Anonym skriver:
Øv - jeg har ondt i livet (som at leve et liv!)
Jeg har siden jeg var 12 år bakset rundt med depression (er 24 nu), lidt spiseforstyrrelse og bare et utroligt stort behov for at passe ind..
Det går faktsik fint nok for tiden, det har det gjort de sidste fire år, men nå jeg siger fint er det i forhold til hvordan jeg ellers har haft det.. Jeg har det jo ikke fint, er ked af det tit, bare trist og ligeglad med mit studie (selvom at det er mit DRØMME studie, og jeg helt sikkert nok skal færdiggøre det)
Men jeg er så trær af at have det sådan her - jeg ORKER det helt seriøst ikke mere!!!! (gå slet ikke med selvmordstanker, men jeg orker bare ikke at være ked af det mere...)
Ved ikke hvorfor det ALTID er mig det skal gå udover - altså hvorfor er det altid mig der får ondt i sjælen?? Fordi det føles som ondt i sjælen..
Hvad skal jeg dog gøre?? Jeg har altid troede at det nok skulle gå over af sig selv med tiden - og er dog også blevet bedre til at takle det når jeg får det sådan.. Men jeg er begyndt at tvivle.. Er der bare nogle der aldrig får det helt godt?? Det er jeg desværre blevet mere og mere overbevidst om.. Det er hårdt!!!!!
Føler mig meget alene selvom at jeg slet ikke er!! Det er ensomt at være så ked af det!!!!
Skulle bare lige UD med det!! Sorry...
Et stort trøsteknus fra mig til dig.
Du er ikke alene...min mand har det som du.
Somme tider siger han også til mig, at han ikke orker et helt liv hvor han bare altid skal være ked af det.
Og han siger også som du, at han bestemt ikke tænker på selvmord.
Nu ved jeg ikke hvilken behandling eller variant af depression du har, men for min mands vedkommende så skyldes det, at han ikke danner signalstoffer nok.
Hans psykiater kalder det en: Fysisk relateret depression".
Kroppen har en defekt, og derfor TROR den at han er deprimeret, hvad han egentligt slet ikke er, men den bilder hjernen ind at han er, og derfor er han aldrig helt glad.
Som du, så har han sine dårlige perioder og sine okay perioder.
ALdrig super top nice, men okay, det er som at bevæge sig fra bølgedal til bølgedal.
Det sværeste er, at de pårørende næsten aldrig helt forstår hvad der sker for en kronisk deprimeret, de forstår ikke hvorfor man i perioder næsten ikke orker at leve, at man ikke kan "tage sig sammen". De forstår ikke, at bare det at komme ud af sengen er en sejr, at der er dage hvor man helst bare vil blive liggende under sin dyne og blive væk for hele verden, at det hele er et håbløst sort hul.
Men du må ikke opgive håbet.
Pas på dig selv..og så må vi håbe, at man en dag kommer så langt i forskningen, at man kan opfinde nogle stoffer som kan hjælpe mennesker som du og min mand..og alle de mange andre, så I også kan føle livet boble i maven på en.
Men jeg skal sige til dig fra min mand, at du må lære at focusere på de små glæder..ikke de store..bare de bitte små. De små sejre tæller også meget.
Kærligst og knus
Sussie
