Hvornår, hvilke følelser?

Inspireret af en tråd om mange spørgsmål vedrørende perfekt tidspunkt for PB og Baby.

Jah mit spørgsmål går ud på, Hvornår (altså hvor lang tid i forvejen) i planlagde PB inden i smed diverse prævention? Og hvilken følelse havde i da i aftalte PB og hvilken da i smed præventionen?

 

Herhjemme er der vildt lykke efter beslutningen om PB er taget. Dog tager jeg mig selv i at trække i land når vi nærmer os tidpunktet. Eller rettere sagt så "bytter jeg rundt i planerne" hele tiden. Vi skulle smide præventionen her til juli, men så byttede jeg mening til at vente til oktober, så først til januar 2012, så tilbage til oktober 2011 og nu er vi igen ved at vi smider pillerne i juli. Og nu, jo nærmere vi kommer på juli slår min mave knuder. Er det virkelig nu? Er det det rigtige at gøre.

 

Andre der havde det sådan?? 

Sådan havde jeg det også! Ville så gerne ha børn, men var i tvivl så snart jeg skulle til at smide pillerne.. Vi blev enige om at nu gjorde vi det bare og så hvad der så skete, men vi brugte stadig kondom i ca. 6 måneder efter p-pille stop.. Så en dag blev vi enige om at prøve.. "det sker jo alligevel aldrig i første forsøg".. Hmm.. 14 dage senere stod jeg med en positiv test og vidste ikke om jeg skulle grine eller græde.. Mine følelser skifter stadig, blir super glad og så virkelig i tvivl om det nu også er det rigtige for os.. Men så snart jeg hører hvor lykkelig min mand lyder og hvor stolt han er af at skulle være far på trods af at han kun er 21.. Så ved jeg bare at det er det helt rigtige! Men tror det er meget normalt at få kolde fødder både før, imens og efter man skal bare ikke lade sig styre af de kolde fødder hvis man inderst inde ved det er det her med baby man vil

Frk-Lotusblomst skriver:

Inspireret af en tråd om mange spørgsmål vedrørende perfekt tidspunkt for PB og Baby.

Jah mit spørgsmål går ud på, Hvornår (altså hvor lang tid i forvejen) i planlagde PB inden i smed diverse prævention? Og hvilken følelse havde i da i aftalte PB og hvilken da i smed præventionen?

 

Herhjemme er der vildt lykke efter beslutningen om PB er taget. Dog tager jeg mig selv i at trække i land når vi nærmer os tidpunktet. Eller rettere sagt så "bytter jeg rundt i planerne" hele tiden. Vi skulle smide præventionen her til juli, men så byttede jeg mening til at vente til oktober, så først til januar 2012, så tilbage til oktober 2011 og nu er vi igen ved at vi smider pillerne i juli. Og nu, jo nærmere vi kommer på juli slår min mave knuder. Er det virkelig nu? Er det det rigtige at gøre.

 

Andre der havde det sådan?? 

jeg havde det også lidt sådan, nu er jeg så lige blevet gravid og vi er så lykkelige, men har det stadig lidt sådan men det er fordi jeg er mega bange for alt det nye der sker og så er jeg så kanon bange for sådan en fødsel som jeg så bare springer ud i fordi det ikke skal forhindre mig i at få mine egne børn

Jeg var klar til at få børn i lang tid før, vi lagde præventionen. Men kæresten var ikke klar, og derfor ventede vi. Endelig besluttede vi sammen, at jeg skulle bruge de p-piller op, jeg havde - og dernæst ville vi begynde projektet.

Imidlertid friede kæresten kort tid efter - og da jeg ikke havde lyst til at være gravid brud begyndte vi at bruge komdom frem til bryllupsnatten.

De første par måneder havde jeg en lidt usikker fornemmelse i maven: Hvad er det, vi går ind til? Men det var i virkeligheden mere spænding og frygten for det ukendte, for jeg har hele tiden håber på en positiv test.

Vivian87 skriver:

Sådan havde jeg det også! Ville så gerne ha børn, men var i tvivl så snart jeg skulle til at smide pillerne.. Vi blev enige om at nu gjorde vi det bare og så hvad der så skete, men vi brugte stadig kondom i ca. 6 måneder efter p-pille stop.. Så en dag blev vi enige om at prøve.. "det sker jo alligevel aldrig i første forsøg".. Hmm.. 14 dage senere stod jeg med en positiv test og vidste ikke om jeg skulle grine eller græde.. Mine følelser skifter stadig, blir super glad og så virkelig i tvivl om det nu også er det rigtige for os.. Men så snart jeg hører hvor lykkelig min mand lyder og hvor stolt han er af at skulle være far på trods af at han kun er 21.. Så ved jeg bare at det er det helt rigtige! Men tror det er meget normalt at få kolde fødder både før, imens og efter man skal bare ikke lade sig styre af de kolde fødder hvis man inderst inde ved det er det her med baby man vil

Orrh det er præcis sådan jeg har det.

HAr ventet på PB siden jeg var 16. HAHA. - Eller det er ihvertfald noget jeg har set utrolig meget frem til  Nu er jeg så 21 og kæresten 24, vi har altid vist vi ville have børn tidligt, begge to, vi skulle dog lige have styr  på nogen matrielle goder vi ville have i land først som f.eks hus, bil, god økonomi osv. Og det har vi så haft de sidste to år.  Han er udlært tømrer og jeg er under uddannelse. (vi er begge enige i der skal komme barn under min uddannelse)

Men jeg er virkelig bange for at vi gør noget forhastet, selvom det er snakket utrolig meget igennem. og alligevel, hvad nu hvis økonomien ikke er god nok, hvad nu hvis , og hvad nu hvis.

 

Taak for svar. det varmer at hører. Og jah alle får vel på et eller andet tidspunkt kolde fødder. Jeg håber bare det går over. -Det er heller ikke fair for kæresten at jeg bliver ved med at skifte mening. Han ser virkleig frem til det.  

rogerrasch skriver:

jeg havde det også lidt sådan, nu er jeg så lige blevet gravid og vi er så lykkelige, men har det stadig lidt sådan men det er fordi jeg er mega bange for alt det nye der sker og så er jeg så kanon bange for sådan en fødsel som jeg så bare springer ud i fordi det ikke skal forhindre mig i at få mine egne børn

Jah det er jo mange nye ting idet at få baby. Og mange ting der skal laves om på. Såsom rutiner osv. Men jah, man bliver vel aldrig 100 % parat påtrods af at man 100% ønsker baby..??

Frk-Lotusblomst skriver:

Jah det er jo mange nye ting idet at få baby. Og mange ting der skal laves om på. Såsom rutiner osv. Men jah, man bliver vel aldrig 100 % parat påtrods af at man 100% ønsker baby..??

ja det er jo lige det, min familie siger jeg er klar og føler det os selv, men er sammentidig bange for om jeg klare det godt nok osv 

esiuol skriver:

Jeg var klar til at få børn i lang tid før, vi lagde præventionen. Men kæresten var ikke klar, og derfor ventede vi. Endelig besluttede vi sammen, at jeg skulle bruge de p-piller op, jeg havde - og dernæst ville vi begynde projektet.

Imidlertid friede kæresten kort tid efter - og da jeg ikke havde lyst til at være gravid brud begyndte vi at bruge komdom frem til bryllupsnatten.

De første par måneder havde jeg en lidt usikker fornemmelse i maven: Hvad er det, vi går ind til? Men det var i virkeligheden mere spænding og frygten for det ukendte, for jeg har hele tiden håber på en positiv test.

Vores plan er også at sexe med gummi det første stykke tid efter pillestop så min krop lige kan få lov at blive "normal".

Herhjemme vil kæresten gerne have børn inden bryllup fordi han gerne vil have dem til at være en del af det. Og jeg har ligesom dig LÆNGE vidst at jeg skulle være "ung" forælder, hvilket kæresten også ville, men vi ville dog begge gerne vente til vi var i 20'erne. Jeg er 21 han 24. Og han meldte sig for alvor klar i foråret. Og nu er det så mig der hele tiden trækker i land. HVilket er synd for ham fordi han glæder sig sådan.

 

Er slet ikke i tvivl om vi vil være lykkelige med en positiv test i hånden. <3 For det er virkelig en ønskebaby. Det er nok også alt det ukendte jeg er bange for. Meen pyyh hvor er jeg træt af kolde fødder.

rogerrasch skriver:

ja det er jo lige det, min familie siger jeg er klar og føler det os selv, men er sammentidig bange for om jeg klare det godt nok osv 

Hvad min familie vil sige ved jeg ikke. Er jo "rimelig" ung, 21. Men har aldrig lagt skjul på jeg ville få barn tidligt.

Men de vil nok mere sige det er dumt når jeg ikke er færdig med udannelsen endnu. Dog er jeg jo igang og indenfor mit fag r der MANGE der bliver gravide under uddannelsen da dette også fremmer muligheder for job bagefter.

Tror ikke de vil synes jeg ikke kan magte opgaven, tværtimod. De ville nok bare mene at vi skulle have ventet nogen år  pga. vores alder. Dog er vi begge meget modne af vores alder, såå.  

Frk-Lotusblomst skriver:

Hvad min familie vil sige ved jeg ikke. Er jo "rimelig" ung, 21. Men har aldrig lagt skjul på jeg ville få barn tidligt.

Men de vil nok mere sige det er dumt når jeg ikke er færdig med udannelsen endnu. Dog er jeg jo igang og indenfor mit fag r der MANGE der bliver gravide under uddannelsen da dette også fremmer muligheder for job bagefter.

Tror ikke de vil synes jeg ikke kan magte opgaven, tværtimod. De ville nok bare mene at vi skulle have ventet nogen år  pga. vores alder. Dog er vi begge meget modne af vores alder, såå.  

hehe ja også min familie siger så ikke noget til at jeg får barn i en ung alder men jeg har så også en mor der selv fik sit første barn i en alder af 19 år så det er jo nok også derfor hun ikk siger noget til det