mor dér, far væk

sagde bille forleden og pegede på mig: mor dér, far væk.

hun går helt vildt op i begrebet far lige nu. i morges lå hun på puslebordet og nærmest sang/kaldte på: faaar, faaaaar, faaaaar, faaaaar! jeg synes det er så mærkeligt  altså ikke mærkeligt som i unaturligt, men mærkeligt som i jeg ikke helt ved hvor jeg skal kigge hen.

så plaprer hun løs om sine små venners far: naja's far, tristan's far, theo's far, daphne's far. mor og far, siger hun, mor og far. hun forstår tydeligvis godt helheden, og at der er noget der mangler.

men så heller ikke mere -- altså hun er ikke ked af det, og jeg tror ikke det drejer sig om afsavn. som små børn jo gør, så siger hun det hun ser, helt umiddelbart og konkret: mor dér, far væk ...

 

sagde bille forleden og pegede på mig: mor dér, far væk.

hun går helt vildt op i begrebet far lige nu. i morges lå hun på puslebordet og nærmest sang/kaldte på: faaar, faaaaar, faaaaar, faaaaar! jeg synes det er så mærkeligt  altså ikke mærkeligt som i unaturligt, men mærkeligt som i jeg ikke helt ved hvor jeg skal kigge hen.

så plaprer hun løs om sine små venners far: naja's far, tristan's far, theo's far, daphne's far. mor og far, siger hun, mor og far. hun forstår tydeligvis godt helheden, og at der er noget der mangler.

men så heller ikke mere -- altså hun er ikke ked af det, og jeg tror ikke det drejer sig om afsavn. som små børn jo gør, så siger hun det hun ser, helt umiddelbart og konkret: mor dér, far væk ...

Syntes det er skarpt observeret, og overvejet, når nu hun ikke er større!

Og ja, det ER jo helt naturligt, at hun bemærker det, undres og konstaterer det. Men jeg kan også godt forstå din ambivalens ift. det.

Når hun bliver ældre, vil hun nok gerne have nogle svar og forklaringer.
Men det er garanteret ikke dét hun søger (end)nu! Det er mere et udtryk for at hun er klar over det, og ser det i sin dagligdag med andre børns forældre.

Måske man kan læse bøger for småbørn om at "bo med kun mor"?
.....Hvis altså det kunne være givende? ....På den anden side, så vil de garanteret handle om "skilsmisse, og det at blive dele-barn", og det er jo ikke situationen hos jer. Så dét giver ikke mening at læse/forstå.

Aj, jeg ved det heller ikke - om der overhovedet skal siges så meget til dét, før de bliver lidt større?!

Hvordan vil du sige, når de en dag spørger dig ad helt diretkte :
"Hvem er min far? Og hvor er han henne - hvorfor er han ikke her??"

Måske er det ikke i så fjern fremtid endda, before they pop the question

Kan godt forstå du synes det er underligt... for hva siger man lige? Vildt at hun har bemærket det og allerede nu giver udtryk for det... Har du tænkt over om du vil begynde at snakke med dem om det?

Hold da op det er sgu da sejt at hun kan sætte ord på!!!! Det må jeg sige! Men ja hvordan foklarer man lige en lille størrelse det??? Har du slet ikke hørt noget efter farfar sagde han ville tale alvor med ham?

åhhh ha har det samme problem her... hun havde en lang periode hvor hun kaldte alle mænd far...gør hun stadig nogen gange... men os den med "hvor er F's far henne" og så siger jeg F har ikke en far, F har mor... også ord som farmor og farfar bliver kontant brugt..ved ikke hvor hun har dem fra...men ja det bliver kun værre kan jeg mærke på hende..og det rigtig svært for mig..for som dig...så ved jeg ikke hva jeg skal sige eller gøre af mig selv når hun siger det...

Milka skriver:

sagde bille forleden og pegede på mig: mor dér, far væk.

hun går helt vildt op i begrebet far lige nu. i morges lå hun på puslebordet og nærmest sang/kaldte på: faaar, faaaaar, faaaaar, faaaaar! jeg synes det er så mærkeligt  altså ikke mærkeligt som i unaturligt, men mærkeligt som i jeg ikke helt ved hvor jeg skal kigge hen.

så plaprer hun løs om sine små venners far: naja's far, tristan's far, theo's far, daphne's far. mor og far, siger hun, mor og far. hun forstår tydeligvis godt helheden, og at der er noget der mangler.

men så heller ikke mere -- altså hun er ikke ked af det, og jeg tror ikke det drejer sig om afsavn. som små børn jo gør, så siger hun det hun ser, helt umiddelbart og konkret: mor dér, far væk ...

Det er altså vildt at et barn i en alder af 2 år har forståelse for at en mor og far hører sammen. Selvf forstår hun ikke den direkte forbindelse, men hun har erfarret at de andre har en far og at det er naturligt. Men ja vil gerne tro at det må være lidt svært for dig lige at tackle den situation.... Fortæller du hende noget eller lader du hende bare snakke?

NaFe skriver:

åhhh ha har det samme problem her... hun havde en lang periode hvor hun kaldte alle mænd far...gør hun stadig nogen gange... men os den med "hvor er F's far henne" og så siger jeg F har ikke en far, F har mor... også ord som farmor og farfar bliver kontant brugt..ved ikke hvor hun har dem fra...men ja det bliver kun værre kan jeg mærke på hende..og det rigtig svært for mig..for som dig...så ved jeg ikke hva jeg skal sige eller gøre af mig selv når hun siger det...

Skouboe skriver:

jeg er nok lidt overrasket over at det kommer allerede nu, og på den måde som det gør! tror et eller andet sted at jeg er bange for ikke at lyde overbevisende når jeg en dag skal forklare at det er helt ok og totalt normalt ikke at have en far