Puha....og dybt suk, lidt vand i øjnene....
Doubletesten viste 1:56.
Fosteret ser fint ud: der er væske i urinblære og mavesæk, et tydeligt næseben, hjertet slår også fint og har 4 kamre - alt sammen skulle være gode tegn og tale imod Down Syndrom. Så det er blodprøven og indholdet af hormoner, der trækker tallet ned. Jeg ved ikke hvor stor nakkefolden er, men jeg kan se nogle herinde har fået det at vide.
Vi har sagt ja tak til en ekstra scanning i morgen og kan gå direkte videre til moderkagebiopsi, hvis tallet fra denne scanning også er "dårligt".
Hvor er det svært. Jeg er 37 år og vidste derfor godt at risikoen er forøget, men inden denne scanning var det så abstrakt at forestille sig, at resultatet ville blive dårligt og jeg kunne ikke tage nogen beslutning om forinden hvad vi skulle stille op med resultatet, hvis risikoen var højere end 1:300. Det kunne vi jo tale om til den tid.
Risikoen for Down Syndrom er 0,5 % og risikoen for at provokere en abort 1 %. Dvs. der er dobbelt så stor risiko for abort som for Down Syndrom!
Kan man virkelig tillade sig at risikere livet af et helt normalt ønskebarn, fordi man vil være 100 % sikker på, at det barn man får ikke har Down Syndrom?
Er det virkelig så slemt at få et barn med Down Syndrom, når det kommer til stykket?
Hvordan vil jeg have det med mig selv eller min mand, hvis vi vælger biopsien og jeg aborterer som følge af den? Var vi 100 % enige, blev han eller jeg påvirket af den andens holdning - med mulige bebrejdelser mod en selv eller den anden, som følge af en irrationel sorgreaktion. Hvor lang tid får vi i morgen til at tage den beslutning?
Hvordan vil jeg/vi have det resten af graviditeten, med visheden om, at der er en høj risiko for at barnet har DS, hvis vi fravælger moderkagebiopsien?
Hvis vi ender i abort som følge af biopsien eller vælger det som følge af DS hvordan vil vi så have det næste gang vi forsøger at blive gravide? Al den tvivl og usikkerhed - skulle man bare vælge den fra og så tage barnet som det kommer.....
Kan jeg endnu engang tillade mig at tænke, at uheldet kun rammer de andre og at jeg er én af de 55, hvis barn er normalt..?
Hvem er de 55 andre? Er de på en eller anden måde mere disponeret end jeg? Kan jeg, fordi jeg har normal BMI, er ikke-ryger, lever sundt, er aktiv fysisk trøste mig med, at det ikke er mig, der er nr. 56?
Der er lang tid til i morgen og den største og tungeste beslutning er, om vi skal takke ja til den moderkagebiopsi eller ej. Det er scanningen, der skal afgøre det, men hvad er det så lige for en grænse vi har? Tager vi den, hvis den igen er 1:56? Hvad hvis den kommer under 1:100? Eller skal risikoen være lavere endnu? Det er jo bare et tal - vælg et tal mellem 1 og 300 - hvor lavt tør du gå? pftttt!
Moms
