Bliver jeg noglesinde rigtig glad?????

SussieThyssen skriver:

Et stort trøsteknus fra mig til dig.
Du er ikke alene...min mand har det som du.
Somme tider siger han også til mig, at han ikke orker et helt liv hvor han bare altid skal være ked af det.
Og han siger også som du, at han bestemt ikke tænker på selvmord.

Nu ved jeg ikke hvilken behandling eller variant af depression du har, men for min mands vedkommende så skyldes det, at han ikke danner signalstoffer nok.
Hans psykiater kalder det en: Fysisk relateret depression".
Kroppen har en defekt, og derfor TROR den at han er deprimeret, hvad han egentligt slet ikke er, men den bilder hjernen ind at han er, og derfor er han aldrig helt glad.
Som du, så har han sine dårlige perioder og sine okay perioder.
ALdrig super top nice, men okay, det er som at bevæge sig fra bølgedal til bølgedal.

Det sværeste er, at de pårørende næsten aldrig helt forstår hvad der sker for en kronisk deprimeret, de forstår ikke hvorfor man i perioder næsten ikke orker at leve, at man ikke kan "tage sig sammen". De forstår ikke, at bare det at komme ud af sengen er en sejr, at der er dage hvor man helst bare vil blive liggende under sin dyne og blive væk for hele verden, at det hele er et håbløst sort hul.

Men du må ikke opgive håbet.
Pas på dig selv..og så må vi håbe, at man en dag kommer så langt i forskningen, at man kan opfinde nogle stoffer som kan hjælpe mennesker som du og min mand..og alle de mange andre, så I også kan føle livet boble i maven på en.
Men jeg skal sige til dig fra min mand, at du må lære at focusere på de små glæder..ikke de store..bare de bitte små. De små sejre tæller også meget.

Kærligst og knus
Sussie

Din mand har ret og det vil jeg også forsøg på selv om at det kan være så fandens svært nogle gange.. ØV..

Men jeg bliver heldigvis bedre og bedrte til at takle følelsen af totalt tomhed..

Så er der bare en ting det kan gøre mig så bange.. Det er at jeg på en måde er begyndt at føle mig godt tilpas i tristheden (selvom at jeg ikke ønske at være trist) Tror at jeg så længe har haft det sådan at jeg føler mig utrolig tryk i denne tomhed fordi der kan jeg virkelig mærke at jeg lever og så har jeg været her så mange gange før..!!?? Lidt skræmmende!!

motterhea skriver:

Jeg vil rigtig gerne anbefale dig at læse 'hemmeligheden' (The secret) .. Den er mærkelig, men den har gjort mig så lykkelig.!

Lyder spændende.. Slår den lige op på nettet.. Det er da et forsøg værd.. Tak

Anonym skriver:

Din mand har ret og det vil jeg også forsøg på selv om at det kan være så fandens svært nogle gange.. ØV..

Men jeg bliver heldigvis bedre og bedrte til at takle følelsen af totalt tomhed..

Så er der bare en ting det kan gøre mig så bange.. Det er at jeg på en måde er begyndt at føle mig godt tilpas i tristheden (selvom at jeg ikke ønske at være trist) Tror at jeg så længe har haft det sådan at jeg føler mig utrolig tryk i denne tomhed fordi der kan jeg virkelig mærke at jeg lever og så har jeg været her så mange gange før..!!?? Lidt skræmmende!!

Hmmm..måske skal du vende det om og sige til dig selv at det er din form for liv???
Blot en tanke.
Tomheden behøver jo ikke være tom..faktisk er det jo et liv, som du selv kan fylde ud og dekorere...blot en tanke !?!
Ved ikke om den kan bruges til noget.
Jeg skal spørge min mand om han selv har gjort sig lignende tanker.

SussieThyssen skriver:

Hmmm..måske skal du vende det om og sige til dig selv at det er din form for liv???
Blot en tanke.
Tomheden behøver jo ikke være tom..faktisk er det jo et liv, som du selv kan fylde ud og dekorere...blot en tanke !?!
Ved ikke om den kan bruges til noget.
Jeg skal spørge min mand om han selv har gjort sig lignende tanker.

Ja det må du gerne, kunne være lidt sjovt at høre om han kan følge det jeg beskriver..

Anonym skriver:

Jeg bor i København.. Skriver lige til dig privat, hvis det er okay?

Selvfølgelig

Anonym skriver:

Ja det må du gerne, kunne være lidt sjovt at høre om han kan følge det jeg beskriver..

Skriv evt en PB til mig hvis det er, så jeg kan give dig hans svar, for han er gået i seng for i aften.

Først og fremmest STORT kram til dig

Jeg ved præcis hvordan du har det.

Jeg har levet med bulimi siden jeg var 14 (er i dag 28)... Jeg har heller aldrig rigtig kunne finde mig selv. Jeg anerkendte dog først jeg havde et problem, jeg ikke kunne håndtere selv, da jeg var først i tyverne.

Jeg fik dengang hjælp og fik det bedre. Men for 4 år siden var jeg ude for et overfald, som resulterede i at jeg igen røg tilbage i tristheden og depression.

Jeg har valgt at tage én dag ad gangen og fokuserer på de mindre ting og glæder i livet og de ting jeg kan, fremfor dem jeg ikke formår.  

Jeg har også været så træt af, at skulle leve i en konstant tristhed.... hvorfor kan jeg ikke bare være glad? hvorfor mig? hvorfor overhovedet blive ved med at kæmpe, når man ikke synes man kommer nogen vegne? Det er spørgsmål jeg ofte stillede mig selv... Ved ik om du kender det?

Jeg har også på et tidspunkt følt mig (føler mig til tider stadig) "godt tilpas" i tristheden og det var svært at bryde ud. Jeg tror problemet er, at man har levet for længe i den tristhed og det bliver det man kender. Derfor er det trygt og det bliver meget svært at komme ud af det igen. Det tager lang tid og det er overvældende, for man ved ikke hvad der venter på den anden side. Jeg ved der venter mig en lang kamp, men jeg har fundet ud af, at det ikke er så farligt at være glad. Desværre kan man ha en tildens til at hoppe tilbage i de trygge rammer (tristheden), når det hele bliver for uoverskueligt... men jeg har fået håb nu. Det håber jeg også du kan få

Ønsker dig de bedste øjeblikke i livet - at du kan se dem og er i stand til at tage imod dem.