han tænker ikke sådan når det er hans mor, for der er der to andre, og hun har også en mand. Men hans far fylder rigtig meget.

I skal være helt sikre på jeres valg. For selv om I har det fint med kun et barn kan det have konsekvenser for barnet senere i livet. Jeg ville ikke kun vælge et barn, men jeg har også set hvordan det påvirker min kæreste. Faktisk er vi derude hvor jeg har sagt at når den lille kommer er vi nr 1. Og vi skal have hans opmærksomhed ikke faren.

Jeg er ikke enebarn men hvis man kun har lyst til at få et barn så gør da endelig det. Tænker bare at nr 2 jo aldrig bliver lige så dyr spm nr 1 hvis man genbruger barnevogn osv. Men hvis lysten kun er der til at få 1 så fair nok men lad da ikke jeres forbrug styre livet
Det er ikke tanken om liv - men livet som tæller.

Jeg er enebarn - eller min yngste halvsøster er 12 år ældre end mig. flyttede da jeg var seks år gammel, så mine søstre og min bror (halve) har været mere som venner og plejefamilie for mig end som søskende...

jeg har været den "heldige" af mine søskende, fordi når der kun var mig, var der pludselig råd til at jeg kunne få hvad jeg ville have...

men jeg har og SAVNER søskende... MEGET!

mine forældre har så samtidig et problem med alkohold, som jeg jo så ganske alene har stået med... jeg har været lsæbt med på værtshus, været hos mine forældres venner (jeg er ønskebarnet, så mine forældre er gamle og deres venner har derfor ikke haft børn på min alder)

jeg har ALTID følt mig voldsomt alene, ikke god til at kommunikere med nogle på min egen alder fordi jeg altid har skulle snakke med voksne (det eneste der var til rådighed)

i skolen ville jeg gøre alt for at komme til at snakke med lærerne i stedet for de andre elever, en stræber, som hader alt hvad der er socialt. kan ikke med store forsamlinger.

 

vi er igang med PB nu og jeg vil aller helst have 5-6 børn, manden har sagt max 3 (det er så også i orden)

men mine børn skal have anre på deres egen alder (ca. i hvert fald) at lege med, tage i byen med, være med, når vi er hos venner, hygge med i stuen med dyner og puder og æde slik. bygge huler osv. manden og jeg skal selvfølgelig deltage i det hele, men når de gange kommer, hvor vi ikke 100 % er til stede eller vi er hos andre, bliver dette pludselig en sjov oplevelse for børnene fordi de har hinanden og bliver forkælet når der skal ske noget specielt.

hvorimod jeg altid har hadet når vi skulle afsted. en flok voksne mennesker der snakker, drikker, hygger sig og jeg var bare mig og kunne ikke se tv fordi det larmede osv.

hmm håber det gav mening overhovedet og ved selvf. godt at det jeg har manglet var ædru forældre, men jeg har længtes efter en søster eller bror altid.

DET Poulsen skriver:

Jeg var selv enebarn indtil jeg blev 8, og husker tydeligt at jeg ønskede mig en lillebror eller lillesøster.. Men jeg er i tvivl om hvorfor jeg ønskede mig en bror/søster og om det mon ikke bare var fordi jeg synes det kunne være spændende med en baby sådan ligdt ala en levende dukke.. Men da der endte med at komme 3 styks på blot 4-5 år, så var det pludselig ikke så spændende længere.. Selvfølgelig holder jeg af mine søskende, det erslet ikke det..  Men jeg har grundet alders forskellen ikke den der seriøse følelse af at være en del af flokken..

Nu er jeg selv i den "føde dygtige alder" og vi er efter meget vurderen frem og tilbage om hvorvidt vi skal være børnefamilie eller egoistfamilie - endelig blevet enige om at vi skal være børnefamilie, da vi simpelthen frygter vi ellers vil komme til at fortryde..

MEN, et eller andet sted vil VI gerne nøjes med kun 1 barn, da igen af os har en speciel høj løn, og vi tros det har visse livstilskrav og gerne selv om vi får børn vil have et rimeligt økonomisk overskud til hvad der for os er livsbekræftende fornøjelser som feks. forskellige udenlandsferier hvert år.. Og vores vurdering er at det er lettere at bibeholde hvis vi kun vælger at få 1 barn.. Men også fordi vi gerne vil have masser af overskudet til at give vores barn/børn rigelig med opmærksomhed.. Nok meget vigtig for mig fordi jeg i starter af mit liv havde fuld opmærksomhed som på ret kort tid blev erstattet af nærmest ingen opmærksomhed samt vigtig for min mand fordi han netop altid har fået en masse opmærksomhed og er hans forældre meget taknemlig for det..

Desuden synes jeg ofte jeg har opserveret at det her lille super velfungerende, høflige, kærlige og velopdragede barn, ender med at blive krop umulig og ekstrem opmærksomhedskrævende når nr 2 melder sin ankomst.. I hvert fald at adfæren hos det første barn ændre sig i en lettere uheldig retning, hvilket jeg forbinder med den nu mindre opmærksomhed, hvilket jo umuligt kan undgåes eller laves om på, da der nu ganske enkelt er 2 om forældrenes
opmærksomhed, uanset hvor meget man som forældre forsøger..

Men jeg er også bange for om det kan få konsekvensen for enebarnet, i form af afsavn og længels efter en bror/søster allierede.. For det med at kunne dele, mener jeg kan læres på andre måder end blot ved at få en bror/søster..

Så derfor kunne jeg virkelig godt tænke mig at høre fra voksne enebørn om det er dybt forfærdelig at være enebarn, igennem livest faser.. Her tænker jeg som barn, som teenager, som ung voksen og som voksen når man selv skal til at have børn og os senere i livet..

Eller om man ganske enkelt erstatter søskendeflokken med venner og sidenhen måske med svigerfamilie..

For er tendensen at langt de fleste enebørn altid har og vil savne en
bror/søster.. Selv om jeg selv føler mig som enebarn, fordi jeg er gået alenen igennem livets faser alene og har brugt mine venner rigtig meget, og ikke som sådan har savnet en jævnaldrende bror eller søster - selv om jeg da har tænkt at det kunne have været fedt og rart - men ikke savnet savnet det.. Vennerne brugte jo tit deres søskende, og havde et specielt bånd til dem.. Jeg ved også at mine søskende har brugt hinanden og mig, når der har været tumult i livet for en stund.. Så vil jeg selvfølgelig ikke lade mit kommende barn være enebarn, og så istedet tilsidesætte mine livstilskrav til fordel for at barnet får en bror/søster og vi en guldklump mere.. Fordi jeg naturligvis er klar over at det bare vil give nogle andre kvaliteter i livet.. Jeg vil bare gerne kunne bibeholde begge ting og ikke føle mig økonomist begrænset mere end vi er i forvejen.. Og jeg vil bare så gerne give 1 barn alt det mine forældre ikke kunne give mig fordi vi var for mange børn.. Vi har haft en ganske almindelig og fin opvækst, det er ikke det - men jeg manglede bare nogle wauw oplevelser og ikke mindst en masse kvalitets tid alene sammen med mine forældre..

Men bare fordi jeg nød min næsten enebarns opvækst, og ikke som sådan inderligt savner eller har savnet en jævnaldrende i søskende flokken så er det jo ikke sikkert at det er det som de "rigtige enebørn" føler..

Håber i forstod og kom igennem mit rodede spørsmål og alle mine tanker og teorier.. Og tan hjælpe mig videre i mine overvejelser om vi skal nøjes med 1 barn eller skal satse på 2 for helhedens skyld..

så lige din debat, og ville lige hive den op igen, da jeg altid synes det er meget relevant og spændende hvad folk svarer.

Her i huset kommer vi fra to MEGET forskellige vilkår, og meget forskellige opdragelses former.

Det er helt klart mit indtryk at min kæreste, som er ene barn har nogle helt andre krav hjemmefra end jeg har oplevet fra mine forældre af ( jeg er ikke ene barn, men har en dejlig bror. 

Det er meget direkte blevet det indtryk jeg har fået at hans forældre nærmest forventede at han var der uanset hvad, at han var den der tog sig af dem hvis de en dag skulle få brug for det, at han var den som fik en god uddannelse, fik super karaktere. Og som meget gerne snart gjort dem til bedsteforældre.

Det er aldrig blevet sagt direkte, men det er klart mit indtryk.

Og jeg tror ofte at man som enebarn vil føle dette pres, netop fordi man er ene om alting.

Jeg vil jo ikke personligt mene at man behøver ses med sine søskende på daglig basis hvis man ikke føler behovet for dette, men de er efter min mening altid dejlige at have når toilettet brænder, og man ikke ved hvad man skal stille op. 

Af samme årsag ønsker jeg da selv mere end et barn til den tid.

 

 

Jeg er enebarn. Som barn ville jeg gerne have en søsken, fordi det havde alle de andre i klassen, og helst en storesøster for det havde Pernille, og derfor var det sejt.

Som ung synes jeg det var direkte befriende at jeg ikke havde nogen søskene! Der var ikke nogen at måle mig op i mod. Der var ikke nogen der klarede sig bedre end mig, og der var ikke nogen der klarede sig dårligere end mig, og som jeg så skulle få på 'ret kurs'.

Jeg har hos veninder set, hvor svært det er når livet går skævt for en selv, og det hele bare er så godt og lykkeligt hos bror/søster. Det er bare ikke sjovt!

Jeg har oplevet hvor svært det kan være at være kæreste med en, der har et vildt tæt og nært forhold til sine søskene. Jeg kunne aldrig opnå den intimitet og fortrolighed de søkene havde sammen.

Jeg føler ingen byrde af mine forældre, og jeg føler intet pres!

Det tror jeg i lang højere grad handler om hvordan mine forældre er, end hvorvidt jeg er enebarn eller ej!

I min barndom var der altid plads til mine veninder hjemme hos mig. De var altid velkomne og de kunne altid overnatte. Hjemme hos min bedste veninde var det anderledes, for der var også den irriterede lillebror der skulle tages hensyn til.

MEN jeg tror ikke på at man kan generaliser og sige at det er mest godt eller mest dårligt at være enebarn, have 1, 2, 3 eller flere søskende. Der er SÅ mange andre forhold og faktore der spiller ind!