hvornår er det passende

skriver som anonym så ikke alle kan se hvem jeg er..

kunne godt tænke mig at vide hvor lang tid efter ens mands dødsfald man kan tillade sig at blive forelsket igen? 

altså hvor lang tid skal der gå hvis man ser etisk på det. ?? 

ik fordi jeg er.. men bare for at vide hvornår det er okay.. 

Jamen, det kan da kun du sige

Når DU er klar! Om det så er nu, eller om 1, 3, 5 år. Det skal alle mulige andre da ikke blande sig i. Det kan kun du mærke.

(er der nogen interessante emner siden du spørger?

Kæreste ven, den tid er rigtig når DU er klar og ikke før  

 

Jeg ønsker dig alt det bedste

Lise skriver:

Jamen, det kan da kun du sige

Når DU er klar! Om det så er nu, eller om 1, 3, 5 år. Det skal alle mulige andre da ikke blande sig i. Det kan kun du mærke.

(er der nogen interessante emner siden du spørger?

hmm.. jamen har set lidt til en fyr... ja faktisk en af mine bedste venner.. er bare så bange for hvad folk siger og tænker om det.. 
og også om jeg selv er klar.. men der er da nogle følelser indblandet..

og så tænker jeg på ungernes farmor... puha.. ved ik om hun vil kunne klare det hvis jeg fandt en ny allerede..  

Men den tanke at hans familie absolut ikke vil bifalde det efter kort tid, vil jeg i hvert fald tro, så omhandler det kun dig.

Der findes ingen korrekt sørge tid og har man en mulighed for at få en mening med livet der kan gøre tingene mere lyserødt og dejligt, så er det om at bruge den mulighed.

Hvis min mand mistede mig, ville jag da naturligvis blive glad for at vide at han sørgede over mig noget tid, for ellers ville jeg jo ikke have betydet nok i hans liv. Men samtidig synes jeg man som menneske har pligt overfor sig selv at have det så godt som muligt. Og fandt han en super sød pige der kunne få ham til at smile og lædes ved alt igen, så er der da ingen tvivl om at han skal snuppe hende:-)

Det vigtigste er man ikke kaster sig hovedkuls ud i den første og bedste der er sød ved en....at man overvejer, tænker for og i mod og giver sig god tid til at lære personen at kende, for ens situation kan godt være lidt skrøbelig...og børnen skal ikke møde en ny mand eller kone forelæbigt, så det skal de efter min mening skånes for i mange mange mdr når et nyt forhold kommer ind i billedet.

Men, i min verden er der ingen sørgetid der er den rigtige, man skal følge sit hjerte og fornuften og så går det som regelt al sammen:-)

Og med din historie generelt, så fortjener du en god gang ykke på din vej...

Kære søde du,

Det er kun DIG og kun DIG der ved hvornår det er det rigtige tidspunkt, og hvad andre så siger ja op i r........ med det!!! Ikke fordi det er nemt, at tænke sådan!!

Følelser er en svær størrelse, som kun du kan føle er rigtig eller ej!

Mange kram og en amors pil i din retning

 

Kære Du

Selvfølgelig ved dit hjerte det bedst. Og hvor ville jeg ønske for dig og bliver så glad for at læse, at det måske er ved at ske for dig!! Ud over for din egen skyld, så i aller højeste grad for børnenes skyld, da de mere end nogen andre har brug for en glad og lykkelig mor.

Det med tid er noget underligt noget, for det må både føles som om, han var her i går og som om det er 100 år siden, det skete, så jeg tror slet, slet ikke, det kan stilles op i dage og måneder.

En anden ting er, at jeg også tror, dine svigerforældre ønsker dig lykkelig og kun ønsker alt det bedste for dig, selvom det selvfølgelig vil snurre dem lidt rundt på gulvet, når de lige hører om det. Men jeg er sikker på, at de VED, at det ikke betyder, at du elskede deres søn mindre. De ved, hvor højt, du elskede ham og altid vil gøre det. Det er der slet ingen tvivl om.

Hvad med at spørge dem og fortælle dem, at du er lidt forvirret og bange for at såre dem og bange for, at det betyder, at din mand i himlen forsvinder lidt af det? Måske - det tror jeg - kan I få en god snak om det og så vil du nok finde ud af, at de holder mere af dig, end du måske tror. Og at det betyder meget for dem, at du har det godt.

Hvis det altså er dem, du tænker på. Det ved jeg jo slet ikke noget om, men alle andre kan i hvert fald være lige gyldige. Hvis de ikke forstår dig, er det jo fordi, de slet ikke forstår dig - hvis du forstår sådan en lille én. 

Stort knus B

Søde pige

Jeg er enig med alle de andre. At du finder kærlighed og omsorg i en anden betyder jo ikke at du elsker eller savner din kære mand mindre. Der vil dog nok være nogen, der kan finde noget galt i det - det vil der altid være. Men det her handler ikke om dem. Det handler om dig og om at give dine børn en mor, der har det godt. Jeg synes, BMs ide om at snakke med svigerforældrene om det nu, er en rigtig god ide. Måske de kan hjælpe dig lidt på vej ved at vise deres støtte, hvilket jeg håber de gør. Men jeg tror faktisk, det er sværest for dig. Og husk så at passe rigtig godt på dig selv og den lille pige inden i.

birgittemarie skriver:

Kære Du

Selvfølgelig ved dit hjerte det bedst. Og hvor ville jeg ønske for dig og bliver så glad for at læse, at det måske er ved at ske for dig!! Ud over for din egen skyld, så i aller højeste grad for børnenes skyld, da de mere end nogen andre har brug for en glad og lykkelig mor.

Det med tid er noget underligt noget, for det må både føles som om, han var her i går og som om det er 100 år siden, det skete, så jeg tror slet, slet ikke, det kan stilles op i dage og måneder.

En anden ting er, at jeg også tror, dine svigerforældre ønsker dig lykkelig og kun ønsker alt det bedste for dig, selvom det selvfølgelig vil snurre dem lidt rundt på gulvet, når de lige hører om det. Men jeg er sikker på, at de VED, at det ikke betyder, at du elskede deres søn mindre. De ved, hvor højt, du elskede ham og altid vil gøre det. Det er der slet ingen tvivl om.

Hvad med at spørge dem og fortælle dem, at du er lidt forvirret og bange for at såre dem og bange for, at det betyder, at din mand i himlen forsvinder lidt af det? Måske - det tror jeg - kan I få en god snak om det og så vil du nok finde ud af, at de holder mere af dig, end du måske tror. Og at det betyder meget for dem, at du har det godt.

Hvis det altså er dem, du tænker på. Det ved jeg jo slet ikke noget om, men alle andre kan i hvert fald være lige gyldige. Hvis de ikke forstår dig, er det jo fordi, de slet ikke forstår dig - hvis du forstår sådan en lille én. 

Stort knus B

jeg er bare utrolig bange for at de bliver sårende og vrede...

Anonym skriver:

jeg er bare utrolig bange for at de bliver sårende og vrede...

Det tror jeg ikke, de gør. Ikke på dig i hvert fald. Det kan selvfølgelig godt være, at de bliver kede af det, fordi de føler, det er et skridt længere væk fra deres søn, men jeg er sikker på, at de ikke bliver vrede på dig.

Hvad med at tage snakken med dem sådan på teoretisk plan? Uden at fortælle dem, at der måske er én, du er lidt lun på allerede, men bare fortælle dem, om dine bekymringer. Tror du, du kan det?

Knus B