kitty skriver:
(skrevet 08.07.11, sen aften)
Til min søn – FB
Aller kæreste Boas. Velkommen til verden! Mor og Far har ventet længe på dig – 1248 dage for at være præcis. Men det har været alle dagene værd!
Du er en stærk lille dreng. Det har du vist os fra start. Din vej til verden startede i et reagensglas, og der skal noget af en kæmper til for at klare vejen derfra, gennem moderlivet og ud i den store verden – her hvor vi er nu. Nu vil jeg, din mor, prøve at beskrive den aften og nat du kom til verden..
Lørdag 02.07.11 skulle jeg sættes i gang på fødegangen i Kolding. Du har jo været noget stædig og ville ikke ud. På den ene side har det været godt, for mor er blevet færdig med sin uddannelse som sygeplejerske og har fået sit eksamensbevis, men på den anden side var det lidt hårdt for kroppen sådan at slæbe rundt på dig på overtid. Men alt for dig, lille B!
Da vi ankom til fødegangen lørdag middag blev jeg undersøgt. Til trods for at jordemoderen havde løsnet hinder torsdag var der stadig ikke noget i gang. Fødegangen var desværre fuld og vi kom bag i køen. Der var ikke mulighed for at skubbe lidt til processen, så du kunne komme ud. Mor blev ked af det, for der har været meget stresset derhjemme den seneste tid. Jordemoderen på fødegangen tilbød derfor at mor kunne indlægges på svangregangen til aflastning til næste morgen, hvor de så ville sætte fødslen i gang og du forhåbentlig ville komme til verden i løbet af dagen.. Men sådan skulle det ikke gå!
Mor blev indlagt til aflastning og far kørte hjem til Vejle. Mor var frygtelig træt og lagde sig til at sove. Det kunne hun bare ikke, for der var så meget uro i kroppen at hun blev rastløs. Hun gik derfor ud og snakkede med sygeplejersken, der anbefalede et varmt afslappende bad, og jeg kunne blive der så længe jeg havde lyst. ”Her koster vandet ikke noget – nyd det”. Og det gjorde mor så. Om aftenen kl. 18 kom din far tilbage. Han havde fået lov til at blive medindlagt på sygehuset, indtil næste morgen, så vi kunne nyde den sidste aften sammen i fred og ro, inden du ville komme til verden dagen efter.
Mor og far gik i kantinen kl. 18.15 og spiste, og mor synes hun fik det skidt, sådan lidt i bølger. Hun fik derfor far til at kigge på klokken. Der var ikke noget at tage fejl af! Regelmæssige veer med 3-4 minutter imellem og 45 sek. Varighed. Kom du nu bare helt af dig selv?
Vi gik tilbage til vores stue, og far satte sig til at se genudsendelsen af ”Lykkevej” på tv 2.. Mor kunne slet ikke samle sig om det, veerne kom væltende. Sygeplejersken kom ind for at snakke og kunne godt se der var noget i gærde. Hun var sød og ringede efter en Jordemoder, der sagde hun ville kigge over kl. 21. Som sagt så gjort. Ind kom den søde Jordemoder kl. 21. og hun undersøgte mor. Alt så fint ud, men der var en fødsel på vej. Hun synes derfor jeg skulle komme over på fødegangen, så ville vi tage den derfra.
21.33 kom portøren og hentede mor, og kørte hende på fødegangen. Din far gik noget spændt ved siden af, mens mor lå og vred sig i sengen under veerne. Hvad skulle der ske? Hvor længe ville det tage? Og ville du være en pige eller en dreng? Spørgsmålene var mange, og svarene kom efterhånden..
Mor kom ind på fødestue nr. 4. 4 har altid været mors lykketal, så hun var helt tryg ved at det blev netop der. Det kunne kun blive en god oplevelse! Mor fik mere og mere ondt, og jordemoderen spurgte, om jeg kunne tænke mig et varmt bad, mens hun fyldte karret med vand. Mor sagde ja tak, og far gik med ind på det meget lille badeværelse, og her sad mor så og brusede sig gennem smerterne i en halv time. Hun glemte desværre at drikke nok væske og blev derfor frygteligt svimmel og måtte tilbage i seng. Far var sød til at komme med saftevand og spørge til, om mor havde det godt. Far var uundværlig den aften og nat du kom til verden, og det er han også i dag, hvor du er 5 dage gammel!
Mors veer tog til, og hun blev undersøgt flere gange af jordemoderen, der synes det hele var gået lidt i stå. Hun og de andre jordemødre talte derfor om, om de skulle tage vandet, så de kunne sætte gang i fødslen, men de valgte ikke at gøre det. Og det var fint det samme. Under en ve, omkring 23.20 gik vandet af sig selv. Mor blev noget flov, som hun lå der i sengen. Det føltes som at tisse i bukserne, og mor græd ”årh nej, nu gik vandet” og var helt ulykkelig. Jordemoderen og far tog det dog i stiv arm, og mor blev endnu engang undersøgt. 4 cm åben.. Øv, det var ikke meget! Veerne kom nu væltende, og mor fik ilt til at klare dem med. Træk vejret dyyyybt ind gennem næsen og uuuud gennem munden. Det er faktisk ret svært, og mor lavede sit eget tællesystem i hovedet, for at flytte tankerne. 1-2-3-4, 1-2-3-4. iiiiiind og uuuuud.
Mor blev undersøgt igen da kl. har været ca. 23.40. Jordemoderen siger ”hold da op, du har godt nok fart på, hva’?” og siger til far ”vi skal have hende over på fødelejet, vi må hjælpes ad”. Og godt de begge var der, for mors ben var bløde som smør. På det tidspunkt er mor ca. 7 cm åben, og det er derfor gået stærkt.
Mor kommer op på fødelejet og ved lidt efter midnat bliver hun tjekket igen, 8-9 cm åben og kun med det som jordemoderen beskriver som ”en lille kant” i vejen for, at jeg må presse, så du kan komme ud… De næste 25 minutter bliver de hårdeste under fødslen. ”Kanten” vil ikke fjerne sig, og jordemoderen bliver ved med at sige til mor at hun ikke må presse, hvilket er trolig svært når du står i bækkenet og trykker. Jeg prøver ihærdigt at lade være, men det gør så ondt, så jeg kommer lidt til det alligevel. Desværre bliver mor undersøgt flere gange og den pokkers kant vil bare ikke gå væk. Til sidst siger mor ”årh den lortekant, så forsvind dog”.. Og det gjorde den så…
Den næste fase er lidt svær for mor at beskrive, da det er den mest smertefulde og alligevel den bedste del af fødslen. Perioden hvor mor må presse, i håb om at få dig ud. Mor presser under veerne, og jordemoderen siger flere gange ”husk at det er 1 skridt frem og tilbage. Det går lidt fremad, og så går det tilbage.. Det er en lang proces, men du skal presse smerten væk fra dig”.. Og så presser mor på livet løs. Efter 4 presseveer siger jordemoderen ”efter næstepresseve kan jeg se om den har hår på hovedet, så kan vi se toppen af hovedet”… Men hun skulle blive overrasket, ligesom vi andre! Ved næste presseve kommer du til verden i eet skub. Hele hovedet og hele kroppen i én ve. Mor kigger op, lige som du kommer ud, og ved fodenden kan ses en meget forundret jordemoder med dig i sine hænder. Det gik så stærkt, og pludselig stod verden stille. Der var du! Vores lille, længe ventede mirakel. Skudt til verden, som en lille tornado. Ja, det siger din far. Og så tilføjer han” og du efterlod et spor af ødelæggelse på din vej”, og her må mor give ham ret. Jordemoderens håndarbejds-talenter kom på prøve med sammensyningen bagefter, men skidt pyt.
Du kom op på mors mave med et ordentligt vræl. Fødsels-assistenten siger højt ”nej, en lille drengebasse” og mor og far bliver så glade. Der var du. Den der har ligget i mors mave så længe, kendt som Krølfisen, uden køn og uden navn. Nu var du her. Vores lille Boas, fin og sund og helt igennem fantastisk!
Det var en fantastisk oplevelse at bringe dig fra maven og ud til os. Det var en mørk og regnfuld aften, og mor husker brudstykker mellem veerne, hvor hun lagde mærke til, at grenene på træerne udenfor slog mod ruden på fødestuen. Efter din fødsel, 00.51, lå jeg der i mørket med guldet på mit bryst og en stolt far ved min side. Pludselig glimtede det, og tordenvejret startede. Det var helt igennem magisk, og det har været den smukkeste nat mor nogensinde har oplevet.
Du kom til verden med bulder og brag, og lynets hast!
Dit navn er blevet Boas. Et ønske din far altid har haft, allerede inden vi bestemt os for at vi ville være forældre, og inden vi vidste at du ville komme til verden og ind i vores liv!
Boas betyder den hurtige og den stærke. Du er stærk fordi du klarede vandringen fra reagensglas, gennem mors mave og ud i verden. Og du er hurtig som bare pokker, da du er født med lynets hast og ved en fødsel på mindre end 7 timer, hvilket hverken mor eller far havde turdet forestille sig. Dit navn er derfor velvalgt, og det kunne ikke være anderledes.
Velkommen til verden, elskede Boas. Du har været højt ønsket og længe ventet. Men nu, i skrivende stund, ligger du i din fars arme på sofaen, i lyset fra den lille lampe. Og intet har nogensinde været så smukt!
Vi elsker dig Boas, og vi glæder os til at vise dig verden!
Muss og Klemm, Mamma og Babba – kys og kram fra din mor og far 
