Må jeg se

JustAnotherName skriver:

Ok, tak for svar   Og for at du tager det så fint. For det kunne jo nemt være svært at drøfte, hvis sorgen overskygger muligheden for at snakke åbent om det.

Men når nu det skulle gå så galt, så er det jo alligevel godt, kan man sige, at tvilling a ligger til, at kunne komme ud på naturlig vis.
Jeg håber ihvertfald for Dig at det lykkes, og at resten af graviditeten og selve fødslen vil få glat og problemfrit. I har vist haft Jeres at tumle med følelsesmæssigt indtil nu.

Ikke at jeg ved en masse om det, men jeg syntes faktisk forholdsvis tit, at man hører om tvillinge-graviditeter, hvor den ene går til grunde, af den ene eller anden årsag? Men jeg syntes så bare, at det er atypisk i Jeres tilfælde, da det er sket så sent. For i de andre tilfælde, som jeg har hørt om, der er det noget der sker forholdsvis tidligt i forløbet.

Godt der stadig er en lille vaks opg livlig pige som har livskraft og fighter-gen   Jeres tab gør mig ondt.

Det er også svært at sige, kun fordi det er herover, at jeg kan forklare det, min mormor vil fx rigtig gerne høre hvad der er sket, men kan simplethen ikke snakke om det, uden at stortude hele vejen igennem, skal for den sag skyld tjekkes for fødselsdepression, kan det går knap så godt for tiden.

Det er jo det, så må den anden vente, indtil lillepigen viser tydelige livstegn, det er allerede aftalt

Puha, bange for det ikke kommer til at sket, det sidste 10 dage har jeg været indlagt i 24 timer og yderligere 2 gange på sygehuset. Heldigvis er jeg rask, men de kastede mig rundt på det sygehus.

Det sker rigtig tit, at den ene faktisk aldrig "lever"/hjertet slår, men slår hjertet først, så fødes der to fostre, dog sker det desværre tit, at de fødes alt for tidligt, ligesom en herinde fra lige har oplevet. Men det sker næsten aldrig, at den ene går til så sent, men man ikke går i fødsel, så der er jeg heldig, at jeg ikke afviser dem begge.

Det er også svært at sige, kun fordi det er herover, at jeg kan forklare det, min mormor vil fx rigtig gerne høre hvad der er sket, men kan simplethen ikke snakke om det, uden at stortude hele vejen igennem, skal for den sag skyld tjekkes for fødselsdepression, kan det går knap så godt for tiden.

Det er jo det, så må den anden vente, indtil lillepigen viser tydelige livstegn, det er allerede aftalt

Puha, bange for det ikke kommer til at sket, det sidste 10 dage har jeg været indlagt i 24 timer og yderligere 2 gange på sygehuset. Heldigvis er jeg rask, men de kastede mig rundt på det sygehus.

Det sker rigtig tit, at den ene faktisk aldrig "lever"/hjertet slår, men slår hjertet først, så fødes der to fostre, dog sker det desværre tit, at de fødes alt for tidligt, ligesom en herinde fra lige har oplevet. Men det sker næsten aldrig, at den ene går til så sent, men man ikke går i fødsel, så der er jeg heldig, at jeg ikke afviser dem begge.

 Øv, sikke en omgang. Og så bliver man da afgjort usikker og bange, når man sådan bliver "kastet rundt" på sygehuset.

Der er vist intet at sige til det, HVIS du er gået hen og fået en fødselsdepression af alt det uro og følelseskaos, som det jo selvsagt starter i én.

Men ja, det er heldigt, at du ikke afviste begge, da det skete så sent.
Hun er en lille fighter, og hun kommer til at sprede så meget lykke og glæde i Jeres liv i fremtiden  

Jeg forstår godt, at distancen ved internettet gør det nemmere at sætte ord på, end når man sidder overfor en nær, og skal beskrive det med ord ....så rammer det langt hårdere, og virkeligheden slår én så hårdt i sjælen.
Men det er sundt at få fortalt, hvad der er sket, og hvordan du har det med det hele. Hvis du kapsler det inde, så bliver det en "dyster byld" indeni, som VIL sprænge før eller siden, og ja - begrave din glæde, fordi der er så mange uafklarede følelser omkring det hele.

Gid du kunne slippe for alt det
Men jeg tror du gør dig selv, og din lille baby-pige, en tjeneste ved at få snakket om det. For så vil du sikkert blive mere mentalt klar til at tage imod hende, og føle glæde (og ikke sorg), når du har født.

Åhh, jeg ved jo ingenting. Jeg vil så nødigt trykke på en knap eller sige noget forkert. Men jeg føler med dig, og syntes det er barsk at din graviditet har skulle være så turbulent.

Det bør være ren lykke. Men for nogle er turen dertil desværre bare hårdere end for andre. Men du har stadig den dejligste lille pige derinde, som vokser og bliver mere og mere klar til at møde verden, og være i dine arme

Sender et kæmpe knus til dig

JustAnotherName skriver:

 Øv, sikke en omgang. Og så bliver man da afgjort usikker og bange, når man sådan bliver "kastet rundt" på sygehuset.

Der er vist intet at sige til det, HVIS du er gået hen og fået en fødselsdepression af alt det uro og følelseskaos, som det jo selvsagt starter i én.

Men ja, det er heldigt, at du ikke afviste begge, da det skete så sent.
Hun er en lille fighter, og hun kommer til at sprede så meget lykke og glæde i Jeres liv i fremtiden  

Jeg forstår godt, at distancen ved internettet gør det nemmere at sætte ord på, end når man sidder overfor en nær, og skal beskrive det med ord ....så rammer det langt hårdere, og virkeligheden slår én så hårdt i sjælen.
Men det er sundt at få fortalt, hvad der er sket, og hvordan du har det med det hele. Hvis du kapsler det inde, så bliver det en "dyster byld" indeni, som VIL sprænge før eller siden, og ja - begrave din glæde, fordi der er så mange uafklarede følelser omkring det hele.

Gid du kunne slippe for alt det
Men jeg tror du gør dig selv, og din lille baby-pige, en tjeneste ved at få snakket om det. For så vil du sikkert blive mere mentalt klar til at tage imod hende, og føle glæde (og ikke sorg), når du har født.

Åhh, jeg ved jo ingenting. Jeg vil så nødigt trykke på en knap eller sige noget forkert. Men jeg føler med dig, og syntes det er barsk at din graviditet har skulle være så turbulent.

Det bør være ren lykke. Men for nogle er turen dertil desværre bare hårdere end for andre. Men du har stadig den dejligste lille pige derinde, som vokser og bliver mere og mere klar til at møde verden, og være i dine arme

Sender et kæmpe knus til dig

Vi går i terapi, mig og kæresten, så der bliver der i hvert fald sat ord på tingene også derigennem vi blev enige om, at jeg skulle testets, da jeg viser flere tegn på det. Snakker også med min læge om det, men man må jo ikke tage antidepressiv under graviditeten og amming, så indtil videre, må jeg klare mig uden og håber da heller ikke det bliver nødvendigt.

Først tror de en blodprop i benet, så hjertefejl eller nedsat lungeaktivitet, viste sig at være en meget stor livmoder, som virkelig trykker på alt derinde.

Men tak for alle dine søde ord og opbakning.

 

Vi går i terapi, mig og kæresten, så der bliver der i hvert fald sat ord på tingene også derigennem vi blev enige om, at jeg skulle testets, da jeg viser flere tegn på det. Snakker også med min læge om det, men man må jo ikke tage antidepressiv under graviditeten og amming, så indtil videre, må jeg klare mig uden og håber da heller ikke det bliver nødvendigt.

Først tror de en blodprop i benet, så hjertefejl eller nedsat lungeaktivitet, viste sig at være en meget stor livmoder, som virkelig trykker på alt derinde.

Men tak for alle dine søde ord og opbakning.

Godt at der bliver taget hånd om Jer, og I ikke bare "må klare Jer selv"!

Men man er nødt til at sige tingene som de er, og gøre opmærksom på det, hvis man har det skidt, for der kommer ikke bare lige nogen og redder en, hvis man er ved at gå i den forkerte retning.

Jeg syntes du virker som en tapper og sej tøs ...som desværre har været meget igennem de seneste måneder. Knus

Første billede NF: 13+1

Andet billede Kønsscanning: 14+0

Tredje billede MD: 20+2

Min perfekte søn 

JustAnotherName skriver:

Godt at der bliver taget hånd om Jer, og I ikke bare "må klare Jer selv"!

Men man er nødt til at sige tingene som de er, og gøre opmærksom på det, hvis man har det skidt, for der kommer ikke bare lige nogen og redder en, hvis man er ved at gå i den forkerte retning.

Jeg syntes du virker som en tapper og sej tøs ...som desværre har været meget igennem de seneste måneder. Knus

det er dejligt, men vi har så også selv opsøgt hjælpen.

Det er jo det.

Desværre har jeg mistet min mor ung, så det er sikkert det der gør, at jeg klare det som jeg gør, men homoner hjælper desværre ikke på selvkontrollen.

Kofoed33 skriver:

det er dejligt, men vi har så også selv opsøgt hjælpen.

Det er jo det.

Desværre har jeg mistet min mor ung, så det er sikkert det der gør, at jeg klare det som jeg gør, men homoner hjælper desværre ikke på selvkontrollen.

 ....Jeg vil godt aggere stand-in søster  
Men det batter desværre bare ikke alverdens mod de tab som du har lidt. Uanset hvilken alder man har, så bliver man jo aldrig "klar til" at miste sin mor ....og slet ikke længe før tiden burde være!
Og ingen forældre kommer nogensinde fuldstændigt over tabet af et barn.......Men man kan lære at leve med det. Og have rare tanker omkring det, i stedet for skam og sorg.

Øv, at du har skullet gå så meget igennem, søde du

Her er lidt billeder af min søn fra hans tid i maven 

JustAnotherName skriver:

 ....Jeg vil godt aggere stand-in søster  
Men det batter desværre bare ikke alverdens mod de tab som du har lidt. Uanset hvilken alder man har, så bliver man jo aldrig "klar til" at miste sin mor ....og slet ikke længe før tiden burde være!
Og ingen forældre kommer nogensinde fuldstændigt over tabet af et barn.......Men man kan lære at leve med det. Og have rare tanker omkring det, i stedet for skam og sorg.

Øv, at du har skullet gå så meget igennem, søde du

Det kan da være dejligt nogle gange.

Det er rigtigt, men man forventer det mere som 50 årig, end 7 årig. Tabet er vel også anerledes, da mig mangler hende i den fysiske udvirkling, hvor det "kun" er mentalt når man er ældre, dog vil sorgen oftes være den sammen og igen er alderen vigtig i forhold til håndteringen af sorgen.

Meget og igen tak