Spørgsmål til voksne enebørn..

Jeg var selv enebarn indtil jeg blev 8, og husker tydeligt at jeg ønskede mig en lillebror eller lillesøster.. Men jeg er i tvivl om hvorfor jeg ønskede mig en bror/søster og om det mon ikke bare var fordi jeg synes det kunne være spændende med en baby sådan ligdt ala en levende dukke.. Men da der endte med at komme 3 styks på blot 4-5 år, så var det pludselig ikke så spændende længere.. Selvfølgelig holder jeg af mine søskende, det erslet ikke det..  Men jeg har grundet alders forskellen ikke den der seriøse følelse af at være en del af flokken..

Nu er jeg selv i den "føde dygtige alder" og vi er efter meget vurderen frem og tilbage om hvorvidt vi skal være børnefamilie eller egoistfamilie - endelig blevet enige om at vi skal være børnefamilie, da vi simpelthen frygter vi ellers vil komme til at fortryde..

MEN, et eller andet sted vil VI gerne nøjes med kun 1 barn, da igen af os har en speciel høj løn, og vi tros det har visse livstilskrav og gerne selv om vi får børn vil have et rimeligt økonomisk overskud til hvad der for os er livsbekræftende fornøjelser som feks. forskellige udenlandsferier hvert år.. Og vores vurdering er at det er lettere at bibeholde hvis vi kun vælger at få 1 barn.. Men også fordi vi gerne vil have masser af overskudet til at give vores barn/børn rigelig med opmærksomhed.. Nok meget vigtig for mig fordi jeg i starter af mit liv havde fuld opmærksomhed som på ret kort tid blev erstattet af nærmest ingen opmærksomhed samt vigtig for min mand fordi han netop altid har fået en masse opmærksomhed og er hans forældre meget taknemlig for det..

Desuden synes jeg ofte jeg har opserveret at det her lille super velfungerende, høflige, kærlige og velopdragede barn, ender med at blive krop umulig og ekstrem opmærksomhedskrævende når nr 2 melder sin ankomst.. I hvert fald at adfæren hos det første barn ændre sig i en lettere uheldig retning, hvilket jeg forbinder med den nu mindre opmærksomhed, hvilket jo umuligt kan undgåes eller laves om på, da der nu ganske enkelt er 2 om forældrenes
opmærksomhed, uanset hvor meget man som forældre forsøger..

Men jeg er også bange for om det kan få konsekvensen for enebarnet, i form af afsavn og længels efter en bror/søster allierede.. For det med at kunne dele, mener jeg kan læres på andre måder end blot ved at få en bror/søster..

Så derfor kunne jeg virkelig godt tænke mig at høre fra voksne enebørn om det er dybt forfærdelig at være enebarn, igennem livest faser.. Her tænker jeg som barn, som teenager, som ung voksen og som voksen når man selv skal til at have børn og os senere i livet..

Eller om man ganske enkelt erstatter søskendeflokken med venner og sidenhen måske med svigerfamilie..

For er tendensen at langt de fleste enebørn altid har og vil savne en
bror/søster.. Selv om jeg selv føler mig som enebarn, fordi jeg er gået alenen igennem livets faser alene og har brugt mine venner rigtig meget, og ikke som sådan har savnet en jævnaldrende bror eller søster - selv om jeg da har tænkt at det kunne have været fedt og rart - men ikke savnet savnet det.. Vennerne brugte jo tit deres søskende, og havde et specielt bånd til dem.. Jeg ved også at mine søskende har brugt hinanden og mig, når der har været tumult i livet for en stund.. Så vil jeg selvfølgelig ikke lade mit kommende barn være enebarn, og så istedet tilsidesætte mine livstilskrav til fordel for at barnet får en bror/søster og vi en guldklump mere.. Fordi jeg naturligvis er klar over at det bare vil give nogle andre kvaliteter i livet.. Jeg vil bare gerne kunne bibeholde begge ting og ikke føle mig økonomist begrænset mere end vi er i forvejen.. Og jeg vil bare så gerne give 1 barn alt det mine forældre ikke kunne give mig fordi vi var for mange børn.. Vi har haft en ganske almindelig og fin opvækst, det er ikke det - men jeg manglede bare nogle wauw oplevelser og ikke mindst en masse kvalitets tid alene sammen med mine forældre..

Men bare fordi jeg nød min næsten enebarns opvækst, og ikke som sådan inderligt savner eller har savnet en jævnaldrende i søskende flokken så er det jo ikke sikkert at det er det som de "rigtige enebørn" føler..

Håber i forstod og kom igennem mit rodede spørsmål og alle mine tanker og teorier.. Og tan hjælpe mig videre i mine overvejelser om vi skal nøjes med 1 barn eller skal satse på 2 for helhedens skyld..

DET Poulsen skriver:

Jeg var selv enebarn indtil jeg blev 8, og husker tydeligt at jeg ønskede mig en lillebror eller lillesøster.. Men jeg er i tvivl om hvorfor jeg ønskede mig en bror/søster og om det mon ikke bare var fordi jeg synes det kunne være spændende med en baby sådan ligdt ala en levende dukke.. Men da der endte med at komme 3 styks på blot 4-5 år, så var det pludselig ikke så spændende længere.. Selvfølgelig holder jeg af mine søskende, det erslet ikke det..  Men jeg har grundet alders forskellen ikke den der seriøse følelse af at være en del af flokken..

Nu er jeg selv i den "føde dygtige alder" og vi er efter meget vurderen frem og tilbage om hvorvidt vi skal være børnefamilie eller egoistfamilie - endelig blevet enige om at vi skal være børnefamilie, da vi simpelthen frygter vi ellers vil komme til at fortryde..

MEN, et eller andet sted vil VI gerne nøjes med kun 1 barn, da igen af os har en speciel høj løn, og vi tros det har visse livstilskrav og gerne selv om vi får børn vil have et rimeligt økonomisk overskud til hvad der for os er livsbekræftende fornøjelser som feks. forskellige udenlandsferier hvert år.. Og vores vurdering er at det er lettere at bibeholde hvis vi kun vælger at få 1 barn.. Men også fordi vi gerne vil have masser af overskudet til at give vores barn/børn rigelig med opmærksomhed.. Nok meget vigtig for mig fordi jeg i starter af mit liv havde fuld opmærksomhed som på ret kort tid blev erstattet af nærmest ingen opmærksomhed samt vigtig for min mand fordi han netop altid har fået en masse opmærksomhed og er hans forældre meget taknemlig for det..

Desuden synes jeg ofte jeg har opserveret at det her lille super velfungerende, høflige, kærlige og velopdragede barn, ender med at blive krop umulig og ekstrem opmærksomhedskrævende når nr 2 melder sin ankomst.. I hvert fald at adfæren hos det første barn ændre sig i en lettere uheldig retning, hvilket jeg forbinder med den nu mindre opmærksomhed, hvilket jo umuligt kan undgåes eller laves om på, da der nu ganske enkelt er 2 om forældrenes
opmærksomhed, uanset hvor meget man som forældre forsøger..

Men jeg er også bange for om det kan få konsekvensen for enebarnet, i form af afsavn og længels efter en bror/søster allierede.. For det med at kunne dele, mener jeg kan læres på andre måder end blot ved at få en bror/søster..

Så derfor kunne jeg virkelig godt tænke mig at høre fra voksne enebørn om det er dybt forfærdelig at være enebarn, igennem livest faser.. Her tænker jeg som barn, som teenager, som ung voksen og som voksen når man selv skal til at have børn og os senere i livet..

Eller om man ganske enkelt erstatter søskendeflokken med venner og sidenhen måske med svigerfamilie..

For er tendensen at langt de fleste enebørn altid har og vil savne en
bror/søster.. Selv om jeg selv føler mig som enebarn, fordi jeg er gået alenen igennem livets faser alene og har brugt mine venner rigtig meget, og ikke som sådan har savnet en jævnaldrende bror eller søster - selv om jeg da har tænkt at det kunne have været fedt og rart - men ikke savnet savnet det.. Vennerne brugte jo tit deres søskende, og havde et specielt bånd til dem.. Jeg ved også at mine søskende har brugt hinanden og mig, når der har været tumult i livet for en stund.. Så vil jeg selvfølgelig ikke lade mit kommende barn være enebarn, og så istedet tilsidesætte mine livstilskrav til fordel for at barnet får en bror/søster og vi en guldklump mere.. Fordi jeg naturligvis er klar over at det bare vil give nogle andre kvaliteter i livet.. Jeg vil bare gerne kunne bibeholde begge ting og ikke føle mig økonomist begrænset mere end vi er i forvejen.. Og jeg vil bare så gerne give 1 barn alt det mine forældre ikke kunne give mig fordi vi var for mange børn.. Vi har haft en ganske almindelig og fin opvækst, det er ikke det - men jeg manglede bare nogle wauw oplevelser og ikke mindst en masse kvalitets tid alene sammen med mine forældre..

Men bare fordi jeg nød min næsten enebarns opvækst, og ikke som sådan inderligt savner eller har savnet en jævnaldrende i søskende flokken så er det jo ikke sikkert at det er det som de "rigtige enebørn" føler..

Håber i forstod og kom igennem mit rodede spørsmål og alle mine tanker og teorier.. Og tan hjælpe mig videre i mine overvejelser om vi skal nøjes med 1 barn eller skal satse på 2 for helhedens skyld..

Min kæreste er enebarn ved sin far, og ved sin mor har han to søskende. Og det kan absolut ikke anbefales kun at have et barn i hans øjne. Han er den eneste der kan tage sig af faren, den eneste der hele tiden skal stå til rådighed når der er noget. Han har ikke nogen at dele faren med. Ikke nogen der kan hjælpe sig. Han føler at han er nødt til at være der for faren. Ikke kun kan det være belastende for ham, men det kan det også for mig, for det kan stjæle meget tid. Nu har vi ikke nogen børn endnu, men jeg frygter faktisk lidt hvordan det bliver når vi får børn, for så synes jeg bestemt ikke at kæresten skal stå til rådighed hver gang faren kalder på ham, så har vi altså vores egen familie.

Jeg vil sige tænk jer godt om. Måske det lige nu gør at i stadig vil kunne gøre nogen af de samme ting, og måske har I ikke helt så gode oplevelser med flere børn, men den dag I bliver gamle så har det barn ikke nogen at dele det med. Ikke nogen der hjælper med at tage sig af jer.

Det gør ondt på mig at se kæresten splittet mellem at hjælpe faren og så samtidig være hos mig. Og det gør ondt at vide at han gør det fordi han føler han er nødt til det.

Altså jeg er enebarn fra min mors side og min far har en datter som er 10 år i dag.... Jeg vil sige at jeg har aldrig haft nogle problemer med at være enebarn.. Jeg har haft rigtig manage gode venner og en meget tæt familie så jeg har ikk manglet noget... Og min svigerfamilie bruger jeg ikk til noget da de bor i jylland og min kæreste og mig bor i odense..

Jeg kan ikk se hvad problemet i at være enebarn skulle være, men det kommer nok også an på hvordan man opdrager sit barn.. Jeg har aldrig haft problemer med at lege alene på mit værelse da jeg var lille og da jeg blev større da var jeg ude og spille fodbold hver dag og hele aftenen... Og nu er der heller ikk problemer.. Min mor glæder sig mere end noget andet til at blive mormor og bebsen er allerede r*vforkældet selvom han ikk engang er født endnu.. Men nu har jeg også et meget tæt forhold til min mor og det er kun styrket fordi jeg er enebarn fra hendes side... Min kæreste har en storebror der er nogle få år ældre end ham og de har altid haft det bedste forhold til hinanden.. Der har aldrig været jalouxi imellem dem..

Personligt skal vi ivhertfald have 2 børn, men det er også mere fordi jeg vi begge føler for at have en større familie og den tanke at "storebror" passer på lillebror eller lillesøster

Men synes da i skal gøre hvad i har lyst til.. Og hvad i føler for.. Der er da slet ikk noget galt i at være enebarn men heller ikk noget galt i at have flere søskende...

Ej den tråd kunne være oprettet af mig..
Vi sidder og snakker SÅ tit om de samme ting!!!
Vi har heller ikke kassen.. har prioriteret at bo i hus, med stor have og værksted osv på landet tæt på natur som vi gerne vil have vores datter skal vokse op i.. (hun er 20 uger).. Men vi har ikke super mange penge og vil ikke have hun får sådan et liv hvor der bare altid bliver sagt "nej det har vi ikke råd til".. Plus vi ikke gider leve et liv uden at kunne gøre og opleve nogle ting.. MEN vi tænker præcis det samme med om hun vil mangle en.. Alle de andre børn i familien har søskende.. min kærestes ene bror har 3 og den anden 4 børn.. så hun har jo nok at lege med.. men er det nok  vil hun savne noget.. og når hun bliver ældre..
Men man skal jo heller ikke bare få en pga det.. men ved ikke.. årh det er svært.. men nu er tråden da oppet for dig

Jeg er enebarn med et par utroligt kærlige og omsorgsfulde forældre. I min barndom og ungdom savnede jeg ikke søskende. Nu hvor jeg er blevet voksen... Altså, det pres jeg har mærket, har ikke været praktisk. Nu er mine forældre ikke så gamle endnu (60), men de er meget opmærksomme på at de ikke vil ligge mig til praktisk last når de bliver gamle, de har planlagt at de skal i beskyttet bolig o.s.v. Fordi min mor har brugt utroligt meget tid på sine syge forældre, er det noget de er meget opmærksomme på. Men rent psykologisk har der været et pres fordi JEG føler at jeg er den eneste der kan gøre dem stolte. Jeg har altid været stræber i skolen og med karrieren fordi det er noget min far går op i. Og det har skabt en ekstra svær dimension til den barnløshedsbehandling min kæreste og jeg har gennemgået at jeg ved at jeg er den eneste der kan give mine forældre de børnebørn som de så inderligt ønsker (er gravid nu, 27+0 i dag). Det har ALDRIG været et udtalt pres fra deres side, hverken med karriere eller børn, men der er bare ingen vej udenom. Jeg ER den eneste der kan give dem de her ting. Og når jeg snakker med mine venner der har søskende, kender de ikke til det pres.

På den anden side har det at jeg er enebarn sikkert også været medvirkende til at jeg er enormt ambitiøs og virkelig er gået efter de ting jeg gerne ville opnå. Jeg giver ikke op - for jeg er vant til at få hvad jeg vil have ;-)

Jeg er som sagt gravid nu, i en alder af 31. Og jeg ved ikke om jeg vil gennemgå IVF behandling en gang til for at få endnu et barn. Det må tiden vise. Men jeg vil ikke få et barn nummer to for barnets skyld, det skal være fordi min kæreste og jeg virkelig har lyst til at få et barn til. Og det kan jeg føle mig helt tryg omkring fordi jeg selv er enebarn og ved at det altså ikke er så slemt :-)

Jeg er ikke enebarn, har 2 ældre søskende, men da vi var mindre, manglede jeg én på min egen alder. De andre var for gamle, og gad mig simpelthen ikke, så jeg følte mig tit lidt alene.

Jeg har hørt enebørn fortælle, at de mangler en søskende at dele minder osv. med, når de ikke længere har deres forældre, men har man ikke lyst til at få flere end det ene barn, så skal man jo ikke få flere. Det kan også være det ændrer sig, når først der er ét lille barn

Jeg er enebarn med et par utroligt kærlige og omsorgsfulde forældre. I min barndom og ungdom savnede jeg ikke søskende. Nu hvor jeg er blevet voksen... Altså, det pres jeg har mærket, har ikke været praktisk. Nu er mine forældre ikke så gamle endnu (60), men de er meget opmærksomme på at de ikke vil ligge mig til praktisk last når de bliver gamle, de har planlagt at de skal i beskyttet bolig o.s.v. Fordi min mor har brugt utroligt meget tid på sine syge forældre, er det noget de er meget opmærksomme på. Men rent psykologisk har der været et pres fordi JEG føler at jeg er den eneste der kan gøre dem stolte. Jeg har altid været stræber i skolen og med karrieren fordi det er noget min far går op i. Og det har skabt en ekstra svær dimension til den barnløshedsbehandling min kæreste og jeg har gennemgået at jeg ved at jeg er den eneste der kan give mine forældre de børnebørn som de så inderligt ønsker (er gravid nu, 27+0 i dag). Det har ALDRIG været et udtalt pres fra deres side, hverken med karriere eller børn, men der er bare ingen vej udenom. Jeg ER den eneste der kan give dem de her ting. Og når jeg snakker med mine venner der har søskende, kender de ikke til det pres.

På den anden side har det at jeg er enebarn sikkert også været medvirkende til at jeg er enormt ambitiøs og virkelig er gået efter de ting jeg gerne ville opnå. Jeg giver ikke op - for jeg er vant til at få hvad jeg vil have ;-)

Jeg er som sagt gravid nu, i en alder af 31. Og jeg ved ikke om jeg vil gennemgå IVF behandling en gang til for at få endnu et barn. Det må tiden vise. Men jeg vil ikke få et barn nummer to for barnets skyld, det skal være fordi min kæreste og jeg virkelig har lyst til at få et barn til. Og det kan jeg føle mig helt tryg omkring fordi jeg selv er enebarn og ved at det altså ikke er så slemt :-)

Det pres har jeg følt i mange år fra mine forældres side, til tros for to mindre søskene, men det har nok noget at gøre med at jeg er den ældste, jeg har og vil også automatisk gå ind og tage mest ansvar ift. mine forældre når den tid kommer - er bestemt glad for mine søskene NU, men da jeg voksede op var de bare i vejen, det er faktisk først nu hvor vi har børn og er kommet lidt op i årene at jeg kan bruge dem til noget..  (men vi er også enorm forskellige som typer os tre)

nå ville bare egentlig kommentere på at presset også er der som storesøster - ligesom sætningen "du er den ældste, du burde vide bedre..".. et sidespring.. hov

N&J skriver:

 

Det pres har jeg følt i mange år fra mine forældres side, til tros for to mindre søskene, men det har nok noget at gøre med at jeg er den ældste, jeg har og vil også automatisk gå ind og tage mest ansvar ift. mine forældre når den tid kommer - er bestemt glad for mine søskene NU, men da jeg voksede op var de bare i vejen, det er faktisk først nu hvor vi har børn og er kommet lidt op i årene at jeg kan bruge dem til noget..  (men vi er også enorm forskellige som typer os tre)

nå ville bare egentlig kommentere på at presset også er der som storesøster - ligesom sætningen "du er den ældste, du burde vide bedre..".. et sidespring.. hov

OK, nå men det er da egentlig meget "godt" at vide at det ikke kun er et enebarns-problem i forhold til hvis vi vlæger kun at få ét barn :-)

Jeg er enebarn og hælder til at få to, men kæreste har en lillebror og hælder til at vi kun skal have ét (han oplevede enormt meget konkurrence i forholdet til sin bror, som er mindre en to år yngre).

modesty skriver:

OK, nå men det er da egentlig meget "godt" at vide at det ikke kun er et enebarns-problem i forhold til hvis vi vlæger kun at få ét barn :-)

Jeg er enebarn og hælder til at få to, men kæreste har en lillebror og hælder til at vi kun skal have ét (han oplevede enormt meget konkurrence i forholdet til sin bror, som er mindre en to år yngre).

Sådan var det i hvert fald for mig, men jeg har også to søskene, og trak mig meget, da det ellers altid endte med at der var en der følte sig udenfor, så lod jeg mine søskene lege sammen istedet for selv at deltage, vi har det jo fint nok i dag - heldigvis og er ret tætte

Jeg ved godt mange vil være uenige, men flere udviklingspsykologiske teorier siger at det første barn helst skal være omkring tre når det næste barn kommer, da det der er i sin selvstændighedsfase - og er begyndt at slippe mor og far lidt og derved vil der formentlig heller ikke opstå den jalousi/konkurrenceforhold som du fx. beskriver, om det er sandt ved jeg ikke, jeg var 2½ da jeg fik min lillebror og har aldrig følt det sådan, men var vist også i godt gang med min selvstændighedsfase 

Jeg er også enebarn Og jeg har altid ELSKET det.

Som barn tænkte jeg slet ikke på det at have søskende. Det faldt mig simpelthen ikke ind. Heller ikke selvom min mor havde 5 mislykkede graviditeter (spontane, udenfor livmoder etc). Om det har haft en indflydelse, ved jeg ikke, men jeg har i hvert fald aldrig tænkt, at der manglede nogle, eller at jeg da skulle have søskende.

Mange har tit sagt til mig, at det er synd for mig, at jeg er enebarn Og jeg tænkte som barn tit "hvorfor er det synd for mig?". Jo, jeg kan da se nogle hyggelige ting i at have søskende, men jeg kan se lige så mange ulemper; søskendekampe, konkurrence, jalousi etc.

Jeg har altid haft mine forældres fulde opmærksomhed og kærlighed, og for mit vedkommende, er det meget svært at sætte sig ind i, hvad det vil sige at have søskende. Det er blandt andet også derfor, jeg selv kun ønsker et barn
Jeg er åben overfor, at det ønske kan ændre sig, men som det er nu, ønsker jeg mig bare en. Jeg vil gerne have det samme gode forhold til min dreng, som jeg har til mine forældre. (Jeg siger ikke, at man ikke kan det med søskende, men det ved jeg jo intet om .) Tanken om at "dele" sine forældre er mig meget fjern.

Jeg har også hørt mange ting om, at enebørn er forkælede møgunger, og til det kan jeg kun sige, at jeg tror det kommer MEGET an på forældrenes opdragelse. Jo, jeg har haft episoder, hvor jeg har været urimeligt utilfreds over noget jeg ikke måtte - men hvilke børn har ikk det?! Jeg føler selv, at jeg har lært at være beskeden og taknemmelig og jeg tager bestemt ikke ting forgivet - selvom jeg nok har været forkælet en stor del af mit liv

Til sidst tror jeg også, at du har ret i, at man "erstatter" søskende med venner. Der hvor nogle måske ville finde trøst hos søskende, finder jeg det hos venner og kæreste - og det fungerer fint for mig

Jeg håber, det var til at forstå