bonusmor?

nu blev jeg lige lidt inspireret af en anden ny tråd herinde om at være bonusmor. jeg sad og snakkede med min faster for en ugestid siden, om vi nogensinde kunne gøre det, altså være bonusmor, hvis ens kæreste fandt ud af han havde et barn et eller andet sted? jeg synes det er utrolig flot af dem som kan og gør det! også fædre.. men om jeg selv kunne gøre det, det ved jeg virkelig ikke og det har jeg spekuleret længe over. - jeg tror ikke det ville være noget problem hvis barnet ikke er ret gammel, under et år i hvert fald. - aner ikke om jeg kunne hvis hun/han var ældre, men tror jeg ville ha sværere ved at vænne mig til det. kan ikke selv forklare hvad forskellen er, men jeg synes selv der er en forskel.. 

kunne i?

Har gjort det 2 gange og har nydt det på hver sin måde.

Det første barn vil jeg aldrig glemme og hun vil altid have en plads i mit hjerte. Hun kom til at betyde rigtig meget for mig.

Anden gang havde jeg meget svært ved at tage barnet til mig, men vi havde da et ok forhold

Og jeg vil helt klart gøre det igen hvis det var, for man finder altid ud af det.

Men hvor tæt osv man kommer på det barn, er min erfaring at det er meget forskelligt.

Vingummien skriver:

Har gjort det 2 gange og har nydt det på hver sin måde.

Det første barn vil jeg aldrig glemme og hun vil altid have en plads i mit hjerte. Hun kom til at betyde rigtig meget for mig.

Anden gang havde jeg meget svært ved at tage barnet til mig, men vi havde da et ok forhold

Og jeg vil helt klart gøre det igen hvis det var, for man finder altid ud af det.

Men hvor tæt osv man kommer på det barn, er min erfaring at det er meget forskelligt.

jeg tror også jeg ville gøre det, hvis min kæreste lige pludselig kom og havde fået afvide at han har et barn, men tanken skræmmer mig bare :-)

Anonym skriver:

jeg tror også jeg ville gøre det, hvis min kæreste lige pludselig kom og havde fået afvide at han har et barn, men tanken skræmmer mig bare :-)

Det skal slet ikke skræmme Det er en dejlig ting. Og børn er tit nemme at komme ind på livet af.

Tror faktisk jeg vil have svære ved det hvis det lige pludselig var en besked han fik, end at det var et han havde haft fra start

Vingummien skriver:

Det skal slet ikke skræmme Det er en dejlig ting. Og børn er tit nemme at komme ind på livet af.

Tror faktisk jeg vil have svære ved det hvis det lige pludselig var en besked han fik, end at det var et han havde haft fra start

ja, det er også det jeg mener, hvis han havde haft et barn fra starten, så var det sådan og det ville jeg være glad for. men fik han lige pludselig besked om det, så ville det være sværere.

Anonym skriver:

ja, det er også det jeg mener, hvis han havde haft et barn fra starten, så var det sådan og det ville jeg være glad for. men fik han lige pludselig besked om det, så ville det være sværere.

Ja men tror ikke det vl være pga barnet.

tror mere det vil være alle de tanker der kommer om den anden kvinde (moren) osv

Anonym skriver:

nu blev jeg lige lidt inspireret af en anden ny tråd herinde om at være bonusmor. jeg sad og snakkede med min faster for en ugestid siden, om vi nogensinde kunne gøre det, altså være bonusmor, hvis ens kæreste fandt ud af han havde et barn et eller andet sted? jeg synes det er utrolig flot af dem som kan og gør det! også fædre.. men om jeg selv kunne gøre det, det ved jeg virkelig ikke og det har jeg spekuleret længe over. - jeg tror ikke det ville være noget problem hvis barnet ikke er ret gammel, under et år i hvert fald. - aner ikke om jeg kunne hvis hun/han var ældre, men tror jeg ville ha sværere ved at vænne mig til det. kan ikke selv forklare hvad forskellen er, men jeg synes selv der er en forskel.. 

kunne i?

Jo sagtens..jeg har jo også været pleje/reservemor og meget andet..så ingen problemer der.
Jeg elsker børn og unge, så alder ingen betydning..og kærligheden har, så vidt jeg ved, altid været gengældt.

Kærligst
Sussie

Jeg ved det faktisk ikke.

Jeg forestiller mig at det er en utroligt svær opgave at træde ind i et forhold på den måde, fordi det jo ikke kun er en ny kæreste man skal lære at kende, det er også et barn og en mor og måske endnu flere af barnets pårørende (bedsteforældre, bonusforældre osv.)

Jeg har aldrig selv prøvet at blive kærester med en mand som havde børn i forvejen, men da min ældste søn stadig levede, nåede jeg og møde et par af faderens kæreste, og der var en verden til forskel på hvordan de håndterede situationen.

Ved den første af pigerne var det utroligt tydeligt at hun var meget beklemt ved situationen. Hun hilste helst ikke på mig overhovedet, og der var helt klart et eller andet der trykkede hende i forhold til det at hendes kæreste havde et barn. Eksempelvis havde barnefaderen og jeg altid kunne give hinanden et kram og hyggesludre om løst og fast når vi afleverede vores søn til hinanden, men hvis kærestepigen var med blev der bare sagt hej, talt i enstavelsesord til mig og der blev meget hurtigt sagt farvel. Det var i mine øjne lidt synd for min søn, og jeg var også ked af det, for jeg ville jo egentlig gerne kende den pige som potentielt set kunne blive en stor del af mit barns liv.

Helt anderledes forholdt det sig med den næste kæreste. Hun kom ind i billedet mens vores søn var i behandling for kræft, hvilket helt sikkert ikke har gjort tingene nemmere. Min mand, min søns far og jeg selv havde i den periode et rigtigt godt samarbejde om tingene men fordi vores søn jo var syg var det bare en meget intensiv og hård periode for os alle sammen.

Ikke desto mindre klarede den nye kæreste det bare så fantastisk flot alt sammen. Det tog hende ingen tid at finde sin rolle i vores lille forkløver, og hun var en fantastisk støtte for min søns far - hvilket også hjalp mig fordi jeg så vidste at jeg ikke behøvede at bekymre mig om ham, for han var i rigtigt gode hænder.

Jeg har til stadighed uendelig stor respekt for hendes måde at fornemme lige netop den situation på og finde ud af hvordan hun bedst kunne være der for hendes kæreste, uden at hun samtidig trådte mig over tæerne. Det kom endnu mere til udtryk da vores søn desværre døde, og hun deltog i planlægning af bisættelse og den slags, og formåede at sætte ord på så mange ting som jeg ikke selv kunne rumme i situationen, men som sidenhen har betydet utroligt meget for mig.

Men altså bottom line er at som biomor er det min vurdering at det er en smadder svær rolle det der med at være bonusmor. Nogle er håbløst elendige til det, og andre formår at leve op til "bonus" betegnelsen på en måde så det virkeligt bliver en berigelse for barnet at der er en ekstra voksen i dets nærmeste netværk.

Men jeg tror ærlig talt at jeg ville have frygteligt svært ved det selv.

Thalia skriver:

Jeg ved det faktisk ikke.

Jeg forestiller mig at det er en utroligt svær opgave at træde ind i et forhold på den måde, fordi det jo ikke kun er en ny kæreste man skal lære at kende, det er også et barn og en mor og måske endnu flere af barnets pårørende (bedsteforældre, bonusforældre osv.)

Jeg har aldrig selv prøvet at blive kærester med en mand som havde børn i forvejen, men da min ældste søn stadig levede, nåede jeg og møde et par af faderens kæreste, og der var en verden til forskel på hvordan de håndterede situationen.

Ved den første af pigerne var det utroligt tydeligt at hun var meget beklemt ved situationen. Hun hilste helst ikke på mig overhovedet, og der var helt klart et eller andet der trykkede hende i forhold til det at hendes kæreste havde et barn. Eksempelvis havde barnefaderen og jeg altid kunne give hinanden et kram og hyggesludre om løst og fast når vi afleverede vores søn til hinanden, men hvis kærestepigen var med blev der bare sagt hej, talt i enstavelsesord til mig og der blev meget hurtigt sagt farvel. Det var i mine øjne lidt synd for min søn, og jeg var også ked af det, for jeg ville jo egentlig gerne kende den pige som potentielt set kunne blive en stor del af mit barns liv.

Helt anderledes forholdt det sig med den næste kæreste. Hun kom ind i billedet mens vores søn var i behandling for kræft, hvilket helt sikkert ikke har gjort tingene nemmere. Min mand, min søns far og jeg selv havde i den periode et rigtigt godt samarbejde om tingene men fordi vores søn jo var syg var det bare en meget intensiv og hård periode for os alle sammen.

Ikke desto mindre klarede den nye kæreste det bare så fantastisk flot alt sammen. Det tog hende ingen tid at finde sin rolle i vores lille forkløver, og hun var en fantastisk støtte for min søns far - hvilket også hjalp mig fordi jeg så vidste at jeg ikke behøvede at bekymre mig om ham, for han var i rigtigt gode hænder.

Jeg har til stadighed uendelig stor respekt for hendes måde at fornemme lige netop den situation på og finde ud af hvordan hun bedst kunne være der for hendes kæreste, uden at hun samtidig trådte mig over tæerne. Det kom endnu mere til udtryk da vores søn desværre døde, og hun deltog i planlægning af bisættelse og den slags, og formåede at sætte ord på så mange ting som jeg ikke selv kunne rumme i situationen, men som sidenhen har betydet utroligt meget for mig.

Men altså bottom line er at som biomor er det min vurdering at det er en smadder svær rolle det der med at være bonusmor. Nogle er håbløst elendige til det, og andre formår at leve op til "bonus" betegnelsen på en måde så det virkeligt bliver en berigelse for barnet at der er en ekstra voksen i dets nærmeste netværk.

Men jeg tror ærlig talt at jeg ville have frygteligt svært ved det selv.

Hvor er dette bare et godt og uddybende svar

Det jeg har fundet ud af som bonusmor er, at du aldrig har ret, og du bare ikke kan gøre noget rigtigt. Det er noget man bliver nødt til, at leve med og acceptere hvis du vil fortsætte i bonusmor rollen.

Jeg kan ikke anbefale det, og ville aldrig gøre det igen. Hvis jeg dengang jeg mødte min mand, vidste hvad jeg ved idag, så havde jeg afsluttet forholdet med det samme.